Læsetid: 4 min.

Elektroniske kærlighedsbrevetil partiet

Hvad skal man gøre, hvis man bare brænder for at udtrykke sin kærlighed til Kinas ledere? Et godt sted at starte er med 'Assorterede otte kostbarheder risengrød', en hjemmeside, som giver kineserne mulighed for at slippe deres begejstring løs
Fanhjemmesiden for den kinesiske præsident og premierminister giver for nogle kinesere ubehagelige mindelser om den personkult, der omgav formand Mao Zedong - som her i 1970, hvor arbejderne hilser på formanden ved at vinke med -Maos Lille Røde-.

Fanhjemmesiden for den kinesiske præsident og premierminister giver for nogle kinesere ubehagelige mindelser om den personkult, der omgav formand Mao Zedong - som her i 1970, hvor arbejderne hilser på formanden ved at vinke med -Maos Lille Røde-.

Udland
13. september 2008

BEIJING - "I er Kinas dreamteam!" Internetbeskeden henvender sig ikke til Kinas ellers forgyldte OL-atleter. I stedet tilfalder hyldesten landets ledere, præsident Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao.

De to kommunister er blevet genstand for en voksende personkult. Og propagandamaskinen giver den udvikling næring. Senest ved at give den patriotiske ungdom en platform i cyberspace, hvor de kan dele hinandens entusiasme over de tilsyneladende stadig mere populære førstemænd. Partiets talerør, Folkets Dagblad, har oprettet ledernes officielle fanside, der siden åbningsdagen for lidt over en uge siden har registreret over 160.000 fans.

Og hvis hjemmesiden er en troværdig målestok, så er folket i næsegrus beundring for Wen og Hu.

"Nu er vi endelig kommet ud af skabet og endelig accepteret som officielle fans!" skriver en aficionado på websiden.

Folkets Dagblad har slået fast, hvad formålet med siden er: At give kinesere, "som glødende elsker generalsekretæren og premierministeren, et forum, hvor de kan udtrykke deres følelser," og hvor de kan demonstrere deres "oprigtige støtte" til partiet.

Inderkredsens skatkiste

Kinas lederskab beskrives ofte som gråt og fjernt. Men beskederne på hjemmesiden lyder ofte, som om de er kommunikation mellem teenagere og popstjerner.

"Jeg elsker, elsker, elsker vores generalsekretær og vores premierminister!!!" skriver en fan passioneret.

"Præsident og premierminister, hele landet takker jer for det, I har gjort for os," skriver en anden, mens en tredje udtrykker sin uforbeholdne støtte: "To ledere, to bedsteforældre, to slægtninge, to venner - premierminister og præsident, vi vil altid bakke jer op!"

Fansiden følger de to toplederes gøren og laden. Der er billeder af de to sammen med bønder, studerende og pensionister. Der er 'inderkredsens skatkiste' med ledernes biografier. Og så kan internetbrugerne indsende deres beskeder og kommentarer - som selvfølgelig bliver gennemtjekket af webmasteren.

Navnet på hjemmesiden er Shijin Babao fan. Direkte oversat betyder det 'assorterede otte kostbarheder risengrød' - hvilket jo unægteligt lyder som en kinesisk mad-ret, men navnets baggrund er en helt anden: Internetfirmaer kontrollerer fanatisk deres internetsider for referencer til Wen Jiabao og Hu Jintao. Det kunne jo være, de indeholdt uacceptabel kritik. Så for at være på den sikre side og undgå myndighedernes vrede sletter de ofte sider med ledernes navne.

Opfindsomme internetbrugere har derfor fundet på alternative navne. Og her kommer Shijin Babao ind i billedet. Udtrykket indeholder skrifttegn fra de to lederes navne og har længe været betegnelsen, kineserne har brugt på internettet for at undgå internetcensur. Men nu er udtrykket altså kommet op fra undergrunden og bruges officielt.

Bror Hu og Baobao

Internethysteriet, der omgiver 'Bror Hu' og 'Baobao', som er præsidentens og premierministerens kælenavne, tog fart efter jordskælvet i Sichuan i maj, hvor de to blev portrætteret som bekymrede statsledere, der effektivt tog hånd om redningsarbejdet. Og populariteten nåede nye højder under Beijings succesfulde OL.

I maj dukkede Wen Jiabao op på Facebook. I slutningen af juni chattede Hu Jintao for første gang med folket - en seance, der varede fire minutter.

Og i mellemtiden har flere oprettet uautoriserede fanklubber på internettet. Men med den nyoprettede hjemmeside modtager hver fan et elektronisk certifikat, som de kan printe ud. Det har de bl.a. modtaget ved at betegne Hu som "udviklingens lokomotiv" og "nationens lykke". Og premierminister Jiabao som "embedsmænds forbillede" og "folkets håb".

Kolossale spændinger

Partiets opdyrkning af de to lederes profiler er led i et forsøg på at sikre sig folkets hengivenhed. For godt nok har bl.a. OL styrket deres popularitet, men de kæmper stadig med at kontrollere et samfund med kolossale spændinger. Men så længe topledelsen i Beijing føres op på en piedestal, og skylden for landets problemer skydes på lokale kadrer, så vil kineserne ikke ønske sig et andet politisk system - for hvem vil fjerne de to personer, som man ser som nationens redning?

Det er naturligvis ikke en personkult, som er nået op på de samme ødelæggende højder som under Kulturrevolutionen. Men udviklingen lader alligevel til at give kuldegysninger til dem, der husker Kinas fortid og den personkult, der omgav formand Mao.

Som reaktion på den nye fanside og de unges hyldest til lederne skriver en blogger:

"Er disse børn så naive? Husker de ikke rødgardisterne og Bedstefar Mao?"

Reaktionen kom prompte fra den unge generation:

"Vi er ikke rødgardister - dette er et udtryk for demokratisk fremskridt. Mao ville formentlig aldrig have ladet nogen kalde ham Maomao."

At befolkningen nu frit kan give lederne kælenavne, må dog falde ind under kategorien for relativt små demokratiske fremskridt. Men også Kinas Nyhedsbureau mener, at den personlige tone mellem folket og lederne, som fansiden lægger op til, er et tegn på politisk fremskridt og "viser det kinesiske samfund og den offentlige opinions øgede åbenhed".

Ingen kritik

Ikke uventet er de vrede ord og negative kommentarer, som er så normale i kinesiske chatrooms, fraværende på fansiden. Og derfor er professor Liu Deliang fra Beijings universitet for telekommunikation, skeptisk over for den nye webside.

Dens popularitet "betyder ikke så meget for mig, så længe indholdet stadig bliver kontrolleret nøje," siger han ifølge Hongkong-avisen South China Morning Post.

Han mener, at selv hvis andre hjemmesider følger i den nye fansides fodspor, er det usandsynligt, at de vil gøre andet end at hylde lederne.

"De ved, at der er en grænse, som de ikke kan overskride," siger han.

Fansiden på internettet: http://politics.people.com.cn/GB/8198/132796/index.html

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her