Læsetid: 4 min.

Kennedy-klanen giver stafetten videre til Obama

Den sidste overlevende af tre berømte brødre i amerikansk historie, Ted Kennedy, ville trods en livstruende kræftsygdom ikke gå glip af muligheden for at samle partiet og hylde håbets apostel, Barack Obama, ved Demokraternes kongres
Trods det, at den 76-årige senator Ted Kennedy (t.v.) lige er blevet opereret og har fået kemoterapi for en hjernesvulst, var han klar, skarp og politisk fokuseret. Obamas kone, Michelle, indledte demokraternes kongres i Denver med et brag af en tale.

Trods det, at den 76-årige senator Ted Kennedy (t.v.) lige er blevet opereret og har fået kemoterapi for en hjernesvulst, var han klar, skarp og politisk fokuseret. Obamas kone, Michelle, indledte demokraternes kongres i Denver med et brag af en tale.

Stan Honda

27. august 2008

DENVER - Den demokratiske delegerede Michael Wheeler havde regnet med at få adgangsbillet til sin kone Candice på førstedagen for den Demokratiske partikongres mandag. Men søndag aften gik det op for ham, at det nok alligevel ikke blev til noget.

Han stødte nemlig ind i Matt Kennedy i en hotelelevator - en af de mange børnebørn i Amerikas største politiske dynasti - og det måtte betyde, at senator Edward Kennedy alligevel var kommet til Denver.

"Det er en stor og vidunderlig klan, så hvis der skulle være plads til alle i kongreshallen Pepsi Center, måtte slægtninge til nogle af de delegerede fra Massachusetts opgive deres billetter," siger Wheeler.

Og hvem overlader ikke sit adgangskort til Kennedy-familien?

Michael Wheeler og hans familie er dybt involveret i Barack Obamas valgkamp på lokal plan. Wheeler, der er professor på Harvard Business School, og hans kone Candice arbejder fra deres hus på halvøen Cape Ann i Boston-bugten med at rekruttere frivillige og overbevise vælgere om at stemme på den demokratiske præsidentkandidat. Den ene af to døtre har slået sig ned i den nordlige nabostat New Hampshire, hvor hun arbejder som frivillig for Obama-kampagnen. Alle fire er i kongresbyen Denver og håber at være til stede, når Obama holder sin takketale i morgen på sportsstadionet Invesco Field, der kan rumme 75.000 tilskuere.

Partienhed

Edward Kennedys ankomst søndag til Denver var omgærdet af hemmelighedskræmmeri og mystik. En kræftsvulst blev opdaget i hans hjerne i foråret, og siden er den 76-årige senator blevet opereret og har fået strålebehandling og kemoterapi, hvilket nedsætter kroppens immunforsvar over for infektioner. Alene den fire timer lange flyvetur fra Boston til Denver var derfor en risiko. Herudover ligger værtsbyen oppe i 1.500 meters højde, hvilket kan få nyankomnes hjerner til at svulme op midlertidigt.

Men senatoren hører ikke til den type politikere, som lader sygdom være en hindring. Det Demokratiske parti havde produceret en 10-minutter film om Ted Kennedys liv og levned, og tidligere præsident John F. Kennedys datter, Caroline, holdt en tale til ære for sin onkel. Mange af de 5.000 delegerede i kongreshallen havde sat deres lid til, at senator Kennedy ville træde frem på scenen og vinke til dem. I stedet gik han med faste skridt hen til mikrofonen og holdt et 10-minutter langt festfyrværkeri af en brandtale.

"Vi blev dybt bevæget," fortæller Michael Wheeler, der stod nede i salen sammen med delegationen fra Kennedys hjemstat Massachusetts.

"Hans sigte var soleklart at overbevise amerikanerne om, at Obama - ikke Hillary Clinton - er den rette person til at føre Kennedy-brødrenes arbejde og visioner videre i de næste generationer. Det kræver naturligvis enighed mellem tilhængere af Clinton og Obama på partikongressen."

Uden røgelse

Ted Kennedy virkede lettere skrøbelig, håret på den ene side af hovedet var blevet tyndere pga. kemoterapien, men hans velkendte renommé som en af Amerikas mest inspirerende talere synes ikke at have taget skade af den livstruende sygdom. Hans kraftfulde røst fyldte som sædvanligt hele kongreshallen.

Selv om tårerne trillede ned af mange tilhørerens kinder, fremtonede Kennedy endnu engang som en politisk kæmpe, der aldrig giver op. Der var hverken røgelse eller sørgmodige ansigter i Pepsi Center. Ted Kennedy lovede at være tilbage i Senatet i januar, hvor han under en ny præsident vil kæmpe for, at alle amerikanere får sygesikring - "at det ikke anses for et privilegium, men for en ret".

Fremfor alt bestræbte Massachusetts-senatoren sig på at beskrive Obama som en præsident, der kan drømme lige så stort som forgængeren John F. Kennedy og samtidig få visionerne realiseret, hvilket Ted Kennedy har opnået et velfortjent renommé for under sine 46 års arbejde i Senatet.

Han talte om et fornyet håb i Amerikas kæmpe potentiale for forandring, inkarneret i Obamas lovende præsidentkandidatur. "Drømmen fortsætter," sluttede senatoren.

Déjà vu fra 1980

For nogle få i kongreshallen bragte Ted Kennedys tale minderne fra 1980 tilbage. I den præsidentvalgkamp udfordrede han den siddende præsident Jimmy Carter fra venstresiden af det politiske spektrum og tabte.

På partikongressen det år lovede Kennedy imidlertid, at han ville vende tilbage og at "drømmen vil fortsætte med at leve". Carter tabte til republikaneren Ronald Reagan, og Kennedys udfordring fik noget af skylden for nederlaget. Også ved denne kongres i 2008 er Det Demokratiske Parti splittet mellem to kandidater. Men analogien til 1980 holder ikke rigtigt.

"I 1980 skiltes vandene på det ideologiske plan. Carter var den moderate konservative sydstatsdemokrat, mens Kennedy repræsenterede den liberale og progressive politiker fra de nordøstlige stater. Clinton og Obama er stort set politisk enige. Skillelinjen går på det rent kønslige. Mange kvindelige demokrater kan ikke komme sig over skuffelsen. Og så står Obama i spidsen for et oprør mod Clinton-familiens dominans af partiet."

For Kennedy-klanen har det været naturligt at give stafetten videre til Obama og hans generation af yngre demokratiske aktivister. Det er svært at acceptere for Bill og Hillary Clinton. De har tilbragt otte år i det Hvide Hus for nylig og hun var tæt på at vinde nomineringen for Det Demokratiske Parti i 2008.

"Mange af mine venner bearbejder det stadig rent mentalt," fortæller Wheeler.

I weekenden besøgte han en gammel ven fra studenterdagene, en indflydelsesrig advokat i Denver. "Han har kendt Clinton-familien i 20 år og har svært ved at mobilisere entusiasme for Obama. Jeg er overbevist om, at han vil stemme på ham i november, men jeg tvivler på, at han vil samle penge ind."

Følg kongressen på bloggen Amerikanske Perspektiver på

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu