Læsetid: 5 min.

McCain gambler for at genvinde føringen

De to præsidentkandidaters håndtering af finanskrisen har udstillet forskellen på de to kandidaters ledelsesstil, vurderer forfatteren Steve Stark, der er tidligere rådgiver for præsident Carter. Obama er den køligt afventende intellektuelle, McCain den hurtigt reagerende kamppilot
McCain gjorde sin entre i Washington, bare en time inden aftalen om en redningsplan for USA skrantende økonomi blev indgået. Ikke desto mindre ventes han at forsøge at tage sin del af æren for aftalen.

McCain gjorde sin entre i Washington, bare en time inden aftalen om en redningsplan for USA skrantende økonomi blev indgået. Ikke desto mindre ventes han at forsøge at tage sin del af æren for aftalen.

Getty Images

26. september 2008

BOSTON - Senator John McCains pludselige indstilling af sin valgkampagne i går og hans ønske om at udsætte tv-debatten i aften skal ses som en garvet politisk veterans forsøg på at lokke en uerfaren modstander i en fælde.

"Det er før sket i amerikanske præsidentvalg, at en kandidat tog et nyt og overraskende initiativ for at tvinge en opponent til at improvisere og begå en fejl," siger journalisten og forfatteren Steve Stark, tidligere rådgiver for præsident Jimmy Carter.

I 1980 blev Ronald Reagan og George H.W. Bush således enige om at udelukke andre kandidater fra en tv-debat inden det republikanske primærvalg i New Hampshire. Men i sidste øjeblik ombestemte Reagan sig og inviterede de andre kandidater med. Bush afviste at medvirke, og Reagan greb en mikrofon under debatten og sagde:

"Jeg har betalt for denne mikrofon, så jeg bestemmer, hvem der skal inviteres."

"Vælgerne opfattede Reagans impulsive reaktion som et bevis på hans lederegenskaber. Det er muligt, at McCains ret impulsive initiativ midt i denne finanskrise vil virke på den samme måde trods al kritikken i medierne," vurderer mener Stark.

Historien endte med, at Reagan vandt sit partis nominering og blev USA' næste præsident.

Demokrater irriterede

I går aftes skulle McCain og demokraternes Barack Obama efter planen have mødtes med præsident George W. Bush i Det Hvide Hus sammen med partiledere fra Kongressen for at diskutere finansminister Hank Paulsons redningsplan for den amerikanske finanssektor.

McCain håbede, at hans tilstedeværelse i Washington ville gennemtvinge en hurtig løsning, således at pengemarkederne kan genvinde tilliden til finanssystemet. Men tidligere på dagen blev McCains plan overhalet af begivenhederne. Demokrater og republikanere blev nemlig enige om en redningsplan.

"Jeg holder meget af at besøge Det Hvide Hus," sagde Barney Frank, demokratisk formand for finansudvalget i Repræsentanternes Hus.

"Men vi vil ikke have så meget at snakke om."

Demokrater i Kongressen var tydeligt irriterede over McCains beslutning om at blande sig i de prekære politiske forhandlinger om en redningsaktion. Nogle frygtede, at linjerne mellem de to partier kunne blive trukket hårdere op. Mange republikanske kongresmedlemmer og senatorer har udtrykt modstand mod forbundsregeringens massive intervention i den private sektor. Men i går stod det klart, at der var nok republikanske stemmer til at vedtage planen.

Som parti har demokraterne traditionelt været mere positivt stemt over for den type statslige indgreb end republikanerne.

Kundgørelsen af kompromisset mellem demokrater og republikanere i Kongressen kom kun en time efter McCains ankomst til Washington. Ikke desto mindre forventes det, at præsidentkandidaten vil tage en del af æren for resultatet. Han vil også kunne erklære, at resultatet sikrer afholdelsen af tv-debatten.

Idiotisk fægteri

- Men hvordan vil vælgerne reagere på McCains indstilling af sin kampagne?

"Set fra hans synspunkt giver det mening. I de sidste par dage har fægteriet mellem McCain og Obama om små og relativt ubetydelige ting virket idiotisk, mens amerikanerne står over for den værste finanskrise i deres liv," siger Stark.

"Dertil kommer, at der alligevel ikke var planlagt nogen valgmøder. De to kandidater skulle forberede sig på tv-debatten. Sidst men ikke mindst, har krisen skadet McCains sejrschance enormt. Den minder amerikanerne om alle de problemer, Bush og republikanerne har tilvejebragt gennem de sidste otte år. Så han følte det nødvendigt at ændre valgkampens dynamik."

- Hvad er de mulige ulemper for McCain?

"Indtil i onsdags troede jeg, at vi ville få det største tv-publikum nogensinde til en præsidentdebat. Det er jeg ikke så sikker på nu. I forvejen er fredag aften ikke et godt tidspunkt. Det er også sandsynligt, at mange amerikanere vil opfatte McCains skridt som impulsive, som et stunt. Det giver ikke mening at aflyse tv-debatten. Han virker lidt ustabil. Man får indtryk af, at han som præsident vil være impulsiv, at han er villig til at løbe store risici."

Tv-debattens indflydelse

- Hjælper det ikke McCain, at Bush inviterede Obama med til et møde i Det Hvide Hus?

"Jeg tror, at McCain ville have foretrukket, at Obama blev væk, således at han kunne tage hele æren for at rage kastanjerne ud af ilden i Washington. På den anden side fik han Obama til at acceptere sin præmis om, at de to præsidentkandidater bliver nødt til at komme til Washington for at give en hånd med."

"Jeg tror derimod ikke, at indstillingen af McCains valgkampagne vil gøre nogen forskel, nu når han formentlig deltager i tv-debatten. Snarere kan debatten få en stor indflydelse på udfaldet af præsidentvalget."

- Er der fare for, at McCains støtte til redningsplanen vil give ham problemer internt i partiet og derfor svække hans kandidatur?

"Ja, det er en stor fare, fordi de republikanske græsrødder er meget imod at subventionere Wall Street. De kalder det finansiel socialisme. Politisk set ville han have fået mere ud af at blive på sidelinjen og som senator stemme imod planen. Men det ville ikke være ansvarligt for en præsidentkandidat. Han er nødt til at stemme ja."

To ledelsesstrategi

- Har Barack Obamas håndtering af finanskrisen vist vælgerne, at han besidder lederegenskaberne til at være præsident?

"Jeg synes, at hans umiddelbare reaktion på McCains indstilling af kampagnen og forsøg på at udsætte tv-debatten var meget virkningsfuld. Obama sagde, at man som præsident skal være i stand til at klare mange opgaver på en gang. Det bringer mange vælgeres bekymring over McCains høje alder frem i lyset - at han kun kan fokusere på en ting ad gangen."

"Herudover kan vi af de to kandidaters håndtering af finanskrisen tydeligt se, hvilken lederstil de vil bringe til Det Hvide Hus. Til trods for at Obama er den uerfarne politiker, udviste han ro og et køligt temperament. Han overreagerede ikke. Han rådførte sig med økonomiske eksperter og akademikere fra Clinton-tiden, inden han fremlagde sine tanker. Det er den intellektuelle stil."

"McCain er derimod ligesom kamppiloten. Han bruger ikke tid på at analysere og reflektere, som Obama gør. McCain reagerer. Han udløser bomben. Og derefter fremlægger han sit program. Det er en forskel i lederstil, som formentlig vil træde tydeligt frem under tv-debatten, hvor de for første gang kan ses sammen."

Læs om tv-debatten på bloggen Amerikanske Perspektiver på luftskibet.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu