Læsetid: 9 min.

'Da jeg kom tilbage, var der lig overalt'

Optegnelser fra en mindehøjtidelighed for en krigsforbrydelse i Beirut, som libaneserne ikke vil vide af
Optegnelser fra en mindehøjtidelighed for en krigsforbrydelse i Beirut, som libaneserne ikke vil vide af
23. september 2008

SHATILA-LEJREN, BEIRUT:

"Jeg er heldig. Jeg undgik, at se min familie blive mejet ned for øjnene af mig," siger 53-årige Jamila Shahade, leder af et center for forældreløse i Shatila-flygtningelejren.

Danskere over en vis alder, der så tv-avis en efterårsaften i 1982, husker stadig Jørgen Flindt Pedersen rapportere om massakren i Sabra og Shatila i Beirut i dagene 16.-19. september.

Tv-avisen var dengang i sort/hvid, og det samme var Flindts let skælvende skildring af de rædsler, der de foregående døgn var overgået forsvarsløse civile i flygtningelejrene, da 150 falangister fra den kristne milits, LF (Lebanese Forces), ved solnedgang rykkede ind i lejrene, tilskyndet af deres israelske allierede til at 'rense dem for PLO-terrorister'.

De var for længst forduftet. De fleste var allerede evakuerede, da Yassir Arafats PLO-styrke mere end måned i forvejen sejlede til Tunis, efter at israelerne i juni havde omringet Beirut. De få tilbageblevne kunne ikke forsvare flygtningelejrene og forsvandt gennem det tunnelsystem, PLO hade anlagt under lejrene.

Tilbage var teenagere, der gjorde modstand og bl.a. sårede en falangistisk militsmand i hånden, og dermed leverede falangisterne et 'legitimt grundlag' for at gå fra hus til hus.

Et sted mellem 800 og 2.000 personer - tallet er aldrig fastsat - i alle aldre, fra ufødte fostre til oldinge, blev slagtet - mændene blev skudt i ryggen, kvinder og børn blev typisk hugget ned med økser, fik struben skåret over eller hovederne kvast med spader og køller.

Den internationale offentlighed var dengang lige så rystet, som TV-a's reporter på stedet.

Det er den ikke længere at dømme efter en mindehøjtidelighed i tirsdags på den 26. årsdag for massakren.

Grånende aktivister

Erindringen om krigsforbrydelsen er i dag et anliggende for de stadig færre overlevende, en klynge pressefolk og en talmæssigt beskeden skare af grånende aktivister med europæiske og amerikanske pas fra komitéen 'Glem ikke Sabra og Shatila', der blev dannet i 1990 i Italien.

Igen i år var disse velmenende mennesker fløjet til Beirut med deres solidaritet og en palle med 500 særligt modstandsdygtige laptops, der kan tåle vand og stød, og som blev uddelt til Sabra-Shatilas skolesøgende børn.

"I det mindste gør de noget, der nytter," noterede en libanesisk journalist om laptop-uddelingen, der nær ikke var blevet til noget, idet toldvæsnet i Beirut lufthavn havde tilbageholdt computerne i dagevis.

Aktivisterne i deres praktiske sko mødte som de første frem til demonstrationen foran den kuwaitiske ambassade ved Shatila-rundkørslen. I dag er ambassaden en lav, arabisk designet bygning, men for 26 år siden var den en syv etager høj klods, fra hvis tag de israelske observatører støttede den falangistiske milits med lysbomber, der - som Jamila Shahade, beskrev det - "gjorde nat til dag, så mine børn, der normalt var mørkerædde, spurgte, om de kunne komme ud for at lege. Vi vidste heller ikke, hvad der var i gang - vi ville ikke vide det, men vi fornemmede fare og holdt børnene inden døre."

Demonstranter, aktivister og nogle få officielle libanesere gik i den stegende hede de få hundrede meter til gravpladsen - Martyrernes Plads' i Shatila-lejren - akkompagneret af et palæstinensisk spejderorkester, der satte i med sækkepiber og trommehvirvler. Det genkendelige syn ved enhver palæstinensisk demonstration i Mellemøsten, de ældre, traditionelt klædte kvinder bærende på fotografier af dræbte ægtemænd, sønner og døtre i glas og ramme, udgjorde optogets bagtrop.

PLO's mand i Beirut, Abbas Zaki, der tillige repræsenterer den palæstinensiske 'præsident' Mahmoud Abbas' vingeskudte hjemmestyre på Vestbredden, ankom som den sidste i Mercedes med chauffør. I sin blå denim-habit over en hvid bomuldsskjorte med lyseblå striber - uden en svedplet, takket være limousinens aircondition - fandt denne talsmand for et undertrykt folk sin plads forrest i processionen blandt de øvrige dignitarer fra PLO, Fatah, Hamas og den libanesiske Hizbollah-borgmester for Ghobeiri kommune, hvor lejrene er beliggende.

Min familie ligger her

Dagen før henlå den græsklædte 'Martyrernes Plads' som den plejer - uænset af de fleste forbipasserende i Shatila-lejrens brogede markedsgade. Under den røde jord forvitrer et ukendt antal ofre, kulet ned af bulldozere i dagene efter massakren.

"Kun de skyldige ved hvor mange," sagde Adnan, stedets midaldrende opsynsmand, "men det meste af min familie ligger her."

Adnan er libaneser og kommunalt ansat opsynsmand på gravpladsen med mindetribune og et billedgalleri af døde, lemlæstede børn.

"Mange myrdede var libanesere og syrere, der boede her på grund af den billige husleje, men falangisterne gjorde ikke forskel. De troede, at alle var palæstinensere."

Adnan, der selv reddede livet ved en tilfældighed, nemlig fordi han netop den dag havde 'et ærinde' i Bekaa-dalen, erkender, at han var heldig. Men han er ikke en glad mand.

"Da jeg kom tilbage, var 34 medlemmer af min familie dræbt," sagde han og pegede på gravpladsens mest iøjnefaldende planche med falmede fotografier af ansigter: De er mine pårørende."

I det nederste højre hjørne af planchen ses de kornede konturer af to ufødte fostre - flået ud af opsprættede gravide mødre. Adnan siger, at også hans søster fik struben skåret over, men hun overlevede ved 'et mirakel' og bor nu i Tyskland.

Kloaklugten

En kloakledning er sprunget læk i Shatilas basar-hovedgade, et støjhelvede med ghetto-blastere, drevet af bilbatterier, billige tøjbutikker, larmende scooterværksteder og trækvogne med grøntsager og alskens junk. Som lemmer på et tusindben forgrener de snævre og uhumske gyder sig ind i lejrens dunkle skygger.

Palæstinenserne kan ikke arbejde i skattepligtige jobs - de akademisk uddannede flygtninge, læger, sagførere, etc. kan kun arbejde i lejrenes betonlabyrinter af planløst og rudimentært etagebyggeri, hvor flokke af geder frister tilværelsen i enorme affaldsdynger. De ikke-uddannede flygtninge er enten overladt til egen opfindsomhed eller løsarbejdere i byggebranchen, eftersom flygtningeorganisationen UNRWA's stedse mere skrabede almisser er ophørt, så de nu kun dækker institutioner, skoler og klinikker.

FN-organisationen gør, hvad den kan, bl.a. samlede den sammen med 'Libanesisk-Palæstinensiske Dialog-komité' 20 mio. dollars ind til 'forbedret infrastruktur', hvilket dog hverken kan ses eller lugtes. Men rent faktisk fik lejren fornyet det hårdt prøvede kloaksystem (delvist, da målet for indsamlingen på 50 mio. dollars ikke blev nået), og under udgravningen stødte jord- og betonarbejderne på de opløste rester af dræbte, som falangisterne havde nået at begrave med den israelsk leverede bulldozer i de sidste timer af de tre rædselsdøgn.

"Det var lige her," sagde en ældre mand i kørestol, og pegede ud over en kloak-pyt fra den sprængte ledning.

"Jeg så og hørte militsmændene gennem et hul i min butik, hvor jeg hentede brød til min familie. De stod i hovedgaden og drak øl, de havde taget i en købmandsforretning. Da en af dem fik færten af mig, skød han gennem døren, men uden at ramme, og jeg måtte flygte. Da jeg kom tilbage efter to dage, lå der lig overalt. Jeg mistede selv to sønner, men en tredje nåede at komme væk." - Han pegede igen ud over pytten, uden patos som om han beskrev et trafikuheld. "Civilforsvars- og Røde Kors-folkene var nødt til at trække dem den vej i reb, da nogle af dem var minerede."

Ualmindelig infam

Sabra-Shatila-massakren var, selv for sin genre, ualmindelig infam. Den formelle årsag var mordet 13. september på falangist-lederen Bashir Gemayel, en yngre krigsherre fra den kristne maronit-sekts ledende familie og på det tidspunkt netop nyvalgt præsident i alliance med israelerne, der i juni samme år belejrede Beirut med den dagsorden at drive Yassir Arafats PLO-styrke på 10-11.000 mand ud af Libanon. Det var falangisternes - og alle andres - opfattelse, at Arafats gorillaer fra elitebataljonen 'Styrke 17' stod bag bomben, der dræbte Bashir Gemayel og hans stab i falangist-hovedkvarteret i det kristne Østbeirut. Det viste sig siden, at gerningsmændene var syrisk støttede medlemmer af det ligeledes kristne, fascistiske parti, SNSP - Syrian Nationalist Socialist Party, der også i dag gør Beiruts gader usikre.

Gemayel var altså ret beset kollaboratør, en libanesisk marskal Petain, og det kostede ham livet, efter at det libanesiske parlament, presset af Israel, valgte ham til præsident. Hans livvagt og nære ven, Elie Hobeika, fik som chef for falangisternes 'elitestyrke' grønt lys af Sharon til at hævne mordet i flygtningelejrene, hvor beboerne ikke kunne komme ud, da lejrene var omringet af israelske kampvogne og overvåget fra en kommandopost på taget af den daværende kuwaitiske ambassade.

Jamila Shahade fortæller, hvordan kvinder og børn på flugt fra militsmændenes kugler omsider fik lov at passere de israelske kampvogne uden for Sabra-lejren.

"Men ikke mændene. Israelerne lod kun kvinder og børn komme igennem."

Hobeikas mænd drev hele familier sammen i gyderne, hvor de blev skudt ned eller slået ihjel med knive, økser og knipler. Et barn blev trampet ihjel af en militsmand i pigsko, men de var ikke alle lige grusomme - da en over radioen spurgte sin kommandant, hvad han skulle stille op med den klynge gamle, kvinder og børn, han havde i forvaring, fik han svaret:

"Det spørgsmål vil jeg ikke høre igen - du ved, hvad du har at gøre."

En israelsk journalist, Ze'ev Schiff, beskriver i bogen Israel's Lebanon War, hvordan falangisternes forbindelsesofficer til de israelske styrker, Jesse Sokar, inviterede ham med til 'operationen' iført falangist-uniform:

"Det er på tide, du lærer at bruge en kniv effektivt," sagde han med blanke øjne og tilføjede, som for at understrege, at militsen havde en æreskodeks: "Og læg mærke til, at vi har forbud mod voldtægt af piger under tolv." Da han så afskyen malet i journalistens ansigtstræk, konstaterede han:

"Dette er hverken Schweiz eller Danmark."

Patologisk morder

Sokar forlod efter borgerkrigen den militære karriere og blev importør af kondomer til saudi-arabiske sexturister. Elie Hobeika skiftede allerede under borgerkrigen side, da han sansede, at syrerne, og ikke israelerne, var kommet til Libanon for at blive. Hans hamskifte betød omgående udstødelse af maronit-sekten, men også, at han efter krigen gjorde politisk karriere med flere ministerposter i de syrisk dikterede regeringer, bl.a. var han en periode minister for 'interne flygtninge og savnede personer'.

Denne mand, som en amerikanske ambassadør havde kaldt 'patologisk morder', mødte sin skaber - eller hvem han nu mødte - 14. januar 2002, da han efter at have meldt sig som vidne i en krigsforbryderproces mod Ariel Sharon ved en belgisk domstol, satte sig ind i sin bil og satte nøglen til tændingen. Den kraftige bombe var, som så ofte i den slags operationer, anbragt under førersædet i hans jeep.

Krigsforbryderprocessen blev i øvrigt aldrig til noget, idet Bush-regeringens første forsvarsminister, Donald Rumsfeld, lod belgierne vælge mellem at beholde NATO-hovedkvarteret i Bruxelles eller retsforfølge Sharon, der i mellemtiden var blevet premierminister i Israel.

'National dialog'

Og Bashir Gemayels eftermæle? Familien er stadig blandt de dominerende i libanesisk politik, og i dagene op til den lidt forkølede mindehøjtidelighed i Sabra-lejren med dens fravær af repræsentanter for det officielle Libanon, sørgede maronitternes ledere over deres snigmyrdede martyr med opulente mindemesser.

Netop på årsdagen for massakren, indledte Libanons stridende partier og sekter en 'national dialog', hvor flere medskyldige sidder med om bordet, herunder den i 2005 løsladte falangist og Hobeika-våbenfælle, Samir Gaegae, der efter sit fængselsophold i 'den syriske periode' nu er i spidsen for LF, der i mellemtiden er blevet et politisk parti. Amin Gemayel, Bashirs bror og efterfølger som præsident (1982-88), som i dag er leder af det gamle maronit-parti, der i sin tid samlede maronitterne under falangs-paraplyen, sidder også med ved bordet.

Tilbage i Shatila sidder Jamila Sharade som leder sit center for forældreløse, der blev etableret efter massakren. Det har snor i 134 børn, der får specialundervisning og har adgang til tandpleje. Selv mangler hun tre tænder i undermunden. "Vi har mange problemer her," siger hun, "og vi er kun fire socialarbejdere, der også tager sig af familierådgivning til børnenes forældre. Men vi er heldige. Vi er stadig i live."

Og nej, dette er hverken Schweiz eller Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu