Analyse
Læsetid: 3 min.

Sydamerika støtter enstemmigt Evo Morales

Unionen af Sydamerikanske Nationer gav på sit møde mandag i Chile sin uforbeholdne støtte til Bolivias præsident, Evo Morales, hvis regering er truet af selvstyrebevægelsen i den østlige del af landet
Udland
17. september 2008

Topmødet i Unionen af Sydamerikanske Nationer i Santiago de Chile blev mandag indkaldt for at behandle krisen i Bolivia, hvor situationen fortsat er spændt. De oprørske bolivianske provinser kræver mere selvstyre og en større andel af indtægterne fra betydelige naturgasreserver fra de l0kale områder. Omvendt ønsker regeringen en ny grundlov, som skal sikre en jordreform og rettigheder for landets indianske befolkning, der er i overtal, men altid har levet som andenrangsborgere.

Baggrunden for topmødet var de voldsomme begivenheder i Bolivia, hvor præfekterne i det østlige del af landet den sidste uges tid har iværksat en række voldelige og ofte racistiske aktioner. Almindelige indianske markedskvinder er blevet gennembanket. De statslige institutioner er blevet smadret eller besat.

Der har været stor bekymring i de øvrige sydamerikanske lande over en genopblussen af vilkårlige handlinger, som man ellers troede hørte diktaturperioden i 1970'erne til. Med udgangspunkt i 35-året for statskuppet mod den demokratisk valgte chilenske præsident, Salvador Allende, i 1973 sagde mødets værtinde, Chiles præsident, Michelle Bachelet:

"Tiden, hvor krænkelser af menneskerettigheder kunne gå upåagtet hen, er ovre i Sydamerika".

Et vink til USA

Erklæringen fra de 12 sydamerikanske lande i UNASUR kræver en undersøgelse af massakren på indianske bønder torsdag i sidste uge i Pando-provinsen. Den tager afstand fra ethvert "forsøg på civilt kup, brud med den institutionelle orden eller med Bolivias territoriale integritet".

Et klart skulderklap til Bolivias Evo Morales, som har betegnet selvstyrebevægelsens aktioner som "kupforsøg". UNASUR opfordrer til dialog, men stiller som betingelse, at de besatte institutioner rømmes af præfekterne.

De 12 sydamerikanske landes enstemmige erklæring af uforbeholden støtte til Bolivias præsident Morales er i første omgang en sejr for Sydamerika selv og hele kontinentets bestræbelse på en mere uafhængig kurs over for USA. Formålet med den nylige oprettelse af UNASUR var, at de sydamerikanske lande skulle have eget forum, hvor USA ikke medvirker (I modsætning til, hvad er er tilfældet i Organisationen af Amerikanske Stater, red.).

Bolivias præsident, Evo Morales, sagde, at det var første gang, at de sydamerikanske lande på egen hånd søgte at klare deres problemer. I sidste uge smed Evo Morales USA's ambassadør ud af landet, idet Morales anklagede ham for at puste til den separatistiske ild i Bolivia.

UNASUR-erklæringen - og opbakningen til Morales - afspejler styrkeforholdet i Bolivia. Den understreger også, at Evo Morales fornylig blev bekræftet i sit mandat af et stort flertal af bolivianerne.

Bag erklæringen ligger forskellige interesser og motiver:

Ecuador frygter selv separatistiske tendenser på sin relativt velstående Stillehavskyst. Argentina og Brasilien, som aftager den bolvianske naturgas, er først og fremmest interesserede i bevarelse af institutionelle rammer i landet. 50 pct. af Brasiliens naturgas kommer fra Bolivia. Præsident Luiz 'Lula' da Silva understregede behovet for "en permanent løsning" på Bolivias krise.

Det står klart efter topmødet, at nabolandene ikke vil acceptere en lilleput slyngelstat i hjertet af Sydamerika. Erklæringen burde være et incitament for præfekterne til at fortsætte den dialog, som de fredag indledte med regeringen. Om præfekterne er inden for pædagogisk rækkevidde, er en anden historie.

Højrefløjens korruption

De gamle konservative politiske partier i Bolivia er sunket sammen under vægten af egen korruption. Oppositionen udgøres derfor af selvstyrebevægelsen.

Den har vist sig som en snu modstander, mere drevet af desperat varetagelse af storgodsejer-elitens privilegier end af rationel handling.

Afgørende for dens fremtidige kompromisvillighed bliver snarere om regeringen viser den rette blanding af fasthed og kompromisvilje trods modstand fra sociale organisationer, som udgør regeringens base.

Med skulderklappet til Bolivias regering fra UNASUR er der håb om, at den ellers tøvende regering vil finde sine ben og indgå i en dialog med præfekterne, som ikke indebærer udsalg af de mærkesager - herunder at fremme de indianske folks rettigheder, som har bragt den til magten.

idag@inforamtion.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hatten af for Evo Morales.
Gid hans jordreformer må blive gennemført. Men vi ved jo godt, at godsejerne så gemmer deres skøder til "bedre tider".