Læsetid: 4 min.

Premierminister på afbud

Det, israelerne ved om landets første valgte kvindelige partileder, er, at de ikke ved så meget - men fredstilhængere håber på, at hun kan gøre en forskel
Udland
19. september 2008

BEIRUT - Den ringbredde, som det hedder i cykelsporten, på 431 stemmer, som den 50-årige jura-uddannede, tidligere Mossad-agent Tzipi Livni vandt formandsposten med i Israels regeringsparti, Kadima, kan muligvis betyde forskellen mellem krig og fred.

Muligvis. Også israelsk politik er i høj grad præget af ønsketænkning, og det er næsten bevægende at se, hvordan en israelsk fredstilhænger som avisen Haaretz' kommentator Neri Livneh kalder den nyvalgte for 'Israels Barack Obama'.

Det er hun ikke - tværtimod kommer hun fra den gamle ashkenazi-elite med europæisk baggrund. Hendes far var en kendt ultranationalist som leder af Irgun, en modstandsgruppe (eller terrorgruppe, alt efter synspunkt) i den britiske mandat-periode og blev senere medlem af Knesset. Datteren blev således født ind i eliten. Modkandidaten, Shaul Mofaz, blev født i Iran og er altså 'orientaler' og tilhører dermed ikke eliten. Han har dog militær baggrund - som langt de fleste ledende politikere.

Kun omkring halvdelen af de 70.000 Kadima-medlemmer stemte, og af den halvdel gik de 43.1 procent til Livni mod den tidligere forsvarsminister og generalstabschefs 42 procent. To andre kandidater, begge mænd, fik syv procent hver.

At de israelske centrum-højre-vælgere pegede på Livni og ikke på Mofaz, en sikkerheds-paranoid høg, peger både i retning af et politisk mentalitetsskifte i Israel, hvor mantraet 'sikkerhed' af indlysende årsager ellers har haft førsteprioritet gennem 60 år, men også på en politikerlede, der afspejles i den lave valgdeltagelse. Livni anses for 'clean' for så vidt angår den udbredte politiske korruption, og som kvinde hentede hun stemmer på sit køn, men uden at spille på det. Hun er Israels første valgte kvinde til en toppost, idet Golda Meir, premierminister 1969-74, blev udpeget uden valg efter Levi Eshkols død i utide.

Ydmyghed påkrævet

I sin tiltrædelsestale som ny formand og sandsynlig premierminister efter Ehud Olmerts snarlige afgang i vanære erklærede Livni da også, at hun går til opgaven "med største ydmyghed".

Meget tyder på, at hun får brug for den - hendes politiske erfaring er begrænset til posterne som justitsminister og udenrigsminister, traditionelt hverv, som det militært prægede politiske miljø ikke regner for ret meget. Israels største politiske talent, Abba Eban, var som udenrigsminister i 60'erne ugleset og modarbejdet af sikkerheds-eliten i det israelske Sparta-samfund.

Men hvor Abba Eban var en intellektuel og diplomatisk kapacitet, er det sværere at greje Livni, hvis politiske karriere blev indledt i 1999, da hun som den næstsidste af i alt 19 mandater entrede Knesset for Likud-partiet, dengang som nu ledet af Benyamin Netanyahu. Hun fulgte Ariel Sharon over i Kadima-partiet i 2005 og var justitsminister indtil Sharons slagtilfælde i 2006, hvor hun overtog udenrigsministerposten. Det er vanskeligt at pege på konkrete resultater, om nogen overhovedet, af hendes indsats under de 34 dages krig mod Libanon, hvor Israel mod hendes råd fik 'lang snor' af USA og Storbritannien, der i mange uger blokerede alle tilløb til en våbenhvile-resolution i FN's sikkerhedsråd - som Livni var tilhænger af tidligt i forløbet. Dette nederlag viste, at hendes gennemslagskraft over for det militære sikkerheds-etablisseement var begrænset. Hvordan hun vil tackle problemerne med et stedse mere skrydende Hizbollah og Irans atom-ambitioner, er derfor umuligt at vurdere.

Gaza surmuler

Som chefforhandler i dialogen med det palæstinensiske hjemmestyre på Vestbredden har hun, måske med baggrund i sine erfaringer i efterretningstjenesten Mossad, udvist sans for at ikke at 'kæfte op i utide', dog fraset fra en enkelt tudse, da hun kaldte Mahmoud Abbas, hjemmestyrets formand, for "irelevant". At hun havde fuldkommen ret, gjorde kun ondt værre.

Ikke desto mindre hilste hjemmestyrets chefforhandler, Saeb Erekat, valget af Livni velkomment. Tydeligvis vil Vestbreddens ledere hellere tale med hende end med Mofaz. Derimod vil hverken Hamas, der regerer i Gaza, og islamisk Jihad, en Iran-støttet militant fundamentalist-organisation, vide af hende. Hamas' talsmand, Fawzi Barhoum, sagde , at Livnis valg "betyder en fortsættelse af Israels aggressive politik imod det palæstinensiske folk".

Som jødisk nationalist af sin fars gamle skole er Livni tilhænger af en tostatsløsning, der vil sikre Israels fortsatte eksistens som jødisk stat - det vil sige med zionismen som statsbærende ideologi.

Nationalist og uerfaren

Hun har nu kaldt til samling i partiet og vil mødes med rivalen Shaul Mofaz i dag for at drøfte udsigterne til en ny koalitionsregering. De færreste i Kadima-partiet ønsker valg i utide, idet Benyamin Netanyahus Likud-parti har fremgang i meningsmålingerne, så alt tyder på, at Livni inden for de 42 dage, der er fristen for en regeringsdannelse, kan sætte sig i premierminister-stolen. En knast er dog det ultra-ortodokse Shas-parti, der sidder i den nuværende regering, og som har bebudet en høj pris i form af bevillinger til deres traditionelt fattige vælger-bagland for at fortsætte i en ny regering. Kan den ikke dannes, udskrives nyvalg næste forår, halvandet år før valgperiodens udløb.

Og Olmert? Han har erklæret, at han ikke er bitter, og at han elsker det israelske folk højere end noget andet.

Han har dog ikke, så vidt det kan ses, hyldet sin efterfølger på nogen påfaldende måde. Hun må træde sine sporer selv, og med kun en fjerdedel af Kadimas medlemmer bag sig kan turen blive op ad bakke. Som den højrevendte David Horovitz skriver i Jerusalem Post: "Hendes opstigen er i sandhed meteorisk (-) og hun fejrede sin sejr med at erklære, at 'de gode vandt'. Men det hårde arbejde er først lige begyndt."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her