Hvad har lande som Aserbajdsjan, Albanien, Kirgistan og Hviderusland tilfælles?
De er netop blevet udnævnt til verdens erhvervskæledægger af Verdensbanken. Det er de fire lande, der lige nu gør mest for at forbedre forholdene for virksomheder, hedder det i bankens nye erhvervsklimarapport Doing Business 2009.
"Landene er eksempler på økonomier, hvor reglerne i det seneste år er blevet mere effektive, nemmere at anvende og mere gennemskuelige for de virksomheder, der skal bruge dem. Eksempler på lande, der bevæger sig væk fra uregulerede uformelle økonomier, hvor virksomhederne ikke har adgang til ressourcer, og hvor arbejdstagerne ikke har rettigheder," lød det fra Michael Klein, der er vicepræsident for Verdensbankens privatsektorprogram, ved offentliggørelsen af rapporten.
Den konklusion bliver imidlertid mødt med hovedrysteb fra den internationale sammenslutning af fagforeninger, International Trade Union Confederation (ITUC).
"Af de lande i top-4, som Verdensbanken nu udnævner til eksemplariske erhvervslande og fremstiller som foregangslande for andre, har ingen ratificeret alle ILO's (FN's internationale arbejdsorganisation) kernekonventioner for grundlæggende arbejdsrettigheder, og to af landene har slet ikke ratificeret," siger ITUC's generalsekretær Guy Ryder og henviser til de såkaldte CLS-konventioner, der bl.a. forpligter landene til at forbyde de værste former for børnearbejde, sikre ligeløn, afskaffe tvangsarbejde og garantere retten til at organisere sig.
Bjørnetjeneste
Guy Ryder mener, at Verdensbanken med sin lovprisning af landene belønner dem for ikke at tilslutte sig CLS-konventionerne. Doing Business-rapporten bliver nemlig betragtet som en blåstempling af erhvervsklimaet i de udvalgte lande af mange virksomheder og erhvervsorganisationer verden over. Ryder finder det også problematisk, at Verdensbanken på den måde indirekte anbefaler andre lande at slække på de grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Rettigheder, som mange andre steder bliver taget for en selvfølge.
På den lidt længere bane gør Verdensbanken ifølge Ryder også de udvalgte lande en bjørnetjeneste - også ud fra et økonomisk perspektiv.
"Doing Business fremhæver Hviderusland som foregangsland, selv om ILO har fordømt det hviderussiske styre for at indskrænke arbejdstagerrettighederne.
Det fik senere EU til at indstille dele af Unionens handel med Hviderusland. De uacceptable arbejdstagerrettigheder i Hviderusland førte på den måde til mindre hviderussisk eksport til verdens største marked (EU, red.). Så man kan udmærket sætte spørgsmålstegn ved, hvor stor en hjælp Verdensbankens anbefalinger egentlig er for udviklingslandene," siger Ryder.
Herhjemme møder Verdensbankens rapport også bred kritik.
"Beskæmmende," kalder international sekretær i LO Marie-Louise Knuppert den.
"Man kan undre sig over, at Verdensbanken har så gammeldags indikatorer og slet ikke er klar over, at det ikke kun handler om at skrabe penge sammen, men også om at tage hensyn til de mennesker, der skal skrabe dem sammen," siger hun.
Intern kritik
Kritikken af erhvervsklima-rapporten er ikke ny. I de seks år, Doing Business er udkommet, har rapporten hvert år fremhævet lande, der enten slet ikke eller kun i ringe grad har ratificeret ILO-standarderne, og hver gang har både fagbevægelsen samt danske og internationale politikere påpeget, at de finder Verdensbankens indikatorer uacceptable .
Internt i Verdensbanken medførte kritikken, at bankens egen evalueringsgruppe i forsommeren gennemførte en evaluering af Doing Business-rapporterne. Evalueringen slår fast, at rapporterne overvurderer sammenhængen mellem indikatorerne og den økonomiske udvikling.
"Deres forklarende kraft bliver overdrevet," som der står i evalueringen.
Den danske udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har også gentagne gange kritiseret rapporten for at belønne manglende hensyn til basale arbejdstagerrettigheder.
"Vi er utroligt skuffede over, at årets udgave ikke afspejler de forsikringer, som vi i flere omgange har fået fra bankens ledelse," sagde Ulla Tørnæs til Information, da Doing Business sidste år blev offentliggjort, og tilføjede:
"Over for Verdensbanken vil jeg nu klart og utvetydigt anbefale kriterier, der ikke efterlader tvivl om tilslutning til ILO's konventioner."
Skuffet på ny
Den danske udviklingsminister er også skuffet over, at Verdensbanken igen i år ikke har en indikator med i rapporten, der direkte fokuserer på, om landene overholder ILO's konventioner. Hun er dog tilfreds med, at konventioner trods alt har fået større tyngde i Doing Business.
"Vi har løbende drøftelser med Verdensbanken om betydningen af ILO's konventioner, og i årets rapport er betydningen af konventionerne faktisk omtalt under en af indikatorerne," lyder det fra Ulla Tørnæs.
Danmark finansierer ca. en procent af Verdensbankens årlige udlån og har 38 personer ansat i banken. Men i lyset af rapporten bør den danske regering tage Danmarks tilknytning til banken op til revision, mener Enhedslistens erhvervs- og udenrigspolitiske ordfører, Frank Aaen
"Verdensbanken må være totalt tonedøv. Doing Business har været stærkt kritiseret i årevis, og når selv bankens egen evalueringsgruppe har rejst kritik, så virker det da helt absurd, at de fortsat belønner dem, der har den ringeste arbejderbeskyttelse. Hvis banken nægter at ændre på Doing Business, bør regeringen overveje Danmarks tilknytning til banken. Vi kan ikke være med til at finansiere en institution, der bidrager til underminere arbejdstagernes rettigheder," siger Frank Aaen.
Han kalder det en pinlig sag for Ulla Tørnæs, fordi ministeren enten ikke har gjort sit arbejde ordentligt eller må indse, at Verdensbanken er ligeglad med hendes holdninger.
Ulla Tørnæs afviser dog at følge Enhedslistens forslag og tage Danmarks tilknytning til Verdensbanken på til overvejelse.
"Man påvirker ikke Verdensbanken ved at true dem med udmeldelse. Man kan kun argumentere sig frem," siger udviklingsministeren.
Doing Business-rapporten får altså ikke umiddelbart nogen betydning for Danmarks tilknytning til Verdensbanken, men Socialdemokraterne agter at tage sagen op i Folketingets arbejdsmarkedsudvalg.
"Noget tyder på, at hun (Ulla Tørnæs, red.) slet ikke skaber nok rumklang for de danske synspunkter. Vi skal have skabt grobund for det synspunkt, at arbejdstagerrettigheder er vigtige. Så nu må vi tage sagen op i arbejdsmarkedsudvalget, og få ministeren til at troppe op og redegøre for, hvordan vi stopper den her praksis," siger Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov.
Verdensbankens hele formål er at fremme den neo-liberalistiske, neo-kolonistiske kapitalistiske verdensorden. Det er også langt hen ad vejen den siddende danske regerings formål. Så enhedslisten må da være helt ude af trit med virkeligheden, hvis de tror der er noget, der ikke er som det skal være!
:-)