Læsetid: 2 min.

Thailands regering vil spørge folket

Thailands regering foreslår, at en folkeafstemning om premierminister Samak Sundaravej skal bane vej for en løsning på den politiske krise
Udland
5. september 2008

Hvad politikerne ikke er i stand til - at løse landets politiske krise - det kan Thailands befolkning hjælpe med. Det håber den trængte regering, som i går præsenterede planen om en folkeafstemning.

Spørgsmålet, som hver enkelt thailænder med en stemme skal svare på, er, om premierminister Samak Sundaravej skal fortsætte eller ej.

Kulturminister Somsak Kiatsuranont offentliggjorde planen efter et ekstraordinært regeringsmøde, som blev holdt i hærens hovedkvarter. Forud gik udenrigsministerens afgang onsdag, men også en generalstrejke, arrangeret af oppositionen, der dog ikke fik den varslede tilslutning.

"Regeringen har i princippet besluttet at holde en folkeafstemning, sagde Somsak. Han tilføjede, at forberedelserne af afstemningen begynder straks, og at den formentlig kan holdes i løbet af få uger.

"Folkeafstemningen har til formål at spørge til befolkningens holdning, og premierministeren har accepteret den som en mulig løsning på problemet," tilføjede Somsak.

Ydmygende

Samak Sundaravej har været ved magten i syv måneder. Regeringschefen har i den periode modtaget flere og flere opfordringer om at gå af. For 10 dage siden besatte tilhængere af oppositionen regeringsbygningen, og de har siden nægtet at forlade stedet.

Samak sagde i går i en radiotale til befolkningen, at han ikke ser nogen grund til, at hans regering skal træde tilbage i lyset af demonstrationerne.

"Disse mennesker ønsker, at regeringen skal give op, men hvordan kan jeg gøre det, hvis hele verden ser på? Det ville være ydmygende at gøre sådan," sagde han.

Talen kom, efter at oppositionen måtte erkende, at den måske ikke havde så stor tilslutning, som den troede.

Fagforbundet for Thailands offentligt ansatte havde således bebudet, at henved 200.000 af medlemmerne onsdag ville indlede en strejke, der skulle lamme bus-, tog- og flytrafik samt sætte en stopper for vand- og elektricitetsforsyningerne til en række offentlige bygninger. Men som dagen skred frem, blev det klart, at langt de fleste af de 200.000 arbejdere ikke gjorde alvor af truslerne. Onsdag kunne myndighederne således melde om normal flydrift, mens der kun var få togaflysninger i det sydlige Thailand.

Splittet befolkning

Den seneste halve snes dage har flere tusinde demonstranter forskanset sig på græsplænen foran regeringsbygningen i hovedstaden Bangkok med det formål at tvinge Samak til at træde tilbage. Der har før været meldt om omkring 20.000-25.000 mennesker, men nu er tallet snarere 5.000.

I sin radiotale i går meddelte Samak så officielt, at han havde accepterede udenrigsminister Tej Bunnags afskedsbegæring. Han begrundede ikke Tejs ønske om at træde tilbage.

Det har dog tidligere forlydt, at det var ministerens hustrus helbred, der er årsagen til, at han ville trække sig.

I går var Bangkok stadig i undtagelsestilstand. Dermed har militæret beføjelser til at opløse forsamlinger på mere end fem personer. Men hærchefen, general Anupong Paojinda, har slået fast, at man ikke har i sinde at ændre den hidtidige kurs og ty til magtanvendelse.

Samaks beslutning om at indføre undtagelsestilstand i Bangkok har splittet den thailandske befolkning. I en meningsmåling, der inkluderer de 16 største provinser i landet, erklærer 50,6 procent af de adspurgte sig enige i premierministerens beslutning. ritzau/AFP

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her