Læsetid 4 min.

Irans militær anerkender homoseksuelle

Selv om Iran betragter homoseksualitet som en forbrydelse, der skal straffes med dødsstraf, bliver nogle homoseksuelle mænd alligevel officielt fritaget fra deres militærtjeneste
Selv om Iran betragter homoseksualitet som en forbrydelse, der skal straffes med dødsstraf, bliver nogle homoseksuelle mænd alligevel officielt fritaget fra deres militærtjeneste
1. september 2008

Mazdak kommer en halv time for sent til vores aftale. Det gør dog ikke så meget. Drinksene på den fine café, som han har valgt at mødes på, er gode i sommervarmen. Når han endelig kommer, har han taget en ven med, som viser sig at være hans forlovede.

De har begge kort stylet hår, plukkede øjenbryn og er moderne i tøjet uden dog at skille sig ud fra mængden. Om håndledet har Mazdak et gummiarmbånd på med regnbuefarver. Han er 24 år, homoseksuel og er lige blevet fritaget for militærtjeneste i Den Islamiske Republik
Iran.

»Jeg bliver vel indirekte accepteret, men som en psykisk syg person eller handicappet. Jeg er stemplet for at have en psykisk lidelse, og ikke for bare at være homoseksuel. ’Sygdommen’ er en såkaldt kønslig afvigelse, og den har sin egen kode i systemet og på mit militærfritagelseskort,« fortæller Mazdak.

Homoseksualitet anses officielt som en forbrydelse, der ifølge den iranske lovgivning skal straffes med dødsstraf. Mens Mazdak taler kører der på den indre tv-skærm billeder af de to homoseksuelle
mænd, der for tre år siden blev henrettet for deres seksualitet. Så hvordan kunne Mazdak ved at afsløre, at han var homoseksuel slippe
for militærtjeneste, når styret anser det for en forbrydelse?

»Jeg ved egentligt heller ikke selv, hvordan det fungerer, men jeg vidste at flere andre homoseksuelle var sluppet for militærtjeneste. Det vigtigste for mig var bare at slippefor ca. 18 måneders militærhelvede. Indtil nu har jeg haft forbud mod at rejse
ud af landet på grund af manglende militærtjeneste,« siger Mazdak, der med et smil tilføjer, at han derfor snart skal en tur til Tyrkiet.

Samtalen

Mazdak vidste godt, at han først skulle igennem en række
samtaler med spørgsmål om køn, familiære relationer, sex, følelser osv. Det foregik hos tre psykiatere med speciale i seksuelle forstyrrelser.

»Jeg erklærede ærligt, at jeg er homoseksuel og jeg fortalte endda, at jeg var seksuelt aktiv. Efter nogle samtaler gav psykiaterne mig et bevis på, at jeg var homoseksuel – der står noget med, at ’denne
person er et klassisk tilfælde med seksuel interesse for
det samme køn’ – og henviste mig til militærhospitalets
psykiatriske afdeling. De tre lægers arbejde virker til at
være helt accepteret af regimet. Men det er i en gråzone, og hele processen var nervepirrende, for det er ikke officielt og alligevel er det jo officielt.

»Jeg var vildt nervøs,«fortæller Mazdak.

Civiliserede

– Hvordan behandlede de dig hos psykiaterne og på militærhospitalet?

»De var faktisk meget civiliserede omkring det og professionelle.«

– Hvordan kendte du til andre homoseksuelle, der var blevet fritaget?

»Via chatten og venner havde jeg snakket med andre homoseksuelle, som var blevet fritaget for militærtjeneste. Det kan slet ikke siges
nok gange, at internettet har gjort os overlykkelige, specielt
for os homoseksuelle er det et vidunder. Vi kan finde sammen, vi kan få svar på spørgsmål, og vi har kontakt med det internationale homoseksuelle miljø som også kæmper for vores rettigheder.«

Mazdak har ikke fortalt sin famile, at hans forlovede er en mand.

»De ved det sikkert godt, men det er aldrig noget, vi snakker om. Min forlovedes forældre ved dog godt, at han er homoseksuel, men de
accepterer ham ikke rigtigt. Vi må for eksempel ikke være hjemme hos dem, og de forsøger konstant at overbevise ham om, at han synder. Det er ikke kun regimet, men også helt almindelige mennesker på gaden, der er konservative med hensyn til seksualitet,« siger Mazdak.

– Hvordan møder homoseksuelle hinanden i Iran?

»Vi mødes på internettet eller igennem venner. Der er også en park, Parke Danshjou, som i hele Tehran og næsten i hele landet er kendt for de homoseksuelles mødested. Et andet mere ungt og sikkert sted er i fastfoodkæden BOOF i Jame Jam indkøbscentret, tirsdag aftener. For lesbiske siges det at være under Karim khan broen i Tehran, men jeg ved det ikke. Jeg kender ikke nogen lesbiske,« siger Mazdak.

Chikane

Trods de nye vinde fra militæret frygter Mazdak dog stadig chikane fra regimets side.

»Vi går jo hverken rundt og kysser offentligt eller holder i hånd. Man kan aldrig vide sig sikker, og vi bærer da også konstant rundt på en hemmelighed. Selv om vi har taget springet ud af skabet over for de nærmeste venner, kommer vi vist aldrig helt ud af skabet på grund af frygt,« siger Mazdak, der understreger at heteroseksuelle også bliver chikaneret af politiet i Iran.

»Vi har bare oven i de generelle gener fra politiet, heller ikke hverken udsigt til at kunne blive gift eller få børn. Det er dog et stort ønske for mig i fremtiden at få børn,« fortæller Mazdak. Mazdak er dog ikke rigtig bange for at hans åbenhed kan give ham alvorlige problemer med myndighederne.

»Men man kan selvfølgelig aldrig vide sig helt sikker på noget som helst her i landet, men det virker som om udviklingen går i den rigtige retning. Jeg tror, at der som på mange andre områder i Iran, er store uoverensstemmelser imellem præsterne internt i regimet. Derfor er det jo også risikofyldt at blive taget for homoseksualitet, for du ved jo ikke hvilken dommer med hvilke holdninger, der skal afgøre din skæbne, « siger Mazdak.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu