Læsetid: 4 min.

John McCain spiller højt spil

Sarah Palins kontroversielle privatliv og ortodokse synspunkter giver republikanernes præsidentkandidat McCain hovedpine, men hans partis religiøse kernevælgere er begejstrede for vicepræsidentkandidaten
Glansen er så småt gået af vicepræsidentkandidat Sarah Palin og hendes familie efter de seneste dages afsløringer. Bagest fra venstre er det sønnen Track, Sarah Palin selv, hendes mand Todd og datteren Bristol. Forrest er det døtrene Willow og Piper.

Glansen er så småt gået af vicepræsidentkandidat Sarah Palin og hendes familie efter de seneste dages afsløringer. Bagest fra venstre er det sønnen Track, Sarah Palin selv, hendes mand Todd og datteren Bristol. Forrest er det døtrene Willow og Piper.

State of Alaska

Udland
3. september 2008

ST. PAUL, Minnesota - Som frivillig i det religiøse højres hær er der ingen grænser for, hvor langt hun vil gå for at få den rette politiker placeret i Det Hvide Hus.

Den konservative katolik Robin McKinney - mor til fire voksne børn - satte sig tidligt søndag i en bil i Ohio med tre midaldrende veninder og kørte i 12 timer til tvillingebyerne Minneapolis/St. Paul i Minnesota for at sælge McCain-mærker.

"Jeg gør det udelukkende for at støtte ham og Sarah Palin. Det er ikke for at tjene penge," forsikrer hun over morgenmaden på et hotel i byen Plymouth nordvest for Minneapolis.

McKinney og hundredvis af andre volontører vil arbejde fire dage fra morgen til aften i Minneapolis Convention Center, hvor værtskomitéen har arrangeret en udstilling om USA's glorværdige historie med titlen Civic Fest. Her kan man bl.a. få en videoguidet tur i Det Hvide Hus og besøge en replica af Det Ovale Kontor. Man kan læse en kopi af et originaleksemplar af USA's forfatning fra 1787, se porcelæn fra Det Hvide Hus og sætte sig ind i tidligere præsidenters limousinebiler. Gæsterne kan endda se en film om kæledyr holdt i Det Hvide Hus.

McKinneys ansigt stråler, når talen falder på McCains kvindelige makker, vicepræsidentkandidat Sarah Palin. "Ja, det er frygteligt, at hendes teenagedatter er gravid, men vi er jo alle sammen menneskelige. Det vigtige er, at de forsvarer de uskyldiges ret til at leve, og at datteren gifter sig og får barnet," pointerer McCain-volontøren.

Hun læser ikke aviser og ser heller ikke CNN.

"Min informationskilde er Fox TV (konservativ tv-station, red.). Det er den eneste afbalancerede tv-station," mener McKinney. "Og her til morgen sagde fire kommentatorer god for Palin. Hun er en pragtfuld mor. Jeg er helt enig med hende i, at teenagere ikke skal have timer med seksualundervisning i skolen og instrueres i prævention. De skal lære seksuel afholdenhed."

Langt synderegister

Men er hun da ikke nervøs over, at McCains vicepræsidentkandidat angiveligt kun ved ganske lidt om landspolitiske og udenrigspolitiske emner?

"Det er da ikke rigtigt. Hun har langt mere erfaring og større kompetence end Barack Obama. Han er noget tyndt sprøjt," svarer Robin McKinney med en snert af foragt og sarkasme.

John McCains valg af Alaska-guvernøren har i de sidste par dage ført en strøm af afsløringer med sig. Palins 17-årige datter er gravid. Palin fik angiveligt Alaskas sikkerhedsminister til at afskedige sin svoger - en politibetjent - der i forbindelse med en skilsmisse kæmpede for at få forældreretten til sine børn. Palin risikerer en reprimande og i værste fald et mistillidsvotum. Palins mand Todd blev anholdt for spritkørsel i 1987. Palin afviste at støtte sin svigermors kandidatur til den borgmesterpost i Wasilla, som hun selv måtte opgive efter sit valg til guvernørposten for halvandet år siden. Årsag? At svigermor støtter abort. I stedet bakkede hun op om en anden republikansk kandidat, som vandt embedet i byen, der har 8.000 indbyggere.

Familieliv kan være kompliceret. Det ved alle. Men Palin-slægtens generalieblad synes at være stort at sluge for amerikanske vælgere, der sætter pris på høje moralske standarder inden for hjemmets fire vægge. Det Republikanske Partis toneangivende fraktion - de evangeliske vælgere - ynder at bryste sig af deres familieværdier på partikongresser.

Ingen er perfekt

John McCains præstation på denne front er ikke ligefrem imponerende. Han var sin første kone utro med den rige Cindy Hensley fra Arizona og er berygtet i Senatet for at flirte med unge kvinder.

Det ved enhver konservativ religiøs vælger. Og derfor er de så begejstrede for Palin her på partikongressen. Hun repræsenterer deres ideologi og deres værdier. Fremfor alt er hun en stærk modstander af abort, også for incestofre og voldtagne kvinder. I modsætning til McCain mener hun ikke, at klimaforandringer er menneskeskabte - en holdning, som deles af mange evangeliske republikanere. Følgelig kan McCain regne med uforbeholden støtte til Palin fra partiets kernevælgere på partikongressen. Siden valget af hende i fredags har kampagnen modtaget 10 mio. dollar i bidrag, og det samlede resultat for august når rekordstore 50 mio. dollar.

"At være en kristen betyder ikke, at man er perfekt. Det betyder heller ikke, at ens børn er perfekte," siger James Dobson, grundlægger af den evangeliske organisation Focus on the Family.

"Medierne forsøger at udlægge denne sag, som om Palin er en moralsk hykler, men det eneste, sagen viser, er, at Palin og hendes familie blot er almindelige mennesker."

Demokratiske vælgere er knap så nemme at overbevise. De husker, hvordan guvernør George W. Bush op til primærvalget i 2000 i South Carolina så gennem fingre med, at anonyme religiøse grupper i telefonopkald og e-mails lod vælgere vide, at hans rival - John McCain - havde fået et 'farvet barn' uden for ægteskab. Barnet viste sig at være adopteret fra Sri Lanka, men den detalje blev udeladt af historien. Ledere fra det religiøse højre har aldrig taget afstand fra denne smædekampagne mod McCains person.

Indtil i sidste uge havde James Dobson endnu ikke taget stilling til, hvorvidt han ville stemme på McCain til præsidentvalget. Efter udpegningen af Sarah Palin erklærede han sin ubetingede støtte.

Uventet opbakning

McCain og Palin har fået opbakning fra en uventet kant. Mandag fordømte Obama mediernes snagen i Palin-familiens privatliv og sagde, at hans egen mor var 18, da hun fødte ham.

"Familiers privatliv og især kandidaters børn er forbudt terræn. Den slags bør ikke blandes med politik. Alle, der støtter mit kandidatur, bør forstå det," sagde den demokratiske kandidat.

I aften vil Palin få mulighed for at ride mediestormen af i sin tale til partikongressen i St. Paul.

McCain spillede højt spil, da han valgte denne ukendte guvernør til sin makker. Hvis hun ikke lever op til minimumkravene for en vicepræsidentkandidat, vil hans beslutning om at satse på hende utvivlsomt blive udlagt som mangel på dømmekraft. Det kan svække hans kandidatur betragteligt.

@Webhenvisning rubrik:information.dk

@Webhenvisning brød:Følg partikongressen på bloggen Amerikanske Perspektiver www.luftskibet.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Springborg

Kære Martin Burchharth.

Gør som dit store idol - fri os for det småborgerlige og moralistiske bavl om McCain og Palin. Det eneste, der på et personligt plan kan tale mod hende er sagen om ekssvogerens fyring. At hun støttede en politisk fælles frem sin svigermor taler til hendes fordel ligesom hendes støtte til den gravide datter er i overensstemmelse med hendes politik.

Jeg kan ikke fordrage hendes hoædninger, men hun og McBain skal bekæmpes politisk og ikke med småborgerlig bagtalen.

Derfor gider vi ikke læse artikler om kandidaternes privatliv. Det var det som forpestede Bill Clintons præsidenttid og måske også skyldes skribentens patologiske had til Clinton familien

Hvis vi ønsker sladder kan vi læse The New York Post og ikke en seriøs europæisk avis.

Vi ser frem til en dækning af det amerikanske præsidentvalg som handler om politik og ikke om sladder.

Politikeres familieliv er også i mine øjne uinteressant. Om man så skal dække igangværende rygter jounalistisk er noget af en gråzone, al den stund at der er mange der interesserede i at bruge den slags til at undergrave personers troværdighed. - Det kan jo faktisk få politisk betydning, Så jeg synes nok, at en jounalistisk dækning bør følge debatten uden selv at være den drivende i koblet.

Sarah Palin er imidlertid problematisk nok for McCain på helt egen hånd.

Frem for alt er hun et dybt besynderligt valg af den mand, som har gjort erfaring og sikkerhed til sin kampagnes omdrejningspunkt. Jeg har tjekket kommentarsider på amerikanske medier, og det er dette der optager folk.
Hvis McCain stryger i svinget under sin periode (hvilket der er en reel risiko for), bliver Palin øverskommanderende - uden anden erfaring af Washington. sikkerhedspolitik og udenrigspolitik end den hun når at samle op fra nu af. Er det et ansvarligt valg af McCain? Det er der mange konservative som stiller spørgsmåltegn ved. Det betyder helt objektivt set, att han får svært ved at spille sit indtil nu stærkeste kort mod Obama, og derfor forstår jeg simpelthen ikke hans valg.

Det er oplagt at han skulle prøve at finde en kvinde. Men han kunne jo godt have tænkt lidt længere over hvilken kvinde. Problemet for vælgerne er ikke i første omgang Palins person, ikke engang hendes holdninger, men derimod hvad valget af hende siger om McCain.

(Her hjemme kan vi være ret enige om, at hendes kristne konservatisme er horribel, men det er jo ikke os der skal stemme)

Må jeg iøvrigt anbefale Poul Høis dækning i Berlingeren: http://www.berlingske.dk/article/20080902/valgiusa/709020031/

- m.h.t. at forstå valget af Palin kan man selfølgelig tilføje, at trods alt må McCain og hans stab have overvejet flere navne, og set et afgørende potentiale hos Palin. Hvad det så er får vi en indikation på ved hendes første tale.

Men udenrigspolitik er det ikke, og kreationisme og abortmodstand er vel trods alt ikke tilstrækkelig platform. Så hvad mon hun kommer med? Noget om det traditionelle amerika uden for storbyerne? Obama beskyldes for at være elitær, Palin er antielitær, er det mon så enkelt? Og så kommer hun så langt ude fra, at hun ikke er belastet af Bush-regimet ... selvom hun deler deres politik.