Læsetid: 3 min.

'Vi har behov for ansvarlige og afmålte indgreb'

Den islandske statsminister maner til ro og opfordrer til nationalsamling, mens kurserne efter kraftige dyk i den forløbne uge synes at have stabiliseret sig fredag
-Hele verden oplever en gevaldig økonomisk krise. Dens effekt på den finansielle sektor kan sammenlignes med en naturkatastrofe. Store banker på begge sider af Atlanterhavet er faldet. I en sådan situation er det naturligt, at hvert land tænker på sig selv og sine,- sagde den islandske statsminister en regnvåd fredag eftermiddag i oktober.

-Hele verden oplever en gevaldig økonomisk krise. Dens effekt på den finansielle sektor kan sammenlignes med en naturkatastrofe. Store banker på begge sider af Atlanterhavet er faldet. I en sådan situation er det naturligt, at hvert land tænker på sig selv og sine,- sagde den islandske statsminister en regnvåd fredag eftermiddag i oktober.

18. oktober 2008

REYKJAVIK - Geir Haarde er ikke en karismatisk leder; ikke en folkeforfører der taler dunder til folket. Den islandske statsminister minder om en kedelig og kejtet udgave af Poul Nyrup Rasmussen - eller, om man vil, Gordon Brown og Angela Merkel på beroligende medicin. Han siger ikke noget, han ikke har sagt før, da han taler til os denne regnvåde eftermiddag i oktober i Reykjavik.

"Hele verden oplever en gevaldig økonomisk krise. Dens effekt på den finansielle sektor kan sammenlignes med en naturkatastrofe. Store banker på begge sider af Atlanterhavet er faldet. I en sådan situation er det naturligt, at hvert land tænker på sig selv og sine," siger statsministeren fra Uafhængighedspartiet.

Han har siden sidste år siddet i en koalitionsregering med Socialdemokratiet. Men både regeringen og dens statsminister er i krise. Oppositionspartierne - først og fremmest det rød-grønne parti 'Vinstrihreyfingin' med lederen Steingrímur J. Sigfússon, har advaret mod de uforudsete konsekvenser af privatiseringen.

Haarde har overtaget et problem. Han har ikke skabt det. Men det er hans opgave at rydde op. Sjálfstæisflokkurinn - som Uafhængighedspartiet hedder på islandsk - har været det dominerende parti i landet siden uafhængigheden fra Danmark i 1944. Partiet var oprindelig nationalkonservativt - og havde en stærk social forpligtelse. Det betød blandt andet, at partiet i de første år efter uafhængigheden var i koalition med det Moskva-tro kommunistparti.

Paradis for investorer

Men under David Oddsson - der var partileder og statsminister i 1990'erne - blev partiet neo-liberalistisk og førte en markant liberalistisk politik.

En af grundpillerne i denne var en omfangsrig privatisering af statsvirksomheder og banker. Dette salg indbragte én milliard dollar. Island blev et paradis for investorer og finanskapitalister. Haarde undskylder ikke denne udvikling. Han konstaterer, at:

"I de seneste år har vi været vidner til et eventyr. Der var nye muligheder og mange virksomheder udnyttede disse".

Men han indrømmer, at det har ført til en situation, hvor banker "stiftede en gæld der var langt større end det samlede bruttonationalprodukt".

Han ønsker ikke at kommentere, hvem der er skyld i krisen. Men indrømmer, at det er et problem, "at de islandske banker udgør en så uforholdsmæssig stor del af landets økonomi".

Det er svært ikke at fatte sympati for den store mand, der kigger stift henover brillerne. Han virker rolig, men hans øjne - og poserne under dem - vidner om, at han næppe sover så godt, som han plejer.

Han er i en meget vanskelig situation. Langt værre end den hans kolleger i USA står over for. Som han siger:

"Den islandske stat er - økonomisk set - lille i forhold til banksektoren. Det er svært for os at understøtte den. Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, at de midler som for eksempel den amerikanske regering har stillet til rådighed kun udgør fem procent af BNP. I Island, på den anden side, er bankernes økonomiske vægt mange gange større end hele vores BNP".

Klog af skade

Haarde lader sig ikke afbryde. Han vil ikke be- eller afkræfte rygter om, at russerne er interesserede i at give lån til Island. Han er - givetvis - blevet klog af skade. Han ønsker ikke at skabe flere problemer, end dem hans land i forvejen er i. Og det kan man ikke fortænke ham i.

Ifølge statskundskabsprofessoren Gunnar Gissurarson var Island verdens første skattely. Han arbejder på Islands Universitet og skriver for Wall Street Journal.

Gunnar Gissurarson gør opmærksom på, at virksomhedsbeskatningen under den nuværende regering er blevet skåret ned fra 50 til 18 procent.

Det snakker Haarde ikke om. Man får ikke ideologiske taler fra statsministeren, men afmålte - halvkedelige - men også kompetente og koncise forklaringer. Måske er der situationer, hvor politikere ikke skal være karismatiske og folkekære.

Haarde maner til ro. Og det synes markederne at have forstået. Selvom kurserne dykkede kraftigt i den forløbne uge, har de stabiliseret sig i går.

"Vi har behov for ansvarlige og afmålte indgreb. Og jeg takker oppositionspartierne for den støtte, de har givet mig i disse spørgsmål," siger Haarde.

Selv om koalitionsregeringen har et flertal af pladserne i Althinget - omend kun med et enkelt mandat- har både regering og opposition været enige om, at ét indgreb krævede enighed fra de fire store partier, der tilsammen har over 90 procent af mandaterne i parlamentet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Haarde har overtaget et problem. Han har ikke skabt det. Men det er hans opgave at rydde op.°

Så vidt min hukommelse rækker var han finansminister da bankere blev privatiserede eller i det mindste udenrigsminister, og så har han nu været statsminister i en del år.
Har har så sandelig været med til at skabe problemet.

Ralph Sylvestersen

Det kunne jo ikke blive vildt nok;

ganske som i Dk, hvor regeringen igennem 7 år, hysterisk og uden ophør har endevendt dette land og ikke levnet befolkningen et øjebliks ro, og som nu råber; ro på! - stop hysteriet! - hm..