Stigende temperaturer i det globale drivhus og høje oliepriser på verdensmarkedet. For mange et tegn på, at det er tid at komme ud af olieæraen.
For de store olieselskaber er det omvendt: De har nu for alvor indledt jagten på den sidste olie - de store forekomster af såkaldt ukonventionel og svært tilgængelig olie, der er bundet i tjæresand og i olieskifer.
Uden undtagelse investerer selskaberne store summer i at skrabe bunden i de områder i Canada og USA, hvor de to typer olie findes.
Parallelt rejser der sig et ramaskrig af protester fra miljøorganisationer og lokale beboere, der mener, at olieselskaberne både ødelægger det lokale miljø og forværrer klimakrisen fatalt ved at gå efter disse tynde olieforekomster.
I Canada er det provinsen Alberta mod vest, der er det ny Bonanza for ukonventionel olieudvinding. Der menes at være bundet 152 milliarder tønder olie i de canadiske tjæresands-forekomster, og hvis de medregnes i de globale reserveopgørelser, springer Canada op som verdens næststørste olienation, kun overgået af Saudi-Arabien.
Forekomsterne af olie i olieskifer i det amerikanske Midtvesten regnes ikke i dag med i de globale reserve-opgørelser, fordi det endnu er højst usikkert, om olien kan udvindes på rationel vis.
Den amerikanske regering bedømmer dog den anvendelige del af olieskifer-reserverne til at rumme hele 800 milliarder tønder olie - i givet fald mere end tre gange de saudiske reserver og et tilskud til de globale oliereserver på over 60 pct. Med det berusende perspektiv for øje har præsident Bush i juli lagt pres på Kongressen for at få den til at ophæve det miljømæssigt begrundede forbud mod at røre ved olieskifer-forekomsterne.
"Vi har et energiproblem her. Det er ikke mangel på energi - det handler om, at loven hindrer os i at finde eller få adgang til denne energi (...) Kongressen er nødt til at ændre det," sagde præsidenten.
Hans mulige efterfølger, Barack Obama, har efter Bushs melding overraskende givet sin opbakning til, at der åbnes for udvindingsforberedelser i Montana og North Dakota, hvor der skønnes at gemme sig fire milliarder tønder olie i olieskifer.
Det hotteste sted
Foreløbig er det i Alberta, Canada, det foregår. Med base i den lille by Fort McMurray - "formentlig det hotteste sted i hele olie- og gasindustrien", siger BP-geologen Michael C. Daly - er en række olieselskaber i forskellige stadier af udviklings- og udvindingsprojekter for de store tjæresandsforekomster, der ligger skjult under skove med et areal på 140.000 kvadratkilometer - tre gange Danmarks størrelse.
I dag er bl.a. Shell, Exxon-Mobil og Petro-Canada i gang med aktiv produktion, mens BP, Statoil, Conoco Phillips og en række andre selskaber forbereder sig. Summen af projekter varsler en produktion i 2020 på over fem mio. tønder olie dagligt - fem gange så meget som i dag.
Prisen for at klemme olien ud af tjæresandet overstiger mange gange prisen på konventionel olieproduktion, men selskaberne har ikke desto mindre planlagt at investere næsten 120 milliarder amerikanske dollar frem til 2015 i forventning om, at den fortsatte oliehunger og den stadigt stigende oliepris gør det til en rationel forretning. Både japanske og koreanske olieselskaber er med, og selv Indiens statslige olie- og gasselskab ONGC har markeret vilje til at investere op til 10 mia. dollar for at få et sugerør ned i det canadiske tjæresand.
Forbudt for ænder
Men også andre omkostninger end de rent økonomiske er høje. Internationale miljøorganisationer som WWF og Greenpeace, nationale canadiske organisationer og sågar den amerikanske borgmestersammenslutning US Conference of Mayors vil have udvindingen af olie fra tjæresand stoppet på grund af de omfattende miljømæssige konsekvenser. Så sent som i søndags forlangte indianske ledere fra tre canadiske provinser i en fælleserklæring et midlertidigt stop for tjæresands-projekterne.
"Hvis vi fortsat giver industrien og regeringen lov til at opføre sig, som de har gjort de seneste 40 år, så er løbet kørt, for det vil betyde den totale ødelæggelse af vort land," sagde indianerlederen Allan Adam fra Lake Athabasca i Alberta.
Mest iøjnefaldende er miljøskaderne, hvor olieudvindingen foregår i åbne brud - i dag to tredjedele af den samlede produktion - som det gør hos den største af alle operatører: Syncrude Canada Ltd. med bl.a. Mildred Lake-minen ved Fort McMurray. Her skrælles skoven og jorden væk af monstrøse gravemaskiner, som må fjerne to ton overflademateriale for at sikre adgang til tjæresand nok til én tønde olie. Adskillelse af tjære fra sand og den efterfølgende forvandling af den tyktflydende tjære til anvendelig olie er en vand- og energikrævende proces, der resulterer i både udledninger til luft og vand af en række forurenende og giftige stoffer.
Det vakte megen canadisk medieopmærksomhed, da 500 ænder i foråret landede i Syncrudes affaldsbassin ved Mildred Lake-minen - og døde. Greenpeace-aktivister forsøgte i sidste måned at blokere et spildevandsrør til minens affaldsbassin - en dråbe i havet i betragtning af, at der i hele Albertas tjæresandsbælte skønnes at være ophobet 720 mio. kubikmeter affald i bassiner, siden den allerførste produktion startede i 1967.
CO2-synder
I en ny rapport, Unconventional Oil, fokuserer WWF på vand- og energiforbruget ved processerne.
"Der skal i gennemsnit bruges tre tønder vand til at producere én tønde olie," skriver WWF og gør opmærksom på, at den centrale leverandør - Athabasca River - har mistet 29 pct. af sin vandføring, siden starten for omkring 40 år siden.
Energiforbruget og den ledsagende CO2-udledning er nok så kritisk. Op til 30 pct. af den energi, den udvundne olie indeholder, går til selve udvindingen, og Syncrudes Mildred Lake-mine er i dag den største CO2-udleder i Canada, medvirkende til at Canada er bagud med sine klimaforpligtelser under Kyoto-aftalen.
Det er ligefrem blevet overvejet at opføre atomreaktorer med det specifikke formål at sikre tilstrækkelig energi til drift af de canadiske tjæresandsminer ...
"At udvinde olie af tjæresand giver tre gange så store CO2-udledninger som konventionel olieproduktion," oplyser WWF.
Mange steder i Alberta ligger tjæresandet så dybt, at det må udvindes ved at pumpe damp eller opløsningsmidler ned i undergrunden for at gøre tjæren mere tyndtflydende. Det sparer landskabet for skrælning, men indebærer større energiforbrug og CO2-udledning og større vandforbrug.
Ingen overlevelse
Endnu værre end tjæresandet er belastningen ved en mulig udnyttelse af olieskifer-forekomsterne i USA.
"Det ville kræve (behandling af) et ton skifer at producere energi nok til at holde én gennemsnitsbil kørende i to uger," siger den demokratiske senator fra Colorado, Ken Salazar, en af de politiske modstandere af skifer-eventyret.
Ifølge WWF vil der blive udledt to til otte gange så meget CO2 pr. tønde produceret skiferolie som ved dagens olieproduktion. Organisationen har beregnet, at en udvinding og afbrænding af de skønnede, samlede reserver af tjæresand og olieskifer i Canada og USA vil tilføre atmosfæren 980 mia. ton CO2 ekstra med formodet katastrofale konsekvenser for det globale klima.
"At presse olie ud af skiferbjergene (i USA) er ikke et projekt, som giver vor planet og dens beboere mulighed for at overleve," har den ledende amerikanske klimaforsker, NASA's James Hansen, sagt.
Også det store forbrug af vand ved olieudvindingen i et Midtvesten, der har haft tørkeproblemer i flere år i træk, vil være en hindring.
Ikke desto mindre presses der nu på for at komme i gang med den amerikanske olieskifer i stater som Utah, Wyoming, Colorado, Montana og North Dakota.
"I årevis har omkostningerne ved at udvinde olie fra skifer oversteget fordelene, men i dag ændrer den kalkule sig. Det gør olieskifer til en yderst lovende ressource," sagde USA's indenrigsminister, Dirk Kempthorne, for nylig, med sin præsident i ryggen.
Og olieselskaberne bakker op.
