Læsetid: 5 min.

Colombias fjender lever af hinanden

FARC er stærkt svækket, og det truer paradoksalt nok Colombias præsident, Álvaro Uribes, magt. Hvis oprørsbevægelsen mister pusten, er der ikke brug for hans autoritære og korrupte ledelsesstil
Udland
11. oktober 2008

BOGOTÁ – »Gå ikke ud alene«. »Pas på med at praje en taxi på gaden«. Disse og andre advarsler hører man flere gange om dagen i den colombianske hovedstad. Der er soldater i fuldt kampudstyr flere steder i byen, og tilbageholdelse og visitering af civile på byens hovedstrøg minder om, at Colombia stadig er et land plaget af politisk og social vold, narkotrafik og korruption – med forbindelse helt op til den konservative præsident, Álvaro Uribe.
Uribe er midtvejs i sin anden præsidentperiode, og han er under kraftigt politisk pres på grund af nye afsløringer af hans forbindelser til de berygtede paramilitære grupper og narkobaroner. På den anden side er han populær, fordi det tilsyneladende er lykkedes hans regering at knække landets store, gamle guerillabevægelse, FARC. Det er ganske vist sket med brug af metoder, som ikke er acceptable i et demokrati, og i alliance med de højreorienterede paramilitære grupper, som han har haft tætte forbindelser til siden 1980erne – som det fremgår af afsløringer i medierne og tilståelser fra paramilitære ledere gennem flere år.

Farligt at være kritisk

Nu søger han at positionere sig til at blive genvalgt for en ny fireårsperiode i 2010 – noget helt uhørt i nyere colombiansk historie – dels ved at spille de potentielle kandidater fra de partier, der støtter ham, ud mod hinanden. og dels ved at »undergrave forfatningen fra 1991«, fortæller senator Gustavo Petro, der i 1980'erne var medlem af oprørsbevægelsen M-19, der indgik en fredsaftale med regeringen og var med til at udforme den nye forfatning i 1991.
I dag er han en af venstreoppositionens mest sandsynlige præsidentkandidater til valget. På gangen uden for hans lille kontor i Senatet står fire livvagter. Det er stadigvæk farligt at være kritisk over for præsidenten, militæret, de paramilitære og FARC.
Bag stabler af papirer og bøger forklarer han den politiske situation, efter at FARC’s grundlægger, Manuel Marulanda, og hans højre hånd, Raúl Reyes, døde i foråret, og efter at det i juli lykkedes for regeringen at befri flere af FARC’s vigtigste gidsler, deriblandt den moderate, tidligere præsidentkandidat Ingrid Betancourt, der blev bortført i 2002.
»FARC er stærkt svækket. Den øverste ledelse har ikke fuld kontrol over de cirka 8.000 mænd og kvinder, bevægelsen stadig råder over. De er spredt på såkaldte fronter over det meste af landet, hvoraf nogle handler ret autonomt – og en del begår, hvad der kun kan kaldes forbrydelser mod menneskeheden, blandt andet i form af angreb på landsbyer med bomber fremstillet af gasflasker og i form af vejspærringer, hvor de tager folk til fange i flæng, bortfører dem og holder dem som gidsler på ubestemt tid,« fortæller Gustavo Petro.
Gustavo Petro mener, at bevægelsens oprindelige politiske grundlag – en sovjet-orienteret leninisme – er skudt i baggrunden.
»FARC er stadig overbevist om, at det er muligt at vinde krigen. Men oprøret er inde i en opløsningsproces, bevægelserne er ved at blive demoraliseret, og organisationen vender mere og mere tilbage til sin oprindelse som bondeguerilla og selvforsvarsbevægelse, hvor man allierede sig med dem, det bedst kunne betale sig at knytte sig til for at beskytte egne interesser. Det forklarer, hvorfor vigtige grupper i FARC nogle steder har sluttet sig sammen med paramilitære grupper,« siger Petro, der mener, at det kursskifte betyder, at FARC har mistet støtte i befolkningen. Det samme gælder de paramilitære, der siden deres opståen i 1980'erne har været frygtet af især småbønder og landarbejdere på grund af deres terrorregime.
Når Uribe trods sin tilknytning til de paramilitære – og mere indirekte til narkobaroner – kunne vinde valgene i 2002 og 2006 og bevare sin popularitet, skyldes det ifølge Petro den tiltagende modvilje mod FARC efter fredsforhandlingerne med Uribes forgænger, Andrés Pastrana, hvor FARC brugte forhandlingerne til at styrke sin militære position. Colombianerne ønskede fred og følte sig snydt af FARC.
En anden kender af colombiansk politik er forfatteren og kommentatoren León Valencia, der også er direktør for instituttet Nuevo Arco Iris, Den Nye Regnbue, som arbejder for at fremme freden i Colombia. Valencia er tidligere medlem af den cubansk-inspirerede oprørsbevægelse ELN, Den Nationale Befrielseshær, men forlod den for knap 20 år siden. Han bliver jævnligt angrebet på FARC’s hjemmeside og har ifølge flere kilder god grund til at frygte for sit liv, selv om FARC’s militære slagkraft er kraftigt reduceret.
Til gengæld er de paramilitære styrket, selv om mange af dem formelt har overgivet sig. De har stadig våben, og mange har omorganiseret sig og fortsætter ifølge Valencia deres undertrykkelse og fordrivelse af småbønder og landarbejdere. Flere års vold og terror har betydet, at Colombia ifølge FN er det land i verden med flest interne flygtninge, næsten tre millioner ud af en befolkning på 45 millioner.
Hverken de internt fordrevne eller de øvrige fattige har meget håb om en bedre tilværelse foreløbig. Det er især middelklassen og den økonomiske elite – som Valencia betegner som »mere grusom end venstrefløjen« – der har fået bedre forhold under præsident Uribe.

Har udspillet sin rolle

Og det er dem, der fortsat bakker op om ham, selv om det for længst er dokumenteret, at Uribe har haft og tilsyneladende stadig har tætte forbindelser til de paramilitære organisationer. Afsløringen i august af, at to af den paramilitære leder Don Bernas udsendinge havde haft et møde i præsidentpaladset med to af præsidentens nærmeste rådgivere, har rystet den colombianske offentlighed.
»Uribe har før redet den slags kriser af,« siger Petro.
»I virkeligheden har han en større bekymring lige nu, nemlig at FARC bliver så svækket, at colombianerne føler, at han har vundet, og at de derfor ikke længere har brug for den stærke præsident til at nedkæmpe den upopulære oprørsbevægelse. FARC er hans raison d’être. Uden FARC kan han ikke aflede opmærksomheden fra sine forbindelser med de paramilitære og fra sine forsøg på at undergrave 1991-forfatningens bestemmelser om sociale og økonomiske reformer,« vurderer León Valencia.
Så længe landet er delt, ikke kun på grund af blodige konflikter, men især af sociale og økonomiske forskelle – blandt andet med 15 millioner landarbejdere, der er sat uden for indflydelse – vil der være grobund for væbnede grupper, påpeger Petro.
»I den sammenhæng har FARC to muligheder: at fortsætte en udsigtsløs væbnet kamp eller at slutte sig til den demokratiske proces, vi forsøger at gennemføre.«
udland@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her