Læsetid: 4 min.

Er stærke præsidenter godt for demokratiet i USA?

Det amerikanske forfatning skulle sikre, at præsidenten, Kongressen og domstolene holder hinanden i skak. Nu har Bush tiltaget sig så meget magt, at efterfølgeren skal være overordentlig principfast for at modstå fristelsen til at bruge den
Udland
5. august 2008

Den amerikanske journalist og satiriker H. L. Mencken beskrev engang demokrati som "teorien om, at den jævne befolkning ved, hvad den vil have og fortjener at få det råt for usødet". USA's 'forfatningsfædre' havde også deres forbehold over for flertallets dømmekraft, og de skabte derfor rammerne for et system, der i hvert fald ville gøre den politiske proces træg og nødvendiggøre kompromisser. Checks and balances kalder amerikanerne dette system, der på vitale områder giver præsidenten, Kongressen og domstolene overlappende magtbeføjelser og dermed mulighed for at holde hinanden i skak.

I det første århundred af nationens historie handlede USA's præsidenter for det meste i forfatningsfædrenes ånd. Det hørte til sjældenhederne, at en præsident forsøgte at udvide embedets beføjelser. De fleste delte den almindelige opfattelse af, at det først og fremmest var fra Kongressen, det politiske initiativ skulle komme, og at deres primære rolle var at føre denne forsamlings beslutninger ud i livet.

Kun i udenrigspolitikken havde forfatningsfædrene givet præsidenten store beføjelser, men dens betydning var indtil begyndelsen af det 20. århundred begrænset. Da det ændrede sig, begyndte opfattelsen af præsidentens rolle i demokratiet også at ændre sig.

Folkets forvalter

Theodore Roosevelt (1901-1909) beskrev i 1913 præsidenten som "folkets forvalter". Efter hans opfattelse var en styrkelse af præsidentembedet en styrkelse af selve demokratiet. Derfor mente han også, at præsidenten havde beføjelser til at gøre alt, hvad forfatningen ikke udtrykkeligt forbød ham at gøre.

Knap 40 år senere talte Harry S. Truman (1945-1953) i samme ånd om præsidenten som "den eneste lobbyist i Washington, der er lobbyist for hele befolkningen". Den afgørende skikkelse i præsidentembedets transformation var imidlertid Trumans forgænger, Franklin D. Roosevelt (1933-1945). Under 1930'ernes store økonomiske krise tildelte han den føderale regering i Washington et ansvar for at sikre amerikanerne arbejde og mad på bordet. Hans radiotaler fik også mange amerikanere til at opfatte ham som deres personlige garant for en lysere fremtid.

Personkult

Med USA i rollen som global supermagt efter 1945 voksede også personkulten omkring præsidenten. Det var i stigende grad manden, ikke hans parti, folk stemte på.

Formuleringen af et politisk program blev nærmest kandidaternes eget anliggende, og partierne måtte i stigende grad se sig reduceret til serviceorganer for de kandidater vælgerne havde peget på. Med denne marginalisering af de politiske partier forsvandt nogle vigtige demokratiske bånd på præsidentens magt. Samtidig voksede forventningerne til, hvad præsidenten kunne udrette. I 1956 bemærkede historikeren Clinton Rossiter i sin bog The American Presidency, at amerikanerne var kommet til at betragte præsidenten som "en blanding af spejderleder, Oraklet i Delfi, filmhelt og faderfigur for masserne".

'Det heroiske præsidentembede' havde sin storhedstid i begyndelsen af 1960'erne med John F. Kennedy og Lyndon B. Johnson.

I de følgende år kolliderede først Johnsons og siden Richard Nixons egenrådige magtanvendelse imidlertid med en ny anti-autoritær tidsånd. Vietnamkrigens overgreb og Watergate-skandalen tog hos mange amerikanere næsten livet af forestillingen om 'det heroiske præsidentembede' - men også kun næsten.

Skizofreni

Afsløringerne af magtmisbrug skabte snarere en form for politisk skizofreni, hvor man var parat til at tro det værste om præsidenten, men samtidig ikke kunne slippe forestillingen om, at det var ham, der skulle sikre velstanden, inkarnere tidsånden og hele sårene i den nationale psyke. Den tilstand befinder amerikanerne sig fortsat i.

Flere politologer har hævdet, at moderne præsidenter er dømt til at skuffe, fordi forestillingerne om embedets muligheder er urealistisk høje. Værre end skuffelsen er det måske, at den demokratiske proces lider under det, fordi de fleste præsidenter er parate til at presse deres beføjelser til det yderste i forsøget på at indfri vælgernes forventninger.

Den amerikanske historiker Arthur M. Schlesinger, Jr. advarede i 1973 om truslen mod det amerikanske demokrati The Imperial Presidency - det kejserlige præsidentembede. Det var ironisk nok samme Schlesinger, der med mellemrum samlede en række af landets førende historikere og politologer til at lave en rangliste over præsidenterne. Og hvilke præsidenter var det så, eksperterne typisk satte størst pris på? Det var netop dem, der havde trodset Kongressen og påberåbt sig nye forfatningsmæssige magtbeføjelser. For at være en stor præsident måtte man have transformeret selve embedet. Man måtte have haft visioner og evnen til at bruge embedets magtmidler kreativt for at realisere dem.

Demokratiet?

Sådanne tiltag giver stof til historiebøgerne, men er de også gode for demokratiet?

Det spørgsmål stiller Gene Healy fra det libertarianske The Cato Institute i Washington, D.C. i sin bog The Cult of the Presidency (2008). Hans bog er nærmest en hyldest til en lang række af præsidenter, der normalt regnes for middelmådige. Præsidenter, der ikke havde store visioner og forkromede politiske programmer, men som på den anden side var kompetente og ikke gjorde skade på det politiske system. Healy tænker blandt andet på ledere som Calvin Coolidge (1923-1929), der mente, han gjorde samfundet en tjeneste ved at sove 12 timer i døgnet på hverdage, og lidt længere i weekenden.

Efterfølgeren

Man kan finde mange gode argumenter for, at hverken supermagten USA eller resten af verden i det lange løb er bedst tjent med en bogholdertype i Det Hvide Hus, men Healys bog er ikke desto mindre tankevækkende efter otte år, hvor amerikanerne har oplevet 'det kejserlige præsidentembede' på steroider.

George W. Bush har brugt krigen mod terror som en anledning til at argumentere for nærmest uindskrænkede beføjelser til præsidenten i hans egenskab af commander in chief. Bushs fiasko og rekordlave popularitet har bremset hans magtbrynde, men hverken Kongressen eller Højesteret har for alvor udfordret hans ekstreme syn på embedets prærogativer.

Derfor vil der, når Bush forlader Det Hvide Hus, ligge nye potentielle magtmidler og vente på efterfølgeren, og det vil kræve en utrolig principfasthed for USA's næste præsident at modstå fristelsen til at bruge dem - særligt når vælgernes krav er 'forandring'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her