Læsetid: 4 min.

Europa sidder på en tikkende aldersbombe

Europæerne bliver ældre og ældre, og fødselsraten kan langtfra opveje dødsraten. Demografikrisen skaber ikke bare økonomiske problemer, men vil også medføre store sociale uligheder i fremtiden - både blandt unge og gamle
Europas befolkning bliver ældre og ældre på grund af det faldende fødselstal og den stigende levealder. Det betyder, at der pensionssystemerne i Europa i fremtiden i højere grad vil bliver baseret på forsikringsordninger, og dermed vil der opstå flere fattige pensionister

Europas befolkning bliver ældre og ældre på grund af det faldende fødselstal og den stigende levealder. Det betyder, at der pensionssystemerne i Europa i fremtiden i højere grad vil bliver baseret på forsikringsordninger, og dermed vil der opstå flere fattige pensionister

Mikkel Østergaard

29. september 2008

I dag er der i Europa fire personer, der er i arbejde, for hver pensionist. Om 52 år, altså i 2060, vil der kun være to arbejdende for hver pensionist.

Allerede fra 2015 vil der være flere europæere, der dør, end der fødes.

Det viser nye fremskrivninger fra EU's statistiske kontor, Eurostat, og de tegner et dystert billede for Europas fremtid.

"Om 10 år og de følgende 20 får vi store problemer, og hvordan de skal klares, står langtfra klart," siger Jørgen Mortensen, seniorforsker ved den europæiske tænketank Centre for European Policy Studies i Bruxelles med speciale i pensionssystemer og aldring.

Den eksplosive ældrebyrde betyder først og fremmest, at pensionsalderen skal op.

"Der er store forskelle fra land til land på, hvor langt man er kommet med pensionsreformerne. I Skandinavien har man for eksempel en relativ høj pensionsalder, men længere sydpå er der mange, der mener, det er en menneskeret at gå på pension, når man er 60, selv om levetiden er forøget," siger Jørgen Mortensen.

"Generelt kan man sige, at pensionsalderen i gennemsnit skal op på 65, og set med ekspertøjne ville det have været en kolossal fordel, hvis der var blevet sat en justeringsproces i gang i Europa for længe siden. Vi har talt om problemet siden midten af 1980'erne. Men politikere har svært ved at handle på basis af prognoser. De handler på basis af kriser," siger Jørgen Mortensen.

Store gab

Hvor store problemer, de enkelte lande kommer til at stå med, afhænger også af, hvordan man har valgt at skrue pensionssystemet sammen. Hvor meget af pensionen, der skal betales af det offentlige, og hvor meget der finansieres via private forsikringsordninger og pensionskasser. Men uanset hvilken model landene har valgt, vil der komme et øget pres på statskasserne.

"Hovedparten af det britiske pensionssystem er for eksempel privat organiseret på virksomheds- eller brancheniveau, men selv om man i begyndelsen mente, at det ville reducere de offentlige omkostninger, er det ikke tilfældet, for der er stadig en stor del, som ikke har fået opsparet en tilstrækkelig pension, fordi de ikke har haft livslang tilknytning til arbejdsmarkedet, og dem kan regeringen ikke bare overlade til deres egen skæbne," påpeger Jørgen Mortensen.

Gösta Esping-Andersen, der er professor på Pompeu Fabra Universitetet i Barcelona og rådgiver for internationale organisationer som OECD og EU's formandskab, når det gælder demografispørgsmål, siger, at det kan gå meget galt, hvis ens rettigheder som ældre, især på plejeområdet, afhænger af forsikringsordninger, som bliver mere og mere almindelige på europæisk plan.

"Forsikringsordninger skaber store gab i befolkningen med hensyn til dækningsgrad, når man bliver gammel. De, der har været mindst aktive på arbejdsmarkedet, vil let komme til at mangle dækning, samtidig med at de udgør en gruppe, som har en høj risiko for plejebehov", siger Gösta Es-ping-Andersen, der mener, at pensionsalderen af 'retfærdighedsgrunde' bør gradueres på grund af de store forskelle i forventet levetid.

"Dem med høje livsindkomster, såsom akademikere, lever i gennemsnit fire-fem år længere end manuelt arbejdende. Så de, der har haft højst livsindkomst, burde pensioneres senere end dem med en lavere livsindkomst."

Start hos babyerne

Men de sociale forskelle vil ikke bare slå igennem hos de ældre. De vil også ramme de yngre. For et aldrende samfund stiller større krav til en livslang dynamik og innovation hos den arbejdende befolkning. Man kan ikke bare forlade sig på, at innovationen skal komme fra de små ungdomsårgange. Den skal komme igennem hele ens arbejdsforløb, hvis samfundet skal opretholde sin konkurrenceevne.

"Det vil give nogle klare tabere og nogle klare vindere. Viden og kundskab kommer til at spille en stadig større rolle, så eliten, der forstår at lære hele livet igennem, vil distancere sig i langt højere grad, fra den gruppe, der ikke formår at følge med, end vi ser i dag" siger Jørgen Mortensen.

Og her spænder de private forsikringsordninger også ben for de mindre dygtige, for i og med at forsikringsordningerne forøger de faste lønomkostninger, bliver arbejdsløshedsrisikoen for de lavproduktive personer endnu større, end tilfældet er i dag. Og en dårlig arbejdskarriere vil betyde utilstrækkelige pensionsrettigheder senere i livet.

"Jeg prædiker hele tiden, at politikernes slogan bør være, at den bedste pensionsreform begynder med babyer. Dit livsforløb bestemmes meget af de tidligste år. Livslang læring fungerer fint for dem, der er stærke til at begynde med, men hvis det går galt fra starten, er det meget svært at rette op på senere," siger Gösta Esping-Andersen, der påpeger, at hvis man ser på sammensætningen af de unge mellem 15 og 20 år i Europa i dag, så er der 15 til 20 procent, det allerede er gået galt for.

"Vi har en alt for stor gruppe uden uddannelse og med meget lave kognitive evner. Den store gruppe bliver let dømt til et liv med lave lønninger og hyppig arbejdsløshed. De, der starter uden færdigheder, bliver en meget sårbar og samfundsmæssig dyr gruppe i alderdommen," siger Gösta Esping-Andersen.

Det skyldes også, at der er en meget stærk forbindelse mellem sundhed og uddannelse. Går det galt uddannelsesmæssigt, går det også let galt sundhedsmæssigt, så lavtuddannede vil få et dårligt livsforløb og komme til at koste samfundet dyrt i lægeregninger og pasningsordninger. For selvom man har et dårligt helbred, vil den stigende levealder alligevel betyde, at alle kommer til at leve længere og længere.

"Når vi ved, at det allerede er gået galt for så stor en del af de unge, kan vi bare projicere frem til deres pensionsalder i 2050 eller 2060. Der vil vi i Europa have en betydelig befolkningsandel - i nogle lande meget betydelig - som ingen ressourcer har. Det bliver dyrt og vil skabe et dualistisk samfund med store sociale uligheder," siger Gösta Esping-Andersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

>>Hvor store problemer, de enkelte lande kommer til at stå med, afhænger også af, hvordan man har valgt at skrue pensionssystemet sammen. Hvor meget af pensionen, der skal betales af det offentlige, og hvor meget der finansieres via private forsikringsordninger og pensionskasser<<

Dert lyder som om at den ene måde er problematisk og den anden ikke er. Hvorvidt det lugter af nyliberalisme eller ej afhænger selvfølgelig af, hvilken er den problematiske. Men altså - vi burde vel indledningsvis slå fast, at den reelle omkostning for at opretholde et bestemt serviceniveau er det samme, hvadenten det financieres på den ene eller den anden måde. Man kan med nogen ret sige, at hvis det offentlige skal betale det, er der grund til at forvente, at det bliver lidt dyrere, fordi det offentlige som regel er gearet efter at de ansatte skal have et rimeligt arbejdsliv, så det vil altså ikke være helt så effektivt dom det private. Det private på den anden side er måske nok effektivt, men det er på bekostning af de ansattes generelle velbefindende - og så selvfølgelig skal private firmaer have en profit - og helst så stor som de kan komme afsted med - det ender som regel med, at når først det har været privastiseret i nogen tid, og det ville være for dyrt at omlægge det til offentligt regi igen, ja så er det forholdsvist sikkert, at de kan komme afsted med at forringe serviceniveauet for at skrue profitten i vejret.

Og må man så lige minde om, at europa på et tidspunkt var ret civiliseret, i modsætning til USA, hvor alt ting er privatiseret, med mindre det er SÅ dårlig en forretning, at der ikke er andre muligheder end at have det offentlige køre det.
Endelig - for nu at tage hul på en anden del af problematikken - kunne man måske også bevæge sig bort fra den meget materialistiske forholden sig til døden, og igen gøre det accptabelt at dø af alderdom i stedet for at bruge helt så mange ressourcer på at tvinge alle til at leve så længe som overhovedet muligt, uanset såvel pekuniære som åndelige omkostninger - ja ofte fysiske også. Der er ingen der dør af alderdom længere. Min bedstefar døde da han var 90, han havde en del smerter, men dem kunne man uden tvivl have lindret uden større omkostninger, hvis det overhovedet var noget, han havde tænkt på, men han accepterede, at 90 var et godt tidspunkt at dø på, han gik faktisk og ventede på det. Det er ikke usandsynligt at i dag ville han være døet af kræft - det var sikkert hvad han havde - blot i dag ville man nok ha slæbt ham på hospitalet og så kunne han ellers ligge der fuld af slanger og have kemoterapismerter, i stedet for de smerter han nu altså havde i stedet, og dø i sterile omgivelser i stedet for at dø i ro og fred hjemme, som man burde.
Min far havde kræft sidst i 60'erne, of det kurerede de - det var der vel en del fornuft i, han var jo stadig et forholdsvist ungt menneske, og efter at have slidt i årevis skulle det vel også bare mangle at han ikke fik nogle år til at nyde pensionslivet, selv om fra en nyliberalistisk synsvinkel ville det selvfølgelig have været meget opportunt hvis han ikke var kommet over det, så han kun ville have trukket sin pension i nogle få år.
Endelig, så er den økonomiske synsvinkel på pensionsproblemerne wselvfølgelig uundgåelig, man kan ikke bare pludselig stå der og ikke kunne betale det hele, men så meget sagt, så er der liberalistiske synspunkter til grund for problematikken: Der er ressourcer nok til at tage vare på de ældre, men hvis først en stor del af ressourcerne skal diverteres til neoliberalistisk rovdrift på samfundet, og dernæst - resten skal være underlagt præmisser som GNP-vækst, og det skal være nødvendigt med øget forbrug af ting vi ikke nødvendigvis har brug for, og endelig, at vores samfund bevæger sig imod mere og mere sterilitet, hvor tet til sidst bliver utænkeligt, at folk tager sig af de ældre, som enten er deres eget ophav eller på anden måde er nære - ja så betyder alle disse faktorer, at der ikke er råd. Men pointen her er altså, at disse faktorer ikke er uundværlige, hvorimod i hvert fald efter undertegnedes mening, rimelig behandling af de ældre er.

jan henrik wegener

Det er jo ikke sikkert at "vi" ubetinget mener at dette overhovedet er en ting der skal "løses". Man - eller nogen af os - vil måske intet gøre ved detdre mener at det er det vigtigste problem, hvis Europas - eller jordens - befolkning daler. Skal vi slås om det?

Det er et sikkerhedspolitisk og økonomisk problem. Vi kommer ikke nødvendigvis til at slås om det, men der er en øget risiko for at vi kommer til at slås på grund af det.

Det er et falsk problem - der bliver færre og færre europide mennesker i verden, men flere og flere mennesker i verden som sådan - øvelsen gå så ud på, at få indvandrere fra den 3. verden til at forsørge og pleje "68'erne og post" i deres alderdom, nu hvor "68'erne og post" ikke selv gad at få børn, men dog fortsat kræver fuld service til det sidste.

Problemet i en dansk sammenhæng er så, at de hidtidige erfaringer med indvandring fra 3. lande viser, at dette er en nettoudgift for samfundet - det er det egentlige problem, der må findes en løsning på.

jan henrik wegener

Lars, der er ingen naturlove der bestemmer hvor mange børn mennesker i forskellige dele af verden får. næppe heller nogen naturlov. "Europæiske tilstande" kan udmærket snart blive verdensomspændende. Så kan vi diskutere fordele og ulemper, men migrationer er vist ingen patentløsning.

Fremskrivninger er ikke altid sikre forudsigelser.

Hvis det pludselig bliver "in" med 3 børn pr familie i Europa , så ser fremtiden anderledes ud i Europa..

I den 3.verden, hvor man p t forudser en stor befolkningstilkvækst, kan det gå ganske anderledes - jo mere levestandarden stiger, jo mindre behov har man for at få rigtig mange børn af hensyn til sin alderdoms-forsørgelse.
( Sådan er det da gået i Europa ?)

Iøvrigt, så er det vel ikke nogen skade til om vi blev en anelse færre mennesker her på jorden - og i Europa i særdeleshed - vi mangler efterhånden noget "plads" her i Europa. D v s , at vi næppe bør "importere" folk for at kompensere for en europæisk befolkningsnedgang - den økonomiske side klares ved at vi arbejder lidt længere inden vi går på pension.

Næe, der er ingen naturlov der bestemmer hvor mange børn mennesker i forskellige dele af verden får.

Det er som oftests menneskene selv.

