Læsetid: 5 min.

Rejsen fra slaveri til lysende midtpunkt

Sorte delegerede på Demokraternes partikongres jubler over den lange distance, Amerikas sorte har tilbagelagt. Men de er også ængstelige for Barack Obamas sikkerhed og frygter det værste
Lavon Bracy fra Florida kippede med flaget ved Demokraternes kongres i Denver, da Barack Obama formelt blev nomineret i går morges.

Lavon Bracy fra Florida kippede med flaget ved Demokraternes kongres i Denver, da Barack Obama formelt blev nomineret i går morges.

Damir Sagolj

29. august 2008

DENVER - Måske virker det fjernt på mange amerikanere. Negerslaveriet blev ophævet ved dekret af præsident Abraham Lincoln i 1862. I går - 146 år senere - stod en afro-amerikansk mand på en scene i et fodboldstadion i Denver og takkede Det Demokratiske Partis vælgere for at have kåret ham til deres præsidentkandidat i 2008.

Men for Pat Kelly og Benjene Swift, to sorte kvindelige delegerede fra Baltimore i Maryland, synes befrielsen af deres forfædre fra slaveriets bånd i 1862 ikke at være særlig langt borte. De lever stadig denne historiske begivenhed i dag. Kelly var fire, da hendes oldemor døde i 1950 i en alder af 106. Hun havde været slave på en plantage i Bolton, North Carolina. Swift har stadig en bedstemor på 98, hvis far var slave på en plantage i Clarksville, Virginia.

I aftes (i nat, dansk tid) så de deres drøm blive virkelighed: En sort amerikaner nomineret til et af de to partiers præsidentkandidat. "Det er et mirakel," siger Benjene Swift.

"Jeg ser det som noget, vi mennesker ikke har kontrol over. Barack Obama er udvalgt til at gennemføre en mission - ligesom Martin Luther King var det."

I begyndelsen troede Swift ikke på Obamas chance. "Under ingen omstændigheder. Han måtte jo være vanvittig. Det hvide Amerika ville sige: Hvor vover en sort mand at stille op til præsidentposten! Jeg troede ikke på det. Måske om 25-30 år," erindrer hun.

I Kings fodspor

Pat Kelly har været dybt følelsesmæssigt involveret i Obamas valgkamp, siden han erklærede sit kandidatur i Springfield, Illinois i februar 2007.

"I det sidste halvandet år har jeg levet på en sky. Det er svært at beskrive, hvordan jeg vil reagere, når jeg står der inde og ser ham tale foran mig. En højere magt har udpeget ham til denne rolle."

For mange sorte amerikanere er Obamas bedrift ikke alene af kolossal historisk betydning. Den er så ufattelig, at kun religion eller den åndelige verden kan give en rationel forklaring.

At den sorte præsidentkandidat oven i købet taler præcist 45 år efter Martin Luther Kings berømte I have a dream-tale i Washington til fordel for racelighed, tillægger begivenheden endnu større symbolsk betydning. Kelly, der er formand for et offentligt fagforbunds afdeling i Baltimore, nærer ikke den mindste tvivl om, at Obama følger i Kings fodspor.

"Der var mange gange i Kings liv, hvor han frygtede for sit liv og var tæt på at fortryde, hvad han havde sat i gang. Men han kunne ikke vende om. Han var den udvalgte og havde ikke længere kontrol. Det samme er sket med Obama," siger hun.

Dr. Lawrence Edwards Carter kendte som ung King. I dag er han provst i Martin Luther King's Chapel på Moorehouse College, hvor den sorte borgerretshelt fik sin uddannelse. Carter anser også Obama for at være Kings udvalgte efterfølger.

"Obama har baseret sin valgkamp på de principper, som Martin fulgte - nemlig et menneske skal ikke bedømmes på hans hudfarve, men på hans personlige karakter. Og ligesom King og Gandhi har Obama identificeret sin person med sin mission. Obamas personlige livshistorie repræsenterer den forandring og det håb, som er kampagnens politiske budskab," siger Carter.

Politisk kultur

Og forandringen er ifølge Carter ikke begrænset til en nye økonomisk politik eller en ny udenrigspolitik.

"Det handler om at ændre den politiske kultur i Washington, ja i hele landet. Det er den dybereliggende forandring, som Obama sigter mod. Derfor nægter han at føre en negativ kampagne. Han ved, at man ikke kan opnå noget, hvis man selv nægter at være det. Ingen anden præsidentkandidat i moderne tid har været så principfast som ham."

@Brød spørgsmål:- Hvad ville Carters gamle ven King have sagt, hvis han havde levet længe nok til at se Obama stå på scenen i Denver?

"Jeg tror, han ville have været overrasket over, at det tog 40 år. Bobby Kennedy forudsagde i 1968 præcist 40 år. Martin vidste, at vi kun ville se fremskridt, hvis nogen var villig til at stikke hovedet frem og bære byrden, og at han næppe ville leve længe nok til at se en sort præsident. Han ville have sagt, at Obama er nået så langt, fordi han står på skuldrene af alle dem, som kom før ham."

I Benjene Swifts hjem er Barack Obama blevet et lige så vigtigt dagligt samtaleemne som hendes oldefar, slaven James Landon Cox.

"Han hadede at være slave og brændte efter at blive en fri mand. Han prøvede at drukne sig selv to gange, og blev hver gang reddet af sin mor. Til sidst flygtede min oldefar fra plantagen og blev efter flere forgæves forsøg optaget af flåden. Senere kæmpede han på nordstaternes side i borgerkrigen," fortæller Swift.

Efter befrielsen af slaverne vendte Cox tilbage til sin fødeby, hvor han blev en indflydelsesrig og samlende skikkelse.

I hendes gudfrygtige hjem beder de dagligt bønner for Obama.

"Vi frygter dagligt for hans liv. Vi ved, at nogle hvide gerne ser ham død, for hvor vover en sort mand - Det er kun et spørgsmål om tid, inden de gør forsøget."

Blæst omkuld

Pat Kelly voksede op i den samme lille by i North Carolina, hvor hende oldemor havde været slave.

"Selv i slutningen af 1940'erne var fortidens traditioner ikke forsvundet. Flere hvide familier i byen havde stadig børn og børnebørn af slaver boende på plantagen. De kunne selvfølgelig rejse, men de gamle bånd bestod," fortæller hun.

I en ung alder opfordrede faren hende til at deltage i boykot af restauranter og busser i den nærliggende by Wilmington, hvor "vi sorte skulle sidde bagest i bussen og gå hen til en særlig luge i restauranter viet til sorte for at hente maden".

"Det er svært for mig at fatte, hvor langt vi er kommet, siden jeg voksede op. Det blæser mig helt omkuld at være med og se denne mand, der repræsenterer alle racer i USA og i verden, blive kåret."

Carter er optimist. Han tror, at Obama vinder.

"Selvfølgelig er nogle vælgere så fordomsfulde, at de ikke vil stemme på ham. Men de fleste brænder efter forandring, og normalt beder de ikke det parti, som har skabt alle problemerne, om at løse dem," siger han.

Pat Kelly tør slet ikke tænke på, hvad hun gør, hvis Obama taber.

"Det er muligt, at jeg flytter tilbage til min fødeby i North Carolina for at lave frivilligt arbejde. Jeg vil græde - ikke så meget for Obama og os sorte som for det amerikanske folk. Jeg ser hver dag fattigdom og nød. Jeg møder folk uden sygesikring. Vi har en enestående chance for at forbedre disse menneskers liv."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lestat de Lioncourt

Abraham Lincoln struck off the chains of black Americans but it was Lyndon Johnson who led them into voting booths, closed democracy’s sacred curtain behind them, placed their hands upon the lever that gave them a hold on their own destiny, made them, at last and forever, a true part of American political life.
A fact that seems to escape your article.