Interview
Læsetid: 4 min.

Verdens økonomiske magtbalance tipper mod øst

De asiatiske økonomier ser ifølge Danmarks tidligere ambassadør i Singapore Jørgen Ørstrøm Møller ud til at slippe uden om finanskrisen. Han tvivler på, at tilliden til den amerikanske økonomi vil blive genoprettet, og det vil føre til et økonomisk magtskifte, så yuan og euro overtager dollaren og pundets magtposition
Udland
18. september 2008

Den globale finanskrise har for alvor ramt USA og Europa, mens det asiatiske marked indtil videre ser ud til at klare sig nogenlunde igennem. For mens Europa og USA har levet for lånte penge, har asiaterne sparet op. Især USA har lånt kæmpe summer i Kina til at investere og leve for, derfor har de asiatiske lande i dag tusinder af milliarder til gode i dollar, forklarer økonom og tidligere ambassadør i Sydøstasien, Jørgen Ørstrøm Møller.

- Hvad betyder finanskrisen i Asien?

"Bortset fra Japan, hvor flere banker har store poster investeret i USA, så ser det indtil videre ud til, at de asiatiske banker og finansielle institutioner har været overordentlig tilbageholdende med at engagere sig."

- Så de asiatiske investorer står ikke med et større tab end de kan klare?

"Ikke som det ser ud nu. Årsagen er meget enkelt den, at de asiatiske økonomier gennemgik en krise i 1997-98, og det har ført til, at de efterfølgende har været meget forsigtige. Mange af de finansielle institutioner har været underkastet et relativt stramt tilsyn for at undgå en gentagelse af krisen for ti år siden. Konsekvensen er, at de har holdt sig tilbage med at opkøbe de amerikanske aktiver, som har været svære at gennemskue. De asiatiske banker har anlagt en linje, der hed, at så længe risikoen var ubekendt, så ville de ikke engagere sig."

- Hvad betyder det for verdens økonomiske magtbalance?

"Der lægges endnu en stor brik på den bygning, der går ud på at verdens økonomiske og finansielle centrum flyttes fra USA til Asien. Den her udvikling får dybtgående konsekvenser for det amerikanske finansielle systems status. Det vil vare lang tid, før den amerikanske økonomi har oparbejdet den tillid, som den indtil nu har nydt."

Jørgen Ørstrøm Møller tvivler på, at tilliden overhovedet kan opbygges igen:

"Alle og enhver tænker, at det her er inkompetente folk, der ikke har vidst, hvad de har med at gøre, når de har kunnet gennemføre så risikofyldte transaktioner, at det har trukket det amerikanske og dermed det globale banksystem ud i en så alvorlig krise. Dem kan man jo ikke have tillid til i fremtiden."

- Så det her er ikke bare en helt almindelig finansiel krise, der går i sig selv igen om et par år?

"Jeg er ikke sikker på, at tilliden til den amerikanske dollars kan genoprettes. Men der er en interessant vinkel på det her for Europa, fordi det primært er det britiske pund, der er i vanskeligheder. Det er ikke euroen, sådan som ser situationen ser ud nu. I et globalt perspektiv vil det franske og tyske kapitalmarked derfor få et kolossalt boost, fordi Storbritannien bliver trukket med ned af USA's krise. Hidtil har det jo været New York og London, der har stået for den højeste finansielle viden og ekspertise, og nu viser det sig altså, at de bare har haft kompetence til at køre sig selv ned i afgrunden. Alle dem, der var mere forsigtige, og som folk har grinet af, er derimod dem, der kommer igennem det her uden alvorlige skår, så det får en meget stor konsekvens, fordi der i lang tid fremover vil være mere tillid til euro og yuan end til sterling og dollar."

- Hvorfor sker det her?

"Der har jo været en grådighed i det finansielle system, et ræs efter en for høj profit, der har givet en alt for stærk tro på, at markedet gjorde det rigtige. Det viser sig alt sammen nu at være forkert."

-Vil det her betyde asiatisk tilbageholdenhed over for at give lån til amerikanerne?

"Det vil det i høj grad. Kina har astronomiske beløb i valutareserver, og 60-70 procent af dem er placeret i dollar. Der har allerede været forlydender om, at Kina vil placere dem i andre valutaer, men det vil ske over tid, da asiaterne heller ikke er interesseret i sammenbrud, for så kommer de selv til at betale en stor del af prisen. Men når alt er faldet til ro, så vil vi se en stærk tilbagetrækning af kinesiske investeringer væk fra dollar."

- Vil vi se de kinesiske statsfonde opkøbe store amerikanske virksomheder og banker, som nogen frygter?

"Det er da en helt reel angst. Hvad skulle kineserne ellers bruge alle deres mange penge på, hvis ikke de skulle opkøbe amerikanske virksomheder. USA har jo selv været med til at skabe en situation, hvor det er muligt, ved at gældsætte sig så massivt."

- Hvad vil det betyde for magtbalancen imellem USA og Kina?

"Det her vil betyde et stærkt svækket USA både økonomisk og politisk," siger Jørgen Ørstrøm Møller.

lila@information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Der har jo været en grådighed i det finansielle system, et ræs efter en for høj profit, der har givet en alt for stærk tro på, at markedet gjorde det rigtige. Det viser sig alt sammen nu at være forkert."

Stur, stur overraskelse. Hvorfor skulle det tage så lang tid at indse?

Man behøver ikke være økonom - ja, rent faktisk er det formodentlig en fordel ikke at være det - for at forstå, at Markedet (jeg tillader mig at skrive det med stort M, for det har ganske tydeligt flere rettigheder end noget enkelt menneske har) ikke opførte sig fornuftigt.