3. verdenslande avler børn i et omfang som set også i en global sammenhæng er totalt uansvarlig, for ikke at tale om sammenhængen mellem hver enkelte families antal af børn og vedvarende fattigdom, er evident.

Så vidt jeg ved har nogle religioners svar på regulering ved hjælp at tilført viden m.m. resulteret i svarene, at dette område er en privat sag.Lige bortset fra at samme religioner altså forbyder piller, kondomer og i stedet mener det er guds vilje hvilket antal af børn hver familie får.

Hvordan UN stiller sig er jeg ikke helt klar over.

For med den respekt for bl.a. Islam, som er kommet i højsæde hos organisastionen, så er det vel tvivlsomt om der fra denne presses på for at stoppe denne voldsomme befolkningstilvækst som bl.a. kan ses foregå i de Arabisk/islamiske lande.

Herunder også hos EUs kommende Partnerlande, de arabisk/islamiske Middelhavslande, hvor man har en af verdens største tilvækster!

At samme lande ikke er i stand til at skaffe nok gode skolegange, uddannelser og senere jobs til deres store befolkninger vil blive eet af de problemer som EU også skal medvirke til at løse for dem - hvilket de forlængst er blevet lovet!

Hensigten er at EU skal overtage, hvis man kan sige det således, et x-antal millioner om året gennem en lang årrække.

De præcise tal kan jeg ikke her og nu erindre.

Desværre forholder det sig således, at disse mange kommende " Nye Europæere", som de kaldes af EU, for hovedpartens vedkommende ikke vil være i stand til at udfylde de jobs der måtte være.

Af den simple årsag at, deres skole- som uddannelsesmæssige bagage er for ringe.

Der er ikke andet for end at de oprindelige Europæere må holde ud til de vælter.

Og det viser sig jo så også, heldigvis, at langt de fleste ældre er fit for fight til de lægger sig og dør.

Jan,

Jo, det er der faktisk: Kina og et-barns-politiken, og naturlove findes der vel egentlig også, om ikke andet så i form af en øvre grænse for den menneskelige fertilitet, medgivet næppe helt relevant i denne forbindelse.

"Europæiske tilstande"

Jo, det er da en mulighed, men tendensen går ikke i den retning og i øvrigt vil det jo ikke afhjælpe de gamle ikke-reproducerende vesterlændinges behov for forsørgelse og pleje.

Iøvrigt er jeg enig i ukvalificerede indvandring, som hidtidige og fortsat har været tilfældet i Danmark, ikke er en løsning - tværtimod har vi fået en socioøkonomisk indvandrerbyrde i tilgift til ældrebyrden.

Vi bør enten sætte tæring efter næring (altså klare grundlæggende demografiske udfordringer ved egen avl og derfor et længere arbejdsliv), væsentligt forbedre vores evne til at udnytte de tilvandrede menneskelige ressourcer eller en restriktiv og selektiv indvandringspolitik - eller et sammenspil mellem de tre.

Problemet er at "græshoppegenerationen", den herskende generation, ikke vil hører tale om de væsentlige samfundsændringer som nødvendigvis vil indgå i alle løsningsmodellerne.

Robert,

Jeg mener verdens største udfordring er befolkningseksplosionen - så verdens tætteste befolkede kontinent; Europa mener jeg naturligvis også udmærket kunne tåle en befolkningsnedgang.

Inger Sundsvald

Jeg elsker personlige og selvoplevede indlæg: - Så her kommer et til:

Jeg venter spændt på hvor meget mindre folkepension bliver i forhold til min førtidspension, som jeg har fået i 2 år. Jeg tror jeg kan se resultatet i morgen. Men i dag blev jeg ringet op af en visitator, som meddeler mig, at jeg for fremtiden ikke kan få hjemmehjælp og gjort rent på mere end 40 m2 i min bolig. Og det skal fremover foregå i en halv time mindre hver 14. dag end sædvanligt.

Jeg tror nok, at jeg klarer mig med min friværdi, så jeg ikke behøver at forsumpe i skidt og møg. Men jeg er i den grad betænkelig ved nedskæringerne på ældreområdet for mennesker, som ikke er så heldigt stillet.

Nu kan vi jo godt bekymre os om befolkningstilvæksten i andre lande, og om indvandringens ulemper og økonomiske byrde (for ikke at tale om hvor meget de kommer til at belaste forureningen og miljøet i verden). - Men når vi i Danmark ikke har råd og vilje til at uddanne personale, betale dem en løn de kan leve af, og ganske enkelt afskriver ’de fremmede’ som en ressource for samfundet – så er vi vist selv ude om det.

