Læsetid: 4 min.

Blodet flyder fortsat i Bolivia

Bolivia er i chok efter voldsorgier i fire østlige provinser og torsdagens massakre på et dusin bønder i regnskovsprovinsen Pando. En skrøbelig borgfred hersker, efter at regeringen fredag erklærede undtagelsestilstand i Pando
Bolivianske bønder, der støtter præsident Evo Morales, kæmpede i weekenden mod selvstyrebevægelsen, der ønsker større uafhængighed for landets østlige regioner.

Bolivianske bønder, der støtter præsident Evo Morales, kæmpede i weekenden mod selvstyrebevægelsen, der ønsker større uafhængighed for landets østlige regioner.

Bruno Domingos

15. september 2008

Et bondeoptog var på vej over Tahuamanu-floden. Det var på vej til hovedstaden Cobija i Pando-provinsen for at kræve guvernøren, Leopoldo Fernandez' afgang. Ganske som i tre andre provinser havde en selvbestaltet 'civilkomité' i ledtog med den lokale præfekt ulovligt besat regeringsbygninger og statslige institutioner. Flere af bønderne nåede aldrig frem. Maskingeværsalver tilsølede floden med blod. Hvor mange der døde vides ikke. I går skyllede endnu et lig op på flodbredden.

Frygten hersker i det østlige Bolivia. Selvstyrebevægelsen har afspærret hovedveje, og der er mangel på benzin, diesel og husholdningsgas. Dens ungdomsgrupper har bedrevet hærværk mod statslige bygninger, blandt andre det netop gennationaliserede telekommunikationsselskab, jordreforminstituttet og det statslige tv. Sabotageaktioner mod naturgasrørledningerne rammer landets hovedindtægtskilde.

Der har udspillet sig borgerkrigslignende scener de seneste dage med flere hundrede sårede. Fagforeningsfolk, indianske repræsentanter og kritiske journalister er jaget vildt i de oprørske provinser. Radiostationer i Bolvias størsteprovins, Santa Cruz, har måtte lukke. Paraplyorganisationen for alle lavlandsindianernes organisationer i landet, CIDOB, blev tvunget til at evakuere deres bygning. Deres rådgiverorganisation, CEJIS, fik sit hovedkvarter smadret. Handelsfolk, som er tilflyttere fra den vestlige del af landet, fik deres små boder brændt af, og regeringstilhængere trues og gennemprygles af ungdomsgrupper bevæbnet med køller og flasker.

Bondelederen Fidel Surco udtaler, at drabene torsdag på et dusin bønder i Pando provinsen var planlagte. De fleste af de myrdede er fagforeningsledere. Ifølge menneskerettighedsorganisationen APDHB var det lejemordere fra Peru og Brasilien, som stod bag drabene.

Oppositionen optrapper

Siden præsident Evo Morales ved en folkeafstemning den 10. august blev bekræftet i sit embede af over 67 procent af stemmerne og vandt flertallet i syv ud af ni provinser, har oppositionen søgt at genvinde initiativet ved at optrappe sin modstand mod reformregeringen under paroler om selvstyre til de østlige provinser.

De seneste dage har ungdomsgrupper - bl.a. den fascistiske Union Juvenil Cruceñista fra selvstyrebevægelsen i Santa Cruz - ulovligt overtaget regeringsbygninger som skattekontorer, migrationskontorer, toldvæsnet, lufthavne m.v.

Præsident Evo Morales har nægtet at give hæren ordre til at skyde mod de voldelige grupper.

"Jeg vil ikke skyde mod befolkningen," siger præsidenten.

Det var blandt andet harmen over hærens gentagne, morderiske fremfærd mod fredeligt demonstrerende bønder, som for tre år siden bar Evo Morales til magten. Regeringen mistænker oppositionen for med velberåd hu at optrappe konflikten i håb om, at præsidenten får blod på hænderne.

Sociale organisationer og fagforeninger har kritiseret Morales for at være for tilbageholdende med at indsætte ordensmagten for at sikre de offentlige institutioner og borgernes sikkerhed.

Først efter massakren i Pando erklærede regeringen undtagelsestilstand i provinsen og indsatte tropper, som generobrede lufthavnen i Cobija. Der er nu udstedt arrestordre mod guvernøren i Pando.

Frygt for jordreform

Selvstyrekravet er først de seneste år kommet på dagsordenen i den relativt velstående østlige del af landet som et modspil til et stadig stærkere krav hos landets fattigste om en jordreform og en mere ligelig fordeling af goderne i et land med enorme forskelle mellem rig og fattig.

De næststørste naturgasreserver i Sydamerika befinder sig i den lavtliggende østlige del af Bolivia. Skønt halvdelen af indbyggerne i det tidligere jungleområde er tilflyttere fra den bjergrige, vestlige del af landet, støtter et flertal tanken om selvstyre.

Selvstyrebevægelsen ledes af en række lokale godsejere og virksomhedsledere. De sidder på den lokale presse og appellerer til befolkningen med løfter om fordobling af mindstelønnen og slet skjult racisme vendt mod den mere indiansk prægede befolkning i den vestlige del af landet.

Godsejerne frygter en ny grundlov, som efter to års diskussion skal til folkeafstemning den 25. januar. Grundloven skal sikre en større inddragelse af det fattige indianske befolkningsflertal og fremskynde en længe bebudet jordreform.

Præfekten fra Santa Cruz, Ruben Costas, siger, at han med alle midler vil modsætte sig afholdelsen af en folkeafstemning om en ny grundlov.

Præfekten fra Tarija-provinsen, som fredag nat efter Pando-massakren forhandlede med regeringen på vegne af de oprørske provinser kalder forhandlingerne for "sidste udkald" for forsoning. I går aftes skulle parterne mødes igen med et mandat fra deres bagland.

Strides om naturgas

Udfordringen for forhandlerne er at forene udkastet til en ny grundlov med de selvstyrestatutter, som de fire oprørske provinser vedtog ved en række ulovlige folkeafstemninger tidligere på året.

Foruden jordspørgsmålet er stridens æble indtægterne fra naturgassen. Selvstyrebevægelsen kræver, at en større procentandel af indtægterne kommer de østlige provinser til gode. Evo Morales' centrum-venstre-regering har ellers gennem succesfuld genforhandling af kontrakterne om udvinding af naturgassen med de multinationale naturgasselskaber sikret en femdobling af provenuet. Dette er også er kommet regionerne til gode.

Morales' udfordring er på den ene side at vise den imødekommenhed, som forventes af den fredshungrende befolkning og samtidig ikke at give sig så meget, at det skaber utilfredshed i de sociale bevægelser, fagforeninger og indianske organisationer, som har båret ham til magten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu