Analyse
Læsetid: 3 min.

Ny ballade ulmer i Kaukasus

Mens Rusland tilsyneladende har skabt nogenlunde ro i Tjetjenien og kontrol med Sydossetien og Abkhasien, ulmer uroen andre steder i Kaukasus
Udland
8. september 2008

Hævn, blodhævn, løsrivelse fra Rusland lød opråbene i den lille kaukasusrepublik Ingusjetien i den forløbne uge. Rusland måtte igen sande, at uroen i Kaukasus ikke kun handler om Georgien og Tjetjenien. Uroen i Tjetjeniens naborepublik Ingusjetien, der også er russisk og muslimsk, truer med at bryde ud i lys lue. Således blev et hus, der tilhører næstformanden for parlamentet, her i weekenden udsat for et bombeangreb begået af ukendte gerningsmænd, mens tre caféer blev sat i brand. Samtidig hævdede politiet at have dræbt seks guerillaer. Ikke desto mindre sagde republikkens præsident i weekenden, at der var ro og ingen ballade i Ingusjetien.

Balladen startede, da Magomed Evloev, ejeren af internetavisen ingushetia.ru, som er i stærk opposition til de lokale myndigheder i Ingusjetien, kom flyvende fra Moskva i samme fly som republikkens præsident Murat Sjasjikov. I flyveren havde de to et højrøstet skænderi, og ved ankomsten til Ingusjetiens hovedstad, Nazran, blev Evloev ført bort af politifolk i Sjasjikovs kortege. Han blev senere afleveret død, skudt gennem hovedet, på et hos-pital. Politiet hævder, at han var blevet dræbt ved et uheld, da han forsøgte at fravriste en politimand en maskinpistol.

Blodhævn og løsrivelse

Oppositionen hævder, at der var tale om en likvidering, og at den formentlig blev begået af selveste indenrigsministeren i republikken, Musa Medov.

Evloevs støtter i den ingusjetiske opposition til præsident Sjasjikov, en tidligere KGB-general, organiserede straks et protestmøde, som krævede Sjasjikovs afgang og begyndte at tale om Ingusjetiens løsrivelse fra Rusland. Sjasjikov lod paramilitære enheder opløse demonstrationen.

Oppositionen lover efter begravelsen af Evloev fortsat kamp og hævn mod Sjasjikov og hans regering, ja endda borgerkrig for at få deres tidligere præsident, Ruslan Ausjev, tilbage på posten. Ausjev var ingusjetisk præsident under de to krige i naborepublikken Tjetjenien, og han var en regulær støtte for den tjetjenske oprørs-ledelse, hvorfor Putin lod ham fjerne og erstatte med den Moskva-tro Sjasjikov.

Ingusjetien og Tjetjenien var i mange år en samlet muslimsk republik, skabt af Stalin. Siden afslutningen på krigen i Tjetjenien og indsættelsen af den benhårde prorussiske tjetjenske ledelse, som med hård hånd har skabt nogenlunde ro i republikken, har uroen spredt sig til naborepublikkerne Ingu-sjetien og Dagestan, hvor der næsten dagligt er bombe-attentater og overfald på politiet begået af muslimske fundamentalister og oprørere.

Alvorlige følger

En unavngiven højtstående kilde i Kreml siger til dagbladet Vedomosti, at sagen vil få alvorlige følger for den ingusjetiske præsident Sjasjikov:

"Situationen ser sort ud for ham, vi vil overveje sagen," siger kilden i Kreml.

Og Ruslands statsanklager har sammen med en delegation fra parlamentet personligt taget kontrollen med efterforskningen af drabet. Flere russiske aviser antyder, at Sjasjikov højst sandsynligt vil blive fyret og retsforfulgt, men ingen tør spå om, hvorvidt præsident Medvedev vil tage skridtet fuldt ud og genindsætte Ruslan Ausjev som republikkens leder, idet han tidligere var en stærk modstander af Moskvas politik i Kaukasus. Ausjev var i sin tid en vigtig støtte for de tjetjenske oprørsledere Dudajev, Mas-khadov og Basajev, som han også menes at have holdt skjult for de russiske myndigheder.

På den anden side er der tegn på, at Kreml er i gang med en form for forsoning med de tidligere separatister i de kaukasiske republikker. Tegn, som kunne tyde på, at den nye præsident, Dmitrij Medvedev, overvejer en mere forsonlig linje over for oprørerne i Kaukasus. Således har den Moskva-tro regering i Tjetjenien med Moskvas billigelse givet amnesti til en række tidligere højtstående ledere i løsrivelsesregeringen i Tjetjenien. Og flere er vendt hjem til republikken fra asyl i udlandet. Flere avis-kilder mener også at vide, at løsrivelsesregeringens repræsentant i udlandet, Akhmed Sakajev, har fået samme tilbud om at vende hjem til en højtstående post i den nuværende prorussiske regering, og at han overvejer sagen.

Drabet på den ingusjetiske oppositionspolitiker har indirekte forbindelse til den netop overståede krig i Georgien og Ossetien. Russerne har nemlig i årevis beskyldt Georgien for at give ly til oprørsstyrker fra Tjetjenien og Ingusjetien og andre urolige russiske kaukasusrepublikker. Det kan have været en af årsagerne til Ruslands voldsomme indgriben i den sydossetisk-georgiske konflikt.

Den ingusjetiske opposition har bebudet nye protestdemonstrationer i den kommende tid, indtil præsident Sjasjikov og hans administration er blevet afsat.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her