Kommentar
Læsetid: 5 min.

Vi kan komme til at savne Musharraf

Nok var han en militærdiktator, men at Pakistans afgåede præsident kunne sikre en relativ stabilitet i sit land igennem ni år er en præstation, der kalder på respekt
I den pakistanske by Multan samledes folk for at demonstrere mod et selvmordsangreb på et hospital i Dera Ismail Khan, der kostede mindst 23 mennesker livet.

I den pakistanske by Multan samledes folk for at demonstrere mod et selvmordsangreb på et hospital i Dera Ismail Khan, der kostede mindst 23 mennesker livet.

Tasim Anveer

Udland
20. august 2008

Intet ved hans præsidenttid klædte Musharraf så meget som den måde, han gik af på, kunne man fristes til at sige. At træde tilbage for ikke at få en rigsretssag imod sig er måske ikke så ædelt i sig selv, men den værdighed, hvormed Musharraf slap tøjlerne, fortjener en mere respektfuld og velovervejet bedømmelse, end den formentlig typisk vil få.

I mange vestlige lande er rygmarvsreaktionen blandt liberale intellektuelle fryd over at være sluppet af med en militærdiktator. Opfattelsen er, at Pakistans afgåede præsident aldrig kunne blive den civile politiker, han søgte at udgive sig for efter sit genvalg i november sidste år. Aldrig kunne han bryde med sit image som den ambitiøse hærgeneral og stabschef, som greb magten ved et kup for ni år siden.

At en sådan figur kunne sætte sit lands interesser over sine egne var en utænkelig forestilling. At han lagde uniformen for et jakkesæt var kun en gestus, der skulle behage, og en rigsretssag sat i værk af et folkevalgt parlament var en fuldkommen passende skæbne for Mu-sharraf.

På det folkelige plan i Pakistan var Musharrafs største fejl dog en helt anden. En stærk leder, som påtog sig ansvaret for at føre sit land ud af en kaotisk økonomisk situation var absolut, hvad flertallet af vælgerne gerne så, uanset om han bar militæruniform eller ej. Deres anke var snarere, at han ikke forstod at levere denne vare, og at han over for udlandet udstrålede en pinlig servilitet.

Ingen støtte

Alliancen med USA, som han indgik efter 11. september 2001, svarede for mange til accept af en veritabel klientstatus. Hver ny melding om amerikanske aktioner imod Taleban eller al-Qaeda i stammeområderne blev opfattet som endnu et eksempel på Pakistans kompromitterede suverænitet. Det var ikke deres præsidents ambitioner, som så mange pakistanere havde svært ved at tilgive ham - det var, hvad de så som hans fornedrelse af nationen.

Disse to modsatrettede opfattelser af Pervez Mu-sharraf kan tjene til at forklare, hvorfor hans position blev uholdbar, da truslen om en rigsretssag blev uafvendelig. Der var simpelthen ingen støttekreds, hverken hjemme eller ude, til at slutte op om hans forbliven. Hvert år han var ved magten forekom at bringe nye vanskelige dilemmaer af modstridende imperativer, som han på en eller anden måde måtte afveje og forsone. Om det så var hensynene til civil eller militær magt, de modstridende krav om valg og opretholdelse af offentlig orden eller presset fra Washington på den ene side og fra de islamiske militante på den anden, forstod Musharraf i eminent grad at ride stormene af. At han kunne holde sig ved magten i hele ni år og holde Pakistan mere eller mindre stabilt i samme periode, er under alle omstændigheder en stor bedrift.

Sympati

Hvis De mener at spore en grad af sympati for Pakistans præsident i denne bedømmelse, har De ret. Vi journalister kan ofte drage fordel af et privilegium, som vi alt for sjældent skønner på: Vi får mulighed for at møde og udspørge politiske ledere, ofte på tidspunkter hvor de helst er fri, når dårlige nyheder presser dem. Vi bilder os så ind, at vi får en art indsigt, uanset hvor begrænset, i deres karakter.

Musharraf var militærmand, og det lagde han ikke skjul på. Hans eskalerende tvist med højesteret blottede hans autoritære side, og muligvis var han aldrig helhjertet i sine bestræbelser på at genoprette demokratiet. Ikke desto mindre fandt jeg hans forklaringer på sine vanskeligheder ved at løse cirklens kvadratur ganske overbevisende. Måske forsøgte han at narre os, men på mig virkede han troværdig.

Da han den 11. september 2001 gik på tv for at forklare sine landsmænd, at de nu var allierede med USA i dets 'krig mod terror', leverede han et retorisk mesterstykke. Men det var også næsten smerteligt at iagttage hans bryderier med at forlige de modstridende hensyn til indre og ydre sikkerhed. Det var, som om han vidste, at han såede kimene til sit eget forestående nederlag, og at han ikke blot satte sin politiske fremtid på spil, men også sit liv.

Høj risiko

Så høje risici var der ikke noget andet medlem af George W. Bushs 'koalition af villige', der var rede til at tage. Alligevel formåede Musharraf at holde sig længere ved magten end alle de øvrige. 'Krigen mod terror', navnlig krigen i Irak, bidrog til det politiske fald for snart sagt alle andre nationale ledere, der havde sluttet op om Bush: José-Maria Aznar i Spanien, John Howard i Australien, Jaroslaw Kaczynski i Polen for slet ikke at tale om Tony Blair i Storbritannien.

Med Musharrafs afsked (og tilbagetrækningen af det georgiske kontingent fra Irak) har denne koalition ikke længere nogen fremtid som levedygtig alliance. I stedet har vi et USA, der foreløbig står helt i præsidentvalgkampens tegn og næppe foretager markante kurs-ændringer i sin udenrigspolitik, uanset hvem der vinder, og en tilbagevenden til det mønster af rivaliseringer og ustabilitet, der prægede Pakistans umiddelbare nabolag før 11. september.

En hurtig rundtur langs Pakistans grænser blotter en vifte af for det meste ikke indbyrdes forbundne konfliktzoner fra et selvbevidst Irani vest og et stadig mere kao-tisk Afghanistan i nordøst til Kinas urohærgede vestligste region Xinjiang i øst. Det eri alle tre tilfælde konflikter, som præsident Bush og hans 'krig mod terror' har bidraget til at opflamme, men hvis konsekvenser Pakistan bliver den første til at føle. Hertil kommer naturligvis Indien, der potentielt kan blive Pakistans mest besværlige nabo.

Balancen

Uanset hvem der bliver Pakistans næste præsident, vil vedkommende stå over for mange af de samme vanskelige valg, som Musharraf var oppe imod, ikke mindst i forhold til at afbalancere hensyn til indre og ydre sikkerhed. I to henseender bør opgaven dog være blevet lettere. Washingtons optagethed af 'krigen mod terror', som fik Pakistan til at fremstå som en uomgængelig allieret, er ved at aftage og dermed også det amerikanske pres. For det andet vil den nye præsident have en legitimitet, som Pervez Musharraf trods alle sine civile bestræbelser aldrig kunne opnå. Er hans afgang et tab for USA, har pakistanerne til gengæld alt at vinde. For Islamabad er spillerummet til at indgå nye regionale alliancer blevet væsentligt større.

© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her