Læsetid 4 min.

Saakashvili er ingen nikkedukke

Mikhail Saakashvili var frontkæmperen for et nyt, vestligt Georgien. Men nu er bliver præsidenten selv anklaget for korruption, undertrykkelse og magtmisbrug
Georgiens præsident Saakashvili har vendt den tidligere sovjetrepublik mod Vesten, men den kontroversielle statsleder er mere end blot en vestlig lakaj.

Georgiens præsident Saakashvili har vendt den tidligere sovjetrepublik mod Vesten, men den kontroversielle statsleder er mere end blot en vestlig lakaj.

Zurab Kurtsikidze
15. august 2008

Der gik kun et par måneder efter, at han var kommet til magten, så havde Mikhail Saakashvili tvunget den første udbryderrepublik tilbage til Georgien. Det russiskvenlige Adjarien ved Sortehavet nægtede ligesom de to andre udbryderrepublikker, Ab-khasien og Sydossetien, at rette sig efter den georgiske regering. Men med en rask militær manøvre lykkedes det Saakashvili at overrumple den lokale leder, Aslan Abashidze.

Episoden øgede om muligt Mikhail Saakashvilis popularitet blandt den georgiske befolkning endnu mere. Han fik allerede status som national frelser, da han som leder af Roserevolutionen i 2003 afsatte den daværende præsident, Eduard Shevardnadze.

Ved det efterfølgende præsidentvalg fik han 96 procent af stemmerne på løfter om at slå hårdt ned på korruption, genrejse landets økonomi og vinde udbryderrepublikkerne tilbage i ét samlet Georgien.

Planen var at orientere Georgien langt mere mod Vesten, hvilket også afspejler sig i Mikhail Saakashvilis personlige stil.

"Han fremtræder jo meget vestligt med sin Kennedy-frisure og den joviale facon. Manden har jo karisma," mener Märta-Lisa Magnusson, der underviser i separatistkonflikter ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Vestlige ideer

Mikhail Saakashvili ville styre Georgien efter de vestlige værdier, han havde tilegnet sig under sine studier i Frankrig og USA, hvor han også har arbejdet i en periode. Allerede før han kom til magten, havde han tætte forbindelser til amerikanske og europæiske politikere, og det har ikke skadet hans internationale omdømme, at han taler flydende fransk og engelsk.

"Men Saakashvili har sit eget politiske projekt. Han er ikke en amerikansk nikkedukke, som nogen vil gøre ham til," understreger Mikael Hertoft, der er cand.mag. i russisk og øststatskundskab og har fulgt georgisk politik tæt gennem mange år.

Georgien er blevet en stadig tættere allieret for USA og havde indtil for nyligt et af de største troppebidrag i Irak. Det gode forhold nåede sit hidtidige højdepunkt, da USA's præsident George Bush besøgte Tbilisi i 2005.

Blandt georgierne voksede Mikhail Saakashvilis popularitet også. Ud over det hurtige bevis på handlekraft i Adjarien viste præsidenten også øjeblikkelige resultater i kampen mod korruption ved at fyre store dele af politikorpset. Hidtil havde politiet rutinemæssigt afkrævet bilisterne særlige afgifter.

Falmede roser

Men med årene er glansen gået af den georgiske guldfugl.

Beskyldningerne vokser om ny omfattende korruption.

"Politikorruption er den mest synlige og enkle at udrydde. Det er straks sværere at komme vennetjenester og den slags til livs, og den tror jeg ikke, han har fået udryddet," siger Mikael Hertoft.

Utilfredsheden førte i november 2007 til store demonstrationer i Tbilisi, og folk klagede over, at det kun var de rigeste, der fik del i den økonomiske fremgang. Demonstrationerne blev slået ned og en kritisk tv-kanal lukket. Mikhail Saakashvili erklærede undtagelsestilstand, og de internationale fordømmelser haglede ned.

Mikhail Saakashvili fik dog fornyet demokratisk legitimitet, da han vandt præsidentvalget i januar i år med 53 pct. af stemmerne. Og ved parlamentsvalget i maj fik hans parti 59 pct, af stemmerne.

Valgobservatører fra OSCE påpegede dog en lang række problemer i de officielle rapporter, og mange valgsteder blev annulleret under valget.

"De blide formuleringer dækker endda over en stærkere kritik. For der er også en vis politisk indflydelse på den officielle udtalelse," påpeger Mikael Hertoft.

De demokratiske problemer var medvirkende til, at Georgien ikke kom med i NATO i første omgang. Et andet langt større problem var dog, at Georgien stadig ikke havde kontrol med udbryderrepublikker, Abkhasien og Sydossetien.

Det var det problem, Mikhail Saakashvili forsøgte at løse, da han rykkede tropper ind i Sydossetien, mens alverdens ledere var samlet til åbningsceremonien for De Olympiske Lege i Kina.

Måske havde han håbet på en hurtig løsning som i Adjarien eller på hjælp fra sine vestlige venner. I stedet blev han overrendt af Rusland.

Bristede forhåbninger

Opgøret med Rusland har stimuleret den nationale selvforståelse, og derfor rykker georgierne sammen om deres præsident i krisetiden.

"Næsten uanset hvilke interne konflikter, der splitter Georgiens ledelse, vil de nu blive neddæmpet, så regeringen kan samle sig om landets overlevelse som stat," siger Märta-Lisa Magnusson.

Men inden længe forventer Mikael Hertoft, at stemningen vender.

"Han har jo fuldstændig fejlvurderet situationen og bragt sit land i ulykke," siger Mikael Hertoft

Märta-Lisa Magnusson er enig i, at Georgien nu står over for store sociale problemer med op mod 100.000 internt fordrevne borgere. I forvejen er Georgien belastet af 250.000 flygtninge fra borgerkrigen i 90'erne, der endnu ikke er integreret i samfundet.

Mikhail Saakashvili har stadig USA's opbakning, men det kan være slut, hvis demokraterne vinder, påpeger Mikael Hertoft.

"Georgierne er meget optagede af Vesten, og derfor betyder det meget, hvad vestlige ledere siger om deres præsident," mener Mikael Hertoft.

Desuden er den georgiske økonomi fuldstændig afhængig af vestlige lån. Så hvis præsidentens popularitet falder i Vesten, kan økonomien gå samme vej.

Dermed vil Saakashvilis sidste mærkesag være undermineret og vejen banet for den kritiske opposition.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu