Læsetid: 4 min.

Myter om Karadzics frie lejde

Er Karadzic fuld af løgn eller fik han vitterligt løfte om frit lejde af Richard Holbrooke og Slobodan Milosevic i 1996?
6. august 2008

Radovan Karadzics første optræden i Haag var krydret med hans beretning om, hvordan han i juni 1996 havde indgået en aftale om at træde tilbage fra sin præsidentpost i Republika Srpska, den autonome serbiske del af Bosnien, og fra sin post som leder af regeringspartiet SDS, til gengæld for at jagten på ham ophørte.

Aftalen skulle være indgået mellem ham selv, daværende præsident Slobodan Milosevic og den amerikanske fredsforhandler Richard Holbrooke.

Karadzic skulle trække sig fra det politiske liv og undlade enhver offentlig optræden. Krigsforbryderanklagen mod ham blev ikke taget af bordet, men han fik tilsagn om beskyttelse mod arrestation og udlevering. Det er denne aftale, Karadzic nu hævder er blevet brudt ved hans tilfangetagelse og udlevering til Haag. Han påstår endvidere, at han i anden halvdel af 1990'erne overvejede at melde sig frivilligt til Haag for at blive renset, men at han undlod det af frygt for sit liv - angiveligt skulle man fra amerikansk side havde været interesseret i at få ham likvideret.

Røverhistorie?

For mange lyder dette som en rigtig røverhistorie, men højtstående medlemmer af krigsforbrydertribunalet i Haag, herunder tidligere chefanklager Carla del Ponte, er overbevist om, at der har været en stiltiende aftale mellem USA og de serbiske ledere om, at alle var bedst tjent med ikke at få Karadzic hevet for retten. Mange mener, at Karadzic nok i virkeligheden hele tiden har skjult sig i Beograd, under falsk identitet, men tæt fulgt af Serbiens sikkerhedspoliti. Det er først efter regeringsskiftet i juli 2008, at det har været politisk muligt at fange og udlevere doktor Dragan Dabic alias Karadzic. I de officielle oplysninger om tilfangetagelsen er der yderligere det eksotiske element, at det antydes, at tilfangetagelsen er sket efter et tip af en udenlandsk efterretningstjeneste.

Rygter siger, at også CIA har fulgt og holdt hånden over den talentfulde flygtning, og muliggjort, at han til tider har kunnet optræde med en imponerende frækhed, som når han har ladet sig fotografere på en nationalistisk café under portrætter af sig selv og general Mladic fra velmagtsdagene.

Dårlig smag i munden

Det er unægtelig lidt uheldigt for Karadzic, at han ikke kan fremvise dokumentet fra sommeren 1996 - det synes at være sporløst forsvundet. Og så er det jo nemt nok, som Richard Holbrooke gør, at stemple ham som lodret løgner.

På denne baggrund er det interessant at læse Holbrookes erindringsværk fra 1998, To End a War. På side 343-344 beskriver han forhandlingerne om at få Karadzic fjernet, hvordan han og hans team blev fejret, da de kom hjem til Washington og den underlige smag det efterlod i munden. Ifølge Holbrooke blev aftalen indgået i Beograd - ikke i Bosnien - den 18. juli 1996, og Karadzic var slet ikke til stede, så hans underskrift på aftalen blev hentet pr. helikopter fra hans residens i Pale ved Sarajevo. Han nævner kun, at betingelsen var, at Karadzic skulle forlade politik, ikke at han fik frit lejde. Men Holbrookes utilpashed ved aftalen tyder unægtelig på, at der er givet i det mindste et mundtligt tilsagn. Fra anden side forlyder det, at Karadzic efterlyste Milosevics underskrift på aftalen, hvorefter denne skulle havde sagt, at den var da ikke nødvendig, når verdens stærkeste magt stod bag aftalen!

Skjulested

Og meget tyder på, at det var tilfældet helt frem til år 2000, hvor den meget belastende FN-rapport om massakrerne i Srebrenica blev offentliggjort. Samtidig stod det på det tidspunkt klart for amerikanerne, at Karadzic fortsat forsøgte at undergrave forsoningspolitikken i Bosnien bag kulissen.

Også Karadzics efterfølger, Biljana Plavsic - som erklærede sig skyldig og nu afsoner en lang fængselsdom i nærheden af Stockholm - er overbevist om eksistensen af en aftale, hun nævner selv, at hun blev inddraget, meget mod sin vilje, i forhandlingerne med Milosevic. Men hun oplyser også, at den daværende amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright, havde lagt pres på hende for at få oprettet et psykiatrisk hospital på et passende sted i Bosnien, hvor Karadzic så kunne få en meningsfuld tilværelse i skjul. Men ifølge Plavsic havde Karadzic blot slået en latter op over det forslag. Han ville fortsætte med at spille en politisk rolle.

Men det var jo netop det, han havde skrevet under på ikke at ville i 1996. Derfor ville det mest effektive modtræk mod Karadzics påstand om sit 'frie lejde' nok være, hvis Holbrooke medgav, at der var indgået en form aftale for at gennemtvinge et nødvendigt skift i ledelsen af Republika Srpska forud for de første demokratiske valg i efteråret 1996, men at Karadzic hurtigt selv brød aftalen, ved at fortsætte som back seat driver i bosnisk politik. Det er ikke vanskeligt at bevise.

Forståeligt

Det, der muligvis holder Holbrooke tilbage, er selve det moralsk betænkelige ved at indgå en aftale med en person sigtet for krigsforbrydelser. Utilpasheden i Holbrookes skildring er ikke til at tage fejl af. På den anden side angiver han, at han havde opbakning fra Alija Izetbegovic, de bosniske muslimers leder. Det vigtigste var at forhindre, at de bosniske serbere ville boykotte det forestående valg, som de havde boykottet folkeafstemningen om uafhængighed i 1992. Skulle Bosnien heles som stat, skulle alle befolkningsgrupper stemme under frie, fredelige og demokratiske forhold. Det lykkedes i 1996 og i 1997. På den baggrund er det meget forståeligt, at Karadzics retsforfølgelse sattes i anden række. Der er jo ikke ingen forældelsesfrist for forbrydelser af den art, han er anklaget for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu