Spanien takker nej til flere immigranter

Der er trængsel på de spanske strande. Det er ikke kun højsæson for solhungrende turister, men også for tusindvis af håbefulde afrikanske immigranter, som jagter en ny og bedre tilværelse i Europa. Synet af befippede strandgæster, som overlader deres håndklæder til forkomne lykkeriddere, der udmattede kravler i land, er daglig kost i sommermånederne. Andre samles op ud for kysterne i primitive og tætpakkede pramme, og atter andre må lade livet i bølgerne. Røde Kors og de lokale sundhedsmyndigheder tager sig i første omgang af de nyankomne. Men næstekærligheden er kortvarig og realiteterne barske. Politiet står klar i kulissen og uddeler enkeltbilletter til det afrikanske kontinent, så snart de håbefulde grænseoverløbere er kommet til hægterne. Kampen mod indvandringen er intens og konstant. Den spanske regering har i de seneste år investering massivt i moderne overvågningsudstyr. De spanske kystvagter rekognoscerer Gibraltar-strædet til lands, til vands og i luften. Deres infrarøde kikkerter stiller skarpt på alt hvad, der bevæger sig, velvidende at farvandet rummer et utal af håbefulde lykkeriddere på jagt efter en bedre tilværelse på det europæiske fastland. Grænsepatruljerne i enklaverne Ceuta og Melilla har udsigt til teltlejrene i den marokkanske ørken og ved, at deres beboere ikke er rejst tusinder af kilometer for blot at beskue det forjættede land på afstand.

Selv om titusinder hvert år samles op og returneres, så lykkes det alligvel for andre tusinder at få fodfæste. Spanien er efter USA det land i verden, som officielt tager imod flest nye borgere. Og tendensen har i de seneste år været stærkt stigende. De officielle tal afslører, at Spanien i løbet af 1999 tog imod 227.000 nye indvandrere. Det tal var i 2003 officielt vokset til 738.000. I dag bekræfter den spanske arbejds- og immigrationsminister, Celestino Cobacho, at Spanien huser over fire millioner udlændinge. Dertil skal føjes et ukendt antal grænseoverløbere, som ikke står opført i nogle registere. Cobacho anslår det tal til at være i omegnen af 700.000.

De papirløse

Spanien er ved at have fået nok, og derfor syntes det meget belejligt, da Europaparlamentet og EU's indenrigsministre først på sommeren vedtog et nyt direktiv - returneringsdirektivet - som skal harmonisere medlemslandenes love for papirløse indvandrere. Direktivet fastsætter en række regler for behandling og hjemsendelse af personer, som ikke er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse. I Spanien har immigrationen har i de seneste år vakt bekymring, og skiftende regeringer fra begge sider af det politiske spektrum har flere gange forsøgt at sanere systemet. Senest har den nuværende regering gennemført en massiv legalisering af de illegale indvandrere og har ligeledes iværksat, hvad den kalder en 'symptombehandling' af problemet i form af en intensiveret støtte til de lande, som skiber lykkeridderne afsted.

Selv om indvandringen har skabt problemer, så har den massive tilgang af nye borgere i de seneste år også været et ubetinget gode for det spanske samfund. Spanierne har oplevet en konstant høj økonomisk vækst i omegnen af fire-fem procent siden årtusindskiftet, og det har 'ny-spanierne' deres betydelige del af æren for. De mange nye hænder har været med til at forhindre flaskehalse på arbejdsmarkedet - i særlig grad inden for byggeri og landbrug - og dermed også forhindret en overophedning af økonomien, og deres skatter har bidraget til de sorte tal på statsfinanserne. Men festen er kommet til en brat afslutning. Væksten er gået i stå, arbejdsløsheden stiger for første gang i over 10 år og nærmer sig hastigt 10 procent. Både renten og inflationen har rundet fem pct. og synes ude af kontrol. Spanien har ikke længere brug på flere borgere at tage vare om, og EU's direktiv kommer derfor meget belejliget som et instrument, der kan være med til at bremse tilgangen.

Skændselsdirektivet

Men ikke alle er lige begejstrede. De nye tilflyttere opholder sig langt fra alle på lovlig vis i Spanien. Men mange har etableret sig og betragter ikke sig selv som gæstearbejdere, og de har taget turen til Europa for at blive.

Derfor har direktivet, som kan sende en del af dem retur, skabt furore. Via demonstrationer har de beklaget sig over det, de betragter som en uretfærdig indskrænkning af deres muligheder. Mobiliseringen har fået politisk støtte fra flere latinamerikanske regeringsledere. På den anden side af Atlanten støtter man sine emigrerede medborgere og betegner den nye EU lov som xenofobisk. Den bolivisianske præsident, Evo Morales har døbt den 'skændselsdirektivet'.

Det fik den spanske regering til i starten af august at sende vice-premierministeren María Teresa Fernández de la Vega på en 12 dages rundtur til Syd- og Mellemamerika midt i den spanske sommerferie. Officielt stod der udviklingspolitik på dagsordenen. Langt vigtigere var det imidlertid ved samme lejlighed at afklare misforståelser og få lagt låg på den ballade, som EU direktivet har skabt. Under sit besøg i den Dominikanske Repu-blik slog ministeren fast, at direktivet "aldrig, aldrig, aldrig vil blive implementeret i Spanien".

Erklæringerne til trods er der næppe tvivl om, at den spanske regering er under pres, og vil se sig tvunget til at begrænse indvandringen i de kommende år.

Og integrationen?

Mens regeringen har lagt mange kræfter i immigrationspolitikken, så er integration stort set et ukendt begreb. Hidtil har behovet ikke været overvældende, fordi der har været plads til alle, og immigranterne relativt nemt har kunnet finde sig til rette i Spanien. Alle har haft del i den økonomiske fest. Men den økonomiske nedtur og den uro, som EU direktivet har skabt, står spaniere og 'ny-spaniere' for første gang over for hinanden. Under de økonomiske vanskelige betingelser, som Spanien står over for, hvor spaniere og indvandrere eksempelvis vil skulle kæmpe om de samme job, kan meget vel udløse spændinger, og behovet for en integrationspolitik er presserende.