Salige er dem, der skaber fred

Heureux ceux qui créent la paix - Salige er dem, der skaber fred.

Bernard Kouchner, den franske udenrigsminister ynder at bruge dette citat fra Bjergprædikenen i Mattæusevangeliet. Ikke fordi han er religiøs - "det er svært, når ens mor er jøde, ens far er protestant og når man er vokset op som kommunist," har han sagt.

Men citatet har han flittigt brugt, siden han som ung mediciner så lidelserne i Biafra-krigen i 1968.

Dengang var han kommunist. I dag er han udenrigsminister i en gaullistisk og borgerlig regering under en statschef, der blev valgt på et program om en rupture - et brud med fortidens statsdirigerede franske økonomiske system.

'Renegat' kaldte de ham på venstrefløjen, da han accepterede Nicolas Sarkozys invitation om at blive udenrigsminister under premierminister François Fillon.

Og det er lidt af et politisk højresving. Selvom han kun i en kort periode var medlem af Parti Communiste Français (PCF), har han hele sit liv været at finde på venstrekanten af det politiske spektrum og har i denne egenskab arbejdet som minister for flere socialistiske regeringer.

I 1988 blev han udnævnt til Secrétaire d'état - eller viceminister for humanitær hjælp - for den socialistiske ministerpræsident Michel Rocard og den ligeledes socialistiske præsident François Mitterrand. Da Pierre Bérégovoy blev premierminister, blev Kouchner forfremmet til sundhedsminister og medlem af kabinettet.

$SUBT_ON$Læger uden Grænser

At Sarkozy udnævnte den 67 år gamle socialist skyldtes ikke kun ønsket om at have et prominent socialistisk medlem af regeringen.

Kouchner er ikke kun kendt som politiker. Tværtimod er han - som en af relativt få franske politikere - respekteret uden for politiske kredse på grund af hans humanitære engagement.

Han var grundlægger af organisationen Læger uden Grænser. Men før dette havde han levet et liv, der er taget ud af en roman.

Den unge mediciner fra Avignon var - som så mange andre i hans generation - lidt af en romantiker. Hans helt var den argentinske læge Ernesto 'Che' Guevara, og forbilledet var den cubanske revolution. Men mens hans medstuderende hjemme i Paris havde nok at gøre med at lære de latinske navne på knoglerne og lære kroppens fysiologiske funktioner, fandt unge Kouchner tid til at kombinere det krævende studie med en rejse til Cuba.

Fidel Castro var imponeret over den unge kommunist. Kouchner har siden underholdt med, hvordan han tog på kombineret fiske- og druktur med den cubanske præsident.

Den slags gav prestige blandt de unge medlemmer af kommunistpartiet - men ikke blandt de mere fagforeningsorienterede franske kommunistledere. Den unge hedspore blev overmodig og udfordrede partitoppen. Det slog fejl. Kouchner blev ekskluderet fra partiet. Han blev ikke leder af PCF, men til gengæld færdiggjorde han medicinstudiet. Og gjorde det med topkarakter.

Inden det havde han nået at være en af lederne af studenteroprøret på Sorbonne. Dette gav ham nok prestige, men det var ikke noget, der overbeviste arbejdsgivere på franske landhospitaler. Udsigterne til at blive speciallæge - der kræver en ikke uanseelig del nepotisme - var lange, for ikke at sige udsigtsløse.

Endnu engang tog han skæbnen i egen hånd. Han tog til Afrika. Oplevede krigen i Biafra med egne øjne. Denne krigs rædsler overbeviste ham om, at han ikke skulle forfølge en karriere som overlæge på et fransk provinshospital. Salige er dem, der skaber fred; han oprettede Læger uden Grænser tre år efter i 1971.

I 1980 trådte han dog ud af organisationen efter et sammenstød med formanden Claude Malhuret. Ligesom sin helt, Che Guevara, ville Kouchner være en handlingens mand. Ikke en kriger som Che, men en læge der hjælper i den virkelige verden. Han kombinerede igen sine organisatoriske evner med sine lægelige kundskaber og etablerede organisationen Médecins du Monde.

