Læsetid: 4 min.

Byrummet er arbejdernes nye fabrik

Industriens fabrikker har mistet betydning, og kampen mod privatiseringen af 'det fælles' er rykket ud i byrummet, lyder det fra Michael Hardt og Antonio Negri. I weekenden talte førstnævnte på Europæisk Social Forum i Malmø om ventrefløjsikonernes nye bog, 'Common Wealth'
Piqueteros, en argentinsk bevægelse af arbejdsløse fra slummen, protesterer i 2002 over deres økonomiske og sociale forhold ved at blokere byernes centrale indfaldsveje. Ifølge venstrefløjsteoretikeren Michael Hardt er det et eksempel på, hvordan byrummet bruges til at stoppe den kapitalistiske produktion, ligesom industriarbejdere stopper produktionen ved at blokere fabrikken.

Piqueteros, en argentinsk bevægelse af arbejdsløse fra slummen, protesterer i 2002 over deres økonomiske og sociale forhold ved at blokere byernes centrale indfaldsveje. Ifølge venstrefløjsteoretikeren Michael Hardt er det et eksempel på, hvordan byrummet bruges til at stoppe den kapitalistiske produktion, ligesom industriarbejdere stopper produktionen ved at blokere fabrikken.

Ali Burafi

22. september 2008

"Jeg har hørt, at der er en opstået en joke her til morgen om, at nogen har smadret vinduerne til Hilton Hotel i nat, så Hardt og Negri er blevet syge af kulden," indleder ordstyreren seancen med Europæisk Social Forums hovedattraktion, forfatterparret bag Imperiet, der er blevet kaldt det 21. århundredes kommunistiske manifest.

Ordstyreren fortsætter, da latteren i salen er stilnet af:

"Det er ikke sandt, men det er sandt, at Negri er blevet syg."

Michael Hardt er den amerikanske del af duoen, der siden 2000 har lanceret teorier om magt og modstandsformer i global kapitalisme. Med Hardt og Negris begreb 'Imperiet' fra bogen af samme navn diagnosticerede de moderne imperialisme som et komplekst netværk af magt, hvor nationalstaten blot er én aktør i samspil med f.eks. multinationale virksomheder, FN og Verdensbanken.

'Imperiet' har på blot et årti gennemgået en proces fra genrejsning af imperialistiske forestillinger til begyndende selvdestruktion:

"I kølvandet på krigen mod terror fik 'Imperiet' gamle spøgelser til at gå igen," siger Hardt.

Men siden har de multinationale selskaber og transnationale økonomiske institutioner haft travlt med at holde den finansielle krise i skak, mens USA mister militært og politisk fodfæste:

"Selv i Latin Amerika, USA's såkaldte baghave og laboratorium for imperialistiske og liberalistiske eksperimenter, kan USA ikke længere udøve hegemonisk magt. Jeg påstår ikke, at Bush ikke troede på, at han kunne regere verden. Men det betyder ikke, at vi er nødt til at tro på det," lyder det fra Hardt, der lægger vægt på, at hans og Negris arbejde primært består i at "løbe efter" bevægelserne og bruge de modstandsformer, der opstår, som nøgle til at analysere samfundets magtstrukturer.

Med begreber som multitude, metropol, biopolitisk produktion og fælles værdi forsøger Hardt og Negri at "lokalisere hvor produktion, udbytning og modstand foregår i en tid, hvor industriens fabrikker har mistet både symbolsk og praktisk betydning."

Metropolen som fabrik

Med klassisk Hardt og Negri-poetik lyder en af hypoteserne i Common Wealth:

"Metropolen er for multituden, hvad fabrikken var for den industrielle arbejderklasse."

Hardt smager lidt på sætningen, gentager den, og siger så:

"Sådan lyder vores hypotese. Den er ikke perfekt, og den forklarer ikke alt. Og det er ikke et forsøg på at underkende kampene uden for metropolerne. Men det er et forsøg på analysere transformationer, en måde at begrebsliggøre kampe mod den globale kapitalisme konkret og i tid og rum."

Med multitude-begrebet forsøger Hardt og Negri at tænke det revolutionære subjekt som en mere kompleks og forskelligartet størrelse, end de mener, begrebet 'arbejderklassen' traditionelt har været anvendt - en massebevægelse i skikkelse af den hvide, mandlige industriarbejder, der i bedste fald er repræsentant for arbejderklassen, i værste fald lig med arbejderklassen.

Med multitudebegrebet er det ikke nødvendigt for bevægelser at indordne sig en fælles identitet for at lave masseaktioner og effektive modstandsstrategier. Og sådan et begreb er nødvendigt i dag, pointerer Hardt, fordi den kapitalistiske produktion har antaget nye og komplekse former, der gør den hvide, mandlige industriarbejder endnu mindre repræsentativ for arbejderklassen end nogensinde før.

Som eksempel på, hvordan metropolen har overtaget fabrikkens symbolske og konkrete betydning i modstanden mod kapitalisme, nævner Hardt Piqueteros-bevægelsen i Argentina. Piqueteros består af arbejdsløse og folk, der arbejder i den uformelle sektor i metropolens slumområder, og har siden slutningen af 1990'erne anlagt en direkte aktions-strategi, hvor de blandt andet blokerer byernes centrale indfaldsveje.

Dermed sætter de den produktion, der foregår i byens rum, i stå, ligesom industriarbejdere stopper produktionen ved at blokere fabrikken.

Biopolitisk regime

Det er ikke som sådan nyt, at den kapitalistiske produktion - og modstanden mod den - foregår andre steder end på fabrikken. Men alligevel mener Hardt, at noget har forandret sig:

"Den industrielle produktion var hegemonisk i det 19. og første del af det 20. århundrede - kvalitativt, ikke kvantitativt. Samfundet blev industrialiseret på alle niveauer, og livet blev opdelt efter den industrielle produktions tidsbegreb, fabriksregimet herskede praktisk og ideologisk. Men den industrielle produktion er ikke længere i stand til at underordne resten af samfundet sin logik," siger Hardt.

I dag har den 'biopolitiske produktion' overtaget den industrielle produktions hegemoni.

Hardt og Negri bruger biopolitisk produktion til at benævne den værdiskabelse, som ikke primært har materiel karakter - såsom ideer, service, 'wellness', fortællinger - men som ikke desto mindre privatiseres og indoptages i den kapitalistisk produktion.

"Den biopolitiske produktion trækker på og producerer samtidig 'det fælles', dvs. det, vi alle producerer: sociale relationer, ideer, sprog," siger Hardt.

Værdiskabelse

Det fører ham til den anden centrale hypotese i Common Wealth: at vi er på vej ind i en fase, hvor den kapitalistiske udbytning og privatisering af 'det fælles' indtager en mere central rolle end nogensinde før. Ejendomsværdi og husleje er ifølge Hardt eksemplarisk for kapitalistisk udbytning af den biopolitiske produktion:

"Tænk på udviklingen i huspriser og husleje i byerne. Ejendomsværdien skabes af de fysiske rammer, men i ligeså høj grad af den kulturelle dynamik i kvarteret. Når unge og kunstnere rykker ind i et billigt kvarter, skaber de en kulturel værdi, som får ejendomspriserne til at stige. Så rykker de rige ind, og dem, der har skabt værdien, bliver ofte presset ud. Det er en måde at ekspropriere 'det fælles'," siger Hardt, og tilføjer:

"Modstand mod denne type gentrifikation kan altså forstås som modstand mod privatisering af 'det fælles'."

Metropolen forstået som ramme for produktion, udbytning og modstand er, i Hardt og Negris forstand, en måde at forstå modsætningerne i den globale kapitalisme. De kampe, der foregår i byrummet er med Hardts ord "ikke kampe mod metropolen, men mod metropolens former, mod kapitaliseringen af den fælles værdi".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu