Læsetid: 5 min.

Kort lunte i Kaukasus

Mangfoldigheden er en vigtig faktor i Kaukasus. Her er den mest forenende faktor forholdet til Rusland, der dog risikerer helt at miste regionen, siger en russisk-kaukasisk etnolog
I den georgiske by Gori, der er omringet af russiske styrker, har det været svært for hjælpeorganisationerne at komme ind med nødhjælp. Op mod 120.000 mennesker er på flugt fra kampzonen, og både FN-sikkerhedsfolk og journalister er blevet truet med våben.

I den georgiske by Gori, der er omringet af russiske styrker, har det været svært for hjælpeorganisationerne at komme ind med nødhjælp. Op mod 120.000 mennesker er på flugt fra kampzonen, og både FN-sikkerhedsfolk og journalister er blevet truet med våben.

Dmitrij Kostyukov

Udland
16. august 2008

Vladikavkaz hedder hovedstaden i den russiske republik Nordossetien. Navnet betyder Hersker over Kaukasus og er meget symbolsk for det russiske forhold til denne bjergrige og uroplagede egn mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav, som den forløbne uge har været genstand for ikke blot en konflikt mellem Georgien og Sydossetien og Rusland, men også mellem Rusland og Vesten.

Verden har hidtil hørt en masse om den lille russiske, muslimske Kaukasus-republik Tjetjenien og nu så også om kristne Ossetien, der er delt mellem russisk nord og georgisk syd. Mange har nok også hørt om Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. Men så er det vist også ved at være sagt, på trods af at Kaukasus-regionen udgør et enestående natur- og ferieparadis og et helt unikt mylder af nationaliteter, etniske grupper, kulturer, religioner og sprog. Det fortælles, at da de gamle romere drog gennem Kaukasus, gjorde de brug af 130 forskellige tolke.

Talrige konflikter

Det meste af Kaukasus, inklusive Armenien, Aserbajd-sjan og Georgien, har i næsten 200 år været underlagt Rusland og Sovjetunionen og har været genstand for russiske poeters og kunstneres kærlighed og lovsange fra Pusjkin til Brodskij. Men selvom symbolet på disse russiske erobringer altså nok så prangende hedder Vladikavkaz, så har det meget af tiden været så som så med kontrollen over Kaukasus og dens mange folkeslag. Især bjergkrigerne, tjetjenerne og tjerkesserne, har op igennem historien voldt russerne store problemer med deres tilsyneladende uudslukkelige vilje til at føre krig i de uvej-somme, men vidunderligt smukke bjerge.

Konflikterne er mangfoldige: Det kristne Armenien og det muslimske Aserbajd-sjan slås om enklaven Nagorno Karabakh. Georgierne slås for at beholde udbryderne Adjarien, Abkhasien og Sydossetien i landet. Russerne slås mod selvstændighedshungrende Tjetjenien og flere andre mindre republikker.

Kun Stalin og Beria, der i øvrigt begge var kaukasere fra Georgien, havde den totale kontrol via total terror. Stalin flyttede rundt på grænserne og tvangsflyttede hele folkeslag, bl.a. tjetjenerne, fra Kaukasus til Centralasien. Og hans vilkårlige grænsedragninger fortsatte med at være en kilde til uoverensstemmelser, da Kaukasus ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev delt mellem fire lande: Rusland, Georgien, Armenien og Aserbajd-sjan. Lige siden har der været uro, krige og nedfrosne konflikter i området.

Forskellighed forener

Hvorfor? Information stiller spørgsmålet til en førende russisk etnolog, Jurij Antjabadze, der forsker i folke-slagene i Kaukasus ved det russiske Videnskabernes Akademi i Moskva. Antjabadze stammer i øvrigt selv fra den georgiske udbryderrepublik Abkhasien.

"Man kan ikke forstå Kaukasus uden at tage begrebet 'forskellighed' med i analysen. Kaukasus er netop kendetegnet ved et væld af forskelligheder - etniske, religiøse og sproglige. Der er omkring 50 forskellige nationaliteter i Kaukasus i et område på størrelse med Tyskland," fortæller Antjabadze over telefonen fra Moskva.

"Alle nationaliteter har forskellige sprog og historier, men er samtidig forenet af en række kulturelle fællestræk."

Antjabadze fremhæver nogle af kaukasernes fællestræk: En tendens til at leve tæt i det nære fællesskab, familien, klanen, landsbyen. En forhøjet selvrespekt, som betyder, at fornærmelser bliver taget meget ilde op. Derfor, siger han, fører de russiske mediers og myndigheders udtalelser og behandling af kaukasere generelt - og georgiere og tjetjenere i særdeleshed - til et tæt sammenhold i Kaukasus imod Rusland. Et andet fælles kaukasisk træk er ifølge den russisk-abkhasiske forsker en overdreven forestilling om begrebet 'ære', der ligger til grund for den udbredte tradition for blodhævn i mange dele af Kaukasus.

Fælles fjende

"Desuden en fælles kaukasisk overdreven, individuel, national og etnisk selvfølelse. Denne selvfølelse og 'etnocentrisme' er en af hovedårsagerne til den udbredte strid med de nærmeste naboer fra andre etniske og nationale grupper. Det er årsagen til den berygtede kaukasiske stridbarhed," siger Jurij Antjabadze.

Det, der derimod forener kaukaserne, er ifølge Antjabadze følelsen af diskrimination og overgreb fra Ruslands side.

"Kaukaserne er for de flestes vedkommende meget solidariske med hinanden i forholdet til Rusland og russerne, fordi de alle føler sig diskrimineret og set ned på fra stormagtens side. Det gælder både tjetjenere, georgiere og andre kaukasere, som føler sig forfulgte af russerne."

Det sidste er der da også god grund til. Det er ikke sjovt at være mørklødet kaukaser i russiske storbyer, hvor der er en udbredt antikaukasisk stemning. Så udbredt, at selv myndighederne og politiet står bag forfølgelser af kaukasiske borgere. Det fik i går flere menneskerettighedsorganisationer og selveste den ortodokse kirke i Rusland til at advare mod "antigeorgisk hysteri i medierne og hos myndighederne".

Rusland mister Kaukasus

Jurij Antjabadze mener på den ene side, at Rusland ikke havde andet valg end at gribe ind, da Georgien i sidste uge blodigt overfaldt Sydossetien og nærmest udraderede hovedbyen Tskhinvali. På den anden side frygter han, at russernes overdrevne reaktion og mangel på kontrol med hæren i forlængelse af den generelle russiske holdning til Kaukasus kan føre til, at Rusland til sidst ender med helt at miste grebet om Kaukasus. Det kan blive konsekvensen af, at russerne med deres handlinger tvinger kaukaserne til at stå sammen og ønske sig væk fra russisk indflydelse.

"Det hele afhænger af, hvordan den russiske regering og præsident styrer igennem krisen. Hvis den russiske ledelse ikke har styr på generalerne og lader dem husere uhæmmet i selveGeorgien, får Georgien hurtigt sympatien fra hele Kaukasus over på sin side, og så får russerne for alvor mere ballade," siger Antjabadze.

Samtidig mener han, at Georgien med sit angreb på Sydossetien har mistet enhver chance for at få Abkhasien og Sydossetien med i føderationen. Han forestiller sig, at begge georgiske udbryderrepublikker med russisk støtte vil blive til en slags uafhængige områder med sikkerhedsgarantier fra Rusland, FN og måske OSCE.

Derimod tror han ikke, at den seneste blodige konflikt i Kaukasus bliver den sidste.

"Der ligger stadigvæk en række ulmende konflikter rundt omkring i Kaukasus, både i og uden for Rusland. Og der er ikke grund til at tro, at disse århundredlange stridigheder internt i Kaukasus kan blive løst i en fart. Dertil er vi kaukasere alt for forskellige og stridbare. Men en fornuftig løsning i Sydossetien og Abkhasien kan måske blive et eksempel til efterfølgelse for andre i området," siger Jurij Antjabadze.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her