"Forsyningerne af tilgængelig, konventionel olie og gas kan ikke følge med væksten i efterspørgsel. Som følge heraf har samfundet ikke mange andre valg end at supplere med andre energiressourcer, inklusive de ukonventionelle olier," sagde en repræsentant for olieselskabet Shell for nylig.
Man kan da godt forstå de prøver at gå den vej. Hvis de nu indrømmede at enden på olien var nær, så ville alt som det amerikanske samfund er bygget op omkring rable - og sikkert for det bedre - men på kort sigt ville det betyde en radikal ændring i tilliden til alt hvad amerikanerne er blevet fodret med og tror på som den skinbarlige sandhed. Hele landet ville synke i en identitetskrise der sagtens kunne ende i noget meget slemt venstreorienteret - men også kunne ende i noget forfærdeligt road warrior ragnarok, det er simpelthen for uforudsigeligt. Så hellere pløje videre imod guaranteed doom, der er jo altid en lillebittebitte chance for at det alligevel ikke er garanteret, måske der er en, som har regnet forkert.......
Nødvendighed og nødvendighed?
Citat: "Forsyningerne af tilgængelig, konventionel olie og gas kan ikke følge med væksten i efterspørgsel. Som følge heraf har samfundet ikke mange andre valg end at supplere med andre energiressourcer, inklusive de ukonventionelle olier," sagde en repræsentant for olieselskabet Shell for nylig.
Hvis det moderne samfund bliver ved med at bøje sig for denne form for nødvendighed, bliver det snart konfronteret med en helt anderledes og aldeles udemokratisk og uøkonomisk form for nødvendighed. Men klimaændringer, naturlige livsbetingelser er ind til videre alt for abstrakte begreber at forholde sig til i politisk og økonomisk forstand. Af samme årsag kan man i andre perspektiver end disse se, at de succeskriterier og den form for nødvendighed der gælder her, ikke længere forpligter.
Et politisk og økonomisk system der underminerer sine egne forudsætninger så entydigt som her, hvor også Obama er med på vognen, har mistet sin legitimitet.
I Hobbes kontraktteori mellem borger og stat mister staten sin legitimitet der hvor den ikke længere kan sikre menneskets selvopholdelse. Dertil er vi kommet med de moderne selvnegernde økonomiske succeskriterier.
Borgeren er ikke længere forpligtet på dette samfunds love.
Det var forudsigeligt, desværre - for lever vi ikke i en tidsalder, hvor fornuften for længe siden er sendt på pension?
I artiklen nævnes tallet 152 milliarder tønder olie for området i provinsen Alberta i Canada. Tallet lyder umiddelbart meget stort, men da verden hver dag forbruger 87 millioner tønder olie [se for eksempel artiklen "Final warning" i New Scientist den 28. juni], så rækker det kun til knap 5 års forbrug - og hvad så bagefter?
Men som allerede nævnt, så er sådanne fornuftige argumenter naturligvis uden betydning. Det er alene spørgsmålet om, hvorvidt det er økonomisk rentabelt lige nu og her, der tæller: "... at den fortsatte oliehunger og den stadigt stigende oliepris gør det til en rationel forretning."
Den tiltagende destruktive hængen fast ved olieparadigmet er specielt deprimerende, fordi der rent faktisk er et alternativ, endda lige over vore hoveder hver eneste dag. Den samlede energistrøm (lys, varme, vinde, bølger, etc.), som Solen skaber på vores klode, er 7000 gange større end den samlede energi, som vi i dag får fra at brænde 87 millioner tønder olie af. Så kunne vi bare tappe 1 promille heraf, så havde vi langt mere energi til rådighed, end vi forbruger lige nu.
Så hvorfor kommer vi ikke igang med at sætte solfangere op på samtlige vore tage, sætte langt flere vindmøller op ude på havet, hvor de ikke generer nogen, etc., og opbygge den nødvendige infrastruktur? Fordi det ikke er rentabelt i vores nuværende økonomiske paradigme, velsagtens. Catch 22 - tilbage til ufornuften.
Geografilærer i 5. klasse, ca. 1961:
Olien vil være brugt op om 30 år, men Menneskeheden vil, viser Historien, opfinde nye energiformer - vi kender allerede atomenergien!
Anders Fogh Rasmussen, ca. 2006:
Det er helt i sin orden at tage højde for disse klimaforandringer - hvis de altså findes - men det er en forudsætning, at det sker ved, at vi udvikler tekniske løsninger herpå (således at der sker en værditilvækst i samfundet)
Det lyder som om oljeproduktion på den måde alligevel bliver en funktion af jordbundsoverfladen - det største problem i alternativ energi fra plantematerialer. Gad vide om det ikke kan bedre betale sig at dyrke oljeraps eller en anden bioenergenetisk afgrøde på de der Canadiske udesletter i sted for.
Jeg tror menneskeheden bliver nødt til at tage en slags kollektiv beslutning om at planlægge mere langsigtet, hvis vi vil undgå at kloden skal blive giftig. Det er jo vanvid at lade kortsigtede, profitorienterede multinationale selskaber afgøre klodens skæbne! Nærmest grinagtigt. Når vi om 50 år har forgiftet vore have endegyldigt med oliebaserede plasticprodukter som vi umuligt kan rense op igen, og samtidig har fyldt atmosfæren med giftstoffer, vil vi se tilbage på denne tid, og så vil det pludselig være de ih-og-åh-så-altid-kloge højreorienterede, der får på puklen.
Man kan glæde sig over at fuglen dog (i første omgang) ønsker at skide i egen rede. Hvis hullet skulle graves i en afrikansk diktaturstat e.lign. ville vi først høre rigtigt om det når hullet var "færdigt" og vesten var rejst hjem igen. Græsrødder i guds eget land, har dog mulighed for at råbe meget højt, og gør det gerne især når konsekvenserne ligger på dørmåtten.
Vi er ca 6, 2 milliarder mennesker i dag og år 2050 skønner FN, at vi er ca 9,4 milliarder. Alle disse milliarder vil gene have en høj levestandard ( sundhed, mad nok, morskab o s v).
Vi er aktuelt i lommen på nogle meget få olieproducerende lande, som bestemt ikke er demokratiske og bestemt ikke respekterer menneskerettighederne.
Vi er piske nødt til at frigøre os fra de nuværende olielandes udbytning og kontrol og forberede os på de kommende 9,2 milliarders behov for at leve og have det godt.
Det er skrup forkert at se det hele som et USA-relateret problem - det er et globalt politisk og økonomisk problem, hvor ingen kan gemme sig.
Det er fint, hvis vi i første omgang kan frigøre os for de politisk mærkværdige olielandes udbytning. Og hvis prisen i denne første fase bliver mere CO2 fra olieproduktionen - så er det helt OK - vi kan kompensere ved at skærpe CO2 kravene til vores transportsektor (mere effektive motorer o s v- færre hestekræfter o s v).
Iøvrigt, så holdt "stenalderen" ikke op på grund af mangel på sten, "træ-fyringsperioden" holdt ikke op på grund af mangel på træ, "kul-alderen" holdt ikke op på grund af magel på kul, og olie-alderen holder ikke op på grund af mangel på olie.
Rundt omkring forskes der i kendte alternative energiformer og i helt nye energiformer - meget af dagens teknik kendtes ikke for bare 15 år siden, og vi aner ikke hvad teknik vi står med om 15 år - det bliver overraskende og spændende.
Hvis den helt rigtige brint-celle pludselig ser dagens lys, det supereffektive solpanel pludselig er en realitet eller - mere futuristisk - vi samler sollys op i rummet og sender energien ned til modtagestationer med laser teknink - så er situationen pludselig vendt 180 grader og CO2 problemerne væk.
Dagens dommedagsprofeter er - som alle tidligere dommedagsprofeter i historien - så naive, at de tror menneskehedens videnmængde ikke udvikler sig fremover.
Det er derfor dommedagsprofeterne altid tager fejl - vi skal satse mere på forskning og udvikling og redde situationen den vej igennem - vi kan overhovedet ikke klare år 2050's 9,2 milliarder mennesker med dagens teknik - uanset hvad vi gør.
Stor tak til jørgen Steen Nielsen for vedholdende at orientere om de seneste udbrud af menneskehedens vanvid
Dommedagsprofeterne på dette område tager ikke fejl i deres vurdering af stupiditeten hos de ledende politiske og økonomiske kadrer.
De har de samme facts som os andre, men de mangler måske modet til at handle. Så er de måske slet ikke stupide, men bare bange.
Det er ikke så mærkeligt. Nogen af dem har jo selv afkom.
Så der er vel både hunderædde for at handle og for at lade være med at handle.
Så de ser tiden an og afventer endnu en nærmere undersøgelse.
Mulighederne for frit valg - som de ynder at hylde - indsnævres ved hvert ophold i ventesalen.
Er tiden ikke kommet til at vi føres en seriøs politisk debat om dette problem vi sf-vesthimmerland,indkalder derfor til følgede debat møde i års. vi stiller spørgsmålet:
Hvorfor er mad og olie blevet så dyrt?
Foredrag og debataften om den globale olieforsynings- og fødevarekrise med Klaus Illum
sted: Aars Gymnasium
Onsdag d. 27. august
kl. 19.00
Gratis entré
Klaus Illum er civilingeniør, lic.techn.
og tidligere docent i energisystemer og energiplanlægning ved Aalborg Universitet. Forfatter til bogen ”I drivhuset – Fortællinger om naturens energi og samfundets energikrise.” udgivet af 3F
Alle er velkomne
PRESSEMEDDELELSE
En af de ting, der i de seneste måneder har gjort indtryk på danskerne - og folk i resten af verden for den sags skyld - er de stærkt stigende priser på olie, benzin og fødevarer. Der er i medierne blevet regnet flittigt på hvor mange tusinde kroner, det betyder i ekstra udgift for en almindelig familie.
SF i Vesthimmerland vil gerne tage handsken op og sætte tingene ind i en større sammenhæng. Derfor inviterer SF alle interesserede til foredrag og debat med Klaus Illum på Aars Gymnasium onsdag d. 27. august.
Klaus Illum er civilingeniør, lic. techn. og tidligere docent i energisystemer og energiplanlægning ved Aalborg Universitet. Ud over en lang række debatindlæg igennem årene er han også forfatter til bogen ”I drivhuset – Fortællinger om naturens energi og samfundets energikrise” udgivet af 3F. Klaus Illum har om nogen en stor indsigt i energipolitiske forhold, udviklingen i olieforsyningssituationen og sammenhængen med fødevareforsyning og klimaforhold. Han vil give sine bud på den aktuelle situation og nogle fremtidige udviklingsmuligheder.
Efterfølgende lægges der op til debat om konsekvenser og handlemuligheder på såvel det globale, det lokale (Læs: Vesthimmerlands kommune) som det personlige plan.
SF-Vesthimmerland håber mange vil møde op og benytte lejligheden til at blive lidt klogere på forholdene omkring vores energi- og fødevareforsyning og bidrage til en diskussion af, hvad der er op eller ned i hele energidebatten.
PRESSEMEDDELELSE
En af de ting, der i de seneste måneder har gjort indtryk på danskerne - og folk i resten af verden for den sags skyld - er de stærkt stigende priser på olie, benzin og fødevarer. Der er i medierne blevet regnet flittigt på hvor mange tusinde kroner, det betyder i ekstra udgift for en almindelig familie.
SF i Vesthimmerland vil gerne tage handsken op og sætte tingene ind i en større sammenhæng. Derfor inviterer SF alle interesserede til foredrag og debat med Klaus Illum på Aars Gymnasium onsdag d. 27. august.
Klaus Illum er civilingeniør, lic. techn. og tidligere docent i energisystemer og energiplanlægning ved Aalborg Universitet. Ud over en lang række debatindlæg igennem årene er han også forfatter til bogen ”I drivhuset – Fortællinger om naturens energi og samfundets energikrise” udgivet af 3F. Klaus Illum har om nogen en stor indsigt i energipolitiske forhold, udviklingen i olieforsyningssituationen og sammenhængen med fødevareforsyning og klimaforhold. Han vil give sine bud på den aktuelle situation og nogle fremtidige udviklingsmuligheder.
Efterfølgende lægges der op til debat om konsekvenser og handlemuligheder på såvel det globale, det lokale (Læs: Vesthimmerlands kommune) som det personlige plan.
SF-Vesthimmerland håber mange vil møde op og benytte lejligheden til at blive lidt klogere på forholdene omkring vores energi- og fødevareforsyning og bidrage til en diskussion af, hvad der er op eller ned i hele energidebatten.
mvh martin sørensen bestyrelses medlem SF-vesthimmerland
øø jeg glemte link:
http://sf-vesthimmerland.dk/