Læsetid: 2 min.

Ohøj, for en ballade

Det var sand udlændinge-service, da kaptajnen på det gode skib Absalon valgte at sejle de 10 små pirater ved Afrikas Horn sikkert i land
Det danske krigsskib Absalon er ved Afrikas Horn for at bekæmpe pirater - men hvad gør man egentlig, når det rent faktisk lykkes at fange nogle af dem?

Det danske krigsskib Absalon er ved Afrikas Horn for at bekæmpe pirater - men hvad gør man egentlig, når det rent faktisk lykkes at fange nogle af dem?

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Udland
26. september 2008

Hvis man gik rundt og troede, at sørøveri er et uddødt fag, som toppede i Robert Louis Stevenson og Kaptajn Marryats drengebøger, blev man korrigeret læsterligt, da somaliske pirater i fjor kaprede fragtskibet Danica White - og igen da det danske krigsskib Absalon pågreb 10 formodede pirater i området ved Afrikas Horn. Ship ohøj og en halv flaske rom! Pirateri er et helt moderne fag, som ikke udøves med træben, ring i øret og krumsabel.

Men, hjælp! Hvad stiller man op, når man pludselig står med 10 sørøvere på hånden og ikke aner, hvad man skal stille op med dem?

Det var der mærkeligt nok ingen, der havde tænkt på, og da slet ikke det danske forsvarsministerium, som står i spidsen for en ny task force, som skal gelejde skibene sikkert frem i det farlige farvand syd for Suez. FN, som har velsignet styrken, havde heller ikke tænkt videre over det. Ship ohøj og en hel flaske rom.

De tapre krigere på Absalon lukkede sørøverne ind i en container. Der kunne de så sidde og glo. For så vidt var missionen lykkedes. De 10 pirater kunne i det mindste ikke røve skibe så længe, de sad der. Det gjorde de i seks dage, mens rådvildheden bredte sig, og jurister kommenterede livligt på, hvad det var for et lovsæt, der gjaldt.

Mest nærliggende ville det være at sejle dem ind til Somalia, men Somalia er p.t. slet ikke anerkendt som et land, da det står uden regering, og alting roder. I øvrigt har Somalia dødsstraf, og det har nabolandene også. Så må europæere ikke udlevere dem. Det vil Menneskerettighedsdomstolen ikke have. Den bliver vred.

Men man kunne jo også sejle dem hjem til retsforfølgelse i Danmark? Et skib har samme status som en ambassade, og i princippet befandt de sig på dansk jord. Vi er klædt på til at modtage dem, mente statsadvokat Birgitte Vestberg.

På den igen

Det ville piraterne nok ikke have spor imod, for i så fald ville de få et gratis ophold på et af de fine danske fængsler, hvor man får god mad og udgangstilladelse næsten før, man er kommet ind. De har sikkert hørt om Peter Brixtofte, der også opererer i de farvande, omend lidt længere nordpå, ved Tyrkiets kyster. Navnlig ville de have ret til at søge asyl.

Men så ville de få Pia Kjærsgaard på nakken, og hun har mere indflydelse end FN og hele det internationale samfund tilsammen. Hende har de helt sikkert hørt om.

I tidligere tider havde man ladet dem gå planken ud, men det ville være uhumanitært. Der er hajer derude. Derfor endte hele balladen med, at man ydede piraterne den udlændingeservice at sejle dem sikkert ind til nærmeste kyst. Midt om natten. Så var den gordiske knude hugget over.

Indtil næste gang. For de stakkels sørøvere må jo på den igen. Just another day at he office!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her