Allerede for to-tre år siden undrede jeg - og jeg er kun en "sølle" teoretisk fysiker - mig såre over, hvordan friværdi, forbrugsfest etc. kunne blive ved. For hvor kom pengene fra? Fra en boble, naturligvis. Er det ikke det, som økonomer får penge for at advare os imod? Jeg spørger bare, men forventer jo egentlig ikke længere noget (begavet) svar.

Steen Rasmussen

Jeg har længe undret mig over hvorfor dollaren ikke bare er gået ned og ned, f.eks. her:
http://www.information.dk/156572

Den amerikanske stat har overtaget gigantiske gældsposter i den finansielle sektor, efter at den allerede havde akkumulere ufattelige mængder af gæld, for bl.a. at finansiere sin krig i Irak. Hvis en ganske almindelig stat havde gjort det samme, så ville dens valuta være faldet sammen øjeblikkeligt. Tilliden til en stat og dens valuta giver sig normalt udtryk i prisen på dens valuta, altså det man anser den for at være værd i udlandet. Men netop kursen på dollaren er faktisk steget de sidste måneder på trods af de lig, der vælter ud af ethvert historisk set velanset amerikansk finans-hus .

Man kunne være tilbøjelig til at give Jørgen Ørstrøm Møller ret i sin analyse. Det eneste jeg ikke forstår, det er hvorfor dollaren ikke er faldet ned i et stort hul for længst. Er det ikke fordi den netop er verdens reservevaluta, dvs. et internationalt betalingsmiddel, som ingen har råd til at miste tilliden til, uden samtidigt at miste de nominelle værdier man har skrabet sammen. Hvor er den mekanisme, der skaber forbindelsen mellem værdierne, som de findes i ”ikke økonomisk forstand”, og værdierne i ”økonomisk forstand”? Er det ikke lige som om, at koblingen bare ikke er der. Er det ikke lige som om, at dollaren er hævet over det, at skulle være forbundet med de værdier, der handles i dollars. Uanset hvor mange dollars den amerikanske stat pumper ud i den globale økonomi (i sit forsøg på at få sin egen økonomi til at hænge sammen og i sit forsøg på at finansiere den politik, der giver nationen det gigantiske underskud på samhandelen med udlandet) ja så fortsætter dollars bare med at have sin værdi, dvs. kursen på dollars fortsætter med at være høj.

Pengenes funktion som betalingsmiddel er funderet i tillid. Hvis ingen var villig til at modtage en valuta som betaling for en afgivet ydelse, så ville de ikke have funktion som betalingsmiddel. Måske er tilliden bare så indgroet i forhold til dollars, så man slet ikke er i stand til at mediere dens funktion gennem en refleksion over hvad det økonomiske systems basale hændelser består i. Måske kan man simpelt hen ikke forestille sig andre situationer, end den hvor dollars er selve det internationale betalingsmiddel, hvorfor alle tilsyneladende bare fortsætter med at handle i dollars, uanset at der ikke er andet end den traditionelle tillid til dollars som bærer af dens funktion.

Den gang udstederen af penge var nødt til at sikre valutaens værdi i guld og sølv, den gang var der grænser for hvor mange penge der kunne udstedes. Guldfoden og sølvfoden var en slags dobbelt værdi i pengene, pengene var deres nominelle værdi, men også deres ædelmetalværdi. Grunden til at man overhovedet byggede pengesystemet, altså pengeøkonomien, op omkring sikringen af de nominelle værdier i ædelmetallernes værdi, var at man ellers ikke mente at tilliden til pengene som betalingsmiddel ville være til stede. Rene papirpenge var jo bare en illusion! Det man kan konstatere efter Bretton Wood systemets sammenbrud er at koblingen mellem nominel værdi og ædelmetalværdi er væk. Kun tilliden til valutaen er tilbage. Kun troen på pengeværdien bærer dens funktion som betalingsmiddel.

I den forstand er vi alle sammen vor egen nationalbank. I virkeligheden kunne vi med samme tillid til hinanden bare udstede vor egen valuta til hinanden. ”Frede her har du et bevis på det jeg skylder dig” og så i øvrigt tak fordi du fiksede min cykel. Jeg skriver lige en seddel hvor der står: ”Steen skylder Frede en fikset cykel” den kan du gå ned til Åge med, han vil sikkert gerne give dig en sæk kartofler for den, og så kan han komme op til mig bagefter, så skal jeg klippe hans hår for det gældsbevis min seddel er til dig. Så længe vi har tro på at kunne få noget for de gældsbeviser (”geld” hedder penge på tysk) vi giver til hinanden, så virker de som betalingsmiddel, og det pengeøkonomiske system er en realitet.

Det er en kæmpe fordel økonomisk at nyde så stor tillid i sit udland, at man bare kan skrive den ene lap papir efter den anden, hvor der står, ”her har du en milliard” og ”her har du lige et par stykker mere” osv. Er det ikke den måde at USA financierer sit overforbrug på og den af andre grunde helt uholdbare livsform? Burde tilliden ikke bare fordampe per det vums?

jan henrik wegener

Det er vel et stort spørgsmål hvor længe asiatiske lande (især Kina og Indien - (tilsammen lang mindre end USA og Canada - der vel er nogle af de mere ressourcerige)kan fortsætte deres økonomiske boom. Især ret begrænsede naturressourcer og ødelæggelser af omgivelserne (forurening mm.) bliver vel et problem. I øvrigt fantaserede man for måske et par tiår siden om japansk dominans - men det er vel nærmest glemt?