Læsetid: 2 min.

Mbekis exit skaber usikkerhed

Efter et magtopgør med ANC's leder, Jacob Zuma, vælger Sydafrikas præsident at træde tilbage et år før tiden
Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki (tv.), kigger sin rival Jacob Zuma over skulderen ved en konference i regeringspartiet ANC i december sidste år. Mbeki, der afløste Nelson Mandela som præsident i 1999, er nu trådt tilbage til stor overraskelse og frustration for mange.

Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki (tv.), kigger sin rival Jacob Zuma over skulderen ved en konference i regeringspartiet ANC i december sidste år. Mbeki, der afløste Nelson Mandela som præsident i 1999, er nu trådt tilbage til stor overraskelse og frustration for mange.

Alexander Joe

22. september 2008

Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki, sagde i går aftes i en tale på tv, at han tager sin afsked. Han føjede til, at hans afsked vil være gældende fra det tidspunkt, som Sydafrikas parlament beslutter sig for.

Beslutningen om at træde tilbage, et år før hans embedstid udløber, kommer, efter det regerende ANC lørdag besluttede at kræve hans afgang. Det sker efter et magtopgør med Jacob Zuma, som i december overtog posten som leder af det regerende parti ANC.

Mbeki er beskyldt for at have været leverandør af en række belastende oplysninger i en korruptionssag, som Zuma har været viklet ind i.

Tilbage i 2005 blev Zuma kædet sammen med ulovligt salg af våben, hvilket fik Mbeki til at fyre ham som vicepræsident. Mbeki afviste i sin tv-tale, at han har blandet sig i Zumas retssag.

ANC meddeler, at Nelson Mandelas gamle bevægelse mandag vil nominere en afløser for Mbeki.

'Det her er ikke rigtigt'

"De skulle havde ladet ham (Mbeki, red.) sidde perioden ud. Folk i hans regering har erfaring. Nu smutter de måske. Nu har vi ingen idé om, hvad der vil ske," siger 28-årige Peter Mathonsi, som sælger kufferter.

"Jeg kan ikke lide Mbeki. Men det her er ikke rigtigt," konstaterer han.

Den 23-årige frisør Nicole Carromea er skræmt over at se, hvor nemt ANC tvang Mbeki fra magten, og hun frygter en eventuel fremtid med Zuma ved roret. Han har været anklaget for både korruption og voldtægt, som han imidlertid blev frikendt for.

"Det ser ud til, at penge og magt kan gøre alt muligt. Det er skræmmende. Det er på tide at tage tilbage til Portugal," siger den sydafrikanskfødte Carromea, hvis forældre er portugisiske indvandrere.

Bitter strid med Zuma

Den seneste tid har Mbeki været i modvind i en bitter strid med Zuma om magten i partiet.

Sidste år overtog Zuma imidlertid formandsposten i ANC efter at have slået Mbeki i et kampvalg, og i sidste uge forkastede en domstol nye anklager mod Jacob Zuma, blandt andet om korruption.

Det har fået Zumas politiske støtter til at rette fokus mod Mbeki, som bliver beskyldt for at stå bag falske anklager mod partifællen. Selv afviser Mbeki alt og siger, at han intet har med sagen at gøre.

Jacob Zuma har tidligere udtalt, at Mbeki bør forblive præsident, indtil hans periode på posten udløber om et par måneder. Men et stigende pres internt i ANC fik ham til at give Mbeki et ultimatum.

Mbeki, der afløste Nelson Mandela, har siddet på magten i tre præsidentperioder og kunne derfor ikke fortsætte som præsident efter næste valg.

ritzau/AFP

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu