Læsetid: 5 min.

Milliardfonde kan redde vestens økonomi

Før finanskrisen blev de store nationale fonde fra Asien og Mellemøsten set som finansverdenens skurke, der kun kom med onde politiske hensigter. Nu peger flere eksperter og politikere på fondene som en mulig redningsplanke
Finanskrisen, som blandt andet tvinger amerikanere fra hus og hjem, kan betyde, at vesten tvinges til at åbne dørene for kapitalstærke statsfonde fra Asien og ikke mindst Mellemøsten.

Finanskrisen, som blandt andet tvinger amerikanere fra hus og hjem, kan betyde, at vesten tvinges til at åbne dørene for kapitalstærke statsfonde fra Asien og ikke mindst Mellemøsten.

26. september 2008

Som knastør jord har brug for regn, som en bokser har brug for handsker. Aldrig har den vestlige finanssektors behov for midler været større. Spørgsmålet er nu om nød lærer nøgen kvinde at spinde. Om vestens lande er i så dyb krise, at landene er parat til at droppe alle forbehold og inviterer de store asiatiske og mellemøstlige statsfonde og deres mange milliarder inden for i varmen.

I horisonten lurer faren for, at statsfondene ikke kun vil investere, men også have politisk indflydelse med i købet. Kan lande i vesten i sidste ende være nød til at stoppe deres forbindelser til Taiwan eller Israel for en økonomisk saltvandsindsprøjtning? Og gider statsfondene overhovedet at sprøjte deres milliarder ind?

Fælles for de fleste vestlige finansselskaber er lige nu, at deres pengemængder - deres likvide fordringer -er helt i bund. Mange selskaber har derfor svært ved at betale af på deres gæld, og har samtidig ingen kapital at låne ud til private låntagere og virksomheder. Som Nordeas cheføkonom Helge J. Pedersen siger:

"Mange mangler penge, og de få, der har nogle, vil ikke låne ud. Mistilliden i systemet er enorm lige nu. " Situationen kan åbne for, at kapitalstærke statsfonde fra Asien og Mellemøsten i den kommende tid køber op i flere europæiske og amerikanske selskaber. Samt ikke mindst at statsfondene i modsætning til tidligere, hvor de blev mødt med afvisninger og forbud mod opkøb, nu vil blive mødt med åbne arme af kapitalhungrende vestlige selskaber, vurderer flere eksperter.

Mere markant rolle

"Der er ingen tvivl om, at statsfondene kommer til at spille en mere markant rolle på den globale finansielle scene," lyder det fra Kim Min-suk, der er økonomisk analytiker i den sydkoreanske tænketank Korea Securities Research Institute og onsdag talte på et seminar om statsfonde. Statsfondene har nemlig rigeligt af den kapital de vestlige selskaber hungrer efter. En ny rapport fra den amerikanske rådgivningsvirksomhed State Street Global Advisors, viser at verdens 40 største statsfonde lige nu råder over værdier på 3000 milliarder dollar. Det er penge, der i de asiatiske landes tilfælde stammer fra vareeksport og i landene fra Mellemøstens tilfælde stammer fra salg af olie.

"Statsfondene har en masse kapital i en verden, hvor kapital bliver stadig mere værdifuld. For dem er det et fremragende tidspunkt at blive rige på," lyder det fra Robert Buckland, der er ledende aktiestrateg i den amerikanske bank Citibank.

Tidligere har statsfonde haft svært ved at få lov til at investere i vesten på lige fod med private investorer. I USA har regeringen nedsat en komité, der skal screene alle udenlandske investeringer, og både Frankrig og Tyskland har i flere år argumenteret for, at det er nødvendigt at kontrollere statsfondene og begrænse deres investeringer. Forbeholdene stammer fra bekymringer over om strategisk vigtige områder som infrastruktur og energiforsyninger, skal blive overtaget af fremmede statsmagter, der på lidt længere sig kan bruge ejerskabet som politisk pressionsmiddel. Som professor i økonomi fra Yale School of Management, Jeffrey Garten, sagde til avisen The Times, da han blev bedt om at forklare den amerikanske frygt for statsfondene:

"Statsfondene har den økonomiske kraft til at købe hvilken som helst virksomhed, til at skabe panik på markedet, hvis de går ud af det for voldsomt og endda til bringe en hvilke som helst international finansiel institution i knæ. Så dem kan man simpelthen ikke ignorere."

I deres analyse af statsfondene skriver konsulentbureauet McKinsey på samme måde, at fremvæksten af statslige investeringsfonde fra olieeksporterende lande skærper frygten for fondene, "fordi de har haft tradition for at blande politik og erhvervsliv."

Indtil videre er der dog kun meget få kendte eksempler på, at statsfonde har brugt deres investeringer politisk. For kort tid siden afslørede avisen Financial Times, at kinesiske Safe, der er den statslige regulerende myndighed bag de kinesiske statsfonde, havde brugt investeringer fra statsfonden CIC til at betinge sig, at Costa Rica afbrød sine politiske forbindelser til Taiwan.

Mindre fjendtlighed

Erfaringerne viser dog, at det er undtagelsen, at statsfonde blander investeringer og politik. Faktisk gør fondene meget for ikke at blive koblet sammen med politik, bl.a. ved at frasige sig indflydelse, de egentlig har ret til.

"Selv i de tilfælde hvor de ellers har ret til det, placerer statsfondene ikke deres egne personer i de vestlige virksomheders bestyrelser. De fleste af fondene siger, at de ikke vil udøve den ret. Det er tydeligvis for at formilde vesten," har John Francis Nugee, der er investeringsrådgiver i State Street Global Advisors og står bag en undersøgelse af fondenes adfærd, sagt til tidsskriftet Financial Adviser. Jesper Rangvid, professor i finansiering på CBS, er enig:

"Statsfondene er helt klart tilstede af økonomiske grunde. Altså for at maksimere deres afkast."

Første officielle tegn på, at USA er i gang med at bløde op over for statsfondene kom for to uger siden. "Fondene spiller en konstruktiv rolle i vores økonomi, og de har, som alle os andre en grundlæggende interesse i, at vores økonomi er sund, og de kan få afgørende betydning for, at USA kommer igennem den nuværende finanskrise," lød det foran kongressen fra republikaneren Luis Gutierrez, der er formand for en arbejdsgruppe nedsat af repræsentanternes hus til at undersøge konsekvenserne af statsfondenes investeringer.

Fonde holder sig tilbage

Spørgsmålet er så om statsfondene lige nu overhovedet selv har lyst til at spille rollen som vestens økonomiske redningsplanke. Indtil videre har fondene været overraskende passive i finanskrisen. Ingen statsfonde bød på de amerikanske investeringsbanke Lehman Brothers og Merrill Lynch, da de var til salg for en slik. Ifølge Jesper Rangvid kan det grundlæggende skyldes to ting.

"Det er ikke fordi fondenes investorer ikke sidder klar ved tastaturet. Det er snarere fordi statsfondene vurderer, at krisen slet ikke er forbi endnu, og så lige venter på, at prisen kommer længere ned og rammer bunder, inden de investerer. Eller fordi fondene allerede har tabt store summer på krisen i den finansielle sektor, og ikke har lyst til købe mere op lige nu," vurderer han og peger på, at bl.a. en stor norsk statsejet pensionsfond har tabt store summer på Lehman Brothers konkurs, og at de kinesiske fonde på samme måde har lidt store tab på de amerikanske investeringsbankers kursfald.

Den vurdering er Vannese Rossi fra den engelske tænketank Chatham House enig i. "For et-to år tilbage investerede statsfondene meget i finanssektoren og deres 'investeringsbalance' blev lidt skæv, og med de tab de nu har på de investeringer, er det kun naturligt, at statsfondene er lidt tilbageholdene - præcist som alle andre investorer," pointerer hun og peger samtidig på, at de kinesiske fonde også oplever et stigende pres hjemme i Kina for at bruge deres midler der frem for i udlandet."Så lige nu er det svært præcis at vurdere i hvor høj grad, statsfondene vil lade deres penge gå ind i det internationale marked, og på den måde være med til at reducere krisen. Det eneste vi ved er, at fondene sidder på pengene i en tid, hvor der i den grad er brug for dem," slutter Vannese Rossi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jamen, lad os da endelig pumpe milliarder tjent på olie ud i en finansiel sump skabt i et økonomisk paradigme, der er håbløst afhængig af olie, så også disse penge kan fordampe i det næste uundgåelige finansielle kollaps.

Inger Sundsvald

kunst kunstnersen

Jeg går ud fra at du er ironisk. Men bortset fra det, så ser det da ud til at reguleringen virker, når staterne holder hånden under spekulanterne.

Peter Rasmussen

Det er interessant, at iagttage CEPOS (www.cepos.dk) Der er larmende tavshed fra den side. Der er ikke et ord om krisen endsige bankernes problemer endsige Natinalbankernes redning af bankernes bankerot. Tværtimod står sloganet der stadig: "Frihed, ansvar, privat initiativ og en begrænset statsmagt." Martin Ågerup har et indlæg om: "Hvorfor er venstrefløjen forlovet med staten?" I øjeblikket er det vist højrefløjen der har snablen langt nede i statskassen og skatteydernes lommer for at redde deres ideologi og i øvrigt økonomien efter en uansvarlighed af historiske dimensioner.

Er det vi er vidner til nu, at endnu en ideologi (urskovsliberalismen, minimalstaten mm) går ned med flaget?

Hvor er minimalstatsministeren, Liberal Alliance og alle de andre ideologer henne?

Bemeldte minimalstatsminister var på NYSE (New York Stock Exchange) i går, hvor han storsmilende benovet fik lov at lukke børsen - for i går, altså.

Inger Sundsvald

Hvad statsfonde angår, så mener jeg, at i stedet for at ’købe hele verden’, så bliver pengene nu brugt til at konsolidere og holde hånden under f.eks. en enkelt aktionær fra Roskilde Bank, som har 1,3 mia. kr. i klemme.

Vedrørende udenlandske statsfonde, så kan det jo tænkes, at de ville være interesseret i solide investeringer i f.eks. DONG, hvis pengene i DK skulle slippe op. Det kunne give en vis magt.

Krisen i den finansielle sektor er udtryk for det frie marked succes - ingen tvivl om det. Min holdning er at staten (eller stater) slet ikke skal gå ind og redde noget som helst. Har man sagt a må man sige b og så må se C POS ----

Pointen er at folk der ikke udviser rettidig omhu og er drevet af grådighed ikke skal tro, at de bare kan handle uansvarligt med andres, dvs. fællesskabets penge. Og at hvis de gør det, ja så står staten parat med en redningsaktion...

!"Pointen er at folk der ikke udviser rettidig omhu og er drevet af grådighed ikke skal tro, at de bare kan handle uansvarligt med andres, dvs. fællesskabets penge. Og at hvis de gør det, ja så står staten parat med en redningsaktion..."

Det er vel ligesom forskellen om valget mellem pest eller kolera. Folk kommer til at betale på den ene eller anden måde, enten i form af skatter eller også i form af lavere økonomisk aktivitet som også kommer til at ramme dem. Så man er jo nødt til at handle i den rent akutte situation, men samtidigt også nødt til at blive bedre til at regulere markederne.

Liberalisternes gidsler.

I samfund som af liberalistiske årsager ikke har et statsfinansieret sikkerhedsnet, som kan afbøde virkningen af kapitalismens krise, eksv gratis sundhedssystemer, sociale sikringssystemer m.v. er befolkningerne tvunget til at håbe på at diverse interveneringer i økonomierne virker.

Disse interveneringer er deres eneste sociale sikring.

@Inger Sundsvald: Jeg er grundlæggende enig med dig i, at det er staten, der har fejlet i deres regulering - eller rettere, mangel på samme - af markedet.

Men der er et grundlæggende problem. Ingen enkelt stat kan gennemføre noget sådant effektivt. Der skal tilstrækkeligt mange stater til før noget sådant har nogen chance for at fungere.

Og selv da, altså hvis disse nationer kunne blive enige om sådanne supranationale reguleringer, så står vi med et andet fundamentalt problem, der netop også er tilstede i forbindelse med ødelæggelsen af klodens ressourcer og i forbindelse med klimatruslen:

Hvem skal i en globaliseret verden agere den juridisk udøvende magt? Da der endnu ikke er fundet liv på Mars, så kan de i hvert fald ikke.

Inger Sundsvald

John Fredsted

I reguleringen for DKs vedkommende kunne staten jo lade være med at sælge ud til investeringsselskaber eller i det hele taget at sælge ud af vores fælles værdier.

M.h.t. klima og miljø er jeg lige så betænkelig som du er, men jeg tror ikke at det gør den store forskel hvem der ejer aktierne i f.eks. DONG.

Erik B. skriver
For de asiatiske statsfonde og mellemøstlige petrodollars er: "...De 'strategiske' områder - dvs. sunde virksomheder - er off limits..."

Pokkers !

Der forsvandt liberalismens eneste gode pointe.
Hvis alle investerer på kryds og tværs globalt vil det være svært at finde argumenter for at føre krige.

Michael Skaarup

"Forbeholdene stammer fra bekymringer over om strategisk vigtige områder som infrastruktur og energiforsyninger, skal blive overtaget af fremmede statsmagter, der på lidt længere sig kan bruge ejerskabet som politisk pressionsmiddel."

Det jo en af de helt store fejl.
At privatisere energiforsyning, telekommunikation, sygehse osv... er som at pisse i bukserne for at få varmen. Når pengene er brugt, og alt er solgt, så lukker butikken.

Den anden helt store fejl, er selve eksistensen af kapitalfonde. hvis eneste formål er at skabe mere kapital. Intet andet. om det er vandforsyning, eller chokoladeproduktion, der skaber kapitalen til kapitalfonden. Det er ligegyldigt.

@Inger Sundsvald: "I reguleringen for DKs vedkommende kunne staten jo lade være med at sælge ud til investeringsselskaber eller i det hele taget at sælge ud af vores fælles værdier."

Det er jeg skam helt enig med dig i.