I 1982 tog Kouchner til Libanon for at arbejde i flygtningelejrene. I denne periode arbejdede han med yderligtgående islamister som blandt andet den shiamuslimske imam Musa al-Sadr.

Det er ikke mindst disse erfaringer, der gør ham enestående blandt hans udenrigsministerkollegaer. Disse erfaringer betyder, at Frankrig pludselig kan tale med mere vægt i Mellemøsten, end det har været tilfældet tidligere.

Et sådant generalieblad burde være nok for de fleste arbejdsgivere til at give ham fast arbejde. En af dem, der var imponerede, var FN's daværende generalsekretær, Kofi Annan.

Da FN efter krigen i Kosovo havde brug for en administrator i landet, udnævnte han Kouchner. Han fungerede i 18 måneder og banede vejen for Hans Hækkerrup. Efter endt dåd vendte Kouchner tilbage til Frankrig og blev - for tredje gang - sundhedsminister i en socialistisk regering.

Nederlag

Efter socialisternes nederlag ved valget i 2002 blev Kouchner for første gang arbejdsløs. Og hans ansøgninger om internationale topposter blev nærmest konsekvent forbigået. Hans ambition om at blive FN's Flygtningehøjkommissær gik i vasken, da den tidligere portugisiske premierminister António Guterres blev udpeget af Kofi Annan.

I 2006 måtte Kouchner igen se sig slået på målstregen, da han søgte at blive præsident for verdenssundhedsorganisationen WHO. Posten gik i stedet til Hong Kong-kineseren Margaret Chan Fung Fu-chun. Kouchner blev ofte beskrevet som en bitter mand.

Det var derfor overraskende, at Sarkozy udnævnte ham. Ikke mindst, da Kouchner under præsidentvalget havde støttet den socialistiske kandidat Ségolène Royal.

Med Frankrigs formandskab af EU i dette halvår er Kouchner mere end nogensinde før i begivenhedernes centrum. Mere end mange af sine forgængere i Quai d'Orsay - som udenrigsministeriet kaldes i daglig tale - har Kouchner fået lov til at skabe sin egen profil.

Det er paradoksalt nok denne frihed, der er en af årsagerne til, at Kouchner har fået et nært, varmt og alligevel professionelt forhold til præsident Sarkozy.

; et brud med fortidens ofte forudsigelige USA-kritiske udenrigspolitik.

En anden årsag er, at Kouchner - lige som sin chef - ønsker at foretage en rupture

Især i spørgsmålet om Irans atomprogram har den franske udenrigsminister udtalt sig overraskende skarpt. Han har sågar antydet, at en militær indgriben ikke kan udelukkes. Det er blevet kritiseret af Det Internationale Atomenergiagentur IAEA's ægyptiske chef, Mohamed Al-Baradei. Til gengæld har det givet ham venner i det amerikanske udenrigsministerium.

Men i modsætning til CondoleezzaRice - som opfattes som Israels talerør i den arabiske verden - er der mange, der husker Kouchners mod under Libanons borgerkrig i begyndelsen af 1980'erne. Den slags glemmes ikke i den arabiske verden. Og det betyder, at de lytter til ham og tager ham alvorligt i Mellemøsten. Også selvom de er uenige i analysen.

Castros ven - den tidligere kommunist, der fortsat er medlem af socialistpartiet - er manden, der har gjort op med gaullisten Chiracs USA-kritiske udenrigspolitik. Frankrigs udenrigspolitik er nu næsten blevet neo-konservativ og bliver nu administreret af en mand, der ytrede sig som tilhænger af krigen i Irak, men - i modsætning til Fogh, Blair og Bush - med det udgangspunkt, at Saddam Hussein burde afsættes.

Det er en revolutionær ændring. Men den er utvivlsomt pragmatisk begrundet. For, som Kouchner ynder at sige: Salige er de der skaber fred.