Læsetid: 2 min.

Flydrab på afghanere tredoblet

Flybomber dræber stadig flere civile afghanerne, viser ny rapport, der også fordømmer Talebans brug af civile om menneskelige skjold
Ifølge Human Rights Watch er antallet af civile, der mister livet som følge af flybombardementer i Afghanistan, er tredoblet det seneste år. Dette B-1B Lancer-fly fra det amerikanske luftvåben, der på billedet kaster klyngebomber, er blandt de flytyper, der er blevet anvendt i Afghanistan.

Ifølge Human Rights Watch er antallet af civile, der mister livet som følge af flybombardementer i Afghanistan, er tredoblet det seneste år. Dette B-1B Lancer-fly fra det amerikanske luftvåben, der på billedet kaster klyngebomber, er blandt de flytyper, der er blevet anvendt i Afghanistan.

Udland
9. september 2008

Selv om NATO har ændret sit operationsmønster i Afghanistan, koster krigen mod Taleban stadig flere civile ofre.

En ny rapport fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW) viser, at antallet af civile, der mister livet som følge af de udenlandske styrkers luftbombardementer, er tredoblet det seneste år. I 2006 blev 116 ud af 929 civile dræbt af flybomber, mens tallet i 2007 nåede op på 321 ud af i alt 1.633. Langt størstedelen af de civile tab i Afghanistan skyldes Taleban-angreb, konstaterer Human Rights Watch. Men organisationen understreger, at de mange dødsfald på grund af de undelandske styrkers brug af luftstøtte under kampene med Taleban i den grad underminerer befolkningens opbakning til den afghanske regering og til den internationale tilstedeværelse i landet.

Blandt de eksempler, som HRW fremhæver, er den fejlagtige bombning af et bryllupsselskab i Nagahar den 6. juli i år, hvor 47 bryllupsgæster blev dræbt, og bombningen af landsbyen Azizabad i Herat den 22. august, hvor op mod 90 civile mistede livet.

Rapporten "Troops in Contact" kritiserer desuden i skarpe veninger Talebans brug af civile som beskyttelse mod angreb fra udenlandske og afghanske regeringsstyrker.

HRW opfordrer desuden USA til at gøre sig større anstrengelser for at undgå civile tab og til at betale kompensation, når det alligevel sker.

Danske styrker

Herhjemme er forsvarsminister Søren Gade (V) netop blevet bedt om at besvare en række spørgsmål om de mange civile tab. Han skal blandt andet fortælle Folketinget, om de danske styrker i Afghanistan har været involveret i de to episoder, som HRW fremhæver.

Spørgsmålene er stillet af Frank Aaen fra Enhedslisten, der også vil vide, om den danske regering vil støtte præsident Karzais krav om en genforhandling af vilkårene for de udenlandske troppers tilstedeværelse i Afghanistan. Frank Aaen vil også vide, om Danmark vil kræve en stramning af de regler for magtanvendelse, som de NATO-ledede ISAF-styrker arbejder under. Enhedslisten beder også forsvarsministeren redegøre nærmere for det tilsyn, som de danske styrker har ført med to afghanske fanger, som i juni blev udleveret til de afghanske myndigheder, herunder hvordan de danske styker har sikret sig, at fangerne ikke er blevet tortureret eller mishandlet. Er de f.eks. blevet udspurgt uden de afghanske myndigheders tilstedeværelse, spørger Frank Aaen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her