Læsetid: 7 min.

Det kan kolde hjerner ej forstå

Nedtur. New Labour var engang venstrefløjens håb, men snakken om den Tredje Vej endte i koldt bureaukrati og en politik, som indløste samvittigheden med skattebilletten, mens håbet om forandring er blevet til kynisme og nederlagsstemning. New Labour holder landsmøde i næste uge
Der er ikke noget at juble ad. En ny dag er brudt frem, sagde Tony Blair hin maj-morgen i 1997, mens solen stod op, og greb dermed stafetten fra tidligere tiders revolutioner. Nytiltrådte New Labour lovede frihed, fred og fordragelighed, men mest af alt blev New Labour en lovmaskine, der bureaukratiserede alt i hidtil uset grad, og som gjorde kreativitet til kassetænkning. I dag er de intellektuelle flygtet, og nuværende premierminister Gordon Brown er blevet opfordret til at gå af.

Der er ikke noget at juble ad. En ny dag er brudt frem, sagde Tony Blair hin maj-morgen i 1997, mens solen stod op, og greb dermed stafetten fra tidligere tiders revolutioner. Nytiltrådte New Labour lovede frihed, fred og fordragelighed, men mest af alt blev New Labour en lovmaskine, der bureaukratiserede alt i hidtil uset grad, og som gjorde kreativitet til kassetænkning. I dag er de intellektuelle flygtet, og nuværende premierminister Gordon Brown er blevet opfordret til at gå af.

Luke Mac

Udland
20. september 2008

Søndagen forløb som den plejer i det britiske; søndagsaviserne skrev om endnu et ulmende oprør blandt Gordon Browns backbenchers. Mere eller mindre ukendte - især det sidste - juniormedlemmer af regeringen blev fyret for at have opfordret premierministeren til at træde tilbage. And so fucking what? Den slags kan de muntre sig med på de politiske redaktioner. Men ikke mere end det.

Men én ting blev noteret; de intellektuelles faneflugt. Den kom symbolsk - og i form af et essay af den anerkendte historiker Ross McKibbin i det ikke mindre anerkendte tidsskrift The London Review of Books.

Det var ikke hvem som helst, der kritiserede Labour. Ross McKibbin er Fellow, dvs. seniorforsker, på St John's College ved Oxford Universitet. Han er forfatter til blandt andet Classes and Cultures: England 1918-51. Om nogen er han et eksempel på den intellektuelle elite, der støttede op om New Labour i 1990'erne.

At McKibbin desuden var tutor, dvs. underviser, for en fremstormende ung student ved navn Tony Blair i 1970'erne gør ham til et kronvidne i sagaen om New Labours intellektuelle deroute.

Da hans gamle student kom til magten, var McKibbin en af dem, der i elegante vendinger bød det nye styre velkommen. Dengang i midten af 1990'erne repræsenterede New Labour alt det, der var nyt. Set i et verdenshistorisk lys var Tony Blair manden, der førte os alle ind i det nye årtusinde.

"I dag har jeg set verdensånden til hest." Nogenlunde sådan skrev den store tyske filosof G.W.F. Hegel, da han i 1806 så den sejrende Napoleon ride gennem byen Jena.

Denne dag, følte Hegel, sluttede feudaltiden og enevælden. I dette øjeblik var fremtiden og tidsånden personificeret i en småfed korsikansk gnom på en skidenbrun hest. Med dette indtog afsluttedes Det Hellige Tyske Romerske rige og den moderne tid, der var blevet indvarslet med Den Franske Revolution begyndelse.

Knap to hundrede år senere repræsenterede Tony Blair den samme bevægelse, da han - med sans for iscenesættelse - trådte frem på pladsen foran The Royal Festival Hall på Themsens sydlige bred og talte, samtidigt med at solen stod op.

A new dawn has broken has it not? En ny dag er brudt frem, ikke sandt? Sagde Blair til sine jublende partifæller. Det var en morgenstund den 2. maj 1997, og det var, som om vi var vidne til endnu et politisk paradigmeskifte.

Henvisningen kan have været tilfældig, men det var, som om Blair greb stafetten fra tidligere tiders revolutioner; som om han førte den ånd videre, som digteren William Wordsworth havde følt, da han i 1789 havde hilst den Franske Revolution velkommen med ordene: Bliss was it in that dawn to be alive? Lyksaligt var det i denne morgengry at være i live.

New Labour gjorde noget i de første år; fred i Nordirland, selvstyre for Skotland og Wales og offentlighed i forvaltningen. Det blev også lettere at være bøsse, da man ophævdede de sidste rester af den eksisterende diskrimination.

Men mest af alt var New Labour en lovmaskine, der bureaukratiserede samfundslivet i en hidtil uset grad. Alt blev - især i anden valgperiode - organiseret i målsætninger og targets. Kreativitet blev fortrængt af kassetænkning og en stadig større regulering af det offentlige liv.

Jovist, der var også andre forandringer. Ikke mindre end fem krige og oversøiske angreb deltog Storbritannien i under Blair. Men det blivende minde var bureaukratiseringen og professionaliseringen af det offentlige liv.

Det er det sidste, der er ankepunktet i Ross McKibbins opgør med New Labour.

Rig og fattig

I could have been a contender - I could have been somebody. Jeg kunne have været en titel-udfordrer - jeg kunne være blevet til noget. Marlon Brandos figur i filmen The Waterfront er tusind mil fra den britiske regering. Men ligesom manden, der konkluderer, at han er en nobody, har også Labour forspildt sine chancer for at blive husket som en progressiv bevægelse, der formåede at ændre verden til noget bedre.

De sociale skel mellem rige og fattige er blevet dybere, og afstanden mellem herskerne og de beherskede er blevet dybere og bredere. Folket blev lovet en folkeafstemning om EU - men kun indtil de havde genvalgt Blair og Brown. Derefter blev løftet trukket tilbage. Andre eksempler på brudte løfter er legio; for talrige til at blive nævnt.

Det er overraskende, at folk accepterede det. Det, der gjorde New Labour spiseligt i politisk forstand var, at det var et projekt, der var bygget på en fortælling om optimisme og personificeret i Tony Blairs karismatiske personlighed. Men sideløbende med dette populistiske element var New Labour også et bureaukratisk projekt bygget på managementtænkning og det, filosoffer kalder den instrumentelle fornuft.

De havde et ord for det: Evidence based policy making. Løst oversat: politik baseret på sagligt og videnskabeligt efterprøvede kriterier. Men det var her den berømte kæde sprang af New Labour-projektet. Tankerne og drømmene om et bedre og mere retfærdigt samfund, de drømme, som Tony Blair havde appelleret til, endte som kolde og rationelle planer om performance udført af overbetalte managementkonsulenter fra PriceWaterhouseCoopers, Deloitte og Accenture. Embedsmændene blev kørt agterud, og den saglige ekspertise, der eksisterede i Whitehall, blev nedprioriteret og lagt for nar.

Universiteternes samfundsvidenskabelige afdelinger voksede. Men grundforskningen blev erstattet af konsulentvirksomhed. Og i skolerne blev dannelsen erstattet med evindelige tests og en fokusering på statistiske målsætninger, der dræbte kreativiteten.

Teknokraternes parti

Kunne det være forudset? Ikke direkte. Historien er ikke en kontinuerlig proces, som det er muligt at ekstrapolere. Men allerede mange somre tidligere var det blevet spået, at det moderne samfund med en naturlovs nødvendighed ville ende i det, sociologen Max Weber kaldte 'rationalitetens jernbur'.

Det er ikke uden grund, vi henviser til den store tyske sociolog. I sit essay tager McKibbin netop udgangspunkt i Webers berømte essay Politik als Beruf fra 1919, i hvilket den prøjsiske samfundsforsker tegnede et fremsynet portræt af det samfund, der dengang kun var i sin spædeste vorden.

De politiske partier, spåede Weber, blev i stadig højere grad professionaliserede. Idealerne - selv dem i de mest idealistiske bevægelser - stivnede i deres endelige form. Som med ubønhørlig kraft ville magten blive centraliseret.

Aldrig nogensinde tidligere har denne tendens vist sig i renere form end i de seneste 10 års politiske udvikling i England. Det parti, der engang var et arbejderparti af navn såvel som af gavn, blev i stigende grad styret af en professionel kadre af politologisk uddannede teknokrater; mennesker der - efter teoretiske studier - havde nået frem til den rationelle konklusion, at udlicitering og privatiseringer var nødvendige, og at der fandtes en teknisk videnskabelig løsning på alle samfundets problemer.

Ingen havde været mere indbegrebet af denne tankegang end Dr. Gordon Brown. Den skotske præstesøn, der af udseende minder mere om en bedemand, brugte al sin faglige indsigt til at skabe et teknisk fuldkomment politisk system.

Weber havde forudset, at et sådant system fordrede en karismatisk leder; en person, som med en profets kraft kunne føre folket til det forjættede land. Men forudsagde Weber; disse profetiske gaver ville gradvist blive slidt, og den karismatiske leder ville blive udskiftet med en teknisk bureaukrat.

Det er næsten skræmmende, så rigtigt Webers forudsigelse var. Det er, som om den fremsynede tysker havde forudset, at Tony Blair messiasagtige skikkelse ville blive afløst af Gordon Browns teknisk-rationelle styre.

Spin og design

Alt dette ville kun have interesse for teoretikere i Oxford Universitetets sandstensbygninger, hvis ikke det lige var, fordi Labours udvikling var mere end blot opfyldelsen på en politologisk profeti.

For denne tendens førte til mere end blot en professionalisering. New Labour endte i ingenting af andre grunde end bevægelsens besættelse med spin og designerpolitik. Det gamle arbejderparti mistede jordforbindelsen i mere end symbolsk forstand, da de udskiftede de gamle og velafprøvede systemer med managementkonsulenter.

En ny solopgang

"Er fornuften alene døbt - ere lidenskaberne hedninger," spurgte Søren Kierkegaard i 1843. Den konservative danske filosof vidste ligesom Margaret Thatcher små 150 år efter, at politik handler om følelser, og at de ikke "ere hedninger".

Thatcherismen havde succes, fordi den i modsætning til New Labour byggede på følelser. Jovist, nykonservatismen byggede på forargelse, vrede og en ikke uanseelig grad af fremmedgørelse.

Blair selv appellerede til følelserne, men det blev i stigende grad tydeligt for arbejdervælgerne, at hans værdier var tættere på George Bushs - og pavens - end på den indignation, som hvide arbejdervælgere følte over det globaliserede og multikulturelle samfund, som de aldrig havde stemt for.

Mens Clem Atlees Labourregering i 1940'erne havde været i tråd med tidens Zeitgeist, da den - med appel til hjertet - havde indført velfærdsstaten, forsømte New Labour chancen for at skabe et nyt samfund og en ny politik. Det gjorde de, fordi de appellerede til fornuften frem for til følelserne.

"En sand lovgiver skal have et følsomt hjerte. Han skal frygte sig selv og elske sine medmennesker," skrev den irsk fødte filosof og politiker Edmund Burke.

New Labour yndede at se sig som arvtager af Burkes filosofi. Det gik tragisk anderledes: Partiets drømme endte i arrogante politikere, der nægtede folket medbestemmelse, og som indførte nogle af de strengeste indskrænkninger i menneskerettighederne, som nogensinde er blevet gennemført i et demokratisk land.

Blair talte om en ny solopgang. Sådan er det ikke i dag. Weber havde ret, da han i 1919 forudsagde, at moderne demokratiske bevægelser uvægerligt ville miste deres moralske autoritet i en 'iskold polarnat' af hjertekold rationalitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her