Læsetid: 8 min.

Jyllands-Posten, Ronald Reagan og 'sandinist-diktaturet'

Når Jyllands-Posten skriver om det venstreorienterede sandiniststyre i Nicaragua, er tonen hård og direkte, hvorimod avisen mere er afdæmpet og udglattende, når det gælder Reagans Iran-Contra-skandale
Oberstløjtnant Oliver North (t.v.), da han i juli 1987 var indkaldt til høring i Kongressens Udenrigsudvalg, der forsøgte at få en tilbundsgående afdækning af Iran-contra-skandalen. Det var Ronald Reagans store krise, idet Oliver North var en del af staben i Reagans Nationale Sikkerhedsråd. North blev syndebuk for overførslen af omkring 30 mio. dollar i profit fra forbudt salg af våben til Iran - penge, der blev overført til de USA-støttede højreorienterede styrker i Nicaragua, der skulle nedkæmpe den socialistiske sandinistregering.

Oberstløjtnant Oliver North (t.v.), da han i juli 1987 var indkaldt til høring i Kongressens Udenrigsudvalg, der forsøgte at få en tilbundsgående afdækning af Iran-contra-skandalen. Det var Ronald Reagans store krise, idet Oliver North var en del af staben i Reagans Nationale Sikkerhedsråd. North blev syndebuk for overførslen af omkring 30 mio. dollar i profit fra forbudt salg af våben til Iran - penge, der blev overført til de USA-støttede højreorienterede styrker i Nicaragua, der skulle nedkæmpe den socialistiske sandinistregering.

6. september 2008

1984 er året, hvor den amerikanske præsident Ronald Reagan under en stemmeprøve før en radioudsendelse vælger at sige: "My fellow Americans, jeg er glad for at kunne fortælle jer, at jeg i dag har vedtaget en lov, der gør Rusland forbudt for evigt. Vi begynder at bombe om fem minutter." Uheldigvis sendes stemmeprøven ud over radioen. (hør lydklippet på www.youtube.com/watch?v=Zv13ZnkpWos)

Bag Reagans ufrivillige radiovittighed anes stormagtens klippefaste tro på, at hensigten helliger midlet. Hvis bare målet er godt nok, så kan alle metoder tages i brug, også selv om de er ulovlige eller strider mod folkeretten.

Det samme princip ligger også bag, når USA i februar blokerer den nicaraguanske havneby Corinto med miner for at destabilisere de venstreorienterede sandinister, der i 1979 har styrtet den USA-venlige diktator Anastasio Somoza. At Den Internationale Domstol i Haag senere i 1984 fordømmer mineblokaden, får ikke USA eller Reagan til at skifte kurs.

I juni forbyder den amerikanske kongres Reagan-regeringen at yde militær hjælp til contraerne som reaktion mod den folkeretsstridige minering. Et forbud, som Reagan-regeringen ikke agter at overholde, som vi snart skal vende tilbage til.

Senere i 1984 udgiver CIA en regulær håndbog i terror til oprørsstyrkerne i Nicaragua, de såkaldte contras, selv om netop Reagan har gjort fordømmelsen af terrorisme til et af sine slagnumre i sine første fire år som præsident. Detaljeret redegør CIA-håndbogen for, hvordan nicaraguanske embedsmænd, kan 'neutraliseres', som det nænsomt formuleres, lige som contraerne instrueres i, hvordan de kan udføre økonomisk sabotage.

Og endelig er 1984 året, hvor sandinisterne i november afholder det første demokratisk valg, siden Somoza-familien blev forjaget fra præsidentpaladset fem år tidligere. Valget holdes et år tidligere end planlagt i håb om, at sandinisterne vil genvinde lidt fodfæste oven på USAs enorme tryk mod det lille mellemamerikanske land.

'15.000 væbnede mænd'

CIA-håndbogen, der afsløres af det amerikanske nyhedsbureau AP, bliver første gang omtalt i Jyllands-Posten den 18. oktober 1984. Selv om formanden for efterretningskomitéen i Repræsentanternes Hus, Edward Boland, kalder håndbogen "frastødende" og "en katastrofe for amerikansk udenrigspolitik", er håndbogen med instruktioner om bl.a. politiske snigmord ikke et emne, som Jyllands-Posten føler trang til at behandle på lederplads.

Til gengæld er avisen på pletten i slutningen af oktober, da Reagan i et interview udtaler sin varme støtte til de "amerikanske frivillige", der kæmper mod sandiniststyret. Præsidenten mener, at "en sådan aktivitet er i overensstemmelse med 'gamle ærværdige traditioner'", og Reagan sammenligner anti-sandinisterne med de frivillige under den spanske borgerkrig, beretter Jyllands-Posten.

I starten af november sender Jyllands-Posten den erfarne udenrigsreporter Per Nyholm (med en fortid som udenrigspolitisk medarbejder ved Information. red.) til Nicaragua. En hård tone slås an allerede i hans første valgreportage, som bringes den 3. november 1984: 'Sandinisterne vil sejre som planlagt', lyder rubrikken, fordi "sandinistiske pøbelgrupper, folkedomstole og censur sikrer valgets udfald, men ikke den internationale anerkendelse sandinisterne er ude efter".

Per Nyholm vurderer værdien af sandinisternes kommende valgsejr som begrænset, fordi "et for et har de borgerlige partier trukket sig ud af valgkampen efterhånden som det gik op for dem, at revolutionen ikke ønsker, endsige tillader fri debat".

Et stort sandinistisk valgmøde med 75.000 deltagere omtales som "det politiske karneval", og han citerer borgerlige nicaraguanske politikere for, at "der er manipuleret med valget", fordi valgretsalderen er sat ned til 16 år, "hvilket giver FSNL (sandinisterne, red.) en kæmpemæssig fordel."

Sandinisterne har fængslet mindst 700 personer og i juli lukket den førende oppositionsavis La Prensa, og ifølge Per Nyholm forhindrer "censur af aviser, radio og fjernsyn" generelt en diskussion af nationens vigtigste problemer, bl.a . "økonomien, som ligger i ruiner".

"Mere end nogensinde er det tvivlsomt, om FSNL repræsenterer et flertal af Nicaraguas tre millioner indbyggere", men det er "næppe" en tanke, som "plager" revolutionslederne, skriver Per Nyholm, der langer ud efter sandinistlederne: De er "hårde mænd" og "ideologer, som ved, at de har ret".

Et andet emne, som de sandinistiske statskontrollerede medier forsømmer, er ifølge Jyllands-Postens korrespondent "borgerkrigen, der er fremkaldt af, at foreløbig 15.000 væbnede mænd har trukket sig tilbage til det sydvestlige Nicaragua og til bjergene ind mod Honduras for at bekæmpe sandiniststyret".

Men ikke et ord fra Per Nyholm om, hvad denne gruppe af 'bevæbnede mænd' monstro foretager sig.

Den snøvlende Ortega

Dagen efter følger Per Nyholm op med en artikel under rubrikken 'Valget uden spænding om udfaldet'. Ifølge Per Nyholm handler det mest af alt om sammensætningen af "sandinistfrontens politbureau, kaldet nationaldirektoratet.

Det har sine interne diskussioner, men offentliggør sine beslutninger enstemmigt i henhold til Lenins lære om den demokratiske centralisme."

To dage efter valget bringer Jyllands-Posten et portræt af sandinistlederen Daniel Ortega, der beskrives som en både snøvlende og forsigtig mand.

"Omkring Ortega er der intet hysteri og ingen magi, men ganske megen respekt for en lang, lidelsesfyldt indsats i den klassiske partisankarriere", fortæller Per Nyholm.

Den sandinistiske præsidentkandidat er "ekspert i byguerilla, den mest brutale og konspiratoriske form for partisankrig", og Per Nyholm tvivler derfor på, om Ortega "har mere end partisanens primitive forståelse af verden".

I endnu en artikel med rubrikken 'Valget baner vejen for et-partistaten' beskrives frafaldet af borgerlige partier som et "pinligt tilbageslag for sandinisterne, som udskrev valget i håb om at kunne legitimere deres regime efter fem års provisorisk styre". Ifølge Per Nyholm ved alle, at "tanken om et sandinistisk nederlag altid var illusorisk, og at Nicaragua vil fortsætte sin ubønhørlige udvikling henimod en marxistisk et-partistat."

Den følgende dag må Jyllands-Postens udsendte medgive, at "umiddelbart tyder intet på, at der direkte blev svindlet med valghandlingen eller stemmeoptællingen." Stemmedeltagelsen er på 82 procent, men "mange observatører peger på, at det har været let at skræmme de uerfarne vælgere. Sandinistiske aktivister, som nicaraguanerne ofte er bange for, indskærpede vælgerne, at kun den, der stemte for sandinisterne, udviste den rette patriotiske ånd i en situation, hvor antisandinistiske tropper kæmper ude i bjergene."

Tilsyneladende er det undgået Per Nyholms opmærksomhed, hvad Berlingske Tidende samme dag kan referere med et AP-telegram, nemlig at "på 14 valgsteder i landets nordlige del blev valghandlingen forstyrret af de antisandinistiske oprørere. En politibetjent blev dræbt under et mortérangreb i en bil med vagter, der skulle beskytte et valgsted."

Guerillaer i bjergene

Dagen efter kan Per Nyholm fortælle om en "overraskende konservativ fremgang" til de borgerlige partier i en reportage med rubrikken: 'Borgerlig styrke trods revolutionen'.

Hvordan det kan lade sig gøre, hvis valghandlingen har været så topdirigeret, som læserne hidtil har fået indpodet? Det bliver ikke uddybet nærmere.

Den følgende dag fortsætter Per Nyholm med reportagen 'Krigsophidselse i Managua' om styrets øgede frygt for en amerikansk invasion, fordi CIA mener at vide, at Sovjetunionen vil levere MIG-21 kampfly til Nicaragua.

Ifølge Per Nyholm er det bare et indstuderet show fra regimets side: "Krigsophidselsen i Managua synes at indeholde et kraftigt element af selvbedrag. Juntaen og dens sympatisører har talt så meget og så længe om USA's aggressive planer, at de er begyndt at tro på deres egen propaganda, som oprindeligt skulle skræmme nicaraguanerne om bag det sandinistiske magtapparat."

Per Nyholm har svært ved at "finde seriøse iagttagere i Managua, som tager strømmen af advarsler fra juntaen alvorligt".

Men som han tilføjer: "Andre siger, skræmmekampagnen muligvis kan have at gøre med, at antisandinistiske guerillaer" i de seneste uger er trængt frem gennem bjergene "til positioner i ubehagelig nærhed af Managua."

I den uges tid, Per Nyholm er udsendt til Nicaragua, bringer avisen ikke et ord fra hans side om, hvad de 'antisandinistiske guerillaer' laver.

I de følgende måneder kommer der flere og flere rapporter om contraerne. De beskyldes for mord, voldtægt, overfald og kidnapninger samt ødelæggelse af bøndernes afgrøder og for kun at angribe civile nicaraguanere.

Jyllands-Posten bruger dog helt andre ord til at beskrive contraerne, da avisen to år senere i efteråret 1986 skriver om Operation Dagsværk, hvor danske gymnasielever vil samle penge ind til Nicaragua.

I den anledning omtaler avisen på lederplads contraerne som "de mennesker, som ønsker at indføre demokrati i Nicaragua".

Det sker i en leder i Jyllands-Posten den 6. november 1986 under rubrikken 'Nødhjælp til et diktatur'.

Selv om de danske gymnasieelever samler ind til skolebyggeri, så er Jyllands-Posten overbevist om, at "det sandinistiske diktatur" vil tage "sig godt betalt for at veksle disse private donationer", hvorefter sandinisterne vil bruge pengene "til styrets undertrykkelse af anderledes tænkende".

