Læsetid: 5 min.

Karikaturerne marcherer

Min bordherre har været taleskriver for Ronald Reagan og arbejdet syv år for Donald Rumsfeld. Han læner sig ind over bordet og spørger: Så du det klip fra det republikanske partikonvent, hvor Sarah Palins seks-årige datter krammer sin mors lille ny baby? To millioner stemmer. Det kan jeg garantere dig
Mor. I USA har moderrollen politisk slagkraft på en facon, der gør det vanskeligt for en europæer at forstå Sarah Palins politiske succes.

Mor. I USA har moderrollen politisk slagkraft på en facon, der gør det vanskeligt for en europæer at forstå Sarah Palins politiske succes.

Robin Beck

26. september 2008

Naturligvis er det nemt i Danmark at gøre grin med amerikanernes fascination af den republikanske vicepræsidentkandidat, Sarah Palin. Det ligger i luften, at den udenrigspolitisk uerfarne og selvdeklarerede hockeymor ikke ville kunne vælges nogen steder i Dannevang.

Ikke, fordi der ikke er stemmer i at være kvinde i dansk politik. Som dansk presse har skrevet igen og igen efter Lene Espersens kroning som ny leder af de konservative, udgør kvinder nu et flertal på fire ud af syv af partiledere, når kønsbalancen skal gøres op.

Men det er naturligvis udelukket, at nogen af de fire skulle ønske at markedsføre sig først og fremmest som Mor - ikke fordi moderfiguren slet ikke kan bruges i europæisk politik. Den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland havde succes med en rollen som den norske nations moderlige beskytter og under det franske præsidentvalg sidste år, tilbød mor til fire Ségolène Royal også at "lindre det franske folks smerte" og "tilbyde trøst" til de mange globaliseringsbekymrede franskmænd. Men fordi arbejdet som Mor i den politisk korrekte danske selvforståelse for det første naturligvis deles med Far og derudover ikke giver nogen politiske kvalifikationer i sig selv. Spørgsmålet er egentlig - spørger en mor til fire - om det giver points nogen steder i det danske samfund, andet end minus på pensions- og karrierekontoen.

Men i USA appellerer moderrollen politisk, fordi samfundet er skruet så radikalt anderledes sammen, at man godt som undertegnede - nytilflyttet europæer - kan pakke de fleste gængse analysemodeller over politisk opførsel sammen og starte forfra.

Man kan starte med at se på, hvordan arbejdsmarkedet og familielivet er skruet sammen over Atlanten.

Mors fem gode råd

For det første er det soleklart, at det gælder for familielivet som for amerikansk politik: Glem Østkysten og glem Vestkysten. Det store og dermed det folkelige Amerika ligger i midten, men det synes de fleste europæere ikke er spændende. De gider ikke Kansas, hvor der er flere køer end mennesker, gider ikke Ohio eller Pennsylvania. De taler henført om New York, Washington eller San Francisco.

Men det amerikanske familieliv uden for de i Europa så populære kosmopolitiske metropoler ser fuldkommen anderledes ud end hos os. Man kan se det på statistikker over arbejdsmarked og familie, men man kan også bare åbne for sit tv. Her trompeterer reklamen på min morgenkanal glad at 'der ingen undskyldninger findes længere. Her er listen med fem nemme råd til, hvordan enhver mor kan lære sit børn, hvordan man bedst opfører sig økologisk ansvarligt.' I boghandlen ligger Mom's birthday calendar, så man kan holde tjek på fødselsdage i familien og børnenes skolekammerater, og ekspedienten griner forlegent, da jeg stædigt spørger om der også findes en til far. Svaret er nej.

Jeg kan også se det i mine børns skole, når jeg trækker min indkøbsvogn rundt i min lokale Wholefoods, eller når jeg er til lægen med mine talrige børn. Og når jeg træt om aftenen sammen med stribevis af andre mødre står i kø i Staples for at sørge for, at podernes skoletasker er fyldt med de rigtige kladdehæfter, linealer, blyanter og farver.

Jeg ser fraværet af Far. Han er der ikke, han er på arbejde. Og hvis, er han i hvert fald ikke ved at købe ind eller gå til lægen.

Derfor er der også stemmer, tonsvis af stemmer, i en dobbeltarbejdende hockey mom som Sarah Palin. Men ikke for at kapre Hillary Clintons tidligere støtter. Flere målinger har vist, at de hvide kvinder, som i stor stil har støttet Clinton, ikke er deserteret til republikanerne. Det, den snusfornuftige og slagfærdige familiemor Palin, hende der er mod abort og for retten til at bære våben, har gjort er at højaktivere den traditionelle republikanske base, som har været valne ved den tidligere liberale maverick John McCain. Hun er den ægte vare.

Europæernes falske melodi

Alt dette forklarer min bordherre ved en middag i Georgetown søndag aften. Og han er ikke hvem som helst. Han har været taleskriver for Ronald Reagan og arbejdet syv år som chefstrateg for tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld frem til 2006. Aftenen før har John McCain endnu engang dummet sig ved at placere den spanske premierminister Zapatero som politisk leder i Latinamerika, og da jeg siger, at jeg simpelt hen ikke fatter, hvordan en politiker, som har kaldt russiske Vladimir Putin for præsident i Tyskland, som tror, at Afghanistan og Irak deler grænser, og som altså ikke ved, hvem den spanske leder er, fortsat kan rende med prisen som den udenrigspolitisk erfarne kandidat i valgkampen, ser bordherren overbærende på mig: "Hør nu her, amerikanerne ved heller ikke hvem Zapatero er. Bortset fra en helt ubetydelig og ganske beskeden elite, interesserer vælgerne sig ikke for udenrigspolitik. Måske synes de endda det er lidt betryggende, at McCain ved mere om amerikansk politik end om et land som Spanien. Amerikanerne er først og fremmest patrioter, og de er bourgeois. Det er en grundregel, og glemmer man den, kan man ikke forstå amerikansk politik. McCain har en enorm og årelang erfaring i politik. Han har rejst over hele verden og været næstformand for Senatets komite for de væbnede styrker. Han er gammel krigsfange og har været rede til at give sit liv for sit land. Det tæller. Ikke at man har en grad fra Harvard og har siddet tre år som senator som Barack Obama," indleder han, og fortsætter:

"Derudover har amerikanerne hørt sangen før. Husker du karikaturerne af cowboyen Reagan. Ham skuespilleren, som intet vidste om udenrigspolitik eller økonomi. Han endte med at være en fremragende præsident, også på udenrigsfronten. Den kritik, du kommer med der, viser bare, at du ikke har forstået amerikanerne."

Babykrammer

Senere, da talen igen falder på Palin, spørger bordherren, som i dag er en af Washingtons tungeste og bedst betalte politiske konsulenter, mig:

"Så du det klip fra det republikanske partikonvent, hvor Sarah Palins seks-årige datter krammer sin mors lille ny baby ? Alle tv-kanalerne havde det. Det er to millioner stemmer ned i foret. Det kan jeg garantere dig. Langt mere effektiv end sædvanlige valgvideoer."

Vi hockeymødre, der lige er ankommet fra europæisk politik, har meget at lære.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det interessante er jo, at denne artikel også kunne være skrevet af en dansker som flyttede til f.eks. Tyskland omkring Rhinen, Italien, Spanien, Frankrig eller Grækenland.

Også står der 'mor' over det hele, i hvert fald i barnets 4-5 første år inden det skal i skole, hvadenten det så hedder pre-school, ecole maternelle, eller børnehave.

Pointen er at danske (og nordiske) mødre ikke kun skal tro, at det kun er i USA, at FAR er fraværende og på arbejde; han er også dette i en lang række europæiske lande - men måske især i Sydeuropa.

Og jeg mener ikke Reagan var en bestemt god præsident. Under hans periode som præsident i USA blev landet mere og mere forgældet, de rigere blev rigere, de fattigere mere fattige. Og der var et børskrak i oktober 1987...

Det er rigtigt at de fleste amerikanere lever i 'the middle america' - altså mellem de to kyster og at de elsker at tale om traditionelle familieværdier mv.Desværre har de der gør den slags ting også en tendens til at blive afsløret som hyklere - hvorfor ingen af medierne har spurgt ind til McCain's skilsmisse fra sin første er mig en gåde; angiveligt mødte hans sin nuværende kone, da han stadig var gift med sin første.

Det er også rigtigt at Palin måske har aktiveret partiets base; det er ikke rigtigt (sådan som jeg ser det), at det er partiets traditionelle base, der er blevet aktiveret. Det republikanske Parti's traditionelle base er hårdt-arbejdende mennesker, som mener at man ved hårdt arbejde kommer frem i livet. Palin er en del af det kristne højrefløjs-segment, som har erobret og overtaget Det republikanske Parti i løbet af 1980erne og 1990erne. Newt Gingrich og hans contact with America er den del af dette spil.

Det er også et symbol på at Det Republikanske Parti nu står overfor et afgørende valg: vil de være med til at hele nationen eller vil de splitte nationen - sådan som de har gjort de sidste 15 år.

For mig er der ingen tvivl om at Barack Obama er forsoneren (og frelseren - hvis vi skal være en smule selvironiske - os der støtter Obama). Obama's tale om 'there is not a blue America, not a red America, but the United States of America' i 2004 er for mig et symbol om at manden er den rette præsident i rette tid. Han vil nemlig formå at samle, ikke splitte, hele sårene efter en mere end 40 år lang 'culture war' i USA.

Det er på tide at dette sker...