Læsetid: 3 min.

Haider er tilbage - nævn blot ikke krigen

Den østrigste højreleder står i spidsen for et nyt parti og mener, at hans gamle nazisympatier er glemt - de giftige holdninger til indvandrere har han dog ikke aflagt
27. september 2008

Jörg Haider, den højreorienterede politiker, som for små ti år siden gjorde Østrig til lidt af en international paria på grund af sit positive syn på Nazityskland, sigter mod overraskende politisk comeback. Da hans parti var en del af Østrigs koalitionsregering i 1999, betegnede den provoglade populist en gruppe SS-veteraner som "mænd af ære" og roste Hitlers beskæftigelsespolitik. Resultatet blev EU-sanktioner mod Østrig.

58-årige Haider har været ude af landspolitik siden da, men ved parlamentsvalget i morgen håber han at vende tilbage med et resultat, der kan gøre ham til tungen på vægtskålen. I en samtale med Independent, der foregår i hovedkvarteret for hans nye parti, Fremtidens Alliance, siger Herr Haider: "Jeg ønsker at stille op til embedet som Østrigs kansler. Jeg er overbevist om, at jeg kan tilbyde et alternativ til de vælgere, der har fået nok af storkoalitionens svigt."

Østrigs storkoalition, der består af Det Konservative Folkeparti og Socialdemokraterne, faldt i juli fra hinanden efter måneders magtkampe. Ingen af de to partier ønsker at danne en ny alliance.

De seneste meningsmålinger tyder på, at de to partier hver kun får kun omkring 25 procent af stemmerne, og at yderligere 25 procent vil gå til Østrigs populistiske højrefløjblok, som består af Frihedspartiet og Haiders Alliance.

Hr. Haider satser på, at en sådan konstellation vil gøre den højreekstremistiske blok til potentiel kongemager. Han erklærer også, at han er åben over for tanken om at danne en koalition med et af de to største partier.

Kritikken glemt

Hans ros til Hitlers beskæftigelsespolitik og deltagelse i træf for Alte Kameraden fra SS fremkaldte omfattende international kritik. Haider siger, at denne episode er glemt. Wien er plastret til med valgplakater af den permanent solariebrunede Haider. Han ses både i elegante jakkesæt og bondekostumer - det sidste som en åbenlys appel til Østrigs bjergbønder og landbefolkning.

"Lad os rulle vore ærmer op og komme i gang med arbejdet," lyder et af slagordene.

Her på sit partikontor er Haider iført hvid læderjakke og stramme bukser. Han insisterer på, at hans fravær fra den nationale politiske scene har gjort ham mere moden og ansvarlig og forklarer så:

"Østrig var havnet i en blindgyde med storkoalitionen. Jeg vil føre Østrig tilbage i spidsen".

Haiders konfrontationslinje over for EU synes også at være fortid. I modsætning til hans rivaler i det højreorienterede Frihedsparti, der vil have Østrig ud af EU, ønsker han, at landet bliver som "kritisk medlem". Hans nye Europa-entusiasme kan have noget at gøre med det faktum, at Østrig har høstet store fordele ved EU-medlemskabet. Men trods sin nye 'ansvarlige' retorik, holder Kärntens stærke mand fast i de gammelkendte ekstreme synspunkter om indvandrere.

Vil rydde op

Under valgkampen har Haiders Alliance således gennemført en kontroversiel kampagne i den sydlige del af byen Graz, omfattende en stor plakat af en tiggende indvandrerkvinde, der i snavset tøj sidder på hug i centrum af Graz. Det ledsagende slagord minder vælgerne om, at hr. Haiders parti ønsker at "rydde op i Graz". Haider forsvarer sig med, at Sarkozy, Frankrigs præsident og nuværende EU-formand, i sin tid anvendte lignende billedsprog efter urolighederne i Paris (Sarkozy talte om, at "trykspule rakkerpakket", red).

Ironisk nok er den største trussel mod Haiders politiske genopstandelse det ligeledes højrepopulistiske Frihedsparti, som Haider forlod i 2005 efter en splittelse, hvor han tog alle partiets parlamentsmedlemmer med sig.

Meningsmålinger tyder på, at de fleste højreorienterede stemmer vil gå til Frihedspartiet under ledelse af hr. Haiders gamle protegé, Heinz-Christian Strache. Også Strache har kørt en giftig udlændingefjendsk kampagne med slagord som "Sæt asylsvindlerne på et hjemadgående fly".

Haider og Strache siges i dag at nære et indædt gensidigt had. Alligevel har Haider tilkendegivet, at han kan blive nødt til at arbejde sammen med sin ærkefjende, hvis han ønsker at smage den politiske magt.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu