Læsetid: 3 min.

New Orleans' fremtid hænger i en tynd tråd

Orkanen Gustav er en påmindelse om, at tilværelsen i den charmerende og smukke by kan blive en stor udfordring. Det til trods for, at forstærkningen af digesystemet skulle være færdig i 2011
Udland
2. september 2008
Orkanen Gustav blev i går aftes nedgraderet til en kategori 2-orkan. Det opstemmede vand i New Orleans- kanaler og trykket mod digerne truer dog fortsat byen med oversvømmelse, som det skete, da orkanen Katrina i 2005 fik vandmasserne til at gennembryde digerne.

Orkanen Gustav blev i går aftes nedgraderet til en kategori 2-orkan. Det opstemmede vand i New Orleans- kanaler og trykket mod digerne truer dog fortsat byen med oversvømmelse, som det skete, da orkanen Katrina i 2005 fik vandmasserne til at gennembryde digerne.

Stephen Morton

BOSTON - Kontrasten er til at føle på.

Inden Katrina-stormen slog ned i New Orleans for tre år siden, kørte byens mere velstående indbyggere nordpå, mens den fattige og overvejende sorte befolkning stort set måtte klare sig selv. I dagene inden den næsten lige så kraftige orkan Gustav nærmede sig Louisianas sydkyst, fik myndighederne arrangeret en succesrig masseevakuering. Det er lykkedes for to mio. mennesker at flygte fra stormområdet i tre amerikanske kyststater.

I går tydede alt på, at Gustavs anseelige styrke ikke ville rejse vandstanden omkring New Orleans' diger så højt som Katrina-stormen gjorde. Det betyder, at presset på diger bygget af ler vil være mindre, hvilket formindsker risikoen for erodering og et katastrofalt brud.

Reparationer og forstærkning gennem de sidste tre år af det 500 km. lange beskyttelsessystem i det sydøstlige Louisiana kan meget vel redde New Orleans fra en ny oversvømmelse.

Den amerikanske hærs ingeniørkorps vil først fuldende forstærkningen af digerne om tre år. På det tidspunkt skal systemet have kapacitet til at modstå en orkan af kategori 4 eller 5. Men i New Orleans er indbyggerne generelt utilfredse med, at hæren skal bruge seks år til at beskytte byen, som ligger lavere end havniveauet. USA's kongres har bevilget 15 mia. dollar til projektet.

"Udfaldet er helt afhængig af vindsstyrken, vandstanden og af hvor hurtigt orkanen driver over. Vi er stadig sårbare. Der er stadig huller i systemet," sagde generalmajor Don Riley, vicechef for korpset, til The Los Angeles Times mandag.

Bedre nødhjælp

Katrinas styrke var kategori 3. I går blev Gustav nedgraderet til kategori 2, hvilket svarer til en vindsstyrke på højst 170 km/t. Men ingen føler sig sikre, inden stormen er drevet over.

Hvis den bliver hængende over regionen, kan et voldsomt regnfald føre til oversvømmelse af New Orleans, fordi byens beliggenhed svarer til en vandbalje. Regnvand pumpes ud i kanaler og i den nærliggende Pontchartrainsø af 17 nye kæmpepumper, men der er en øvre kapacitet for, hvor store mængder nedbør, de kan håndtere.

I løbet af mandagen nåede havvandet op på højde med digekanten i New Orleans' industrikanal og løb over, men det anses ikke for at være faretruende i sig selv. Det er effekten fra det øgede vandpres på lerdigerne, som er næsten umulig at forudberegne.

Forbundsstatens nødhjælpsagentur, FEMA, er langt bedre rustet end sidst. Under Katrina-stormen i 2005 var agenturet ikke i stand til at skaffe tilstrækkelige fødevareforsyninger og hygiejniske faciliteter til titusinder af overlevende indbyggere forsamlet på et sportsstadion og i et kongrescenter midt i New Orleans.

Chefen for FEMA og lederen af det amerikanske sikkerhedsministerium blev faktisk først orienteret om de overlevendes tilstedeværelse i byen via tv-programmer.

Denne gang er næsten alle New Orleans' indbyggere blevet evakueret og bor enten hos slægtninge eller venlige mennesker, som stiller deres bolig til rådighed for de husvilde.

FEMA stiller med 17 udrykningshold, 240 lastvogne med drikkevand og 400 lastvogne med tæpper og telte, hvis det skulle blive nødvendigt. Ét tusinde hospitalspatienter er blevet evakueret med fly.

Uigenkendelige kvarterer

I 2005 mistede de lokale hospitaler i New Orleans strøm, fordi deres generatorer var placeret i kældre, hvor vandet trængte ind. Nu er generatorerne installeret i etagerne beliggende over det højest mulige vandniveau.

Bush-regeringen har i koordination med den republikanske præsidentkandidat, John McCain, gjort sit yderste for at slette indtrykket af inkompetence fra katastrofen i 2005. Præsidenten fløj i går til Texas for at blive briefet af forbundsregeringens nødhjælpskoordinatorer og sørgede for at give tv-kameraerne adgang. McCain aflyste de planlagte taler på partikongressens første dag, som i i øvrigt faldt på en af de vigtigste amerikanske helligdage - Labor Day eller Arbejdernes Dag. Selv besøgte han et nødhjælpscenter for frivillige i staten Ohio.

Tre år efter Katrina-katastrofen ligner flere kvarterer i New Orleans stadig ikke sig selv. Det gælder især bydele beboet af afro-amerikanere. I det værst ramte distrikt, Lower Ninth Ward, er kun 15 pct. af befolkningen vendt tilbage. Det amerikanske folketællingsagentur oplyser, at New Orleans' befolkning på 444.000 indbyggere i 2005 er faldet til 240.000. Kongressen har bevilget tre mia. dollar til genopbygning eller renovering af byens 100.000 beskadigede boliger, men kun 35.000 huse er blevet sat i stand og beboet. Det betyder, at 65.000 ødelagte huse stadig står stomme i en by med 220.000 boliger.

Flere af de evakuerede indbyggere sagde i weekenden til amerikansk presse, at de har fået nok og ikke ønsker at vende tilbage til deres fødeby. Med udsigt til flere tropiske orkaner i den nære fremtid hænger New Orleans' fremtid som storby mildest talt i en tynd tråd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dette er en historisk ideologisk milepæl. Samtidig ned, at NeoCons som noget helt nyt hylder kollektive løsninger, så har befolkningen indset, at man også kan være for afhængige af andres velvillige finansiering af deres sikkerhed.

Digebyggeri omkring havets bund er ikke en langsigtet løsning.