Læsetid: 3 min.

Rusland tæt på anerkendelse af Sydossetien

Det russiske parlaments to kamre vedtog i går en opfordring til præsidenten om at anerkende de georgiske udbryderrepublikker Sydossetiens og Abkhasiens selvstændighed
Udland
26. august 2008

Det russiske parlaments to kamre Statsdumaen og Føderationsrådet vedtog i går sammenstemmende og enstemmigt en opfordring til præsident Dmitrij Medvedev om at anerkende Sydossetiens og Abkhasiens selvstændighed. Dermed synes der lagt op til en yderligere forværring af forholdet mellem Rusland og Vesten, som står fast på en fastholdelse af Georgiens territoriale integritet.

Tidligere på måneden greb Rusland ind med en større militær styrke, da Georgien havde angrebet Sydossetiens hovedstad og russiske fredsbevarende styrker.

Rusland besatte samtidig dele af selve Georgien og har endnu ikke trukket dem alle tilbage igen efter våbenhvileaftalen, som blev udvirket med Frankrigs hjælp. Moskva hævder nemlig, at det efter det georgiske angreb, som de og osseterne kalder 'folkedrab', er utænkeligt, at Sydossetien og Abkhasien nogen sinde vender tilbage og bliver en del af georgisk territorium.

Skinger retorik i Dumaen

Den stærke vestlige kritik af Rusland går på, at russerne dels har brugt overdreven magtanvendelse, dels ikke vil trække sig helt ud af Georgien. De russiske parlamentarikeres opfordring til anerkendelse af udbryderrepublikkerne tolkes af mange som et svar på Vestens trusler om sanktioner imod Rusland og som et 'tak for sidst', da Vesten trods russiske protester anerkendte Kosovos selvstændighed.

Retorikken var skinger og barsk i det russiske parlament i går, mens man vedtog henvendelsen til Putin. Samtidig kom der yderligere advarsler fra en række vestlige ledere om sanktioner over for Moskva.

Den franske udenrigsminister, Bernard Kouchner, var dog mere forsigtig end de fleste, da han sagde til fransk radio, at "vi taler ikke om sanktioner. Det at få en våbenhvile, få stoppet krigshandlingerne og tropperne trukket tilbage, det er allerede et langt skridt. Nu må vi se, hvad der sker videre," sagde han.

På trods af den sædvanlige ophidsede stemning i det russiske parlament, så er der dog også russiske røster, der maner til besindighed. Mange hæfter sig ved, at en opfordring fra parlamentet på ingen måde er ensbetydende med, at præsident Medvedev og premierminister Putin skrider til handling og virkelig anerkender de to udbryderrepublikker. Mange ser det derimod som et led i den psykologiske krigsførelse og i forhandlingsprocessen med Vesten og Georgien.

Følger for Rusland

Anatolij Adamisjin, tidligere minister med ansvar for forholdet til de tidligere sovjetrepublikker, skrev i går i en artikel i netavisen Gazeta.ru, at nok har Rusland moralsk ret til at anerkende Abkhasien og Sydossetien, men at et sådant skridt kan få katastrofale følger. Ifølge Adamisjin og med ham en række førende, bl.a. også kreml-tro politologer, så har Rusland efter Vestens anerkendelse af Kosovo og støtte til Georgiens militære overfald på Sydossetien den fulde moralske ret til at gribe ind og til at anerkende de to republikker, der ønsker selvstændighed.

Men han er ikke i tvivl om, at Rusland ikke har ret til det ifølge international lov, selvom USA ifølge ham gentagne gange også har overtrådt både loven om folkeslags ret til selv at bestemme og den sidestillede lov om respekt for anerkendte landes territoriale integritet.

Adamisjin advarer imod i øjeblikkets ophidselse at forsøge at hente kortvarige fordele. Det vil, skriver han, få en række alvorlige følger. Øget had mellem russere og georgiere, frygt hos andre tidligere sovjetrepublikker, især Ukraine, for Ruslands intentioner.

En anden negativ konsekvens er, skriver den tidligere minister, at den konservative amerikanske præsidentkandidat, John McCain, vil kunne bruge det til med sin hårde linje at vinde over Barack Obama, hvilket ifølge Adamisjin vil være skidt for Rusland.

Udover at det også vil give økonomiske tab for Rusland, så er der også risiko for en direkte konfrontation mellem Rusland og de vestlige lande, skriver Adamisjin. Han opfordrer derfor den russiske ledelse til at slå koldt vand i blodet og spille sine kort rigtigt også "for at forbedre vort image i Verden. Image er en alvorlig ting nu om dage".

Det er ifølge ham derfor bedst at følge Medvedev-Sarkozy-planen og tage en international diskussion af de ikke anerkendte lande.

"Lad tiden arbejde, lidenskaberne falde til ro, muligheden for at anerkende republikkerne løber ingen steder. Med andre ord, vi skal ikke forcere begivenhederne," slutter den tidligere russiske minister.

Præsident Medvedev afslørede i går ikke, om han vil følge parlamentets opfordring, men han sagde, at Rusland ikke frygter en nedkøling af forholdet til NATO-landene. Samtidig sagde han til den moldaviske præsident Voronin, at den ligeledes 'nedfrosne' konflikt mellem Molodova og den prorussiske provins Pridnjestrovje nu også snart ville kunne løses, hvis begge parter viste oprigtig villighed til det. Også i Moldova har ledelsen selvfølgelig fået noget at tænke over efter Ruslands militære indgreb i Georgien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her