'De store linjers mand'

To dage efter gymnasieelevernes dagsværk kommer de første rygter om et hemmeligt amerikansk våbensalg til præstestyret i Iran. Og dermed må Jyllands-Posten forholde sig til den største politiske skandale i Ronald Reagans præsidenttid, som snart døbes til 'Iran-Contra-gate'. Kort fortalt sælger USA bl.a. amerikanske anti-kampvogns-missiler til Iran, der er i krig med Irak. USA håber at løskøbe amerikanske gidsler i Beirut, og samtidig kanaliseres overskuddet fra det hemmelige våbensalg via indviklede bankkonti videre til contraerne, som ikke kan få åben militær støtte fra USA på grund af forbuddet i den amerikanske kongres. Reagan-regeringen overtræder altså ikke bare kongressens forbud. Den amerikanske præsident overholder heller ikke sine egne formaninger om aldrig, aldrig at forhandle med terrorister.

Når Jyllands-Posten skal beskrive dette spegede spil, vælger avisen et behersket, næsten udglattende sprogbrug, som det ses i en leder den 15. november 1986 under rubrikken 'Kortsynet USA-politik'. Det amerikanske våbensalg og underhåndsforhandlinger med ayatollah-styret bidrager ikke til at styrke kampen mod terrorismen, "tværtimod", som lederskribenten sagtmodigt anfører.

I endnu en leder den 23. november 1986 noterer Jyllands-Posten, at Reagan "desværre" ikke er troværdig. Avisen er dog stadig overbevist om, at den amerikanske præsident "handlede i god tro", men "problemet er, at han handlede egenmægtigt og naivt".

Fem dage senere bringer avisen en tredje leder, der bl.a. forsøger at skitsere forskellen på Nixons Watergate-skandale og Reagan, som lederen roser som "Mr. America selv" og "de store linjers mand".

"I modsætning til Reagan løj præsident Richard Nixon hæmningsløst og handlede af magtbegær", skriver lederskribenten, der slutter af med et håbefuldt spørgsmål: "Den værste frygt er, at oprydningen i Det Hvide Hus kan blive indledningen til Reagans opløsning. Har han tid og kræfter til at genvinde sin autoritet?"

I foråret 1987 offentliggøres rapporten fra den undersøgelseskommission, Reagan har nedsat for at kulegrave det hemmelige våbensalg og pengeoverførslerne til contraerne.

I Jyllands-Postens leder den 1. marts 1987 skriver lederskribenten så for fjerde gang om Reagans "fejlgreb": Han "mistede overblikket" og forsømte "at få ordentlig besked" om pengetransaktionerne. "I det samlede billede fremstår præsident Reagan som en for ubekymret og troskyldig leder, der er blevet svigtet af sine nærmeste medarbejdere", hvorfor der "er blevet slået alvorlige skår i præsidentens troværdighed som statsmand".

I de fire ledere, Jyllands-Posten skriver om Iran-kontra-skandalen, forholder avisen sig kritisk, om end afdæmpet og behersket, til Reagan-regeringens underhåndsforhandlinger med præstestyret i Iran.

Derimod forholder avisen sig ikke til skandalens andet ben, de hemmelige og ulovlige pengeoverførsler til contraerne, som i Jyllands-Postens optik er frihedskæmpere, der ude i bjergene kæmper mod en marxistisk ét-partistat.

Serie

Seneste artikler

  • Fortidens synder - og nutidens

    17. november 2008
    Der var engang, hvor Danmarks to borgerlige aviser, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten, holdt med USA. Det var dengang hvor enhver kritik af den vestlige halvkugles supermagt automatisk blev udlagt som en forræderisk håndsrækning til Sovjet-diktaturet
  • 'Den normale kritiske sans er koblet helt fra'

    15. november 2008
    Koldkrigsprofessor Bent Jensen finder Informations nu afsluttede artikelserie om udenrigsdækningen i Jyllands-Posten og Berlingske 'nyttig og lærerig'. Andre er knap så begejstrede ...
  • Løgnenes krige

    18. oktober 2008
    Berlingske Tidende og Jyllands-Posten støttede helhjertet, at USA gik ind i Vietnamkrigen i 1964. Senere viste det sig, at det skete på grundlag af en løgn. De to aviser støttede lige så helhjertet, at Danmark i 2003 gik i krig mod Irak sammen med USA. Også det skete på en løgn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Artiklen virker som et forsinket personopgør.

De højreorienterde aviser skrev pænt om Reagan og slemt om sandinisterne og de venstreorienterede skrev omvendt.

Jeg har altid haft svært ved at se op til politikere - de er menneskeligt set ikke noget særligt i forhold til alle andre.

Sandinisternes leder var på samme glidebane som Mao, Pol Pot, Castro, Mugabe m v - først befrier de folket for et elendigt styre, og så forråder de deres revolution og bliver selv værre end det værste. Reagan var for mig at se egentlig ikke dårlig - han var hvad USA havde brug for på den tid.

Det charmerende ved USA er, at de vasker deres snavsetøj i fuld offentlighed - i Europa sørger man de fleste steder for at feje tingene ind under gulvtæppet, når noget lugter af politisk skandale ( f eks er der ret mange eksempler ii Italien, Frankrig, Grækenland , Rusland, Belgien m v).

Henning Ristinge

Jeg synes Ulrik Dahlin, at du burde overveje at tage et skridt tilbage til 20 og 30ernes - her vil du finde borgerlige, endog endog fremtrædende folkevalgte konservative politikere og deres medietalerør forfægte det interessante synspunkt at Demokrati ikke dur, da det jo vil føre til socialdemokratisk styre, og dermed til - 'pøpelvælde '

Vejen til demokrati i Danmark har været en konstant kamp - først og fremmest mod magtfulde antidemokratiske kræfter på højrefløjen - men så sandelig også dele af den generelt ret svage men stærkt leninistisk-stalinistisk inspirerede 'venstrefløj' for hvem enhver form for demokrati og frihed for anderledes tænkende var - 'borgerligt demokrati'

Det er i perioden fra 1890 til 1945 - den virkelige kamp med reaktionære antidemokratiske stemmer på den yderste højrefløj - udkæmpes. Men jeg erkender at afdækkelsen er et stort arbejde, ikke mindst fordi tidligere skriverier om emnet er fovansket i flere tilfælde af folk med stalinistiske sympatier.

Niels Christensen

Dahlin, det virkelige problem med dækningen af Nicaragua var den mangel på objektivitet, der prægede såvel de borgerlige aviser, som Information.
Det er svært at sige noget posetivt om contra'erne ( og Reagan i den forbindelse), men omvendt så tilslørede eks. Informations dækning af situationen i Nicaragua at der var relle problemer, og at sandinisterne var/blev lige så korrupte og udemokratiske som det styre det afløste. Ja man undsyldte korruptionen, og de udemokratiske forhold, med at det var svært. Demokrati er ikke svært med mindre man ønsker at beholde magten.
Du reducerer det hele til en' på den ene side, på den anden side problematik. Prøv og kik Irak dækningen igennem de sidste år, og du vil se, en dækning, der har store problemer, for hvor er focus, når der ikke er nogen 'gode' at holde med.

Det var ikke bare konservative politikere, der sværmede for mirakelmagerne syd for grænsen, og som angreb om ikke ligefra demokratiet så i hvertfald parlamentarismen ... dengang. Venstrefolkene var godt med.

De borgerlige politikeres rolle før og især under krigen bør afdækkes ...

Henning Ristinge

Ja Per - det er jeg enig i, men venstre var dog blandt de partier der skabte det danske demokrati, men det er bestemt rigtigt at der var røre i den antidemokrtiske andedam også blandt dele af det gamle bondeparti. Årsagen var ganske enkelt den at man år for år så Socialdemokratiet vokse og ens eget parti svinde ind og der var så en del hysteri, selv de borgerlige begyndte at opfatte socialisme under en eller anden form som uomgængeligt. Det var derfor selv ultra højre-bevægelser begyndte at anvende begrebet 'socialisme'.

Christian de Coninck Lucas

George Herbert Walker Bush gled, som sædvanligt, udenom det hele, selvom han var dybt involveret i "The Enterprise", som hele Iran Contra "ringen" blev kaldt.
En simpel dribling for en karriere-løgner (det siger de i det mindste hos CIA) der endda fik resten af på teknikaliteter og benådniger. Endnu en imponerende "I was out of the Loop" til pressen selvom han og CIA have oprettet en hemmelig lufthavn i Mena Arkansas, hvor de smuglede kokain ind i landet.
Det er naturligvis helt urelateret at Bush-familien er så interesseret i frihandelsaftaler med Columbia.