Så længe kommunerne må skære ned på ’velfærd’, så længe pengemagt og skattelettelser er vejen frem for den nuværende regering og dens støtteparti, som bryster sig af at være den lille mands/kvindes beskytter – lige så længe vil det gå ned ad bakke for socialt udsatte.

Det er skammeligt for et land som Danmark, som bryster sig af, ’at få har for meget og færre for lidt’, at vi er endt i en suppedas, hvor kommunerne ikke må bruge de penge de har, og hvor inkompetente og grådige ledere i banker og virksomheder får lov til at styre for vildt.

Det mest deprimerende er, at der er så elendig skolegang og oplysning i samfundet, at den opvoksende generation ikke aner en brik om hvad der foregår. Generationerne før dem er i øvrigt heller ikke for kloge – de er sovset ind i, at ’enhver er sin egen lykkes smed’. – Men fortæl lige det til en folkepensionist, som hele livet har knoklet, og som nu må ’suge på lappen’.

jan henrik wegener

Jo, der er blevet lavere befolkningstilvækst, først og fremmest på grund af færre børn pr. voksen i løbet af de sidste tiår. I hver fald ifølge alle de artikler m.m. om emnet jeg har set (citeret især i dagspressen), baseret på statistisk materiale.
Ifølge en af dem var de nordiske lande en gang på 2000 tallet et blandt ganske få områder hvor fødselstallet pr. voksen steg.

Inger Sundsvald

Hold da op! Det var værre end jeg havde frygtet: 2823 kr. mindre udbetalt i folkepension end i førtidspension. Så nu må jeg klare mig med 7623 kr. om måneden til hus, varme, licens o.s.v., o.s.v.

Gad vide hvordan dagens folkepensionister klarer sig. De som ikke, med ét slag, er blevet så raske, at de kan bruge offentlig transport, må vist til at blive hjemme. Det kan vist kaldes social ulighed.

Kim Vibe:

"Det er et sikkerhedspolitisk og økonomisk problem. Vi kommer ikke nødvendigvis til at slås om det, men der er en øget risiko for at vi kommer til at slås på grund af det."

Hvis vi altså ikke er blevet for gamle til at slås...

Inger Sundsvald

Kim Vibe

Hvis du mener mig, så har jeg ikke engang overvejet, for ikke at sige haft mulighed for skattebegunstiget opsparing.

Mit sikkerhedsnet er mit hus, og jeg beklager mig ikke, for jeg er endnu ikke begyndt at bruge af friværdien.

Faktisk tænker jeg på dem, som ikke har været så begunstigede, at de kan tillade sig at tage en taxa til jul. Det er mennesker, som har knoklet i underbetalte job hele livet og betalt deres skat, som nu må sige farvel til rigtig mange ting, som er indlysende rettigheder for den skattebegunstigede overklasse.

Per,

Det er jo netop deri problemet ligger.

Inger,

Så var indlysende løsning vel at tage din og andre velbjærgedes folkepension og give den til dem, der virkelig har et behov.

Inger Sundsvald

Kim Vibe

Nu lyder det jo som om du kunne tænke dig en en generel omfordeling af aktiverne. Er det ikke kommunisme det blev kaldt i gamle dage? Og hvad kan du selv bidrage med, og hvad kan f.eks. Mærsk?

Inger,

Næ, jeg kunne bare godt tænke mig en velfærdsstat, der nøjedes med at give til dem, der har et reelt behov.

Hovedreglen må være, at borgeren skal forsørge sig selv fra vugge til grav. Hvis de ikke kan det, kan samfundet hjælpe, men det nuværende system, hvor folk med millionformuer kan hæve ved kasse 1 har jo nærmest udviklet sig til et kleptokrati.

Inger Sundsvald

Kim Vibe

Nu undrer det jo ikke mig, at du mener, at en for dig ukendt folkepensionist, en såkaldt velbjerget, som det er lykkedes at blive i sit gamle hus, skal gå forrest i omfordelingen af ressourcerne. Du har sikkert andre gode forslag.

’Kleptokratiet’ betegner i denne sammenhæng oligokratiet.

Åh ja. Det er jo så synd for pensionisterne.

Især de, der har millionformuer.

Næh, det er princippet. Du har penge til at forsørge dig selv. Så er det vel rimeligt, at du gør det, så længe du kan. Når pengene så løber ud, kan samfundet træde til.

Hvorfor skal postbude og syghjælpere betale til pensionister med millionformuer i friværdi? Eller til velstillede børnefamilier som min egen for den sags skyld.

Velfærdssamfundet hænger ikke sammen, og det kommer det aldrig til, når alle skal have del i kagen uden at have et reelt behov.