'OL har blot flyttet forureningen'

HEBEI - Fru Zhao fører demonstrativt fingeren hen over vindueskarmen og viser resultatet: en kulsort pegefinger, som hun bruger til at pege anklagende ud af det åbne vindue.

"Nu kan vi ikke se andet end dem," siger hun om de 13 gigantskorstene, hun har udsigt til.

Verden omkring landsbyen Caozhuang har ændret sig markant. Før var her vidtstrakte marker. Nu er landsbyen omringet af de fabrikker, der begyndte at dukke op efter 2004.

For at sikre mindre forurening under De Olympiske Lege blev et stort antal fabrikker tvunget ud af Beijing. En del af dem har fundet deres nye hjem her i den østlige del af Hebei-provinsen, der grænser op mod hovedstaden.

Mens Beijing kan ånde lettere, siger landsbyboerne, at forureningen ikke er forsvundet. Den er blot blevet flyttet hen til dem.

"Nu er der vores problem," hvæser Zhao.

Regeringen har brugt 20 mia. dollar i et forsøg på at leve op til det løfte om mindre forurening, som Beijing gav, da byen fik tildelt OL-værtskabet i 2001. Antallet af biler på gaderne i Beijing er blevet halveret i forbindelse med Legene. Flere end 200 af Beijings mest forurenende fabrikker er flyttet ud af byen, og næsten det samme antal er midlertidigt lukket ned. Samtidig er den ellers hektiske byggesektor også blevet beordret til at holde pause.

Luft der river

På trods af de drastiske tiltag er Beijings luftforurening blevet et af OL's kontroversielle emner. Men den luft, som flere udenlandske atleter frygtede, virker mild i forhold til den, som river i halsen her ved Caozhuang.

Luften er en tyk blanding af sod, støv og skarpe kemiske lugte fra områdets stålværker, kul- og kemifabrikker.

Landsbyboerne mener, forureningen har en direkte indflydelse på deres liv, på deres helbred og afgrøder.

"Alle taler om, at de kan mærke det, på åndedrættet og i øjnene," siger bonden Xue. "Og vi tjener mindre. Før kunne vi få 600 kilo majs ud af hver mu (667 kvadratmeter, red.) land. Nu er det højst 400 kilo pga. det forurenede vand," forklarer han og peger på majsplanternes blade, der er belagt af en blanding af sorte og hvide partikler.

Udflytning

Forflytningen af fabrikker fra Beijing har i høj grad været motiveret af OL, men reflekterer også den generelle omstrukturering, Kinas storbyer er i gang med, hvor de vil satse mere på teknologi og finans end den tunge industri.

Som ringe i vandet bevæger de mest forurenende virksomheder sig væk fra de rigere byer og ud til de fattigere provinser.

Hebei-provinsen, Beijings fattigere nabo, har taget mod størstedelen af de fabrikker, der har forladt hovedstaden.

På grund af Beijings 'grønne olympiske lege' er der også i den nærliggende havneby Tianjin omkring et halvt hundrede fabrikker, der midlertidigt har indstillet produktionen. I byen Tangshan, den største by i nærheden af Caozhuang, var det før OL planlagt, at næsten 300 fabrikker kortvarigt ville lukke.

Men det er ikke sket ved Caozhuang og omegn.

De to fabrikker, der var Beijings mest berygtede forurenere, er nu kommet til Hebei. Beijings kemiske værk lukkede ned i 2006 og er nu en af Caozhuangs naboer. Stålværket Shougang, som før lå blot 15 km vest for Den Himmelske Freds Plads, ligger nu omkring 50 km syd herfra.

Den lokale ledelse i Tangshan er begyndt at indrømme, at man har tilladt for mange forurenende virksomheder, men understreger samtidig, at den tunge industri har bragt stor økonomisk vækst til egnen. Og at de nybyggede fabrikker er mere miljøvenlig end de oprindelige i Beijing.

I den nærliggende landsby Dongjiapu er der blandede følelser omkring udviklingen. Her siger de, at de lider under forureningen, men nyder godt af den økonomiske udvikling.

Hvor landsbyen tidligere lå, er der nu bygget et stålværk. Landsbyboerne fortæller, at regeringen byggede deres nye rækkehuse, som var en kærkommen erstatning for deres tidligere faldefærdige hjem.

Den 78-årige hr. Sun fortæller, at han meldte sig under Folkets Befrielseshærs faner allerede i 1948. Han ville kæmpe med kommunisterne for at sikre bedre forhold for landets bønder.

"Det har været hårdt," fortæller han om tiden efter befrielsen i 1949, "men nu oplever vi fremskridt".

"Mine børnebørn er ikke bundet til jorden, men kan nu også arbejde på fabrikkerne," siger han, mens han sidder i sin lænestol under indrammede medaljer fra hans tid i hæren og sort-hvide familiebilleder fra Kulturrevolutionen ved siden af farvemættede fotos fra familiens seneste bryllupper.

Hans svigersøn dukker op og oplyser, han nu tjener godt 900 kr. om måneden på stålværket.

"Det er gode penge og ikke så hårdt arbejde som at være bonde," siger han.

Andre i landsbyen siger, de tjener flere penge, efter de har åbnet kiosker og gæstehuse, der servicerer de tusindvis af udefrakommende arbejdere.

Forgæves protest

En af gæstehusejerne siger, han har svært ved at vurdere, om den økonomiske udvikling er forureningen værd.

"Det er nu engang sådan, situationen er," siger han. "Vi er bare almindelige mennesker, der ikke kan påvirke den."

Men i Caozhuang forsøgte nogle af de lidt over 2.000 indbyggere dog netop at påvirke situationen. De demonstrerede åbent mod de nye industrianlæg. Det eneste resultat, siger de, har dog blot været, at myndighederne holder bedre kontrol med dem nu for at undgå flere protester.

Men bønderne er fortsat utilfredse. Ligeså er landsbyens fiskere, der klager over færre fisk pga. forurening i den nærliggende bugt.

Fru Zhao fremviser et stykke papir, hvorpå en del af landsbyboerne har sat deres fingeraftryk og ud for deres navn skrevet, "Jeg er ikke enig", for at vise deres utilfredshed.

"Vores lokale kadrer er ligeglade. De har forbindelse til fabrikkerne og er korrupte," anklager Xue.

Fru Zhao stemmer i: "Premierminister Wen Jiabao siger, regeringen ikke må stjæle bøndernes jord, men her gør de det alligevel."

I 2006 valgte indbyggerne en ny landsbyleder, Jia Jingquan, da han ville kæmpe mod industrien. Men som oftest i kinesiske landsbyer er det ikke den folkevalgte landsbyleder, men derimod den lokale partileder, som har den reelle magt.

Det fandt Jia ud af, da han sidste år blev ved med at konfrontere myndighederne med krav om større kompensation til bønderne for den jord, de har mistet, og erstatning for den forurening, de er udsat for.

Jia siger til Information, at konfrontationen endte med, han blev smidt i fængsel og banket.

Han blev løsladt efter et halvt år, men han siger, at han nu helst blot vil bruge sin tid på opdræt af ulve.

"Jeg har mistet mit mod. Jeg er bange for, de kommer efter mig igen, hvis jeg taler dem imod," siger han.