MANCHESTER - Han skulle holde sit livs tale, skrev avisen The Guardian om den britiske premierminister, Gordon Browns, tale til Labours kongres i går.
Det gjorde han ikke.
Browns tale til kongressen i Manchester fik dog en relativ blid medfart i massemedierne - men blandt de delegerede på kongressen er det en udbredt opfattelse, at der var "for lidt og for sent" - som det bliver udtrykt af BBC's politiske korrespondent Nick Robinson.
"Brown skulle holde en brandtale. Det gjorde han ikke. Det var ikke hans livs bedste tale. Det var heller ikke den værste, men den var ikke god nok til topkarakter. Og det var det, som var krævet af ham," siger Robinson.
Gordon Brown leverede i sin tale et skarpt personligt angreb på den konservative partileder, David Cameron.
"Mine børn er ikke medieobjekter, de er mennesker," sagde Brown med slet skjult henvisning til David Camron, der har opstillet et web-kamera (det såkaldte web-cameron) i sit køkken, så man kan se hans tre små børn.
Brown gjorde flere gange opmærksom på, at han - i modsætning til kostskoledrengen David Cameron - kommer fra små kår, og at hans forældre måtte sætte tæring efter næring.
"Jeg er en mand ligesom jer. Jeg har opnået det hele ved hårdt slid," sagde Brown - igen med slet skjult henvisning til David Cameron.
Hvorvidt den personlige stil og angrebene på Cameron er den rigtige strategi, er professor Vernon Bogdanor fra Oxford Univeristy ikke sikker på.
"Det var en meget personlig tale. Men jeg er ikke sikker på, at Brown gjorde klogt i at være så personlig. Det er ikke noget, der passer til hans stil," siger han.
"Browns force er, at han er en seriøs og kompetent politiker, der kan sætte sig ud over det personlige. Han siger, at han - qua sin erfaring - er manden, der kan få Storbritannien ud af krisen, men det harmonerer ikke med personangreb," vurderer Bogdanor.
'For amerikansk'
Gordon Brown blev introduceret af sin kone - den tidligere reklamekonsulent Sarah Brown - da han skulle indtage talerstolen.
"Jeg er stolt af at være gift med en mand, der er ægte," sagde fru Brown.
Der var generelt ikke begejstring at spore over dette indslag, som flere kongresdeltagere betegnede som "for amerikansk".
"Det er svært for ham at kritisere Cameron for at være en smart reklamemand og for at være uden substans, når han selv forfalder til tricks, som vi ellers kun kender fra amerikanske valgkampe," siger Peter Riddell fra avisen the Times.
"Hvis Brown ønsker at distancere sig fra Cameron ved at være traditionel og ved at rase imod spin og moderne kampagneteknik, er det problematisk, at han selv bruger de samme tricks og metoder," vurderer professor Vernon Bogdanor.
Han peger også på, at Browns forslag til en løsning på den økonomiske krise kan slå skår af hans image og ry som en troværdig økonomisk politiker.
"Brown har altid lagt vægt på, at han er en fiskal-konservativ. Det er i harmoni med hans lidt bedemandsagtige image og hans opvækst i et pietistisk skotsk præstehjem. Men nu vil han låne penge for at komme ud af krisen. Det er det, han tidligere har kaldt overbudspolitik," siger Bogdanor.
Han mener, at den strategi kan få økonomiske følger. Større låntagning skaber højere rente - og det vil føre til en dæmpning af den økonomiske vækst. "Det er ikke noget, man vinder valg på," konstaterer Bogdanor.
Oprør
Før talen vurderede mange, at Brown ville blive offer for et kup fra sin parlamentsgruppe.
"Det er ikke længere sandsynligt," vurderer Adrian Blau, valgforsker fra det lokale Manchester University. "Det vil kræve, at 20 procent af parlamentsmedlemmerne opstiller en modkandidat. Ellers er formanden ikke sikker. Men efter denne tale er det svært at se, hvem der tør stille op mod Brown. Talen var ikke dårlig nok til at skade ham, men ej heller god nok til at redde ham", siger Adrian Blau.
"Udenrigsminister David Miliband - der af nogle var udset til at afløse Brown - holdt det, mange oplevede som en uinspireret tale i mandags. Han har ikke star quality, og han nyder ikke opbakning i partiet. Der er ingen seriøse modkandidater til Brown for nærværende," vurderer Blau.
Resultatet er, at Labour efter al sandsynlighed er dømt til at tabe næste valg. Partiet står i seneste meningsmåling til 24 procent af stemmerne. Det dårligste resultat nogensinde. Det konservative oppositionsparti er med 52 procents opbakning stærkere end på noget tidspunkt siden 1988. Browns tale vil ikke løse Labours problemer - men den vil næppe heller gøre den værre.
Den første prøve på, om talen var en succes eller ej, kommer om få uger, når der afholdes suppleringsvalg i Glenrothes i Skotland. Taber Labour dette, er Brown for alvor i krise. Ikke før.