Læsetid: 4 min.

Ukraine frygter at lide samme skæbne som Georgien

Kiev har hidtil formået at manøvrere mellem Rusland og Vesteuropa. Men efter Moskvas felttog mod Georgien ser Jusjtjenko ud til at have valgt side til fordel for Vesten, og det kan blive skæbnesvangert
I hovedstaden Kiev forberedte det ukrainske militær sig i går på fejringen af uafhængigheds-dagen på søndag.

I hovedstaden Kiev forberedte det ukrainske militær sig i går på fejringen af uafhængigheds-dagen på søndag.

Konstantin Chernichkin

Udland
21. august 2008

KIEV - Med deres seneste melding om, at Georgien og Ukraine udmærket på sigt kan blive medlem af alliancen, holder EU's udenrigs-ministre håbet i live i de to lande. Men skønt Vesten har undladt at tirre Rusland ved at fremlægge en køreplan for medlemskab, frygter mange ukrainere for, at deres land kan stå for tur, når det stadig mere selvhævdende Rusland næste gang føler sig kaldet til en magtdemonstration for at manifestere sin overhøjhed over 'det nære udland'.

Ukraine har siden sin uafhængighed i 1991 gennemført en behændig balanceakt ved på den ene side at kurtisere Vesten og på samme tid afholde sig fra at udfordre Moskva alt for åbenlyst.

Men med udbruddet af konflikten i Georgien ser Ukraines præsident, Viktor Jusjtjenko, ud til at have opgivet linedansertricket til fordel for et spring, der kan blive selvmorderisk. Han valgte således at rejse til Tblisi for at udtrykke sin klare støtte til Georgien og gav ordre til at indføre nye restriktioner for den russiske sortehavsflåde, der har base på den ukrainske Krim-halvø. Han tilbød også Ukraines hjælp til etableringen af et vestligt missilforsvarssystem, vel vidende at nabolandet Polen netop har modtaget en isnende advarsel fra Rusland efter at være gået med til at stille sit territorium til rådighed for opstilling af faciliteter, der skal indgå i USA's missilskjold. For første gang siden uafhængigheden har ukrainsk tv bragt diskussioner om en potentiel konflikt med Rusland, ligesom politikere, der anses for at være prorussiske, er begyndt at advare om, at Ukraine nu har placeret sig forrest i skudlinjen.

"Hvis Vesten sluger den bitre pille og tilgiver Rusland krigen mod Georgien, vil en invasion af 'fredsbevarende' kampvogne i Ukraine kun være et spørgsmål om tid," vurderer Oleksandr Sutjko, analytiker ved Instituttet for Euroatlantisk Samarbejde, der har til huse i Kiev.

Ydmygede Putin

Rusland har aldrig helt kunnet forsone sig med Ukraines uafhængighed, som man i Moskva anser for et anslag imod den vision, som Vladimir Putin har næret af et Rusland, der har genoprettet fordums styrke. Ukraine ydmygede Putin i 2004, da millioner sluttede sig til de demonstrationer, der kom til at gå under navnet 'Den Orange Revolution', i protest mod et præsidentvalg, der var manipuleret med henblik på at give sejren til den prorussiske kandidat.

Næsten alle Ukraines uundværlige naturgasforsyninger kommer fra Rusland, og Rusland har tidligere forsøgt at straffe Ukraine ved drastiske prisforhøjelser på gas og endog ved afbrydelser af leverancen. Moskvas forsøg på at indsætte en Moskva-venlig regering beror i vidt omfang på dets ønske om absolut kontrol over de rørledninger, der er kilden til det meste af dets velstand.

Men Ukraines seneste folketælling viste, at 17 procent af landets befolkning på godt 47 millioner er etniske russere, hvoraf hovedparten er koncentreret i Ukraines østlige og sydlige provinser. Krim-halvøen er den eneste del af Rusland, hvor de etniske russere er i numerisk overtal, og dens havneby Sebastopol er hovedkvarter for den russiske sortehavsflåde.

Halvøen er en krudttønde, som allerede flere gange er forsøgt antændt. Det var fra Sebastopol, at russiske krigsskibe sejlede af sted for at bombardere og landsætte invasionstropper i forrige uge. Præsident Jusjtjenko hævder nu, at brugen af russiske krigsskibe fra sortehavs-flåden i krigen udgør en krænkelse af Ukraines neutralitet, der risikerer at drage landet ind i konflikten, og af denne grund insisterer han på, at den russiske flåde må forlade Krim, når dens lejeaftale udløber i 2017.

Kan føre til krig

Ukraines første præsident, Leonid Kravtjuk, som i sin tid indgik lejeaftalen efter massivt pres fra Kreml, tvivler på, at Ukraines lille flåde vil være i stand til at afholde de russiske skibe fra at vende hjem. "Hvis vi fastholder det standpunkt, at de ikke skal have adgang, bliver konsekvensen krig mellem Ukraine og Rusland."

Ukraine vakte allerede raseri i Moskva for fem år siden, da landet søgte om NATO-medlemskab under præsident Leonid Kutjma, der ellers havde ry for at være russiskvenlig. Skønt de fleste ukrainere ønsker sig medlemskab af EU, er de dybt splittet i spørgsmålet om, hvorvidt deres land skal slutte sig til den vestlige militær-alliance, og mange opfatter præsident Jusjtjenkos robuste retorik om NATO som et forsøg på at vinde de nationalistiske stemmer tilbage forud for næste præsidentvalg i 2010. Mange ukrainere er dog også af den opfattelse, at Ruslands aggression er ansporet af den franske og tyske modstand mod en konkret køreplan hen imod ukrainsk medlemskab ved NATO-topmødet i Bukarest i april.

Under Den Orange Revolution i 2004 bragte de prorussiske politikere landet på randen af borgerkrig med trusler om at splitte landet i to - den del, som orienterede sig imod Vesten og NATO-medlemskab, og den østlige del, som foretrak en tilknytning til Moskva.

© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Thorning

Her er der ingen tvivl ... medierne holder med Georgien og USA, herunder de højreorienterede studieværter på "Deadline". Med Per Stig Møller sekunderet af Uffe Ellemann-Jensen i spidsen kan vi godt begynde at restaurere Stevnsfortet igen. Når Condoleeza Rice åbner munden, forstummer al kritik, og man kommer til at tænke på Det Gamle Testamentes "God sayeth".

Vi lever i det 21. århundrede og al tale om, at store lande har lov til at etablerer "interesseområder" i den forstand, at de små lande skal finde sig i det store lands kommandoer og forgodtbefindende, må være forbi.

Danmark er et lille land, og i international sammenhæng må vi forsvare andre små landes ret til 100% selvbestemmelse uden indblanding fra store naboer.

Rusland skal belæres kraftigt om, at vejen frem til indflydelse ikke mere er trusler , men derimod konstruktiv deltagelse i udbygningen af den internationale tillid lande imellem.

Hvis Rusland ikke kan hitte ud af det, så er vi tilbage til den kolde krig.

Det er vel illusion at tro, at den kolde krig for alvor nogensinde sluttede? Man skal ikke se ret mange internationale kontroverser for at opdage, at USA og Rusland altid formår at havne på hver sin side, hvor de så sidder og stikker til hinanden.

Dette er selvfølgelig et udtryk for, at de to magter stadig har modstridende interesser. Men da diplomati både er tungt og langsomt, føres megen offensiv udenrigspolitik sandsynligvis gennem andre stater; satelitstater eller vasalstater, kunne man kalde dem. At USA (og i særdeleshed republikanerne) har store fordele i at (gen)fremmane et skræmmebillede af Rusland er hævet over enhver tvivl, hvilket i høj grad gør Georgiens handlinger relevante at kigge nærmere på. Da der er tale om offensive georgiske operationer i områder, hvor befolkningen fortrinsvis er russisk, er det mærkeligt, at Rusland entydigt kommer til at stå som skurk og aggresser - hvilket peger på mediernes bias i sammenhængen.

Situationen er ideel til propagandaformål; vi har tydeligvis lilleputnationen, der efter megen møje og slid har løsrevet sig fra Den store bjørn, og som nu bliver tromlet gevaldigt. Men hvis fakta er, at lilleputnationen bevidst provokerer med overgreb på civile minoriteter, spiller landenes størrelse vel en mindre rolle?
Tilfældet svarer vel nærmest til, hvis vi satte det danske militær ind mod tyskere i Sønderjylland og efterfølgende blev overraskede/fremstillede os forsmået af en evt. tysk reaktion - ganske hyklerisk.

At små lande skal have deres 100% ret til selvbestemmelse er fuldstændig korrekt, men det forudsætter jo så i den anden ende også, at de er fri for underhåndsaftaler med 3. parter som eksempelvis USA. Hele manøvren har givet præsident Bush en stor politisk sejr (opstillingen af missil-forsvar i Polen som reaktion på den ændrede folkevilje), hvilket gør sagen temmelig suspekt (og det ville jo ikke ligefrem være første gang USA benytter andre lande som redskaber i nationalpolitik).
At Rusland ingenlunde har en god diplomatisk og international historie, kan vi vist alle blive enige om, men i netop denne sag er det for mig svært at se, hvordan landet skulle have optrådt meget anderledes. At Putin og Medvedev ønsker at restaurere Rusland til fordums styrke er vel egentlig ikke så underligt i en verden, hvor USA i den grad misforvalter sin enestående magtposition? Og samme argument kunne vel egentlig også bruges for et kommende stærkt Kina?

Bente Simonsen

Endnu et stykke misinformation.

EN LØGN FORUDSIGES, FØDES, VOKSER OP OG LEVER ..

Erik B. skriver den 10.8 i en kommentar under artiklen 'Krig mellem Georgien, Rusland og Vesten'

... Et godt råd: læs de seneste par dages nyheder igennem og husk de store linjer. Om et halvt år, vil det være almen viden, at det var Rusland, der angreb Georgien ...

Jeg har fulgt opfordringen.

Jørgen Steen Nielsen skriver i Inf. 12.8 under overskriften 'Georgien risikerer at ende som en fejlslagen stat':
'... Putin har tilsyneladende lokket den georgiske præsident i en fælde... '

… men ikke et ord om denne fældes beskaffenhed.

Robert Kagan skriver i Inf. 13.8 under overskriften 'Et træk fra Putins hånd':
'... Denne krig begyndte ikke, fordi Georgiens præsident, Mikhail Saakasjvili forregnede sig. Det er derimod en krig, som Moskva har søgt at fremprovokere i nogen tid. .... Og det er Rusland, som har anstiftet en krig mod Georgien ved at anspore sydosseterne til at intensivere presset på Tbilisi og stille krav, som ingen georgisk leder ville kunne acceptere. ....'

Modsat Jørgen Steen Nielsen kommer Kagan dog med et bud på denne fælde: Sydosseterne er svinefrække - 'de stiller krav' og Saakashvili må derfor bombe og artilleribeskyde civile mål i Tskhinvali i Sydossetien med 1.500 - 2.000 drab på civile til følge.

Klaus Illum reagerer i Inf. 16.8 under overskriften 'Information misinformerer om Georgien-konflikten' ... Pentagon hævder, at de ikke fra deres satellitter havde set den storstilede russiske opmarch...'

Uffe Ellemann skriver på sin blog på Berlingeren 18.8 under overskriften 'Sandheden skal frem':
’… Krigens første offer er sandheden, siger det gamle ord. Sådan skulle det også være i den utroligt vel planlagte krig, Rusland indledte mod Georgien...’

Et eklatant eksempel på en sætning der bekræfter egen advarsel - godt gået Uffe..

... mon løgne begraves - eller lever de evigt?

At angrebet var planlagt modsiger vel lidt din argumentation, og så længe russerne ikke forlader Georgien, er enhver snak om humanitær krig fra deres side hul.

Russerne mener åbenbart, at de nu er stærke nok til en konfrontation med vesten, hvilket også viser sig gennem deres genoptagne militære forbindelser med Syrien og Iran.

Umiddelbart virker det dog som om, at de skyder sig selv i foden på sigt.

Ja, ureflekterede gentagelser er også et af løgnens karaktertræk.

Nu er det vist dig, der er ureflekteret.

Der er ganske rigtigt en del ting, der peger på konspirationsteorien, hvor Bush som altid, står bag.

Der er dog også væsentlige fakta, der taler imod, som det planlagte russiske angreb og defacto besættelsen af landet, hvilket jo ikke ligefrem er i amerikansk interesse.

Planlægningsgraden vejer dog tungest på min vægtskål.

I min vægtskål vejer "Saakashvili må derfor bombe og artilleribeskyde civile mål i Tskhinvali i Sydossetien med 1.500 - 2.000 drab på civile til følge" tungest.

Hvis Tskhinvali havde en grund til sit angreb burde han - "krudttønden" taget i betragtning - have klaget til FN-sikkerhedsråd. Hitler forsøgte dog i 1939 at dokumnere et polsk angreb på en tysk grænsepost.

Saakashvili - Sorry

Nu er der jo en ikke ubetydelig Sydossetisk væbnet løsrivelsesbevægelse. Så at få den Georgiske præsident, der hele tiden har ført en "over" modig politik overfor Rusland til at indlede kamphandlinger, kan ikke være det sværeste i verden uanset om man sidder i Moskva eller Washington.

Hvad angår drabene på civile, vil det tag år før vi kender sandheden. I Kosovo mistede omkring 400 civile albanere livet under krigen, hvorimod NATO talte om titusindvis af lig.

Når fakta gøres op, så underlagde russerne sig landet på under en uge. De havde opmarcheret betydelige styrker langs grænsen, og var i stand til at foretage et koordineret angreb med hær, flyvevåben og flåde. Det kræver ca. seks måneders forberedelse, men russerne kunne reagere prompte.

De står stadig i landet som en defacto besættelsesmagt, og det er spørgsmålet om de nogensinde forlader selve Georgien igen.

Om antallet af civile dræbte er 400 eller 2000 er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at uskyldige intetanende civile er blevet dræbt ved et uvarslet militært overfald (kampvogne og jagerbombere), og at Uffe Ellemann støtter dette overfald ved at fortie forløbet i sin iver for at krigshetze. Og at Danmark støtter en ”overmodig” Georgisk gambler af en præsident - Saakashvili som står bag en sådan uacceptabel handling.

Bill,

Er det gået op for dig, at Georgien er en lille pissemyrenation, der råder over en hær på 20.000 mand? Overfaldet gik den anden vej.

men stor nok til at jagerbombe og artilleribeskyde Tskhinvali og gambleren Saakashvili og hans internationalt sammesatte råd af små finansmænd havde nok satset på at USA havde reageret militært.

Du mangler stadig at tage højde for planlægningsgraden i det russiske angreb og den stadig fungerende defacto besættelse.

Igen spiser du hæmningsløst af Pravda's informationer, mens du hudfletter alt, hvad der kommer fra den anden side. Det gør din analyse en kende ensidig. Lidt som i Vietnamdebatten.

Jeg er bestemt ikke for Putins plutokrati - jeg er for folkenes selvbestemmelse - også hvis det fører til kamp. Det sidste er taget med for at du ikke skal tro at jeg er en fredselskende naivist. Jeg er kun fredselskende.

En klart mere plausibel forklaring.