Læsetid: 16 min.

Californien brænder

I den anden af tre reportager om dagens USA rejser forfatteren og journalisten Göran Rosenberg gennem et samfund, hvor civilisationens rammer vakler. Mens Californien visner og brænder, savner det amerikanske samfund viljen eller evnen til kollektive investeringer. Alt for få amerikanere er parate til at betale civilisationens pris
Californien bliver mere og mere tørt, og de færreste af dem, der mister deres hjem eller afgrøder i de hyppige skovbrande, er forsikrede.

Californien bliver mere og mere tørt, og de færreste af dem, der mister deres hjem eller afgrøder i de hyppige skovbrande, er forsikrede.

Gene Blevins

21. oktober 2008

Det sydlige Californien er klimatisk set en ørken eller halvørken, selv om det kan være svært at tro, når man kører kilometer efter kilometer gennem nyanlagte villaforstæder indlejret i tætklippede grønne zoner og omgivet af nybyggede shoppingcentre med klukkende vandfald og sprudlende springvand.

Dog er ørkenen så småt begyndt at vinde ind på de områder, hvor næsten halvdelen af husene er blevet taget i pant af banken, og vinduerne gaber tomt. Når folk forsvinder, og der bliver lukket for vandet, dør først græsplæne og træer. Det er tilstrækkeligt at kaste et blik på den brunsvedne jord og de afløvede stammer for at se hvilke huse, der skal på tvangsauktion.

Kender man til ørkenen, ser man den alle andre steder. Så såre mennesker ophører med at udnytte jorden, det være sig til boligområder eller plantager, ligger bakker og sletter gulbrune og knastørre hen. I stedet for palmer tager kaktusser over, i stedet for mennesker klapperslanger og ørkenrotter. Grænsen mellem kunstvandet civilisation og udtørret ødemark er i det sydlige Californien knivskarp og dramatisk.

Dramatiske er dermed også forudsætningerne for et bysamfunds eksistens i denne del af Amerika, da næsten alle de vandmængder, som er nødvendige for at holde liv i mennesker såvel som i citroner, skal hentes udefra.

Faktisk ville end ikke Los Angeles, San Diego, Orange County eller boomende San Bernardino County kunne overleve så meget som en dag uden de enorme investeringer, staten Californien igennem årtier har gjort i sit gigantiske system af akvædukter, pumper, rør og tunneler for at omlede vand fra bjergene i vest og floderne i nord til ørkensletterne og bjergene i syd.

Ligningen går ikke op

Det var et system, som da det senest blev udbygget - det var sidst 1960'erne - fint kunne betjene en samlet befolkning på 17 millioner. Nu skal det imidlertid levere vand til en befolkning på 38 millioner, som ikke blot vokser hurtigt, men vokser hurtigere i de tørreste dele af Californien.

Den ligning går ikke op. Der er ikke vand nok til alt og alle. Navnlig ikke, når der, som nu, officielt er tørke i Californien, de lokale vandreservoirer synker støt, og der af flere grunde må skrues ned for de overbelastede vandafledningssystemer. Ikke blot forbruger systemerne betydelige vandressourcer, de tærer også på den biologiske mangfoldighed, ikke mindst bestanden af fiskearter i Sacramento-flodens delta i det nordlige Californien.

Rationeringer, kvoter og jævnligt også drastiske statslige restriktioner på vandforbruget har derfor stået på den politiske dagsorden i Sydcalifornien siden begyndelsen af 1990'erne som påmindelse til de mennesker, der bebor den del af landet, om de kollektive betingelser for den enkeltes frihed. Eller for nu at sige det mere præcist: Verdens mest individualistiske kultur hviler på verdens mest omfattende offentlige vandledningssystem.

Stærke bygherreinteresser

George McManigle, som dyrker avocadoer, citroner, passionsfrugter og andre afgrøder på sin gård i Fallbrook nord for San Diego blev atter mindet om dette forhold sidste vinter, da han, ligesom andre landmænd i Sydcalifornien, pludselig fik reduceret sin vandtildeling med tredive procent.

Siden George McManigle købte gården i begyndelsen af 1990'erne, har han indskrænket kunstvandingen fra 14 til fem timer om ugen og har følgelig nedbragt sit udbytte tilsvarende. Hovedårsagen er, at prisen på vand er steget dramatisk. Fem timer koster i dag lige så meget, som 14 timer kostede dengang - for George McManigle er det flere tusinde dollar om måneden.

Men lige nu spiller det ingen rolle, hvor meget en landmand i det sydlige Californien er villig til at betale for vand, for som nævnt er hanen drejet om af den centrale vandmyndighed, Metropolitan Water District, og George McManigle har måttet hugge en tredjedel af sine avocadotræer ned til stubbe på godt en halv meter. I denne tilstand han kan holde dem i live på en tiendedel af den normale vandmængde.

Det har ikke været morsomt for ham, og i det lange løb forekommer det heller ikke meningsfuldt at dyrke avocado-træstubbe eller citron-træstubbe for den sags skyld - dem ser man også alle vegne.

Men eftersom George McManigle endnu ikke ved, hvordan det på længere sigt vil forholde sig med vandforsyningen i Sydcalifornien, agter han ikke at lade ørkenen tage over. Ikke endnu i al fald.

Lige nu er han mest oprørt over, at "stærke bygherreinteresser" systematisk får lov til at overtrumfe landbruget i den stadig mere forbitrede kamp om vand. For hvert nyt boligområde, hvert nyt butikscenter, hver ny million indbyggere i Sydcalifornien, må der enten ledes nye mængder vand til fra nord, eller også må de eksisterende mængder omfordeles fra kunstvanding til fordel for bosættelser.

På en udtørret skrænt langs den ottesporede motorvej I15 nord for Fallbrook breder sig en skov af friske avocadostubbe. Og midt i denne skov forkynder et skilt, at endnu en by er ved at skyde op i ørkenen, komplet med villaer, indkøbscenter, hoteller og benzinstation. Quality Properties står der på skiltet.

George McManigle kunne ikke have illustreret sin pointe tydeligere.

Mistede alt i skovbrand

En anden, og måske mere dramatisk side af vandmanglen, er skovbrandene. Igennem en årrække har det ofte brændt og ofte brændt flere steder på én gang over store områder i Californien. Generelt skyldes det naturligvis, at brande har lettere ved at fænge i et klima, som i perioder er meget tørt, også hvor der ikke er ørken. Men mere specifikt skyldes det, at klimaet i Californien gennem de senere år er blevet endnu mere tørt, end hvad der tidligere var normalt.

Hvorvidt dette skyldes drivhuseffekten eller naturlige klimaforandringer, kan man strides om, men det faktum står tilbage, at staten Californien hvert år er tvunget til at afsætte stadig flere ressourcer til at bekæmpe og forebygge skovbrande.

Kenneth Kim og hans kone mistede alt i en brand i bjergene vest for Santa Cruz i slutningen af maj: Huset, veteranbilen og vinmarken på ti hektar. En uge senere foregår der stadig sluknings- og oprydningsarbejde blandt de forkullede træer, udbrændte bilvrag og sortsvedne huse langs dette afhegnede områdes delvis private veje. Hist og her ses resterne af kraftige smedejernslåger og skilte, der advarer om 'Ingen adgang' eller 'Pas på hunden'.

Minimum af civilisation

"Her bor for det meste mennesker, der af forskellige grunde ikke ønsker at have med samfundet eller loven at gøre," siger Angela Petersen fra Cal Brand, Californiens statslige myndighed for skovbeskyttelse og brandsikring, idet hun fører os gennem ødelæggelserne og indimellem spejder vagtsomt gennem sideruderne.

"Fremmede er ikke velkomne her," siger hun og tilføjer:

"Især ikke journalister."

Kenneth Kim, som vi møder ved et informationsmøde for brandofre i Corralitos, som dette sted hedder, fortæller en smule forlegen, at hans familie ikke havde tegnet brandforsikring, da det var meget dyrt at brandforsikre sin ejendom i et område, hvor folk ikke ønsker offentlige adgangsveje, ikke vil opgive nogen adresse og af forskellige grunde ikke ønsker at have med samfundet at gøre, hvorfor det kan blive ret vanskeligt for brandvæsnet at komme til, hvis der skulle udbryde brand.

"Hvad havde de tænkt sig, vi skulle gøre i en situation som denne?", spørger han med et bittert smil og slår ud med armene.

"Gå ud med hver vores hakke og spade?"

Kenneth Kim, der engang var indvandrer fra Korea, viser nogle farvede kort frem fra de forkullede rester af sit amerikanske liv, og for første gang svigter hans selvbeherskelse ham.

"Hvad vi har brug for, er et minimum af civilisation," siger han med knust stemme.

Ydmygende

Det kan muligvis være et tegn på tiltagende civilisation, at Californiens guvernør, Arnold Schwarzenegger, med henvisning til den fremherskende tørke og den stigende vandmangel, for nylig har fremlagt et forslag om at forlænge og forbedre det offentlige vandsystem med nye akvædukter, kanaler og dæmninger, hvilket anslås at koste 10-12 milliarder dollars.

Men et tegn på mangelfuld civilisation kan det også være, at en sådan indsats muligvis ikke bliver til noget, da Californien har et budgetunderskud på 15 milliarder dollars, og i 30 år (siden skatterevolten i 1978) har været konstitutionelt afskåret fra at finansiere øgede udgifter med øgede indtægter. Det betyder skoler, som forfalder, veje, der ikke vedligeholdes og offentlige regninger, der ikke bliver betalt.

I begyndelsen af august blev titusinder af offentligt ansatte afskediget, mens yderligere 200.000 fik skåret lønnen ned til den sats, som lovgivningen foreskriver som minimal. Og i begyndelsen af oktober henvendte Arnold Schwarzenegger sig til Washington med en ydmygende anmodning om et lån på syv milliarder dollars.

Så spørgsmålet er, om Californien har råd til at betale renter på de lån, det vil være nødvendigt at optage for at investere i den udbyggede vandforsyning, som er afgørende for, at en civilisation bygget op i en ørken skal kunne bevares.

Når kreditten tørrer ud

Californiens dilemma er tragisk, men ikke enestående. Over hele Amerika lyder der et stigende krav om mere civilisation. Eller i det mindste om et samfund, der bedre vil kunne løfte naturens og miljøets udfordringer, udbedre de forsømte skoler, veje, boliger og hospitaler og samtidig holde liv i den amerikanske drøm.

Men ganske som i Californien står det ikke klart, hvordan den højere grad af civilisation, der stilles krav om, skal kunne finansieres. Amerika har gennem de senere år opbygget sit største budgetunderskud nogensinde - næste år når det op imod 490 milliarder dollars - og resten af Amerika har ganske som Californien udviklet en kronisk manglende evne til at finansiere øgede offentlige udgifter ved at øge statens indtægter.

Amerikanerne har vænnet sig til, at civilisation kan bygges på kredit. Så hvad gør de, når kreditten tørrer ud?

De amerikanske delstaters hovedbyer er generelt mindre byer med en forvokset parlamentsbygning i centrum, ofte i antik romersk stil med kuppel og marmorsøjler som forbilledet i Washington DC. Californiens hovedby hedder Sacramento og udgør ingen undtagelse. Den er blot Californiens syvendestørste by, men hvis man vil demonstrere for eller imod et forslag, opnå audiens hos guvernøren eller påvirke medlemmer af statens kongres, er man nødt til at tage hertil.

Demokratiet i aktion

Samme dag som vi gør det, for at se hvordan Arnold Schwarzenegger har indrettet sig nu til dags, og for - i mangel af Arnold selv - at interviewe hans viceguvernør, John Garamendi, støder vi på en gruppe grønt klædte damer i den højt hvælvede marmorhal, som skiller guvernørens ceremonielt bevogtede embedskontor fra viceguvernørens ubevogtede ditto. De bærer på tykke bundter med protestlister og er kommet hertil fra det sydlige Californien for at overrække protesterne til en repræsentant for de delstatslige myndigheder. På deres grønne T-shirts står der "No New Taxes" i hvidt. Ingen nye skatter.

"Der er ikke behov for nye skatter," siger Pat Soriano fra Huntington Beach.

"I hvert fald ikke før de holder op med at sløse de skattedollar væk, som vi allerede betaler."

"Her kan du se demokratiet i aktion," griner Joan Hoff fra Orange County og holder sine protestlister frem for kameraet.

Hvorpå de drager videre gennem den ekkorungende marmorhal på jagt efter den næste politiker.

John Garamendi er viceguvernør i Californien, såkaldt Lieutenant Governor, hvilket dog ikke betyder, at han er guvernørens stedfortræder, endsige at han står denne politisk nær. Viceguvernøren i Californien vælges på sit eget mandat, og John Garamendi er i modsætning til Arnold Schwarzenegger en venstreliberal demokrat, hvis hjertesag er det amerikanske sundhedsvæsens krise i almindelighed og krisen i Californiens offentlige sundhedssektor i særdeleshed.

John Garamendi siger ikke rent ud, at skatterne skal øges, men han siger, at den begrænsede offentlige sundhedssektor, som længe har eksisteret i Californien, er blevet stadig mere underfinansieret, og at der snart ikke længere er råd til at tilbyde bare minimale sundhedsydelser til det stigende antal amerikanere, der har utilstrækkelige private sygeforsikringer eller slet ingen.

"Mister man sit job, mister man også sin sygesikring," siger John Garamendi.

"Og mister man sin sygesikring, er man henvist til det offentligt finansierede sundhedsvæsen, som nu engang findes. Og hvis vi hele tiden skærer ned på det offentlige sundhedsvæsen, som vi trods alt stadig har i Californien, vil det ikke længere kun være et problem for de fattige. Det vil i stigende grad også blive et problem for middelklassen."

Middeklassens hegemoni

Middelklassen er den samfundsbærende klasse i Amerika og den klasse, som de fleste amerikanere siger, at de tilhører - selv når de ikke gør det. At være fattig er det samme som endnu ikke at tilhøre middelklassen. At være rig er stadig at tilhøre middelklassen.

Intet af dette er sandt, selvfølgelig, for der findes også en underklasse og en overklasse i Amerika, og kløften mellem dem vokser. Men sandt er det, at først i det øjeblik noget bliver et problem for middelklassen, bliver det et alvorligt problem for politikerne.

Den mangelfulde sygesikring er i dag et sådant problem og derfor ikke bare en hjertesag for John Garamendi, men også for Barack Obama og dermed også et politisk nødvendigt tema for John McCain.

Hvilket dog ikke betyder, at præsidentkandidaterne er enige om problemet, tværtimod - kun om, at dette er endnu et af de spørgsmål, hvor den amerikanske middelklasse er begyndt at længes efter mere civilisation, eller i det mindste efter et samfund, som kan forvalte en sundhedssektor, som ikke samtidig er verdens dyreste og mest ulige.

Pendulet svinger tilbage

Og dermed er det også endnu et af de spørgsmål, hvor et langvarigt penduludsving i amerikansk politik synes at være på vej til at slå tilbage - fra én bestemt idé om Amerika til en anden.

Det forekommer i al fald som meget længe siden nu, at Ronald Reagan i sin tiltrædelsestale i 1981 indviede den epoke i amerikansk politik, hvor samfund og stat blev detroniseret som løsning og ophøjet til problemet ("government is not the solution to our problem; government is the problem") - mens markedet blev detroniseret som problem og ophøjet til løsning.

Det var en idé om Amerika, som igen slog den idé tilbage, som havde været fremherskende siden 1930'erne, som dengang var blevet kaldt 'den nye kortgivning'. New Deal havde sin baggrund i erfaringerne fra Den Store Depression og havde blandt andet banet vej for forbundsstatslige investeringer i energi- og transportsektoren, forbundsstatslige programmer til bekæmpelse af fattigdom og arbejdsløshed, et forbundsstatsligt pensionssystem (Social Security) og sygeforsorg for ældre (Medicare), en forbundsstatslig indsats imod racelovene i syd samt en stærkere betoning af samfundets ansvar i forhold til individets muligheder.

Og nu er tiden, måske, inde til et nyt penduludsving.

Tvangsauktionernes hovedstad

Knap en times kørsel syd for Sacramento ligger Stockton, en by på godt 300.000 indbyggere, der bestemt ikke er Californiens hovedby, men muligvis er hovedstad i tvangsauktionernes og tvangsudsættelsernes Amerika. Hver 25. bolig i Stockton har enten været på tvangsauktion eller befinder sig i overhængende fare for at komme det. I nogle kvarterer gaber hvert andet hus med tomme vinduer, udgåede træer og vissent græs.

"Det værste er ikke, hvad vi ser udenfor," siger Robin Luna-Gonzales, som er ejendomsmæglere og viser os rundt i det forsømte og forladte kvarter.

Vi er på vej ind i et af de huse, som hun nu forsøger at sælge til styrtdykkende priser, og jeg forstår, hvad hun mener. I et af værelserne har en af dem, der boede her for nylig, med rund og snoet skrift sprayet en række mere eller mindre usammenhængende deklamationer på vægge og gulv. 'Selvrespekt' og 'værdighed' kan jeg lige akkurat tyde i graffitistrømmen, og videre skelner jeg en sidste hilsen, "fra den unge mand, der tilbragte seks år af sit liv på dette sted: Lad aldrig dårlige odds forhindre dig i at gøre, hvad du vil".

"Der findes også dem, som smadrer alt i deres huse, før de forlader dem," siger Robin Luna-Gonzales og låser hoveddøren omhyggeligt bag os.

Oddsene for at gøre en god forretning og få et bedre liv tegnede længe gode for de titusindvis af mennesker, som igennem tre årtier købte et nybygget hus i Stockton. De fleste af dem havde valgt at flytte fra de stadig dyrere og stadig mere overfyldte villabyer omkring Silicon Valley og San Francisco Bay til de hastigt voksende byer i Californiens indre dale, hvor jorden var billig, huslånene overkommelige og leveomkostningerne lavere. De havde alle beregnet (eller var blevet bildt ind), at oddsene for, at deres hus ville stige støt i værdi - hvorved de ville blive i stand til at belåne det en smule mere - ikke blot var gode, men mere eller mindre givne på forhånd.

En lærestreg for os alle

Historien om de gabende tomme huse i Stockton (og dermed om de millioner af drømme i det sydlige Amerika, der nu slået itu) er dermed også historien om et samfund, som var blevet vant til at leve på kredit, låne til forbrug og belåne fremtiden. Og som derfor stadig mere ubekymret har tilladt aktører på det finansielle marked at gøre brug af stadig mere dristige låneordninger til at udlåne stadig flere penge til stadig flere mennesker, der egentlig ikke var kreditværdige, men som var blevet bildt ind, at fremtidige værdistigninger på deres huse kunne sikre dem stadig nye lån. Stadig sjældnere blev de advaret om, at huset ikke var deres, men långivernes, og at deres evne til at finansiere det stod og faldt med långivernes vilje og evne til at lade det belåne på ny.

"Jeg tror, det vil blive en lærestreg for os alle," siger den unge ejendomsmægler Robin Luna-Gonzales, da vi står ud for det tomme hus med de graffitiovermalede vægge og den vissenbrune græsplæne.

"Jeg fortæller nu mine drenge, at hvis de ikke kan betale kontant for det, de gerne vil have, ja så må de undvære. Jeg kender alt for mange, der har købt sig alt, hvad de ønskede - stereoanlæg, biler, storskærms-tv, møbler, rejser til udlandet. Og når de skulle til at betale, men ikke kunne, så lånte de bare 50.000 dollar mere i deres hus imod en stigning i deres månedlige udgifter på nogle få hundrede dollars, så det - troede de - var ikke så slemt."

"De burde have vidst bedre," forsøger jeg.

"Vi burde alle have vidst bedre," svarer hun.

Så tager hun sit tykke ringbind med vedlagte huse til salg og kører ud til de tomme huse i Westin Ranch, Stockton, for at forsøge at fylde dem med nye købere, nyt liv og nye drømme.

En udbredt idé i Amerika er, at alt så er, som det skal være. At frihed i Amerika nødvendigvis er frihed til både at lykkes og mislykkes. At Amerika er et samfund, der giver enkeltpersoner uendelige muligheder, som de så kan gribe eller forspilde. Kraften og dynamikken i den forestilling kan ikke undervurderes, og det kan selv for en tilfældig besøgende være svært ikke at lade sig rive med af den. Især ved mødet med mennesker, der synes at have fået syn for sagn, og i selskab med Robin Luna-Gonzales, endnu en af disse energiske og hårdtarbejdende amerikanere, der aldrig ser ud til at blive mismodige eller vaklende i deres tro på opportunity - tilværelsens mangfoldighed af muligheder.

Broer må ikke falde ned

I al fald ikke, før jorden revner under deres fødder. Den 1. august 2007 klokken seks om eftermiddagen revnede jorden under Kimberly Browns fødder. Hun var lige kørt op på den ottesporede motorvejsbro, som i hjertet af Minneapolis og St. Paul fører trafikken hen over Mississippi-floden, da broen gav efter og styrtede sammen. Kimberlys bil blev hængende over kanten af et brofragment med baghjulene i vandet, og hun overlevede. Tretten mennesker overlevede ikke.

Men hvad der heller ikke overlevede, var Kimberlys tiltro til samfundet.

"Broer må ikke bare falde ned," siger hun, da jeg mødes med hende lidt over et år senere ved den larmende byggeplads, hvor en ny bro snart er klar til at blive indviet.

Med sig har hun en mappe fyldt med breve, hun selv har skrevet til politikere og myndigheder, og et fotoalbum med billeder af rustne og revnede broer fra regionen, som hun selv har taget. Flere af disse broer er siden erklæret for usikre og lukket.

Med sig har hun også delstatssenator Jim Carlson, der medbringer sin egen mappe. Denne omfatter inspektionsrapporter, der dokumenterer, hvordan undersøgelser, som år efter år påviste alvorlige mangler og svagheder i broens sikkerhed, konsekvent blev ignoreret.

"Ingen ønskede at betale, hvad det koster," siger Jim Carlson.

Da delstatskongressen for nylig ønskede at hæve benzinafgiften for omsider at betale de nødvendige udgifter, nedlagde den republikanske guvernør veto.

Blot et par kilometer fra katastrofeområdet afholder det republikanske parti sit konvent forud for præsidentvalget.

I tre dage jubler de delegerede til rutinemæssigt aflirede ideologiske løfter om lavere skatter og en mindre offentlig sektor i Amerika.

"Det allersidste - og jeg mener det allersidste - som vi har brug for i USA, er højere skatter," siger den vetonedlæggende guvernør fra Minnesota til det ekstatiske konvent i St. Paul.

Hvor mange skal jorden revne under, før pendulet svinger i Amerika?

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Amerikanerne er så vant til at leve på andres bekostning i stedet for deres egen, at der ikke er nogen grund til at tro, at pendulet vil svinge tilbage før det er for sent. Det der er udsigt til i øjeblikket er ikke velfærdsstat, men tredieverdensfascisme, hvadenten obama taber - eller vinder og blir skudt.
- indlæg fra Californien

Bjarne Thyregod

Desværre er Informations debat oversvømmet af idiotiske racister, som benytter en hvilken som helst lejlighed til at forplumre og fordreje enhver debat.
En artikel om problemer med fællesskabet i USA vendes til noget racistisk vrøvl om indvandrere i Sverige.

Mon ikke Informations debatredaktion skal til at stramme op på debatkulturen og luge godt og grundigt ud blandt fremmedhaderne.

Gode artikler skæmmes af disse idioters hadefuldheder.

Steen Rasmussen

Artiklen er lige så overbevisende som den er lang.

Det er afslørende, at den bliver tolket som anti-amerikansk her i tråden. Den beskriver kun hvor idiotisk amerikanerne agerer over for de problemer, de skaber for sig selv og andre.

Det ideologiske ligger i hovederne på os selv, eller i de hjemlige medier, hvor vi enten er tilbøjelige til at forgude amerikansk livsstil, eller fordømme samme som det onde selv.

Amerikanerne er os selv i et stor størrelse.

Vi vil også have - skatten ned - billig olie - højt forbrug - lave renter - billige lån - prisstigninger på vore huse - flere lån - billige varer og ressourcer fra den tredje verden - gode hospitaler og tjenesteydelser til dem der kan betale, hvis vi føler os som dem, der kan betale - gode offentlige hospitaler og tjenesteydelser, hvis vi ikke selv føler vi kan betale - de uproduktive indvandrere ud af landet - de højtuddannede ind fra udlandet - miljøproblemerne, som vi skaber for os selv med vor livsstil, på afstand - bekvemme former for selvbeskrivelse, sådan som vi finder dem i samtlige regeringsstyrede og kommercielle medier (medierne lever af at give sine brugere den udgave af sandheden, som sælger bedst, lige som regeringen har banket DR på plads, så der nu kun er plads til de bekvemme udgaver af sandheden i de statsfinansierede medier) - retten til at definere og vælge løsningerne på de problemer vi skaber for os selv - de ubekvemme sandheder af naturvidenskabeligt beskrevne nødvendighed omkring grænserne for vor livsform af helvede til.

Vi kræver i demokratiets navn vor borgerlige ret til at skalte og valte med sandheden. Derfor stemmer vi på ”Anders Fuck det hele”, holder Berlingske Tidende, Politiken, Morgenfascisten Jyllandspesten, og hele molevitten. Vi har det godt, så længe det varer, og vi får det, som vi fortjener i vor selvforskyldte tilstand af forvokset umyndighed.

Lad de der kan nyde deres FRIHED, og lad de der kan mindre rådne i deres selvskabte helvede ... selv de, der rådner tror på den der FRIHED.

Godt for dem. Troen har gjort mange mærkværdige ting ved folk igennem tiderne.

Man kan lave en artikel af samme "type "om Sydspanien, Syditalien og Grækenland samt en hel del andre områder i og udenfor EU i "vores eget Europa". Også her har vi problemer med vandfordeling, Mafia , Camorra, uregistrerede indvandrere, udnyttelse, sygdom og fattigdom.

Californien er én ud af flere stater i USA , og der er stor forskel fra stat til stat - jeg har rejst en del i USA og rejser der stadig. Iøvrigt er Californien også og i overvejende grad helt anderledes end artiklens forfatter giver indtryk af.

USA er meget anderledes end vist i både artiklen og de ret underlødige ( lavpris ) amerikanske TV-serier, som hele tiden forpester danske TV-kanaler.

@Steen Ole Rasmussen: "Amerikanerne er os selv i et stor størrelse."

Jeg er enig. Hvad der sker med amerikanernes sind, sker nogle ganske få år senere også med vore.

Således også med den materielle magelighed og det deraf uundgåeligt følgende vattede kriseberedskab, der i omfang nu for alvor truer med at umuliggøre en fornuftig løsning på den systemkrise, som vores civilisation befinder sig i.

Derfor er jeg også i stigende grad mistrøstig. Pendulet er ved at svinge tilbage mod savannen og dernæst træerne, hvorfra vi oprindelig kom: Mon ikke det 21. århundrede vil udstille, hvad den biologiske eksistensform i virkeligheden handler om: survival of the most aggressive?

Vi har dog nyligt set et vist globalt samarbejde omkring finanskrisen.
Man kan håbe, at vi snart ser et globalt samarbejde omkring løsning af den egentlige opgave:
Nedbringelse af vores forbrug af naturressourcer pr. person og nedbringelse af befolkningen - samt genskabelse af de naturressourcer, vi alle skal leve af.
Det må være opgaven. Et simpelt koncept - men svært at udføre.

Steen Rasmussen

@ P Lauritzen
Hvem er det så lige, der skal sorteres fra. Er det den gruppe, som vi selv tilhører, altså de 14 % af verdens befolkning, der lægger beslag på 5/6 af de absolut begrænsede ressourcer ? Set i demokratisk sammenhæng, ville det være mest retfærdigt, hvis de største svin blev sorteret fra.

@ Kære Fredsted
Du må lære at glæde dig over det, at du ikke kan bære menneskehedens skæbne på dine små skuldrer. Der er rigtig nok meget at blive nedtrykt over, men husk på, at du på samme måde som de mest tykpandede optimister, der truer med at smadre det hele i jagten på at realisere sig selv i forsøget på at bekræfte sig selv i forhold til de gældende men tendentielt selvnegerende succeskriterier, må beskytte dit eget selv, med henvisning til den minimale magt du som individ har i forhold til den samlede mængde af individer. Personligt føler jeg det vildt selvbekræftende og opløftende, at tale det store feje og selvfede Danmark midt imod. Det er livsbekræftende at stå uden for, stærk og ren, i en position hvorfra man ser ned på den store mislykkede hob af storforbrugende, storsvinende og bekvemme løgnhalse. Det er rart at vide, at der faktisk findes muligheder for at manifestere synspunkter, som på ingen måde er betinget af, at man skal lefle for den masse, der er problemet. Takket være den form for kommunikation, der ikke er determineret af de kommercielle mekanismers behov for at lefle for forbruget og svineriet, kan vi her gøre en lille forskel, måske den forskel der sætter elendigheden i perspektiv. Det er sku da hammer fedt!

Jeg synes artiklen meget fint viser det samspil der er mellem finans- og naturkrisen. Ligesom med finanskrisen er den økologiske krise resultatet af at man har levet på 'kredit'. Man har brugt naturkapitalen hurtigere end den har kunnet forny sig og på et eller andet tidspunkt skal regningen betales .Selv om finanskollapset ikke var indtrådt nu ville det økologiske kollaps før eller siden ske med stor økonomiske konsekvenser for masser af mennesker . Man kan håbe at finanskrisen giver anledning til, en erkendelse bland de ansvarlige politikere at økonomiske fremgang der bygger på naturudplyndring er kortsigtet og uansvarlig

Steen Rasmussen

@ Lauritzen Jeg syntes bare du bad lidt om den selv.
Jeg er godt klar over, at det ville være lidt svært at begynde at argumentere for udryddelseslejre for økonomisk velstillede danskere her hvor vi befinder os.

Men hvad er så løsningen, er det etbarnspolitikken blandt de selvfede du går ind for?

Heinrich R. Jørgensen

Hvis kloden ikke kan tåle det nuværende antal selvfede og graden af vores selvfedme, ligger svaret vel lige for (og har gjort det i årtier): at vi selvfede må skrue mærkbar ned på hvordan og hvor meget vi belaster kloden.

At vi (menneskene) ikke evner at tage de praktiske konsekvenser af det de fleste burde kunne fatte uden synderlig intellektuelle kraftanstrengelser, vidner vel grundlæggende om en alvorlig brist hos os (menneskene)?

@Steen Ole Rasmussen: Jeg takker for, at du henleder min opmærksomhed på det livsbekræftende i at kunne og turde stå udenfor det hele og tale det hele midt imod.

Inger Sundsvald

”Vi (menneskene)”?

Her vil jeg ikke slås i hartkorn med alverdens grådige tåber, som først og fremmest tænker i magt og penge.

Her i vores lille land er ’vi’ i fuld gang med at pløje braklagte marker op – for at gavne nationaløkonomien og tjene kassen på grund af fødevareprisernes himmelflugt.

Det er ikke en ’brist’ jeg vil tillægge mig selv

Hvis det bare var 'de grådige tumper' der er problemet kunne det jo nok løses af os andre - de fornuftige og kloge - problemet er blot at dette her kommer under alle omstændigheder til at gøre ondt på os alle, og hvor lang er vi parat til at gå for et fælles gode? Det bliver ikke kun et spørgsmål om færre udenlandsrejser og biligere rødvin men f.eks. om at afgive dele af vores frihed for fællesskabets bedste. Friheder vi i dag synes er selvfølgelige f. eks. spørgsmålet om hvor mange børn vi hver i sær ønsker vil måske ikke længere kun være vores egen beslutning
I sidste ende kan det være spørgsmålet om demokratiet sådan som vi kender det i dag vil overleve

Inger Sundsvald

”I sidste ende”

Ja, jeg frygter også det deterministiske, for der er ingen tegn i sol og måne på at hverken Danmark eller resten af verden kommer til fornuft.

Heinrich R. Jørgensen

Beklager, Sundsvald, men det er ikke muligt at ophæve ens medlemskab af menneskeheden, uagtet hvor dårligt selskab man mener at være havnet i.

At de grådige tåber for lov til at agere som de vil uhindret af vi andre, viser vel blot, at vi er u-grådige tåber?

Beklager hvis det lyder deprimerende grænsende til det suicidale, men desværre lader det ikke til, at vi lader os styre af vores intelligens.

Inger Sundsvald

Heinrich R

Så må jeg vel gi’ mig, og erkende mine suicidale tendenser og mit tilhørsforhold til menneskeheden. (Den sved).

Det kedelige ved dig Heinrich, er, at du får os andre til at lyde lettere bøvede ;-).

Heinrich R. Jørgensen

I. Sundsvald:
"Det kedelige ved dig Heinrich, er, at du får os andre til at lyde lettere bøvede ;-)."

Det er nu ikke min opfattelse. Jeg er ofte pinligt berørt over egne sprogfejl, stavefejl, talesprog, fyldord, omvendt ordstilling, tågede og omstændelige formuleringer, unødvendige omsvøb og andre dårligdomme, og situationen er derfor, at jeg ofte føler, at mine indlæg er unødvendigt bøvede...

Heldigvis forbigår det oftest min opmærksomhed, hvor mange fejl jeg begår, hvilket hjælper at selvværdet ikke bliver helt eroderet.

Men begge dele er vel den forventelige straf for at have undladt at tale, læse og skrive dansk i mange år.

Inger Sundsvald

Heinrich R

Nu er det jo ikke sprog- og stavefejl det drejer sig om. Så længe det er forståeligt, så har man vel lov til at ytre sig, også selvom man skulle være håbløst ordblind. Du er jo ikke ligefrem ordblind, kun en anelse for selvkritisk overfor småfejl og sjuskefejl, som vi alle kan bidrage med.

Men har du lagt mærke til, at du ikke i samme grad bliver ’forfulgt’ som visse andre? Det må vel betyde at du, i høj grad, er respekteret og værdsat for dine (efter min mening, alt for ;-) diplomatiske men vedkommende indlæg.

Heinrich R. Jørgensen

Alternativt at mine indlæg er for lange, for kriglede, for besværlige at afkode (bl.a. pga. sproglige fejl og uhensigtsmæssigheder), eller fordi synspunkterne er så aparte, at ingen gider forholde sig til dem endsige kommentere dem???

Det er ikke min intention at være specielt diplomatisk, politisk korrekt eller på anden vis falde i et med væggen - tværtimod. Jeg har ikke fornemmelsen af at skulle være mindre eller mere forfulgt eller værdsat end mange andre.