Læsetid: 4 min.

Ben, Hank og monetarismens smertelige bortgang

Siden 1970'erne har monetarismen været den fremherskende økonomiske filosofi. Med finanskrisen lægges monetarismen - det nye højres økonomiske evangelium - nu i graven af dens egne profeter
USA-s nationalbankdirektør, Ben Bernanke, har - belært af erfaringen - mistet sin ungdoms tro på monetarismen.

USA-s nationalbankdirektør, Ben Bernanke, har - belært af erfaringen - mistet sin ungdoms tro på monetarismen.

Getty Images

3. oktober 2008

"Bankerot, likviditet og recession". Sådan hed en artikel i det ansete tidsskrift American Economic Review. i 1981.

Forfatteren var en ung - dengang ukendt - og kun 27 år gammel adjunkt på det økonomiske fakultet ved Stanford University i Californien. Hans navn var Ben Bernanke. Den unge økonom beskrev i sin artikel, hvordan risikoen for bankerotter i den finansielle sektor fører til højere rente, som fører til mindre efterspørgsel. Dette kunne in extremis føre til en recession.

27 år senere er Bernanke ikke længere en vordende akademiker, men nationalbankdirektør i USA. Hans opskrift dengang var - i tråd med datidens tidsånd at forsvare den økonomiske opfattelse, der kaldes monetarismen. Hvis regeringen greb ind, ville det skabe krise. At overlade markedet til sig selv var den logiske - videnskabeligt underbyggede - konklusion.

Det var en filosofi, udviklet af den såkaldte Chicago-skole - en gruppe højreorienterede økonomer under uformel ledelse af professor Milton Friedmann - som docerede, at staten burde holde sig fra at gribe ind i samfundsøkonomien, og at hele den økonomiske politik burde reduceres til fastsættelsen af diskontoen - altså den rente, som nationalbanken tager for at låne penge til pengeinstitutter.

Ben Bernanke - den kvikke søn af østrigske indvandrere - tillærte sig dette økonomiske evangelium. Det gjorde ham populær blandt konservative.

Han havde som student i 1970'erne set, hvordan arbejdsløsheden og inflationen var blevet forværret af stadig mere desperate indgreb fra regeringer, der febrilsk kæmpede med den økonomiske krise, der kom i kølvandet af Vietnamkrigen og oliekrisen.

Dengang i 1970'erne var den økonomiske doktrin keynesianismen. Doktrinen er opkaldt efter den engelske økonom John Maynard Keynes. Han har i værket Den generelle teori om beskæftigelse, renter og penge argumenteret for, at staten - kunstigt - kunne skabe efterspørgsel ved at iværksætte offentligt byggeri. Dette ville - argumenterede Keynes - føre til, at arbejdsløsheden faldt, og at der opstod større købekraft.

Keynes - der også var en habil matematiker - opstillede ligefrem en formel - den såkaldte multiplikator-model - hvorefter man kunne beregne følgevirkningerne af økonomiske indgreb. Denne filosofi blev - med succes - brugt, da den amerikanske regering etablerede Marshall-hjælpen i kølvandet på Anden Verdenskrig.

Men i løbet af 1960'erne viste det sig, at modellen havde alvorlige skavanker. Staten greb ind, selv om der var vækst, og de offentlige udgifter steg. I 1968 - da Danmark havde den borgerlige VKR-regering - steg statens udgifter med 30 (tredive!) procent.

'Er De monetarist?'

Det var den slags, der bragte keynesianismen i miskredit. Politikerne havde vist deres uduelighed. Nu var det markedernes tur!

Margaret Thatcher var ikke en kvinde, der spildte tiden. Hun var - det havde hun erklæret offentligt - monetarist. Året var 1981. Jernladyen havde været premierminister i knap to år. En regnfuld eftermiddag var hun inviteret på frokost på den berømte London School of Economics.

Traditionen byder, at inviterede talere - hvis de er af en vis rang - bliver introduceret til læreanstaltens professorer. De stod i en lang række, parate til at udveksle høfligheder med premierministeren. Men den slags havde hun ikke tid til.

"Er De monetarist?," spurgte hun dem hver især.

Svarede de 'nej', gik hun videre. Svarede de 'ja', blev de bedt om at vente. Det var der kun én, der gjorde; Alan Walters. Han blev hendes økonomiske rådgiver.

I de følgende år omdannede Alan Walters - sammen med skiftende finansministre - London til et finanscentrum; et sted, hvor de deregulerede markeder havde frit råderum. Denne kurs blev fortsat af Tony Blair og New Labour. Thatcher omtalte ofte Tony Blair som "my son and true heir" - min søn og sande arvtager.

På verdens største finansmarkeder i London og i New York kunne folk som Hank Paulson - den nuværende amerikanske finansminister - på et år tjene 28 millioner dollar i bonusser alene på at spekulere på finansmarkederne. Ikke noget under, at han også var monetarist.

Læst på lektien

Men nu har denne politik også slået fejl. Monetarismens evangelium; at markederne via en selvregulerende mekanisme skaber økonomisk vækst, har vist sig at være ligeså fejlagtigt som det er smerteligt for de låntagere, der er kommet i klemme. Markederne skulle repræsentere den sunde, økonomiske fornuft. Men det gjorde de ikke. Den tidligere amerikanske nationalbankdirektør Alan Greenspan - der også var en af monetarismens profeter i begyndelsen af 1980'ere - talte om "irrational exuberance" (ufornuftens kådhed, red.) - da han skulle beskrive børsmæglerne og Wall Street-spekulanterne. Selv republikanernes præsidentkandidat, John McCain, har kritiseret spekulanterne for greed, grådighed.

"Vi har lært af fortiden. Vore fejltagelser vil ikke gentage sig. Det kan vi takke Dem for," sagde Ben Bernanke, da han i 1992 holdt tale til Milton Friedmanns 90-års fødselsdag.

Ja, Bernanke har lært af erfaringerne. Men ikke på den måde, som Friedmann havde forudset. Bernanke og mange monetarister i og uden for Det Republikanske Parti har lært en anden lære. Den er, at statens indgriben i markedet, er det mindste af to onder.

John Maynard Keynes, alt er dig tilgivet!

Ben S. Bernanke: Bankruptcy, Liquidity, and Recession. American Economic Review, 1981, vol. 71, s. 155-59

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Mads Qvortrup:

Det er rart at se, at du går til kilderne og ser på Ben Bernanke’s artikel fra 1981. Men jeg synes du læser den noget skævt, for (måske?) at få den til at passe ind i dit opgør med monetarister. Du skriver om Bernanke:

”Hans opskrift dengang var - i tråd med datidens tidsånd at forsvare den økonomiske opfattelse, der kaldes monetarismen. Hvis regeringen greb ind, ville det skabe krise. At overlade markedet til sig selv var den logiske - videnskabeligt underbyggede - konklusion.
Det var en filosofi, udviklet af den såkaldte Chicago-skole - en gruppe højreorienterede økonomer under uformel ledelse af professor Milton Friedmann - som docerede, at staten burde holde sig fra at gribe ind i samfundsøkonomien . . .”

Jeg kan ikke se, at Bernankes artikel giver anledning til at konkludere dette. Han beskriver jo netop grundigt, hvordan økonomiens dynamik bliver Keynesiansk i hans beskrevne risescenario: ”Costly bankruptcy and asset illiquidity . . . bring a distinctly Keynesian flavor to the analysis of recession”. Dette åbner, for Bernanke at se, potentialet for offentlig indgreb. Han skriver:

”Tax relief financed by bonds, for example, can be thought of as the government becoming a financial intermediary that makes it possible for low-liquidity agents to borrow.” Det er jo eksempelvis hvad Paul Krugman 27 år senere ser som løsningen på krisen I dag (det var reelt det svenskerne gjorde i starten af 1990’erne). Se Krugmans seneste NYT klumme: http://www.nytimes.com/2008/10/03/opinion/03krugman.html?_r=1&oref=slogi...

Bernanke noterer også at ” Monetary policy can exploit the nonneutrality inherent in the fixity of nominal debt values to increase spending”.

Hans eneste bemærkning der kan tolkes som værende mod offentlig indgreb er ”Of course, this rationalization for policy has no answer to the argument that activist policy is too imprecise for practical use.” Det læser jeg nu blot som en lille forsigtighedskommentar, så budskabet kunne glide ned, netop hos monetarister med modvilje mod offentlig politik.

Men at tolke bemærkningen derhen som nu gør, ved at tillægge ham holdningen ”Hvis regeringen greb ind, ville det skabe krise. At overlade markedet til sig selv var den logiske - videnskabeligt underbyggede - konklusion.” - det synes jeg er vildt overdrevet, og nærmest forkert.

Mvh. Henrik Jensen