Læsetid: 5 min.

McCains venner i pressen føler sig forrådt

Republikaneren plejede at være mediernes "darling". I dag er hans forhold til pressekorpset nedkølet til frysepunktet, men foreløbig bekymrer det ikke kandidaten. Pressen er nemlig en af de mest upopulære institutioner i Amerika
Republikaneren plejede at være mediernes "darling". I dag er hans forhold til pressekorpset nedkølet til frysepunktet, men foreløbig bekymrer det ikke kandidaten. Pressen er nemlig en af de mest upopulære institutioner i Amerika
1. oktober 2008

BOSTON - Én efter én er de faldet fra. Allesammen tro fans af senator John McCain i den amerikanske presse.

Journalistveteraner siger, at de ikke kan genkende politikeren, som de lærte at kende ved middage i Washington og under den daglige sludren bagerst i kampagnebussen i 2000 og 2007-08.

Først var der den indflydelsesrige Joe Klein, klummeskriver for Time Magazine.

"Jeg plejede at opfatte McCain som en ærefuld politiker. Det gør jeg ikke længere," skrev Klein i begyndelsen af august. Dommen faldt, efter at McCain havde langet ud efter sin rival Barack Obama med følgende bemærkning:

"Jeg havde modet og dømmekraften til at sige, at jeg hellere vil tabe et præsidentvalg end tabe krigen i Irak," sagde McCain. "Det forekommer mig, at senator Obama foretrækker at vinde valget på bekostning af at tabe krigen." Referencen var til demokratens plan for tilbagetrækning af USA's styrker fra Irak.

Klein og andre amerikanske journalister beskylder McCain og hans makker, Sarah Palin, for at fordreje Obamas udtalelser. De beskyldte f.eks. demokraten for at kalde Palin en "gris".

McCain hævder på sine valgmøder, at Obama vil hæve skatter for alle amerikanske husstande, selv om hans forslag er rettet mod årsindkomster over 250.000 dollar.

Det har også vakt postyr blandt journalister, at Palin på sine valgmøder stædigt gentager sin konsekvente afstandtagen fra forbundsstatens finansiering af en bro til en ø i Alaska med få beboere - et spild af skatteborgerens penge, som McCain har bekæmpet gennem hele sin karriere. Det til trods for, at Palin indtil for et år siden støttede broprojektet. I stedet for at rette Palin har McCain fremhævet hendes modstand mod broprojektet.

Det fik den ærværdige avis The New York Times til at kalde McCain en "løgner" på lederplads.

I The Washington Post mente tidligere McCain-beundrer, David Ignatius, at republikaneren havde opgivet sit kendte varemærke som en midtsøgende og uafhængig politiker.

Selv Elizabeth Drew, forfatter til den positive biografi Citizen McCain (2002), leverede en svada. "Jeg har beundret John McCain som et principfast og ærefuldt menneske," skrev hun på websiden Huffington Post. Men nu fandt Drew, at McCain havde opgivet de principfaste standpunkter.

I krig med pressen

Hvad der specielt undrer McCain-venlige journalister er, at han selv blev udsat for samme behandling af George W. Bush under de republikanske partivalg i 2000 og dengang klagede højlydt - Hvorfor skiftede McCain strategi?

Mark Halperin, redaktør på Time Magazine er overbevist om, at den republikanske præsidentkandidat tog en bevidst beslutning om at gå i krig med de amerikanske medier.

"Hans kampagnechef, Steve Schmidt, sagde: Hold op med at være mediernes darling. Hvis vi kan få medierne til at skælde dig ud, vil partiets kernevælgere tænde på dit kandidatur. De hader pressen," fortæller Halperin.

Kontrasten var til at føle på. Til og med juli havde forholdet mellem McCains kampagne og pressen været på kanten af det idylliske. Kandidaten beværtede journalister i sin bus, og efter valgmøder svarede han altid på deres spørgsmål. Siden august er hans kontakter til pressen blev begrænset til det minimale.

Normalt foretrækker præsidentkandidater at tale med lokale medier fremfor at medrejsende journalister stiller kritiske spørgsmål.

Indtil tirsdag i sidste uge havde McCain ikke holdt et pressemøde i 40 dage. Sarah Palin har været totalt holdt væk fra pressekorpset og kun givet tre tv-interview. I morgen skal hun debattere med Joe Biden live på tv. Barack Obama holdte tirsdag sin første pressekonference i 20 dage.

Diskriminerer Palin

Rådgivernes stramme styring af McCain og Palin er utvivlsomt en af årsagerne til amerikanske journalisters utilfredshed. I sidste uge startede nyhedsvært Campbell Brown sit aftenprogram på CNN med en lang svada om McCain og hans mandlige rådgiveres nedværdigende og kønsdiskriminerende behandling af Palin.

"Hvorfor får hun ikke lov at tale med pressen. Hun kan sagtens klare den opgave," beklagede Brown.

Kampagnechef Steve Schmidt er overbevist om, at angreb på medierne giver politisk gevinst.

"Det er bare et faktum, at pressen er en perfekt boksebold. Vi er den mest upopulære institution i Amerika," siger ABC-journalisten Mark Halperin.

Schmidt har især rettet sin vrede mod The New York Times. I denne uger offentliggjorde avisen en artikel om kampagnerådgiveren Rick Davis lobbyarbejde for de to hypotekbanker Freddie Mac og Fannie Mae til en månedsløn på 15.000 dollar. Forbundsregeringen måtte redde de to låneinstitutioner fra konkurs med et stort kapitalindskud i starten af september.

"Jeg ved ikke, hvad den avis plejede at være, men uanset hvilken målestok man bruger i dag, er The New York Times i hvert fald ikke et journalistisk foretagende. Den er et pro-Obama organ, som hver dag angriber McCain og Palin og forsvarer Obama," hævdede Schmidt. En opgørelse foretaget af Obama-kampagnen viser imidlertid, at McCain og den republikanske landskomité siden den 1. juli har udsendt 38 presse meddelelser, hvori man refererer til positiv omtale af republikaneren i The New York Times.

'Politisk geni'

Ifølge Halperin er Schmidt - elev af tidligere Bush-rådgiver Karl Rove - et "politisk geni".

"Han står op om morgenen og beslutter, hvad McCains budskab skal være den dag og fraviger det aldrig. Obama-kampagnen opererer derimod som en komité, hvorfor budskabet bliver en blandet landhandel," siger Time-journalisten.

Ingen betvivler, at McCains lejr har scoret gode point med sin negative kampagne mod Obama, der startede i midten af juli.

Men efter republikanernes partikongres gik demokratens kampagne i offensiven og har ikke sparet på krudtet. I den ene efter den anden tv-reklame udstilles McCain i et negativt lys. I et eksempel gør man grin med McCains manglende computer-kundskaber. Det fik Obamas makker Joe Biden til at kritisere sin egen kampagne for at drive det for vidt.

Vil de indbyrdes beskyldninger gøre nogen forskel? Det tvivler Mark Halperin på.

"Der er al for meget information. Vælgerne bliver forstoppet, de holder op med at lytte eller mister tilliden til medierne," påpeger Time-journalisten.

Den generelle forventning er, at mudderkastningen lige er begyndt og vil blive værre i oktober, når grupper uden direkte tilknytning til kandidaterne indleder deres tv-reklamer.

For McCain - der er faldet i meningsmålingerne under finanskrisen - er der næsten kun en måde at genvinde terræn på: At gå efter Obama i tv-reklamer og via stedfortrædere, som svært kan spores tilbage til præsidentkandidatens kampagne.

Læs Martin Burcharths valgblog Amerikanske Perspektiver på http://luftskibet.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu