Læsetid: 3 min.

En død afrikaner for alle ugens syv dage

I den forløbne uge blev syv unge mænd af afrikansk oprindelse dræbt i forbindelse med voldskriminalitet i Italien. Ifølge kritikere gør regeringens politik på området ikke tingene bedre
På plakaten, som er fotograferet lørdag på Piazza Bologna i Rom, hylder regeringspartiet Alleanza Nazionale Berlusconi-regeringens indsats mod kriminaliteten i det italienske samfund: -Soldater og politi kontrollerer vores byer. Tak, drenge,- lyder teksten. I juli udkommanderede regeringen 3.000 soldater til at patruljere i de italienske byer. Men optrapningen af den synlige indsats mod kriminaliteten har ikke kunnet forhindre en række voldsomme voldsforbrydelser. Tværtimod var de mænd, som i den forløbne uge dræbte seks afrikanere i Castel Volturno nær Napoli, forklædt som politibetjente.

På plakaten, som er fotograferet lørdag på Piazza Bologna i Rom, hylder regeringspartiet Alleanza Nazionale Berlusconi-regeringens indsats mod kriminaliteten i det italienske samfund: -Soldater og politi kontrollerer vores byer. Tak, drenge,- lyder teksten. I juli udkommanderede regeringen 3.000 soldater til at patruljere i de italienske byer. Men optrapningen af den synlige indsats mod kriminaliteten har ikke kunnet forhindre en række voldsomme voldsforbrydelser. Tværtimod var de mænd, som i den forløbne uge dræbte seks afrikanere i Castel Volturno nær Napoli, forklædt som politibetjente.

Mads Frese

22. september 2008

ROM - På mindre end en uge har syv unge mænd 'af anden etnisk herkomst' mistet livet i Italien. Forrige søndag blev den 19-årige Abdul Guibre, som var født i Italien af forældre fra Burkina Faso, dræbt i Milano. Han havde stjålet to pakker kiks fra en bar, men blev fanget og blev tæsket ihjel med jernstænger på åben gade af ejeren og dennes søn. Den italienske intelligentsia reagerede prompte på denne voldshandling med racistiske overtoner og iværksatte en kampagne under overskriften Siamo tutti Abdul ('Vi er alle Abdul').

Men torsdag aften tog situationen en dramatisk drejning, da seks mænd fra henholdsvis Ghana, Togo og Liberia blev dræbt i Castel Volturno - en kystby i Caserta-provinsen nord for Napoli.

Kort efter klokken 21 trængte en gruppe mænd, der var forklædt som politiet, ind i skrædderiet Ob Ob Exotic Fashion, hvor en del af områdets mange muslimske indbyggere var samlet til det daglige måltid under ramadanen. De ukendte mænd, som med stor sandsynlighed tilhører den napolitanske mafia, la camorra, affyrede over 100 skud med automatvåben og dræbte altså seks mænd af afrikansk oprindelse.

Klanernes dominans

Fredag blev Castel Volturno, en kommune med 22.000 indbyggere, centrum for en demonstration, som bragte mindelser om optøjerne i de parisiske forstæder i efteråret 2005. Det store afrikanske mindretal protesterede mod drabene ved at vælte biler, afspærre veje og smadre vinduer.

Ifølge de fleste iagttagere skyldes massakren dog ikke racisme i simpel forstand. I dagbladet Il Manifesto tolker historikeren Francesco Barbagallo fra universitetet i Napoli drabene som udtryk for, at mafiaklanerne i Caserta-provinsen er under pres og ønsker at manifestere deres absolutte dominans over territoriet:

"I Campanien er en lang række økonomiske aktiviteter underlagt klanernes kontrol. Ikke kun handel med narkotika, men også en lang række andre erhverv, hvor indvandrere fra Afrika finder beskæftigelse. Det er ikke muligt at udøve noget som helst erhverv, uden at lokale klaner, som kontrollerer arbejdsmarkedet, blander sig," siger Francesco Barbagallo.

Drabene er i de fleste italienske medier blevet udlagt som et led i en kamp om narkotikamarkedet, men det er lige så sandsynligt, at en eller flere af de dræbte afrikanere blot har nægtet at betale beskyttelsespenge til mafiaen.

Påtvungen separation

Drabsmændene menes at tilhøre mafiaklanen i casalesi fra Casal di Principe, som forfatteren Roberto Saviano har beskrevet i bogen Gomorra (på dansk, Mafiaen i Napoli):

"Saviano har udført et stykke oplysningsarbejde, som er blevet til fælles ejendom i civilsamfundet," siger Francesco Barbagallo. "Før Gomorra var der ingen, der kendte i casalesi. Nu er klanerne fra Caserta-provinsen blevet berømte, selv om de benægter at være kriminelle. De betragter sig selv som forretningsmænd, et multinationalt selskab. Men hvis nogen træder dem over tæerne, bliver de dræbt - uanset om de er hvide eller sorte."

I sin bog beskriver Saviano, hvordan klanerne benytter de afrikanske immigranter som billig arbejdskraft, og han registrer et markant skift i holdningen til indvandrerne:

"Før var folk ikke onde over for afrikanerne og betragtede dem ikke med væmmelse. Tværtimod," skriver han. Men flere års ensidig fokusering på kriminalitet blandt indvandrere har ifølge Saviano frembragt "en påtvungen separation".

Regeringens tricks

Giuseppe D'Avanzo, som kommenterer massakren i avisen La Repubblica, mener også, at drabene havde et slags racistisk motiv:

"De blev dømt til døden på grund af deres hudfarve og på grund af camorraens overbevisning om, at de sorte er en slags undermennesker, der godt kan bruges som narkomulddyr, tomatplukkere for et par euro om dagen eller som bygningsarbejdere i Norditalien, hvor i casalesi forsyner dem med cement," skriver Giuseppe D'Avanzo.

Den italienske regering indsatte i løbet af sommeren hæren i en række større byer for at beskytte borgerne mod voldskriminalitet. I disse dage pryder plakater, der hylder regeringens indsats på området, de italienske byer, men initiativet kom altså hverken Abdul Guibre fra Milano eller de seks afrikanere fra Castel Volturno til gode. Politiet har sendt 400 betjente til Caserta-provinsen for at efterforske drabene, men ifølge Giuseppe D'Avanzo er det blot endnu en paradeforestilling. Som reaktion på de afrikanske indvandreres spontane protest skriver han:

"I løbet af blot en halv dag blev den snedige konformisme i en politik, der med sine tricks kun forstår at ophidse og understøtte de forvirrede og vildfarne italieneres egoisme, blotlagt i essentielle inkonsistens."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu