BEIRUT – Som det er sædvanen, har ingen taget ansvaret. »Det sker aldrig,« sagde kollegaen på avisen Al-Akhbars udlandsredaktion i Beirut.
»I dette land er eksplosioner altid uden afsender.«
Men som det også er sædvanen i Libanon, skorter det ikke på gætterier om, hvem der stod bag den kuffertbombe, der i går dræbte 17 libanesere og sårede et halvt hundrede i den nordlige havneby Tripolis bank- og finans-kvarter. Bombemålet var en bus med civile og soldater på orlov, hvoraf ni blev dræbt.
Om hæren var det tilsigtede mål, eller om der er tale om en tilfældighed, er i sagens natur umuligt at sige, eftersom ingen har taget skylden for angrebet. Men præsident og tidligere hærchef, Michel Suleiman, var hurtigt ude med en forsikring om, at »hæren og sikkerhedsstyrkerne bøjer ikke af for forsøg på terror, vold og forbrydelse.«
Suleiman var hærchef i juni 2007, da hæren med store tab nedkæmpede en radikal islamisk oprørsgruppe, Fatah al-Islam, i en palæstinensisk flygtningelejr nord for Tripoli, og en teori er, at gårsdagens terrorangreb var gengældelse. En anden teori er, at al-Qaeda – som har kontakt til Fatah al-Islam – står bag angrebet. Eksperter anslår, at der er omkring 50 al-Qaeda-celler spredt ud over Libanon.
Religiøse sammenstød
Tripoli, Libanons næststørste by, huser Libanons største koncentration af sunni-muslimske fundamentalister og har det sidste halve år været plaget af uroligheder mellem salafister, en konservativ sunni-retning, og alawitter, en shia-retning, der dog adskiller sig væsentligt fra shia’erne i Sydlibanon.
Disse sammenstød har siden juni kostet 22 dødsofre med baggrund i Beiruts politiske stridigheder mellem vestligt støttede kristne og sunnier over for iransk og syrisk støttede shia’er og kristne, og denne tilstand kan også være årsag til bombe-sprængningen i går.
I hvert fald var bomben – bevidst eller ubevidst – timet med, at Libanons nye samlingsregering fik et tillidsvotum i parlamentet tirsdag og med, at præsident Suleiman onsdag skulle mødes med Syriens præsident, Bashar al-Assad, med henblik på normalisering af forholdet mellem de to lande, der har været nedkølet siden 2005, da Syrien blev tvunget til at trække sin besættelsesstyrke ud af Libanon.
Dog – gerningsmændene er indtil videre anonyme. Som en rejsebureau-indehaver, der klager over de usikre tilstandes indvirkning på hans indtjening, konstaterede:
»Mange forskellige grupper har interesse i at skabe ustabile tilstande. I et land, hvor den ene halvdel hader den anden halvdel, er det svært at skabe ro.«
Udenrigsministeriets hjemmeside fraråder rejser til Tripoli- og Sidon-distrikterne. De er ’usikre’. For, som en bladhandler sagde det: »Kun Gud ved sig sikker!«
