Note
Læsetid: 3 min.

Jusjtjenko kaster Ukraine ud i endnu en politisk krise

Ukraines præsident Jusjtjenko truer med at opløse parlamentet og udskrive nyvalg. En ny lov vil nemlig indskrænke præsidentens beføjelser
Udland
4. september 2008

KIEV - På gaden i Kiev er det ikke til at se. Men Ukraine blev i går kastet ud i endnu en politisk krise. Regeringskoalitionen er kollapset og præsident Viktor Jusjtjenko truer med at udskrive nyvalg til parlamentet.

I forvejen er Ukraine internt splittet i forholdet til Rusland. Efter krigen i Georgien har præsident Jusjtjenko fordømt Rusland i stærke vendinger, mens premierminister Julia Timoshenko har anlagt en mere forsonlig linje.

Den direkte årsag til den seneste politiske destabilisering er en ny række lovforslag, der har til formål at indskrænke præsidentens beføjelser til fordel for regeringen.

"Det er et politisk og forfatningsmæssigt kup," sagde Viktor Jusjtjenko i en tv-transmitteret tale i går.

Tirsdag trådte præsidentens parti ud af regeringskoalitionen i protest mod lovforslagene, og nu vil præsidenten ved dekret opløse hele parlamentet, hvis ikke der bliver dannet en ny koalition inden for de næste 30 dage.

Den politiske krise falder sammen med, at USA's vicepræsident, Dick Cheney, i dag kommer til Ukraine. Her vil han formentligt støtte Jusjtjenkos kritik af Rusland og den provestlige linje.

Men premierminister Julia Timoshenko tager den med ro og vil forsætte regeringens arbejde uden præsidentens parti.

"Jeg er ked af, at præsidenten opfører sig uansvarligt," sagde hun i går.

Da den demokratiske orangerevolution for fire år siden væltede den prorussiske præsident Kuchma, stod Viktor Jusjtjenko og Julia Timoshenko sammen om at føre Ukraine i en mere vestlig, demokratisk retning. Men de seneste år har adskillige politiske kriser skilt dem ad.

Jusjtjenko svækket

Derfor maner de politiske kommentatorer i Ukraine også til besindighed.

"Der er ikke noget usædvanligt i denne situation," siger politisk analytiker Oleksey Melnyk, mens han afslappet læner sig tilbage i stolen på sit kontor hos tænketanken Razumkov. "Det er selvfølgelig en politisk krise, men det er for tidligt at sige, om det lykkes at danne en ny koalition. Under alle omstændigheder bliver der jo ikke udskrevet valg i morgen," siger han.

Hvis det alligevel skulle komme til valg, vil Jusjtjenkos parti miste endnu flere pladser i parlamentet, end det i forvejen tabte ved sidste valg. Præsidentens uforsonlige linje over for Rusland har gjort ham stærkt upopulær i store dele af Ukraine.

"Det mest sandsynlige er, at Jusjtjenko og Timoshenko indgår en midlertidig aftale, så ingen af dem mister den parlamentariske kontrol," vurderer Sergej Tolstov, der forsker i politiske forhold for tænketanken IMEMO.

Selv om præsident Jusjtjenko kan nægte at underskrive de nye love, der indskrænker hans beføjelser, kan et flertal på to tredjedele af parlamentet gennemtvinge lovene alligevel. Vel at mærke inden Jusjtjenko kan nå at opløse parlamentet. Derfor har præsidenten stor interesse i nå en aftale, vurderer Sergej Tolstov.

Ukraines politiske destabilitet har dog også rod i andet end forholdet til Rusland og de nye lovforslag. Til trods for at der først er præsidentvalg om halvandet år, er kapløbet allerede nu i fuld gang.

"Alle har travlt med at skrabe vælgere sammen forud for næste valg. Ingen tænker på at samle Ukraine på tværs af stridighederne," siger Oleksey Melnyk.

Ukraine er 'delt' i to lige store blokke, hvor den østlige del af landet orienterer sig mod Rusland, mens den vestlige del af landet med alle midler ønsker at gøre sig uafhængig af Rusland og i stedet vende sig mod EU og Vesten. Det er denne splittelse, der ifølge Oleksey Melnyk kun bliver forstærket af politikerne i deres kamp om vælgere.

Og derfor fortsætter livet på gaden i Kiev. Ukrainerne er vant til de politiske hundeslagsmål og kan ikke hidse sig op over præsidentens påstande om, at premierminister Timoshenko skulle have kuppet landet.

"Det er jo bare en permanent konflikt mellem præsidenten og regeringen," som mediejuristen Antonina Cherevko siger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her