Læsetid: 2 min.

Slaget om rucolaen

Hvilken slags salat spiser du? Et tilsyneladende uskyldigt spørgsmål, men ikke i USA i en valgkamp, hvor et forkert svar anbringer dig midt i det værste af alt; den veluddannede elite
Udland
22. september 2008
Rucola (Eruca sativa) er i den amerikanske valgkamp blevet amerikanernes svar på det danske caffe latte-segment. Altså et symbol på nogle bedrevidende veluddannede, der har de rigtige meninger, men som lever meget privilegeret.

Rucola (Eruca sativa) er i den amerikanske valgkamp blevet amerikanernes svar på det danske caffe latte-segment. Altså et symbol på nogle bedrevidende veluddannede, der har de rigtige meninger, men som lever meget privilegeret.

WASHINGTON D.C. - "USA er jo iceberg-land". Det slog New York Times fast for nogle måneder siden, da den velanskrevne liberale avis berigede sine læsere med en hel sektionsforside om salatsorten rucola. Dens historie, popularitet (eller mangel på samme). Avisen spurgte også udvalgte kokke og gourmeter ud om deres syn på salaten, der stammer fra Italien samt forsynede læserne med et par opskrifter, hvor den delikate nøddeagtige og let bitre salat kunne bruges. Anledningen?

Det amerikanske præsidentvalg, som solidt har anbragt lige netop rucola (på amerikansk arugula) i centrum som et kulinarisk, symbolsk omdrejningspunkt for det, præsidentkandidat Barack Obamas modstandere ynder at pege på: Den demokratiske kandidat er et vin- og økologisk tedrikkende, arrogant medlem af en fjern og universitetsuddannet elite.

Rucola er med andre ord under denne valgkamp blevet amerikanernes svar på det, danskerne i en del år har benævnt caffe latte-segmentet.

Soja og majs

Rucola-sagaen stammer helt tilbage fra maj, hvor Barack Obama holdt en tale til landmænd i Iowa. I et forsøg på at vise de tilstedeværende, at den demokratiske senator havde forståelse for og medlidenhed med landmændenes trængsler over faldende indtjening på trods af høje priser på produkterne i butikkerne, sagde han: "Er der nogen her, der har været i Whole Foods for nylig og set, hvad de ta'r for rucola? De forstår virkelig at sætte prisen op på den slags."

Problemet med udtalelsen var, at på trods af at netop Iowa er en landbrugsstat med en enorm produktion af fødevarer, findes der ikke nogen Whole Foods i miles omkreds. Som medierne efterfølgende påpegede, skal man fra Ohio helt til Omaha, Minneapolis eller Kansas City for at finde den økologisk bevidste øvre middelklasses yndlings-supermarked.

Og om end rucola faktisk dyrkes i Iowa, er det i ekstremt begrænsede mængder.

De tilstedeværende farmere var imidlertid alle producenter af sojabønner og majs.

Nouvelle cuisine

Strategien med det øldrikkende og jævne folk kontra den vindrikkende Ivy League-uddannede elites forkærlighed for la nouvelle cuisine blev brugt med stor succes mod den seneste demokratiske præsidentkandidat, John Kerry. Et af hans største handicap i 2004 endte med at være, at han kunne tale fransk - på et tidspunkt, hvor Paris' aktier var nede at skrabe bunden hos det patriotiske USA efter gallernes konflikt med amerikanerne om Irak-krigen.

Rucola-temaet blev senest hevet frem af den republikanske kampagne i sidste uge, efter at den burgerspisende, riffelsvingende og bibelstærke kvinde af folket, Sarah Palin, var blevet udvalgt som John McCains vicepræsident: "Gå hjem til Harvard og spis rucola," lød det fra partiets spindoktorer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her