Læsetid: 4 min.

Vesten rækker hånden ud til diktaturstat

Både EU og USA er villige til at revidere deres sanktioner mod Hviderusland, hvis der sker demokratiske fremskridt ved parlamentsvalget i morgen, som alle ved er statskontrolleret. Et klassisk eksempel på Vestens evige dilemma mellem pisk og gulerod
Parlamentsvalget er i gang i den tidligere sovjetrepublik Hviderusland, hvor Alexander Lukashenko har været præsident siden 1994. Valget kulminerer søndag, men allerede nu kalder valgobservatører valget for alt andet end frit og demokratisk.

Parlamentsvalget er i gang i den tidligere sovjetrepublik Hviderusland, hvor Alexander Lukashenko har været præsident siden 1994. Valget kulminerer søndag, men allerede nu kalder valgobservatører valget for alt andet end frit og demokratisk.

Udland
27. september 2008

"Kun de heldige får lov at mødes med 'Europas diktator'".

Sådan lød ordene til de journalister fra Financial Times og Deutsche Welle, der midt i måneden blev inviteret indenfor i præsidentpaladset i Minsk.

Ord der blev afleveret med et smil af den 54-årige præsident, Alexander Lukashenko, som styrer sit land og dets ti millioner indbyggere med jernhånd.

Hans evne til at kokettere med den lidet flatterende titel, som Vesten har udstyret ham med, viser hans selvsikkerhed som overhoved på 14. år for en befolkning, der ikke stiller mange spørgsmål til hans autoritære styre.

Men det faktum, at han vælger at invitere udenlandske journalister indenfor, viser også, at diktatoren nu gerne vil nærme sig Vesten, som han ellers har gjort et stort nummer ud af, at han er fuldstændig ligeglad med.

EU-prøveballon

Det første tegn på en opblødning fra Lukashenko kom, da han i august løslod den højtprofilerede politiske fange, Alexander Kazulin, som var en af Lukashenkos modkandidater ved præsidentvalget i 2006, og som dengang blev fængslet for at lede en protest mod korruption under valget. Senere i august blev to andre politiske fanger også frigivet - nøjagtig som EU havde krævet. Siden har Lukashenko så afvist at anerkende udbryderrepublikkerne Abkhasien og Sydostessien på trods af pres fra Rusland, som er Hvideruslands traditionelle allierede.

"Lukashenko sender en prøveballon op i forhold til Europa nu. Rusland truer i øjeblikket med at skrue gaspriserne op i Hviderusland, som ellers hidtil har været meget billige. Det sætter Lukashenko under pres på hjemmefronten, for det rammer den almindelige hviderusser, og det vil fjerne tiltroen til regimet, hvis ikke folk har de billige basale goder, de er vant til. Så ved at nærme sig EU, viser han Rusland, at de ikke skal tro, han kun er afhængig af dem," siger Jens-Kristian Lütken om Lukashenkos pludselige interesse for at efterkomme EU's krav.

Jens-Kristian Lütken, der er lærer på Europahøjskolen og kandidat til Europa Parlamentet for Venstre har været i Hviderusland otte gange. Senest som valgobservatør i 2006 under præsidentvalget, hvor han blev udvist af landet.

Ingen ændring

Som tak for Lukashenkos pludselige velvilje har USA åbnet for muligheden for at løfte deres sanktioner med Hviderusland. Og i sidste uge vedtog EU´s udenrigsministre også, at man nu er villige til det samme og udvide sit samarbejde med landet. Men det skal ske i lyset af, hvordan det går med parlamentsvalget på søndag, og 'de fremskridt Hviderusland gør i forhold til demokrati og menneskerettigheder'. Ingen gør sig dog reelt nogen illusioner om, at valget er frit og demokratisk.

OSCE har allerede sagt, at det har været umuligt for oppositionen at føre valgkamp, og, at deres valgobservatører på stedet ikke har tilgang til at kontrollere stemmeoptællingen. "Der er intet, der er ændret her. De uafhængige aviser har ingen økonomi og må kun udkomme i meget små oplag, og de statskontrollerede medier, som er dem, folk ser, nævner kun præsidenten og hans tilhængere. Folk har ingen mulighed for at danne sig en mening, og parlamentsvalget er også ligegyldigt, for det er Lukashenko, der kontrollerer det hele alligevel. Måske vil der komme nogle få oppositionspolitikere ind i parlamentet, for så kan alle parter hævde, at der er sket fremskridt, men reelt får de ingen betydning," siger Andrei Aliaksandrau, ansat i det hviderussiske journalistforbund.

Snavs på fingrene

Også i EU-systemet ved man godt, at der ikke skal sættes den store lid til Lukashenkos gode hensigter.

"Den mand har kun én ting i tankerne, og det er ham selv og hans egen magt. Men det er det evige dilemma. Skal vi isolere eller holde dialog? Og der er en stigende erkendelse af, at det ikke er det klogeste at isolere, fordi det styrker Lukashenko mere end det svækker ham," siger Anne E. Jensen (V), der som europaparlamentariker sidder med i parlamentets Hvideruslands-delegation.

Parlamentet har netop haft besøg af den frigivne Kazulin, som også talte for, at man opretholder dialogen med Hviderusland, fordi det hjælper oppositionspolitikere og dissidenter, at der er åbne kanaler. "Den slags argumenter er vi nødt til at høre på. Selvfølgelig er det rimeligt at spørge, om det er pædagogisk at indlede dialog med en diktator, men det kan være nødvendigt. Også selv om vi føler, at vi får lidt snavs på fingrene ind imellem," siger Anne E. Jensen. I Hviderusland er det dog ikke alle, der er enige.

"En dialog er ikke det samme som to monologer. Og det er let for Lukashenko at sige ting. Spørgsmålet er, hvad han gør. Selvfølgelig kommer valget til at foregå efter reglerne på den måde, at folk går ind og stemmer, og man ser sedlerne komme i boksen, men hvis aldrig de bliver informeret om eller får et valg, så er der ikke tale om demokrati. For os er mediefrihed og ytringsfrihed så grundlæggende, at hvis ikke der sker noget der, så mener vi ikke, Vesten skal samarbejde med Lukashenko," siger Andrei Aliaksandrau.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her