Læsetid: 5 min.

Når fodbold er politik og politik er had

Det ligner ægte indigneret hooliganisme, men i virkeligheden stikker sammensværgelserne på stadion langt dybere i kongeriget Jordan
-At vende tilbage er min ret- (til Palæstina, red.) kan man læse på muren i den palæstinensiske flygtningelejr al-Baqaa lidt uden for Jordans hovedstad, Amman. Der er en stærk rivalisering mellem den palæstinensiske majoritet i landet og etniske jordanere - ikke mindst på fodboldbanerne.

-At vende tilbage er min ret- (til Palæstina, red.) kan man læse på muren i den palæstinensiske flygtningelejr al-Baqaa lidt uden for Jordans hovedstad, Amman. Der er en stærk rivalisering mellem den palæstinensiske majoritet i landet og etniske jordanere - ikke mindst på fodboldbanerne.

Muhammad Hamed

Udland
4. august 2008

I skyggen af høje nåletræer puster unge jordanske drenge ud efter en fodboldkamp i heden. De mødes dagligt på den asfalterede bane uden for Ammans centrum for at spille og snakke, specielt om deres yndlingshold Wehdat.

Som dreng elskede Samer Basem fodbold og så længe han kan huske, var han inkarneret fan af det lokale, jordanske hold Faisaly. Jo ældre han blev, jo mindre kom fodbold til at betyde. Alligevel var det alt andet end sportslig interesse eller mangel på samme, som for fem år siden fik ham til at smide sit yndlingsholds blå spillertrøje væk.

"Du er palæstinenser. Sæt dig et andet sted," sagde en medstuderende, da Samer gjorde antræk til at sætte sig ved samme bord i kantinen. Ydmyg, men mest af alt vred fandt Samer en anden plads og hurtigt sit tilhold blandt andre studerende med palæstinensiske rødder.

Det var hans første år på universitetet i hovedstaden Amman.

"En forandringstid," kalder han det selv, fordi han hér for første gang ikke følte sig accepteret i det land, hvor han både er født og opvokset.

I dag støtter Samer fodboldholdet Wehdat - en klub groet ud af en af Jordans største palæstinensiske flygtningelejre af samme navn.

"Jeg støtter Wehdat, fordi jeg støtter den palæstinensiske ret til at genvinde deres besatte land og for at irritere dem, der hader mig for min baggrund," siger Samer med et let træk på skulderen.

Spændingen stiger

Samer Basem er bare en ud af tusinder i Jordan, der støtter en fodboldklub af politiske årsager. Fodbold og politik er nemlig uadskillige, specielt når det gælder etnicitetsspørgsmålet, som i høj grad præger kongedømmet.

Gennem de senste 50 år er hundredetusinder af palæstinensiske flygtninge fordrevet til nabolandet. Først ved oprettelsen af staten Israel i 1948, og igen ved israelernes besættelse af Vestbredden i 1967. Størstedelen drog mod flygtningelejre i den jordanske hovedstad Amman, hvis indbyggertal flerdoblede på få år.

I dag udgør palæstinenserne to-tredjedele af den jordanske befolkning. Samtidig er nye flygtningestrømme kommet til, mest fra nabolandet Irak.

Jordanerne må se deres hospitaler, skoler og et forvejen utilstrækkelige arbejdsmarked løbet over ende af folk, som gerne yder mere for meget mindre.

Derudover er der stor utilfredshed blandt tilflytterne med den jordanske kongens alliancepolitik med USA i krigen mod Irak og med hans anerkendelse af staten Israel.

Kampen på tribunerne

Fodboldklubberne Wehdat og Faisaly repræsenterer henholdsvis palæstinenserne og de etniske jordanere og er ærkerivaler.

Fælles for dem er deres hjemmebane på det internationale stadion i Amman, holdenes blandede etnicitet og målet om at vinde. Men spørger man deres tilhængere, er disse ligheder trængt i baggrunden for den egentlige kamp, som kæmpes på tribunerne.

"Vi er her. I er der. Bare gå til dem Sharon," hujede Faisalyfans på stadion i foråret og hentydede til Israels besættelse af de palæstinensiske områder.

"Faisaly fans gentager de nedladende slogans, som virkelig fornærmer os, derfor slår vi fra os," siger Amer Osman, en 18-årig Wehdat fan i traditionel, grøn spillertrøje ved en asfalteret fodboldbane i Amman.

Modsat mener Faisaly fans, at rivalerne Wehdat hele tiden viser, at de ikke har nogen tilknytning til Jordan eller et ønske derom.

"Wehdat fans støtter hvilket som helst hold, der spiller mod Faisaly, også selv om det er internationale hold i den arabiske champions league. De hader os virkelig," siger Tarek El Hayek, en 17-årig Faisaly fan på en sportscafe i Ammans centrum.

Fan frem for politisk aktiv

Ifølge journalisten Jihad Abu Falah, som arbejder på sportsredaktionen på den uafhængige, jordanske nyhedshjemmeside AmmanNet.com, afspejler konflikten de to rivaler imellem et dominerende problem i hele det jordanske samfund.

"Konflikten handler ikke om sport. Hele landet er opdelt. Folk er tilhængere af fodbold, fordi det repræsenterer deres politiske ståsted. At holde med et fodboldhold er som at udtrykke sin politiske holdning."

Samer Basem er enig. Selv om politiske partier eksisterer i det jordanske samfund, så ligger der en grundholdning om, at man skal holde sig fra dem.

"Folk kommer på stadion, fordi de er bange for politiske partier. Deres fædre fortæller dem, at de ikke skal involvere sig i politik. Historien har vist, at det er usikkert for politikere at udtale sig frit," siger Samer.

PLO er repræsenteret paa den politiske scene i Jordan, men de er langt fra velset i det jordanske samfund. Samtidig gør de gældende regler, at den politiske arena er underlagt en samme selvcensur, som man ikke finder på stadion.

"Fodboldklubberne fra flygtningelejrerne er palæstinensernes eneste frie talerør og mulighed i det jordanske samfund. Ifølge jordansk lovgivning er det for eksempel forbudt at udtrykke, at man ikke accepterer staten Israel. En lov man skal overholde som politiker, men kan udtrykke mere frit på stadion," siger Jihad Abu Falah.

Sport ikke krig

Der har været flere initiativer for at gøre en ende på fjendskabet Wehdat og Faisaly imellem. I 90'erne opfordrede den jordanske regering Wehdat til at skifte navn til El Daften (De to bredders klub, red.), som skulle symbolisere palæstinensernes retmæssige tilhørsforhold til begge lande. Men det løste ikke hadet på tribunerne og gaden og det gamle navn blev bibeholdt.

Spændingerne mellem de to klubber nåede sit højdepunkt i foråret og den jordanske fodboldføderation tog herefter en kontroversiel beslutning. De forbød tilskuere til den sidste afgørende kamp mellem de to rivaler. Et indgreb man ikke havde benyttet i over 30 år. "Først da forstår fansene virkelig, hvor skadelig deres opførsel er for deres hold og for sporten," siger Ayman Haroun, der leder konkurrenceafdelingen i den jordanske fodboldføderation og var med til at tage beslutningen. For ham er og skal fodbold udelukkende handle om sport.

"De her fans forstår ikke betydningen af fodbold. De politiserer spillet og prøver hele tiden på at kanalisere negative ideer ind i sporten og klubberne. De skal lære at heppe på deres hold på sportslig manér og lære at tabe. Det at tabe en fodboldkamp er ikke som at tabe en krig," siger han.

Langt fra en løsning

Politikorpset i Amman øger mandskabet betragteligt ved kampe mellem de to rivaler og lukker størstedelen af vejene, der fører til det internationale stadion både før og efter en kamp for at minimere sammenstødene mellem grupperne, men Aymen Haroun mener ikke, det er nok.

"Klubbernes administrationer skal forstå, at de repræsenterer en fodboldklub og ikke fansene. Vi har brug for regler og et strafsystem. Politistyrken skal være bedre til at tilbageholde grænseoverskridende fans og blackliste dem fra stadion, som briterne gør med hooligans," siger Ayman Haroun.

Men ved slå hårdt ned på udadreagerende fans og gennemtrumfe tomme tribuner løser man ikke spændingerne de to grupperinger imellem uden for stadion, mener journalisten Jihad Abu Falah. Han ser konflikten stikke langt dybere og derfor også kun løst på et overfladisk plan.

"Nogle folk frygter, at 70'ernes konflikter mellem jordanere og palæstinensere vil gentage sig på grund af fodbold," siger han og referer til det blodige opgør mellem de palæstinensiske flygtninge og kong Husseins militær, også kaldet 'Sorte September':

"Wehdat og Faisaly repræsenterer de to største etniske grupper i samfundet. Personligt tror jeg, at fanklubber sætter den nationale sikkerhed over styr, og at deres konflikt repræsenterer en manglende debat i samfundet," siger Jihad Abu Falah og mener, at en løsning på konflikten derfor burde være højt prioriteret på den organiserede politiske dagsorden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her