Læsetid: 4 min.

Rwanda kan få verdens eneste kvindedominerede parlament

Folkemordet i Rwanda gav kvinderne en ny rolle i samfundet. Næsten halvdelen af parlamentet er i dag kvinder. Håbet er blandt andet, at kvinder kan sikre fred
Pårørende mindes i Murambi i det østlige Rwanda ofre for folkemordet i Rwanda i 1994. Ved folkemordet mistede knap en million hutuer livet.

Pårørende mindes i Murambi i det østlige Rwanda ofre for folkemordet i Rwanda i 1994. Ved folkemordet mistede knap en million hutuer livet.

Ricky Gare

Udland
15. september 2008

Rwanda kan prale af at have verdens mest ligestillede parlamentsforsamling med omkring 48 procent kvindelige medlemmer i Underhuset.

I disse dage går landet til valg, og det kan langtfra udelukkes, at yderligere to kvinder vælges til Underhuset, som i givet fald vil blive verdens eneste kvindedominerede parlament. Rwanda er et skoleeksempel på, hvordan en væbnet konflikt kan føre til omfattende forandringer i samfundsstrukturen.

"Før folkemordet var kvinden afhængig af sin mand, sine forældre og sine brødre. Sådan var vores kultur. Men under folkemordet mistede mange deres familiemedlemmer, og kvinderne blev nødsaget til at tage aktivt del i at opbygge landet," siger Spéciose Mukandutiye, parlamentsmedlem og forkvinde for FFRP, Forum for Kvindelige Rwandiske Parlamentarikere.

Kvinder er fredelige

Men det er ikke kun kvinderne selv, der har påtaget sig en mere aktiv rolle i politik. En lov, der blev vedtaget i 2004, tilskriver, at mindst en tredjedel af medlemmerne skal være kvinder. En del af begrundelsen er, at kvinder er bedre til at samle stridende parter og bygger på en tro om, at kvinder ikke vil tillade den type folkemord, der fandt sted i landet for 14 år siden.

Bjørn Møller, forsker i afrikanske konflikter ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS mener dog ikke, at historien giver grundlag for at hævde, at kvinder er en garanti for fred i Rwanda.

"Et af de værste bæster bag selve folkemordet, var jo den tidligere præsidents kone, Agathe Habyarimana, så det, at man er kvinde, er ikke nødvendigvis en garanti for, at man er fredelig og modstander af et folkemord," siger Bjørn Møller.

Bedre forhold

Fred eller ej, så mener Spéciose Mukandutiye, at de mange kvinder i parlamentet har betydet bedre forhold for landets prøvede kvinder.

Hun har selv været enke siden folkemordet og ved valget i 2003 vandt hun en plads i Underhuset for regeringspartiet RPF.

Hun hævder, at det er takket være landets ledere, ikke mindst præsident Paul Kagame, at kvinderne har fået øget indflydelse og styrket deres stilling i samfundet.

"Sidste år vedtog vi en lov i Rwanda om kønsrelateret vold. Det er nu forbudt for mænd at straffe og mishandle kvinder med vold. Men sådanne forandringer er ikke lette at gennemføre. Mange mænd skal overbevises om fordelene ved den nye ordning," siger Mukandutiye. Og loven var tiltrængt. Før lovforslaget blev fremlagt, blev 720 kvinder i hele landet interviewet om deres situation i hjemmet.

"Det viste sig, at over halvdelen havde oplevet at blive slået af deres mænd, fordi de ikke havde maden klar i rette tid eller blev mistænkt for utroskab," fortæller Mukandutiye.

Langt igen

Christine Umutoni er rwander, kvinde og 'overlever' - som man siger i Rwanda.

Hun arbejder for FN's udviklingsprogram, UNDP, og trods de seneste års store forandringer er det hendes opfattelse, at samfundet stadig i vidt omfang er gennemsyret af patriarkalske normer.

"Der er mange mænd, som anser det for deres ret at slå på kvinder og piger. De ser intet galt i voldtægt i hjemmet. De argumenterer på den måde, at når de har 'betalt for deres køer', har de ret til at gøre, som de vil."

Men Rwandas kvinder er kommet langt i deres indsats for større lighed, ikke mindst fordi kvinderne efter folkemordet har fundet ny styrke, og at regeringen så klart støtter deres bestræbelser.

"Mange love er blevet ændret siden folkemordet," fortæller Christine Umutoni. "Før havde kvinder ikke ret til at eje jord og fast ejendom. De måtte end ikke åbne deres egen bankkonto. I dag er mænd og kvinder lige for loven."

Forandringerne har fået stor opmærksomhed i hele regionen, og ugandiske kvinder kommer nu på studiebesøg for at høre om, hvordan Rwandas love om lige arveret er blevet udformet, fortæller Christine Umutoni.

"Der var engang, hvor jeg skammede mig over at være rwander. Nu sker der så meget positivt, at jeg igen kan føle stolthed."

Opgøret

Også i opgøret med folkemordet fylder kvinderne godt. I gacaca, de traditionelle domstole, som skal retsforfølge personer, der har begået mindre forbrydelser under folkemordet, optræder kvinder både som vidner og dommere.

Laurance Mukamurangwa er 51 år. Hun tilhører minoritetsgruppen tutsierne og blev forældreløs under de første angreb mod tutsibefolkningen i 1959. Hun har været vidne til mange krigshandlinger og til optrapningen af folkemordet.

"Folkemordet var det værste. Der lå lig overalt. Min mand blev myrdet og jeg selv udsat for gruppevoldtægt, som de tvang mine børn til at være vidner til."

Efter folkemordet fik hun kontakt med organisationen Rwanda Women's Network. Hun fik et hus, som hun kunne flytte ind i og lærte sig så småt at begynde på et nyt liv med de andre kvinder - fra begge sider af folkemordet.

"Vi må leve sammen med mennesker, som har gjort os fortræd. At se deres børn kan gøre ondt. Men det var den bitre medicin, vi måtte lære at tage. For det var eneste udvej. Vi har måttet lære at leve sammen, og det gør vi i dag."

Hendes liv har taget en ny vending, og hun er en af de 200 personer, der er blevet uddannet til gacaca-dommer.

"Jeg er en betydningsfuld kvinde i dag. Som gacacadommer kan jeg for eksempel hjælpe andre kvinder med at få deres ejendom tilbage. Før pegede alle fingre og anklagede hinanden. Nu hjælper vi til, så sandheden kan komme frem."

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Angelica Correa

Rwanda - et fantastisk eksempel på hvad kvoter kan gøre i forhold til at ændre et samfunds normer. Og på hvor vigtigt det er at kvinder er velrepræsenteret i parlamentet hvis samfundets kvinders behov skal tilgodeses.

Angelica Correa

Jeg har ikke høje forventninger til Rwanda (desværre), jeg konstaterer bare at der er sket et vist fremskridt på ligestillingsområdet, og at måden det er sket på, er noget vi kan lære af selv i vesten, hvor de mandetunge parlamenter kan nægte at gøre noget ved den manglende ligestilling.

Selvfølgelig er det interetniske had Rwandas største problem, ligesom det er et problem at Kagames styre bliver mere og mere autoritært og har en tvivlsom demokratisk legitimitet (jævnfør 2003-valgobservatørernes kritik).

Ikke desto mindre. Problemer med manglende ligestilling eksisterer i alle verdens lande, ikke kun de muslimske. Kvinder bliver, som det også fremgår af artiklen, mishandlet uanset om der er krig eller "fred".

Thomas Bolding Hansen

Under alle omstændigheder er det et spændende eksperiment, men måske burde de tænke lidt mere i at give Hutuer og Tutsier, ligelig indflydelse?

Det kan godt være det ikke forandrer det til det bedre, men der en mulighed.

Spændende artikel.

Men billedteksten

"Pårørende mindes i Murambi i det østlige Rwanda ofre for folkemordet i Rwanda i 1994. Ved folkemordet mistede knap en million hutuer livet"

burde måske nok rettes til

"knap en million tutsier og moderate hutuer"

, da knap 80 procent af de dræbte anslås at være tutsier.