Læsetid: 3 min.

Hvor går man hen, når det eneste, man kan, er at spekulere i værdipapirer?

Frygten og rædslen står malet i deres ansigter, og gråden sidder i halsen - en dag i Canary Wharf, Londons finanscentrum
Udland
1. oktober 2008
Frygten og rædslen står malet i deres ansigter, og gråden sidder i halsen - en dag i Canary Wharf, Londons finanscentrum

LONDON - Han er ubarberet. Hans manchetter er snavsede, men man kan se, at skjorten er dyr - sandsynligvis fra Bamford & Sons. Jakkesættet ligeså - håndsyet og fra Saville Row - gaden hvor de nyrige kan få skræddersyet deres habitter for sølle 30.000 kroner - og opad.

Han siger ikke noget - og vender sig bort, når nogen forsøger at tale med ham. Han har siddet der i to timer på samme stol og med den samme tomme kaffekop foran sig på Starbucks-caféen under Canary Wharf i Londons Docklands (Londons finanscentrum, red.)

Det er, som om de andre kender ham; og som om der blandt de andre kunder er en blanding af ærbødighed og skadefro i den måde, hvorpå de ignorerer den ensomme mand i den dyre habit.

Han minder om Sherman McCoy - hovedpersonen i Tom Wolfes 1980'er-roman Forfængelighedens bål. Den handlede om, hvordan en rig spekulant påkørte en farvet mand og blev forhadt af alle.

"Han arbejder i Goldmann Sachs. Eller også gjorde han det. Jeg tror, han er blevet fyret. Han plejer ikke at være sådan," siger servitricen.

Hun virker ikke deprimeret - nærmest skadefro:

"Der er mange af dem, der var virkelige røvh- Nå nej, det kan du vel ikke skrive - Kan du skrive røvhul i din avis?"

"De fik bonusser på flere hundredetusinde pund, og så giver de ikke drikkepenge - de er wankers," siger hun og spiller på ordene 'banker' - som betyder bankmand - og ordet 'wanker' der betyder noget i retning af pikspiller.

En anden af cafégæsterne, Kaspar, taler med tysk accent og er en af de mange udenlandske "spekulanter" - et ord han selv bruger - som arbejder i verdens største finanscentrum.

"Der er ikke mange, der har medlidenhed med os. Ja, Gud har vi da tjent penge - mange penge. Men folk glemmer, at vi tager vare på deres pensionsopsparinger og deres penge. Det er ikke retfærdigt, at vi nu bliver lagt for had," siger han.

Omsætningen på Londons børs er 20 procent højere end i New York, og hele 40 procent af alle Europas banktransaktioner foretages her i et område, der er mindre end Silkeborg, men hvor der arbejder - eller arbejdede - 300.000 bankfolk.

"Det tal skal nok revideres nedad," siger Kaspar.

Han ved ikke, hvad han skal gøre.

"Jeg er ikke sikker på, at jeg kan få understøttelse her. Det har jeg aldrig undersøgt. Måske tager jeg hjem. Men jeg er ikke glad for det. Jeg har ikke ringet så tit til min mor, som jeg burde," siger han.

Han lægger ét pund - cirka 10 kroner - i drikkepenge da han går. Om han er blevet fyret eller ej, fortæller han ikke noget om.

'Noget lort'

Jeg bliver i Canary Wharf i et par timer. Stemningen er surrealistisk, men også underligt fascinerende.

Nogle sidder stille med grå stenansigter og med gråden i halsen. Andre reagerer løssluppent - som om verden går under i morgen.

Det er, som om nogle føler det som en befrielse, at finansverdenen er brudt sammen. Det er ikke logisk.

Jeg møder Jesus på The Dockland Light Railway - toget, der fører til og fra finanscenteret syd for floden. Jesus er en spansktalende mand i slutningen af 20'erne.

"Esto es mierda," siger han til sig selv, eller sådan lyder det. Det betyder: 'Det er noget lort'.

Jeg spørger, om han er spanier.

"Nej, jeg er fra Argentina," siger han.

"Det er noget lort. Noget virkelig lort," siger han - nu på engelsk. "Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Hvor går man hen, når det eneste, man kan, er at spekulere i værdipapirer?" siger han med charmerende - lettere læspende - spansk accent.

"Det er det samme over hele verden. Dette er ikke noget særtilfælde. Men det er nok værre her," siger han.

"Hele denne by er bygget op om den finansielle sektor. Mere end tre millioner mennesker i London er direkte eller indirekte afhængige af bank- og forsikringssektoren. Hvad skal der blive af dem? Jeg har trods alt penge på kontoen," siger han.

Det er, som om han er blevet mildnet af vores samtale; som om han pludselig har fået sat tingene i perspektiv af vores snak.

"Hasta luego" - siger jeg på feriespansk, da han går ud af toget. "Vaya con Dios" - 'gå med Gud' - svarer Jesus og forsvinder i mængden af habitklædte forretningsfolk.

For mange af dem er det den sidste arbejdsdag. Den elektroniske vægavis fortæller, at 400 har mistet deres job i finanssektoren tidligere på dagen. Aktierne er samtidig faldet med 18 procent. Esto es mierda!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"..Hvor går man hen, når det eneste, man kan, er at spekulere i værdipapirer?.."

Med fare for at lyde skadefro:

Du går hen på det nærmest liggende pljehjem og spørger om de har brug for en der kan tage sig af brugernes morgentoilette...

Måske møder du din tidligere bankbestyrer - sådan en kan nemmelig også blive dement og forladt af familien.

Thomas Ciborowski

"..Hvor går man hen, når det eneste, man kan, er at spekulere i værdipapirer?.."

Man gør som resten af virkelighedens mennesker får et skod job der betaler regningerne indtil man finder noget bedre.

Skadefro ? Ehm spekulanter er vist ikke nogen gave til finansmarked er de ?

Det svare lidt til Nazisterne som står i Nurnberg og ikke kan forstå hvorfor alle hader dem og at det er uretfærdigt.

Nu kan de endelig komme i nærkontakt med det samfund de lever i. Se hvad skatten går til, og hvor lidt man egentlig kan leve for.

"Der er ikke mange, der har medlidenhed med os. Ja, Gud har vi da tjent penge - mange penge. Men folk glemmer, at vi tager vare på deres pensionsopsparinger og deres penge. Det er ikke retfærdigt, at vi nu bliver lagt for had."

Åh, lille pus dog.

"Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Hvor går man hen, når det eneste, man kan, er at spekulere i værdipapirer?"

Mon ikke der skulle være råd til at tage en regulær uddannelse?

Inger Sundsvald

!Men folk glemmer, at vi tager vare på deres pensionsopsparinger og deres penge"

Og se bare hvordan det er gået med dét!

En regulær jobtræning indenfor et andet regi, vil måske hjælpe.

Jeg skal huske jer på at krisen aldeles ikke er de ansatte i bankernes skyld, hverken dem som er blevet fyret, er på vej til at blive fyret eller beholder deres job. De er altså ansatte ligesom du og jeg; og ja, de får en høj løn. Ogfor hvad? For at foretage investeringer så vor pensionsopsparing kan stige med endnu et par få hundrede pund.

Bonusserne til de bankansatte (hvor det er jo basalt det de er) er vel givet som aktieoptioner, kunne jeg tænke mig, hvilket betyder at de ansattes aktieoptioner intet er værd i dag. [Det interessante er at økonomisk fattige mennesker giver mere til andre - siges det...].

Som jeg ser det er det bestemt ikke de ansatte, der skal lægges for had eller kritiseres dybt og længe; snarere er det de direktører i bankerne som troede (for længe) på at man kunne sælge (alt for meget) varm luft. Mange banker har jo investeret dybt i økonomisk meget tvivlsomme forretninger, spekuleret meget, og sikkert mest i, at ejendoms-priserne ville fortsætte med at stige. Det er det jeg kalder varm luft.

Disse dispositioner har de bank-ansatte i den finansielle sektor i London, herhjemme eller andre steder altså ingen del i - når der skulle besluttes; alene direktørerne har ansvaret.

Marianne Fischer

Et tænkt eksempel: Professor X fra et institut på KUA - en rigtig humanist og ekspert i hvad det vil sige at være en civiliseret og ansvarlig samfundsborger - får den ide, at han vil have oprette sit eget lille forskningscenter. Han arbejder i adskillige uger på ansøgningen til fond A for at få bevilget de millioner, der skal til. Kort før han sender ansøgningen, finder han ud af, at hans kollega Professor Y fra et beslægtet institut har fået samme ide og er ved at skrive en lignende ansøgning til samme fond. Professor X kan godt regne ud, at det måske vil lykkes for en af dem, men ikke for dem begge.

Og nu er lige den detalje, at X godt er klar over, at Professor Y er en en tand bedre end han selv er. Betyder det, at han trækker ansøgningen om at få tildelt et par millioner tilbage? Betyder det, at han omgås objektivt og ansvarligt med midlerne? Selvfølgelig ikke. Han kæmper for at vinde og hvis det lykkes, så er det selvfølgelig velfortjent, at det blev ham og ikke prof.Y, der fik tildelt .... penge som laboranten, kassedamen, ingeniøren, samlebåndsarbejderen har arbejdet i mange, mange timer på at skrabe sammen. Penge som ellers kunne være brugt på at hjælpe nødlidende.

Hvis dette tænkte eksempel er realistisk - og det tror jeg det er - så betyder det, at selv eksperterne i det at være et socialt væsen, ædelmodige og dannede borgere, moralens vogtere ikke er i stand til at tænke uden om deres egen prestige. Hvordan kan man så forvente af bankfolk, at de skal kunne?

touché Fischer...mine komplimenter.

Overhovedet ikke, Nils Brakchi, det er Marianne Fischers meningsfæller, der har påført universiteterne systemer, hvor forskerne skal konkurrere om midler, på trods af deres ansættelse! I gamle dage var det noget, man gjorde for den løn, man fik hver måned.