Men til gengæld kan vi så glæde os over at mænd som John Poindexter kunne komme videre, og i dag sidde og styre et vidunderligt overvågningsprojekt ved navn Information Awareness Office hos Defense Advanced Research Project Agency; reelt dossier's på 300 millioner amerikanere oprettet sammen med det lyssky SAIC.

Og Oliver North? Ja han hygger sig den dag i dag er kommentator på Fox News. Kom ikke og sig at halen ikke logrer med hunden i Wahington og at de ikke har deres egen mafia.

http://en.wikipedia.org/wiki/Information_Awareness_Office

Hvis man er i tvivl om nazi-partiets placering på yderste højre flanke, behøver man blot at se på, hvem de bekrige og med hvilke argumenter. Det var jo den "internationale jødedom", "socialisterne", "kommunisterne".

Sammenlignet med Pinochet-diskussionen i en anden tråd er det da en trøst, at selv de mest højrerabiate debattører ikke kan få sig selv til at forsvare Somoza eller contraerne.

Jeg har hverken forsvaret Franco, Somoza eller pinochet, men jeg har forsvaret støtten til dem, der skal ses i lyset af den kolde krig.

"He may be a son-of-a-bitch, but he is OUR son-of-a-bitch."

Og derfor kunne Somoza, Mobutu, Stroessner og alle de andre forbrydere rage til sig i årtier.

Det er selvfølgelig al ære værd, at du bekender kulør, men det er et falsk alternativ. Vesten kunne godt have undladt at støtte de pågældende, uden at deres lande vr "faldet til kommunismen". Faktisk tror jeg, at jo længere Vesten holder liv i en reaktionær kleptokrat, desto større er risikoen for, at når vedkommende endelig væltes, afløses han af en, vi bryder os endnu mindre om, jvf. Shahen/Khomeini.

Det er en risiko, men det sker Ikke nødvendigvis. Når de først har udspillet deres rolle kan vi altid give dem sparket. Pinochet fik vel et vink med en vognstang af USA. Ellers var han aldrig gået af. Det samme er skete for de fleste koldkrigsdiktatorer i Afrika inklusive apartheidregimet. Sjovt nok alt sammen i begyndelsen af 90'erne, da truslen var væk.

Angelica Correa

Tak til Ulrik Dahlin for endnu en god artikel.

Jeg glæder mig til at du forhåbentlig når til at skrive om war of terror og de løgne og fortielser der væltede ud i den borgerlige presse i forbindelse hermed. Særligt tilsløringen af det eksplosive indhold i det lækkede Downing Street-referat var en journalistisk og demokratisk fadæse der ikke bør stå upåtalt hen.

Jørgen Nielsen

Lidet troværdigt at benytte Modkraft, der bla. konsekvent omtaler terroristerne fra RAF som "aktivister", som kilde.

Martin Lindblom

@ Kim Vibe
Det skinner på smukkeste vis igennem, at du ikke finder Modkraft.dk seriøst. Da vi altid er interesserede i at lære mere, kunne du måske argumentere for denne holdning?

@ Jørgen Nielsen
At vi omtaler mdlemmerne af RAF som "aktivister" siger ikke noget om redaktionens holdning til gruppens aktiviteter. Det er faktisk et forsøg på at omtale dem mere "neutralt" end du f.eks. gør. Nogle synes, de var gale terrorister, andre at de var seriøse bypartisaner. Vi omtaler dem så som "aktivister", for hvordan man end vender og drejer det, var de jo altså aktive i deres sammenhæng.
Nu er så godt som alle ord jo på en eller anden måde værdiladede, men at netop dette eksempel skulle sige noget om vores (manglende) seriøsitet, virker ærlig talt lidt overspændt.

@ Alle
Historien, der linkes til, er - som Angelica Correa også påviser - ikke et skørt påfund opfundet i vores julebrandert. Hvis man klikker ind på artiklen er der da også linket til senatsrapporten mm.

Venlig hilsen
Martin Lindblom/Modkraft.dk